Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10436Visninger
AA

47. Alices synsvinkel

"Her?"

Spurgte Jasper. Jeg nikkede let. Det var tydeligt at se på ham, at han var gået i kamp-funktion. Han var, ligesom os andre, rasende over at Elisabeth var blevet revet bort fra os. Jeg hørte pludseligt Elisabeths stemme, som om at hun stod lige ved siden af mig.

"Tag hjem."

Hviskede hun let inde i mit hoved. Jeg så mig hurtigt omkring, selvom at jeg vidste at hun ikke var her. Jeg kunne se på Jaspers ansigtsudtryk, at jeg ikke var den eneste som hun havde hvisket til. Jeg hørte pludseligt højt og tydeligt Elisabeths skrig af smerte. Jeg vidste på forhånd, at de ville gøre Elisabeth ondt, og det var derfor at jeg havde bedt Esme, Bella, Rosalie og Edward om at blive hjemme. Jeg selv, var nødt til at tage med. Jeg ville kunne forudse det, hvis fremtiden ændrede sig igen. Men på trods af min bøn, så var Edward og Rosalie taget med alligevel. Bella var nødt til at blive hjemme ved Reneesme, og Esme var igang med at lave mad til Jacobs flok. De var kommet på besøg for en sikkerheds skyld, i tilfælde af at en af vampyrer valgte at vende tilbage. Ikke at jeg havde set det, men for en sikkerheds skyld.

"Du styrer dig, ind til vi kommer ind."

Sagde Jasper advarende til Edward, som havde fået mord i øjnene. Han nøjes med at nikke let til svar, og spejde i omgivelserne. Jeg signalerede lydløst med hånden, og spurgte om de var klar. Jeg vidste at manden ville nærme sig døren om lidt, så det var vigtigt at vi var helt stille. De nikkede hurtigt. Så for jeg frem, og sparkede døren ned. Manden vendte sig chokeret imod mig, men nåede ikke at gøre noget, før at Jasper fik ham væltet rundt på jorden. Emmett blandede sig hurtigt, og rev hovedet af ham. Det hele var gået meget hurtigt, og meget stille for sig. Måske kunne vi nå at overraske kvinden endnu? Der lød et pludseligt skrig, som fik mig hurtigt til at spejde rundt. Det havde jeg ikke forudset.

"Din... din... Jeg slår dig ihjel!"

Skreg kvinden, som havde taget Elisabeth fra os. Jeg for frem uden at tænke, i retningen af stemmen. Hun måtte for alt i verdenen ikke gøre Elisabeth fortræd. Jeg for frem, forbedret på at skulle dræbe kvinden, men det var ikke det jeg havde forventet at se, som jeg så.

Elisabeth sad midt på gulvet, med sine ben trukket op under. Hun stirrede hypnotisk på det hoved, som hun holdt tæt ind til sin krop. Jeg kunne ikke genkende hovedet, det lange hår dækkede ansigtet. Kvinden lå stiv på gulvet, få meter fra Elisabeth, med sine øjne spærret op i frygt. Jeg kunne fornemme, at hun havde ondt. Og det var Elisabeth, som gjorde det. På samme måde som Jane kunne gøre det, men Elisabeth lammede hende også, så kvinden ikke var i stand til at bevæge sig. Jeg kunne ikke forstille mig noget værre, end at føle den smerte og så være ude af stand til at røre sig. Jeg huskede tydeligt, da Edward havde følt den smerte. Han havde efterfølgende forsøgt at beskrive den for mig, da jeg spurgte, men han havde ikke været i stand til det. Det havde været ubeskriveligt.

"Elisabeth."

Kaldte Edward forsigtigt og trådte frem imod hende. Hun så op på ham med et fortabt blik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...