Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10424Visninger
AA

42. Alices synsvinkel

"Baby?"

Gentog Elisabeth forvirret. Jeg nikkede ivrigt, og pegede på hendes mave. Jeg forsøgte at vise en stor mave med mine hænder. Hun efterabede undrende.

"Baby?"

Sagde hun undrende igen. Jeg nikkede, selvom at jeg forstod, at hun ikke anede hvad jeg snakkede om.

"Reneesme!"

Udbrød hun glad, som om at hun havde svaret rigtigt. Jeg rystede på hovedet.

"Reneesme er et barn, ikke en baby."

Sagde jeg opgivende, og rettede på dynen igen, så den dækkede hendes ben lidt bedre. Hun sad op i sengen, op af sengens gavlende.

"Nåh... ja..."

Sagde Elisabeth undrende, men så stadig forvirret ud. Det var som om at hendes personlighed havde ændret sig igen. Hun var stadigt barnet, men hun manglede ikke sin dukke og hun virkede mere glad. Jeg vovede mig selv til at spørge:

"Hvad med den slemme mand?"

Jeg fortrød det straks, og håbede at hun ikke flippede ud igen.

"Edward beskytter mig. Slemme mand kan ikke nå mig."

Sagde hun glad, og legede med syningerne i dynen. Havde hun hørt, at Edward havde skånet hende? At han havde indrømmet, at han stadig holdt af hende? Jeg undrede mig hvordan, hun havde jo været bevidstløs på det tidspunkt. Jeg risikerede ballade, hvis hun flippede ud igen, men spurgte næsten hviskende:

"Hvad gør den slemme mand?"

Straks så Elisabeth bange på mig med store øjne, mens hun kort så sig skræmt omkring. Hun lænede sig let frem imod mig. Jeg kunne bag mig høre Rosalie, som kom med blod til Elisabeth.

"Han tager mig."

Hviskede Elisabeth bange. Jeg lagde endeligt mærke til hvordan hun sagde ordet tager. Hun mente ikke kidnapning, men voldtægt. Hun var blevet så skadet af sin fars behandling af hende, at hun stadig frygtede at han ville voldtage hende. Selvom at han havde været død i mange år.

"Det er okay nu. Edward passer på mig."

Sagde Elisabeth så pludseligt med sin glade barnestemme igen, da Rosalie satte sig i sengen med drikkedunken til hende.

"Vi passer også på dig."

Tilføjede Rosalie blødt, og gav Elisabeth drikkedunken. Elisabeth tog den straks, og suttede ivrigt på den, for at tømme den. Rosalie aede kærligt Elisabeth over håret, og jeg kunne straks ikke lade være med at tænke at Rosalie nu havde fået et barn, at tage sige af. Et barn som ikke ville ældes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...