Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10421Visninger
AA

39. Alices synsvinkel

"Sover hun?"

Spurgte jeg forsigtigt, og gik ind i værelset til den bevidsteløse Elisabeth. Carlisle sad og vågede over hende, på stolen, ved sengens side. Han rystede på hovedet, og så på mig.

"Midlet bedøver hende, tvinger hende til at miste bevidstheden. Hun burde være sådan her et par timer mere."

Forklarede han, og rettede uroligt på hendes dyne. Hun så ud som et lig, gik det op for mig. Hun lå livløst på sengen, med dynen over sig, og sine arme liggende på maven.

"Hvad gør vi, når hun vågner?"

Spurgte jeg, og trådte nærmere på hende. Carlisle sukkede, og rystede opgivende på hovedet.

"Der er ikke noget som vi kan gøre. Hendes forstand er..."

Carlisle stoppede op, da jeg blev klar over hvad han sagde. Han var ikke glad for det, men han mente at det var bedst, hvis Elisabeth holdt op med at eksistere.

"Det ville måske være bedre for hende."

Mumlede Carlisle lavt, og lød som om at han forsøgte at overbevise sig selv. Han rystede dog opgivende på hovedet. Jeg vidste, at Carlisle aldrig ville kunne få sig selv til at slå hende ihjel. Om hun fortjente det eller ej. Jeg gik hen til hans side, og sagde tilbydende:

"Skal jeg tage over lidt?"

Carlisle nikkede let, og rejste sig fra stolen, så jeg kunne sidde.

"Jeg ved ikke..."

Begyndte jeg, og tog forsigtigt Elisabeths ene hånd i min.

"... hvilken af Elisabeths personligheder jeg foretrækker."

Sagde jeg, og aede svagt hendes kolde hånd.

"Barnet, evigt glad, men som ikke passer til hende på nogen måde eller kvinden, som er fuld af liv, men også uendeligt had."

Sagde jeg undrende, og holdt op med at ae hendes hånd. På mange måder holdt jeg af hende, men der var også mange ting som skræmte mig ved hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...