Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10446Visninger
AA

33. Alices synsvinkel

"Det er ikke altid, at jeg hører dem. Nogle gange ser jeg også billeder, oppe i mit hoved."

Hviskede Elisabeth bange. Men hun så sig ikke længere skræmt omkring. Hendes blik skiftede mellem Jasper og mig.

"Du ser billeder?"

Spurgte jeg nysgerrig. Hun nikkede hurtigt.

"Nogle gange ser jeg ting, ting som ikke er sket endnu. Jeg så... jeg så at Edward ville komme til volturierne. At han var ked af det. At han ikke ville leve mere. Jeg bad Aro om at skåne ham."

Hviskede hun stille, og straks huskede jeg hvordan Bella og jeg var faret til Italien efter Edward, da han troede, at hun var død. Jeg indså straks, hvad hun mente med billederne i hendes hoved. Hun var måske ikke så skør alligevel. Hun var synsk, præcist som mig. Jasper havde nået frem til det samme, og det forklarede pludseligt hvorfor Aro havde beholdt hende. Selvom, at hun var så ustabil.

"Kan du fortælle mig om stemmerne?"

Spurgte Jasper forsigtigt. Elisabeth så straks skræmt på ham.

"Det er okay. Jeg vil bare høre lidt om det, jeg gør dig ikke noget."

Forsikrede han hende. Hun tøvede kort, men hviskede så stille:

"Nogle gange er det stemmer, som jeg kender. Ligesom jeres."

Hun pegede let på os, og lod så hånden falde igen, før hun fortsatte.

"Men jeres stemmer lyder forskellige, nogle gange gamle, nogle gange nye. Og nogle gange er det slet ikke jeres stemmer jeg hører, men en kvindestemme, som hvisker ting til mig. Hemmeligheder, som jeg ikke vil vide. Og jeg kan ikke få stemmerne til at tie stille."

Sagde hun lidt højere. Jeg forestillede mig hurtigt Elisabeths dukke, som dansede og kunne se hvordan hun begyndte at smile igen.

"Hvad er der?"

Spurgte Jasper uroligt, da han så den pludseligt ændring i hendes humør.

"En af stemmer fortæller mig om min dansende dukke."

Sagde hun glad. Jeg greb Jasper i armen med det samme.

"Hun hører ikke stemmer. Jeg forestillede mig lige hvordan hendes dukke så ud, og hvordan den dansede. Hun hører ikke stemmer, hun læser tanker."

Hviskede jeg glad. Elisabeth var slet ikke så skør, som vi troede og det glædede mig. Jasper så nysgerrigt på hende, og begyndte at spørge ind til den kvindelige stemme, som fortalte hende hemmeligheder. Næsten straks faldt den sidste brik i puslespillet på plads.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...