Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10418Visninger
AA

25. Alices synsvinkel

"Sover hun?"

Hviskede Carlisle forsigtigt. Jeg nikkede hurtigt, og gjorde tegn til at han skulle være stille.

"Edward?"

Mimede jeg spørgende.

"Bella tog over."

Hviskede han stille, og så fortrydende ud. Jeg vinkede ham ind, han kunne sætte sig på Esmes stol.

"Der er visse ting, som Bella kan, som du ikke kan."

Hviskede jeg, og måtte begrænse mig for ikke at grine. Carlisle nikkede med et smil, og satte sig forsigtigt på stolen. Jeg lagde mærke til at han havde en journal med. Jeg ville spørge ind til den, men Elisabeth vred sig i søvne, så hun krævede kort min opmærksomhed. Jeg tog forsigtigt hendes hånd igen, og aede den beroligende. Hun sukkede dybt, og slappede så af igen.

"Det er som om, at hvis hun tror at hun er alene, så bliver hun bange. Altså i søvne."

Hviskede jeg stille, og så hurtigt på Carlisle for at sikre mig, at han hørte det. Han nikkede undrende, og slog så op i journalen, hvor han kort læste, før han rakte mig journalen. Jeg tøvede kort med at slippe Elisabeths hånd, men slap hurtigt, så jeg kunne ligge den på sengen. Så greb jeg Elisabeths hånd igen, og kunne bruge den anden til at bladre med. Carlisle pegede hurtigt på et bestemt stykke i journalen, og jeg hviskede overrasket:

"Der er hendes hospitalsjournal."

Jeg så hurtigt på Carlisle, lige tidsnok til at se ham nikke. Jeg vendte min opmærksomhed mod journalen igen, og læste hurtigt.

"Placeret efter moders ønske.... Ikke helbredelig... Voldige anfald..."

Jeg sprang den lange liste med psykiske sygdomme over, som hun var mistænkt for at have.

"Foreslået behandling af familielæge: Elektroterapi, vandbad..."

Jeg måtte stoppe op. Hvordan kunne en læge foreslå så voldsomme ting, til en kun trettenårig pige? Jeg rystede på hovedet, og læste videre. 

"Behandling ikke tilstrækkelig... Forsøgsbehandling tilladt af moder..."

Jeg smækkede journalen i. Forsøgsbehandlingen var blevet indledt efter knap en måned. Det var forfærdeligt, uforståeligt. Elisabeth ville have bedre tjent med, at have været blevet dræbt. Der var ingen, der fortjente at gå igennem, hvad de havde gjort ved hende på hospitalet. Hvis hun ikke havde været sindsyg i forvejen, så var hun blevet det efter behandlingen.

"Hvordan kunne hendes mor tillade, at de gjorde sådan noget mod hende?"

Spurgte jeg vantro ud i luften. Carlisle forsøgte selv, at få et svar. Han fortalte mig, hvad han havde gættet sig frem til.

"Edwards mor var i sorg, og ville ikke have noget at gøre med hende. Jeg antager, at hun på den måde kunne blide sig selv ind, at Elisabeth var død. Eller hvis hun var lidt mere koldhjertet, så håbede hun på at det ville slå Elisabeth ihjel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...