Twilight saga: Elisabeth

Jeg stod ivrigt og trippede foran hoveddøren. Kunne det virkeligt passe? Aro havde forsikret mig, at det var ham. At det var min bror, jeg ville endeligt se min bror igen. Jeg havde savnet ham, så utroligt meget. Alt det der var sket, mens vi havde været adskilt, jeg kunne ikke vente med at høre om det. Jeg havde hørt om hans kone, Bella og hans datter Reneesme. Jeg kunne næsten ikke vente med at møde dem. Aro bankede kort på døren, en enkelt gang. Jeg kunne høre skridtene på den anden. Nu var det nu, jeg ville endeligt se min bror igen. Edward, hvor havde jeg savnet ham.

35Likes
77Kommentarer
10422Visninger
AA

23. Alices synsvinkel

"Jeg henter hende ned."

Nåede jeg at sige afsluttende, og håbede at de forstod at de ikke skulle blande sig. Jeg satte hurtigt af fra jorden, og nåede op på taget på ingen tid. Jeg opdagede hende hurtigt, hun sad midt på taget. Jeg tog nogle enkelte skridt, og kaldte forsigtigt:

"Elisabeth."

Hun reagerede ikke. Jeg tog forsigtigt nogle flere skridt, og studerede hende kort. Hun sad med ryggen til mig, i skrædderstilling. Jeg kunne ane, at hun havde dukken krammet stramt ind til sig. Det bekymrede mig, at hun sad og vuggede frem og tilbage. Det betød, at hendes mentale tilstand var meget skrøbelig. Det huskede jeg fra et psykologi-kurs, som jeg havde taget for få år siden. Jeg bukkede mig forsigtigt ned til hende, så jeg gik på hug.

"Elisabeth."

Hviskede jeg forsigtigt. Endnu en gang reagerede hun ikke, og fortsatte med at vugge frem og tilbage. Jeg rakte forsigtigt ud, og lagde min hånd på hendes skulder. I samme øjeblik hørte jeg hvordan grebet om hendes dukke blev for stramt, og dukkens porcelænansigt sprang. Hun sagde en svag ynkelig lyd, og skiftede over til en skælven. Jeg blev klar over, at jeg skulle være meget, meget forsigtig med hende. Jeg stod på samme tid, klar til at holde om hende, hvis hun begyndte at græde, men også klar til at stikke af.

"Elisabeth."

Kaldte jeg forsigtigt en gang til, og kunne se en svag reaktion. Hun så forsigtigt op på mig, så jeg kunne se hendes tårefyldte kinder, som hun forsøgte at skjule med den ødelagte dukke. Jeg fik så ondt af hende, at jeg forsigtigt satte mig ned og trak hende ind til mig. Det var ikke så svært, hun vejede næsten ingenting. Jeg satte hende helt forsigtigt ned i mit skød, så hun kunne læne hovedet mod min skulder. Hun begyndte svagt at græde igen.

"Shh..."

Tyssede jeg forsigtigt på hende, og aede hende over ryggen.

"Hvad er der lille pus? Hvorfor er du ked af det?"

Spurgte jeg hende helt forsigtigt, og krammede hende helt tæt ind til mig. Hun mødte mit blik med bange øjne.

"Den slemme mand kommer efter mig."

Hviskede hun rædsenslagnet, med sin barnestemme. Hun lænede sig grædende ind til mig igen. Jeg kunne bag mig høre, at Jasper var ankommet.

"Få hende til at falde i søvn."

Hviskede jeg lavt til ham, og håbede på at hun ikke kunne høre mig over sin gråd. Hun reagerede ikke på det, og Jasper fik hurtigt fat i hende. Det varede ikke længe, før at hun hang i mine arme med lukkede øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...