De fire elementer - Forelskelse

Den femtenårige Billie er lige flyttet til byen River Falls. På hendes første skoledag, møder hun den populære og bemærkelsesværdige flotte Shane. Da hendes søster Lauren begynder at opføre sig underligt, begynder Billie at mistænke Shane for at have noget med Laurens opførelse at gøre. Er Shane overhovedet den, hun tror, han er?

12Likes
14Kommentarer
1459Visninger
AA

2. Kapitel 1. En ny begyndelse

"Billie!" råber mor inde fra stuen. "Kom og hjælp med at bære møblerne ind!"

   Jeg sukker. Jeg sidder oppe i et enormt egetræ ude i vores nye have. Vi er stadig ved at flytte ind. Med tunge fødder, begynder jeg at kravle ned af træet. Jeg roder lidt i mit hår og hopper ned, da jeg er halvanden meter fra jorden. Jeg slæber mine fødder hen ad græsset og om på forsiden af huset, hvor min smilende mor står og er ved at bære en sofa ind med Justin og Jakes hjælp. "Kom og hjælp, søs!" råber Justin og gør et kast med hovedet.  Jeg himler med øjnene og begynder at bære en stol med indenfor.

   Jeg sukker ved synet af mit nye hjem, men siger til mig selv inde i hovedet, at jeg bare må affinde mig med de nye omgivelser.

   Mit blik vandrer hen over det skinnende, lyse gulv og videre til de enorme vinduer og lander så til sidst på den store, hvide lysekrone, der hænger oppe på loftet.

   Jeg går ind i køkkenet og stiller stolen ved siden af en stor krukke med en eksotisk plante i. Jeg blinker et par gange og sukker endnu en gang.

   "Så slemt er det da heller ikke,"lyder en stemme bag mig. Jeg vender mig om med et sæt og er tæt på at skrige, da jeg ser Jakes ansigt. "For helvede, Jake!"

   Han ser en anelse forskrækket på mig. "Det var ikke min mening at skræmme dig sådan," han bider sig i læben for ikke at grine. "Det er ikke sjovt," siger jeg. Hans latterlige forsøg på at se alvorlig ud, får mig bare til at gentage sætningen. Jeg ryster på hovedet og går ud for at bære endnu et møbel indenfor. Jeg kigger mig omkring, da Jake stiller sig ved siden af mig. "Der er ikke mange ting tilbage…" mumler jeg og kigger på de få møbler og småting, der er tilbage. "Det er vel bare godt," siger Jake og smiler. Jeg vender mig om, så jeg kan kigge ham i øjnene. "Jeg har bare svært ved alt det her…"

   Jeg lægger armene om ham og græder stille. "Det skal nok gå…" mumler han og aer mig op og ned ad ryggen. Idet han giver slip på mig igen, kommer mor glad trissende ned ad trappen. "Hej børn!" hun lægger tilsyneladende ikke mærke til, at jeg græder. "Gud! Vi har jo næsten fået alle møbler indenfor! Skønt!" hun smiler og klapper Jake på hovedet, mens hun går indenfor igen med en lille potteplante i hånden

   Efter Jake og jeg havde båret de sidste ting ind, begynder jeg at gå op på mit nye værelse. Det er dobbelt så stort som mit gamle værelse. Den ene væg er bare et stort vindue, væggene er hvide, gulvet skinnende og lyst. Min gamle seng er blevet skiftet ud med en enorm seng med fine satinpuder i sort, hvid og rød og mit gamle skrivebord er blevet skiftet ud med et meget fint, hvidt skrivebord, som ser ud til at være mindst hundrede år gammelt. I det mindste har jeg fået lov til at beholde mit antikke guldspejl. En potteplante magen til den i køkkenet er placeret ved siden af spejlet. I et spring er jeg henne ved sengen. Jeg udstøder en underlig, træt lyd og lader mig falde ned i de bløde satinpuder og lækre tæpper. Jeg bør være glad. Hvorfor er jeg ikke glad? Mit nye hjem er utrolig smukt, haven er enorm og jeg er omgivet af min kære familie. Far, mor, Jake, Justin og Lauren. Vent lige lidt… Hvor er Lauren? Jeg spærrer øjnene op, da det går op for mig, at jeg ikke har set Lauren de sidste mange par timer. Jeg stormer ned af sengen og ned ad trappen. "Mor!" råber jeg. "Mor!"

   Jeg stormer ud af døren, hvor mor sidder på trappetrinnet og drikker en kop sort kaffe. "Mor! Lauren er væk!"

Hun kigger forskrækket på mig. "Hvad?" hun sætter sin kaffe ned på trappetrinnet. "Hvor har hun været de sidste par timer?"

   Mor tænker sig lidt om. "Jeg har ikke set hende..." mumler hun. Hun spærrer øjnene op, da det går op for hende, at Lauren ikke havde vist sit ansigt for længe. "Oh gud," hun fór op, "oh gud."

   "Jeg kigger i skoven!" jeg begyndte at løbe hen imod den skov, som ligger tæt ved vores nye hus. Måske havde Lauren gemt sig derinde. Jeg er heldigvis hurtig i starten, så jeg kommer hurtigt derhen. Men efter et par sekunder inde i skoven, bliver mine ben trætte og udmattede og jeg må fortsætte - gående. "Lauren?" kalder jeg. "LAUREN!" jeg skriger navnet så højt jeg kan. Hvor fanden har hun gemt sig? Jeg gisper. "Lauren!"

  

Efter et par minutter, hvor jeg havde gået rundt og ledt efter Lauren i skoven, får jeg øje på en skikkelse lidt væk. "LAUREEEEN!" jeg råber det og stormer med lynets hastighed hen imod hende. Da jeg er kommet helt over til hende, griber jeg så hårdt fat i hende at hun vælter. "Hvad tænker du på?" råber jeg lige ind i hendes ansigt. "Ahh.. Billie? Hvad.. øhh... Laver du her?" hun kigger forvirret på mig. "Leder efter dig, din idiot!"

   "Mig? Jamen, jeg hygger mig bare her ude i skoven," hun smiler til mig. Jeg rynker brynene og rejser mig med et sæt op. "Hvad er der galt med dig?"

   Hun kigger forbavset på mig. "Kom!" siger jeg vredt. "Men..."

   "Kom!" afbryder jeg hende. Hun går stille hen imod mig og sammen begynder vi at gå tilbage til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...