Aella ~ The Hunger Games *Pauset*

Aella bor i Distrikt 5, og bliver som 15-årig valgt som Distrikt 5' kvindelige soner til det 65. Dødsspil. Med hende til Capitol kommer den mandlige soner, Damien på 18. Damien er en fortræffelig sværdkæmper, og Aella er god med knive. Men Dødsspillet er grusomt, og det bliver ikke lettere af at Aella bliver forelsket i en af de mandlige sonere. Forelskelse imellem to sonere fra forskellige distrekter er aldrig set før, og bedre bliver det ikke af at Aella forelsker sig i en af dem, der vil dræbe hende. Hvad sker der når Aella finder sin elskede såret, døden nær, og beslutter sig for at redde ham? Selvom han gentagende gange har været ved at dræbe hende? Og selvom han beder hende lade være? Og hvem vil vinde? Kan kærligheden sejre eller vil Dødsspillet ødelægge alt?

7Likes
12Kommentarer
1089Visninger
AA

4. The train

Tårerne var holdt op med at løbe. Måske havde jeg ikke flere tårer tilbage. Hvilket ikke ville overraske mig, hvis jeg ikke havde. For jeg havde virkelig grædt i lang tid i går. Jeg kunne stadig mærke frygten i min sjæl, i mit hjerte. Den fik mig til at spænde i alle mine muskler hele natten igennem, hvilket nok også var en af grundene til at jeg vågnede op, med ondt i hele kroppen.

I andres øjne var det en smuk dag. Solen skinnede fra en skyfri, blå himmel og en lille vind ruskede let i træerne. I mine øjne, skinner solen ikke, der er ikke nogen skyfri, blå himmel og der er ingen vind der rusket let i træerne. Der var kun solens lys, jeg om kort tid aldrig skal se igen. Der var kun den skyfri, blå himmel, jeg aldrig mere vil kigge op på og smile ved synet. Der var kun vinden, jeg om kort tid aldrig mere vil lade lege med mit hår, lukke øjnene og høre på grenenes raslen i den selv samme vind. Jeg ville komme til at savne Distrikt 5. Jeg kunne ikke sætte fingeren på noget bestemt. Det var alt ved mit distrikt jeg ville komme til at savne. Også grøden. Men især min mor og far, selvfølgelig. De havde altid været der for mig, på den ene eller anden måde. Min far havde selvfølgelig ikke vist det så meget efter min søsters død, men ligesom min mor, elskede han mig højere end noget andet. I starten efter min søsters død var stemningen derhjemme trykket og trist, Min far råbte af mig over ingenting og min mor græd hele tiden. Om aften sad vi rundt om bordet, hvor der hele tiden var stille. Ingen sagde noget. Jeg vidste kun at min søster ikke kom tilbage fra Dødsspillet, men mine forældre ville ikke fortælle mig hvorfor. Jeg fandt senere ud af at min søster var blevet slået ihjel af den mandlige soner fra 2 i blodbadet ved Cornucopia, i jagten efter en sølvbue. Jeg huskede, at jeg gik på gaderne og mindedes min søsters og min barndom. Hvordan min søster var mine forældres lille engel, hvordan hun aldrig kunne gøre noget forkert, hvordan hun gjorde alt så meget bedre end jeg. Jeg havde altid været jaloux på hende, prøvet at gøre alt som hende og fejlet hver gang. Min far havde flere gange set misbilligende på mig, når jeg faldt i savsmuldet på gaderne. Min mor havde altid sukket over mig, når jeg tabte nogle tallerkner. Jeg havde været en fiasko.

Og så blev min søster valgt til Høsten, og jeg huskede hvordan hun slap min hånd og med følelsesløse øjne havde gået op til scenen. Min mor havde skreget og min far var nødt til at blive slæbt væk af de hvide vagter. Hun var jo deres engel. Hun ville jo aldrig klare sig i Dødsspillet. Hun var for ung til at dø. Sådan lød hendes forældres begrundelser for hvorfor min søster ikke skulle med i Dødsspillet. Men da den mandlige soner blev en lille dreng på 12 faldt deres ord lidt til jorden. For hvorfor skulle en 18-årig pige udelukkes fra Dødsspillet, hvis selv en 12-årig kunne deltage? Min søster og drengen blev fragtet til Capitol, for begge at dø i blodbadet ved Cornucopia. Drengen blev myrdet af en pige fra 1 og min søster af en dreng fra 2.

Jeg åbnede mine øjne ved at noget vådt trillede ned af mine kinder.  Så havde jeg altså flere tårer i mig? Åbenbart. 

Hvorfor skulle de også lige komme nu? Af alle tidspunkter, hvorfor så lige nu hvor jeg helst ville tænke på min søster, på mit liv før?

Mit blik gled hen over træerne, og et lille smil gled over mine læber da jeg nede på gaden kunne se nogle børn lege. På en måde var jeg glad for at det var mig, der var blevet valgt. Så kunne de små børn dernede slippe, forhåbentlig. Men ingen vidste hvad fremtiden ville bringe.Selvom jeg i dette øjeblik ville give alt for at kunne. For at kunne se hvordan Dødsspillet ville udfolde sig, hvem der ville dø og hvordan jeg ville dø.

"Miss Evans?"lød en dyb stemme bag mig, hvilket fik mig til at vende mig rundt.

En hvid vagt stod i døren, og gjorde mine til at jeg skulle følge efter ham. Sikkert hen til toger, der skulle fragte Damien og jeg til Capitol. Jeg var ikke klar til at forlade Distrikt 5. Selvom jeg havde sagt farvel, var jeg ikke klar til at skulle til Capitol. Jeg var ikke klar til Dødsspillet!

Jeg, til in store overraskelse, nikkede og med stive skridt gik jeg hen til døren, og fulgte efter vagten. At dømme efter den hånd, der lå på min ryg, så gik der også en vagt bag mig. Som om de var bange for at jeg skulle stikke af.

For hvert skridt jeg tog skreg mit indre højere, at jeg ikke skulle blive ved med at gå. At jeg skulle vende om og løbe min vej. Egentlig ville jeg helst også det, men min krop var tilsyneladende ligeglad med hvad jeg ville. Den blev med de samme stive skridt ved med at gå, som om den ikke opfattede hvor meget mit indre jeg råbte og skreg, at den skulle stikke af.

Ved togets indgang stod Damien og tangkvinden, aka Ellie Misser som hun åbenbart hed. Jeg havde helt ærligt ondt af hende. Hun hed helt seriøst Misser til efternavn. Hvilke forældre, der elskede deres barn ville tage efternavnet Misser? Ja, åbenbart tangkvindens.

"Og der har vi jo hende!"udbrød tangkvinden i et skingert tonefald."Velkommen, min søde Aella!"

Hun tog Damiens og min hånd i sine, og slæbte os med ind i toget. Bag os lukkede dørene med et lille bump, og vi var afspærret fra omverden. Jeg kastede et blik tilbage på døren og holdt øje med den, indtil tangkvinden trak mig ind i et andet rum.

"Her har vi stuen..."

Ved det tredje rum holdt jeg op med at høre efter. Det eneste jeg koncentrerede mig om var vinduerne, hvor man i et splitsekund kunne stille skarpt på noget udenfor. Jeg sukkede, da jeg i fik stillet skarpt på skiltet der markerede Distrikt 5' grænse. Nu var jeg udenfor det distrikt jeg i hele mit liv havde boet i, elsket og frygtet at forlade. Jeg var nu officielt på vej til Capitol. På vej til arenaen. På vej til Dødsspillet. På vej til min død.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde stået og kigget ud i liften, før tangkvinden knipsede foran mig og bragte mig tilbage til virkeligheden. Jeg blinkede forvirret med øjnene, før jeg indså hvor jeg var. I toget på vej til Capitol. Hun grinte skingert, og helt klart falsk, og sagde et eller andet til Damien, der fik ham til at smile anstrengt. Hun gik ind i en anden vogn, vinkede farvel til os, som om hun skulle forlade os forevigt. Og helt ærligt, det ville jeg intet have imod. Hendes grin var ved at gøre mig vanvittig. I det hele taget bare hendes skingre, falske stemme og hele hendes væremåde gjorde mig vanvittig. Hvis jeg da ikke allerede var det.

"Har du mødt hende?"

Jeg blinkede fovirret med øjnene igen, og så spørgende på Damien, der så spørgende på mig.

"Hvem?"

"Larella Adlen, vores mentor,"svarede han med et skævt smil."Hun vandt Dødsspillet engang."

Så det var altså muligt for sonere fra Distrikt 5 at vinde Spillet, og så var det endda en kvinde. Imponerende.

"Hvornår skal vi møde hende?"

"Snart, til aftensmaden vil jeg tro."

Damien tændte for noget bag mig med en fjernbetjening, og en mandestemme fik mig til at hoppe mindst to meter op i luften. Damien grinede lidt af mig og pegede på noget bag mig. Jeg drejede overkroppen og fik øje på et fjernsyn. De sendte vist noget forrige Dødsspil.

"Og her ser vi åbningen ved Cornucopia til det 63. Dødsspil,"et billede af de 24 sonere, der løb hen mod de mange godtere blev vist frem."Orgh, der røg Amelia fra Distrikt 5 i kampen om en bue. Dan fra Distrikt 2 huggede hende ned, og tager buen..."

Jeg lukkede udsendelsen ude, og fokuserede på billedet af min søster, der fik en kniv i brystet. Kameraet fokuserede på hendes øjne, der havde lyst af frygt og langsomt blev gløden i dem slukket, hvorefter hun stoppede med at bevæge sig. Hendes mund havde formet nogle ord, hun aldrig nåede at fuldføre. I det kniven ramte hende, spærrede hun øjnene op og noget blod løb ned fa hendes kind. Hendes ansigt fortrak sig i smerte, hver gang drengen fra 2 hamrede kniven ned i hendes bryst. Tredje gang drengen hamrede kniven ned i hende, blev hendes krop slap og gnisten forlod hendes øjne.

Fjernsynet blev ved med at vise forskellige billeder, igen og igen, af sonere der dræbte hinanden på de mest bizare måder. Hvordan kunne nogen finde det her sjovt? Det var jo barbarisk!

"Nyder du det?"lød en kvindelig stemme bag mig, som endnu en gang fik mig til at hoppe to meter op i luften.

Jeg vendte mig om og fik øje på en brunhåret kvinde i 30'erne. Hun måtte være hende Larella, altså Damiens og min mentor.

"N-nej selvfølgelig ikke..."fik jeg fremstammet.

Hvorfor stillede hun sådan et dumt spørgsmål? Hvem kunne nyde det her? Borgerne i Capitol kunne godt, men hvem ellers? Nå ja, dem fra Distrikt 2 kunne nok også, men udover dem? Ingen.

"Tænk på det sådan her,"startede Larella ud, med et trist ansigtsudtryk."Damien og dig skal igennem noget lignenede, eller meget værre.

Jeg så igen på skærmen, hvor de var ved at gense 'det store øjeblik, hvor soneren blev en vinder'. Hvordan kunne man kåre nogen ,som vinder, der blev det ved at dræbe en pige med et glødende sværd igennem hendes mave?

"Har du et råd til os?"spurgte Damien ovre fra sin plads på en gul stol, han sad omvendt på.

"Sørg for at blive dræbt, som en af de første."svarede hun og gik sin vej ind i en anden vogn, faktisk den samme vej som tangkvinden gik.

Både Damien og jeg fulgte hende med øjnene, indtil hun var ude af syne. Jeg kiggede misbilligende og forarget på hende, mens jeg tror, Damien mest af alt holdt øje med hendes slanke ben. Et lavt pift lød fra ham, hvilket fik mig til at give ham en lammer.

"Hvor er du dog barnlig!"hvæsede jeg og gik ind i en anden vogn, sjovt nok den modsatte vej af tangkvinden og Larella, da jeg stadig øskede aldrig at skulle se den skingre, falske tangkvinde igen.

"Øh... Aella?"kaldte Damien forvirret inde fra det, der nok var en stue."Ved du godt, hvor du er på vej hen?"

"Nej?"

"Du er på vej til togførerens kupé,"sagde han og man kunne høre det ventende latteranfald i hans stemme."Og han er i bad."

Jeg spærrede øjnene op og skyndte mig ud af den vogn, jeg lige havde gået ind i. Og selvfølgelig, lå drengen flad af grin over den gule stol. På vej hen til den anden udgang sendte jeg ham et førsteklassesdræberblik, der fik ham til at holde mund til jeg var ude af syne.

Idiot.

"Der har vi jo, Aella!"lød en skinger stemme, som det ikke tog mig lang tid at placere.

Jeg vinkede til de to kvinder, der sad og spiste noget underligt mad. Hvad var det for noget kød? Og hvad var det...?

"Hvad spiser I?"

"Okseragout,"smilte tangkvinden stort."Kom og spis med os."

Jeg nikkede tavst, da jeg ikke kunne finde på nogen undskyld om hvorfor jeg ikke ville. Eller jo, jeg havde en. Men jeg så ikke rigtig nogen grund til at sige 'Nej tak, jeg kan ikke rigtig fordrage din stemme, tøj, latter eller noget andet ved dig.- Jeg håber ikke du tager det for ilde op'. Nej, det duede ikke rigtig. Eller gjorde det? Nej, jeg ville bare få hende som fjende, og noget sagde mig jeg ikke ønskede at få hende som fjende. Eller få nogen anden i Capitol, som fjende, for den sags skyld.

Maden smagte overraskende fantastisk, selvom den var meget anderledes fra maden i Distrikt 5. Men hvad kunne man ellers forvente af mad fra Capitol? At det ville smage værre? Nej, det mindste man kunne forvente af maden i Capitol, var at det ville smage hundrede gange bedre end maden i Distrikt 5, eller i andre af de almindelige distrikter. Selvom jeg sandsynligvis ikke skulle føle sådan, så glædede jeg mig i dette sekund til at se Capitol. Se hvordan den var i forhold til Distrikt 5, se om alle gik så underligt klædt som tangkvinden, Ellie Misser. Jeg kunne helt seriøst ikke tage det efternavn seriøst. Misser.. 'kom her lille, Misser, ja det var goooodt!'

"Hvad spiser I?"lød en stemme bag mig, sikkert henne fra døren.

Og igen, igen, sprang jeg nærmest to meter op fra stolen.

"Så hold dog op med det der!"Sagde jeg højt og alt for skingert.

Damien trak sig et skridt tilbage, løftede uskyldigt sine hænder og så spørgende på mig.

"Hold op med hvad?"

"Med at skræmme mig!"

"Undskyld!"

Jeg åndede tungt ind og ud, for at få styr på mit åndredræt og mit alt for hurtigt bankende hjerte. I lidt tid sad jeg bare og lavede åndedrætsøvelser, indtil mit hjerte og åndedræt endelig lystrede, og blev mere roligt.

Tangkvindens, Larellas og Damiens blikke lå på mig hele tiden, hvilket til sidst blev for ubehageligt, så jeg gik i seng. Sengen var stor, og meget blødere end min hjemme i Distrikt 5. Jeg nåede ikke meget andet end at klæde mig af og ligge mig ned i sengen, før mine øjne røg i og jeg forsvandt ind i en søvn, fyldt med mareridt.

Mareridtene gik ud på, at Damien og jeg var i arenaen. Midt i blodbadet ved Cornucopia. Jeg genså flere gange hvordan Damien blev dræbt på forskellige måder, den anden mere bizar end den første. Og så var der det værste mareridt. Jeg døde. Dræbt af den mandlige soner fra Distrikt 2, da jeg prøvede at få buen. Ligesom min søster. Og ligesom min søster huggede drengen kniven ned i mit bryst flere gange, hårdt og brutalt. Et sidste skrig forlod mine læber, før det hele sortnede.

"Så står dog op, kvindemenneske!"lød en drengestemme langt væk, på den anden side af mørket.

Jeg åbnede besværet øjnene, og måtte misse med øjnene at kunne se klart i det skarpe lys. Jeg vendte mit hoved mod Damien, der stod lænet op af væggen.

"Hvad er der galt med dig?"røg det ud af min mund med en utrolig fart."Kender du begrebet 'en god nats søvn'?"

Han nikkede, hvilket på en eller anden måde fik mig irriteret grænseløst.

"Selvfølgelig,"sagde han med sit selvglade smil."Men vi er her!"

"Her? Hvor?"spurgte jeg forvirret.

Jeg satte albuerne ned i madrassen og satte mig halvt op, mens jeg med hævede bryn, så spørgende på Damien.

"Vi er i Capitol!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...