Aella ~ The Hunger Games *Pauset*

Aella bor i Distrikt 5, og bliver som 15-årig valgt som Distrikt 5' kvindelige soner til det 65. Dødsspil. Med hende til Capitol kommer den mandlige soner, Damien på 18. Damien er en fortræffelig sværdkæmper, og Aella er god med knive. Men Dødsspillet er grusomt, og det bliver ikke lettere af at Aella bliver forelsket i en af de mandlige sonere. Forelskelse imellem to sonere fra forskellige distrekter er aldrig set før, og bedre bliver det ikke af at Aella forelsker sig i en af dem, der vil dræbe hende. Hvad sker der når Aella finder sin elskede såret, døden nær, og beslutter sig for at redde ham? Selvom han gentagende gange har været ved at dræbe hende? Og selvom han beder hende lade være? Og hvem vil vinde? Kan kærligheden sejre eller vil Dødsspillet ødelægge alt?

7Likes
12Kommentarer
1088Visninger
AA

5. The Capitol

Jeg måtte lige trække vejret et par ekstra gange, da jeg så Capitol første gang. Byen var så meget anderledes end Distrikt 5. Tøjet, sminken og bare generelt byen var anderledes. Bygningerne var store, flotte og imponerende i forhold til de huse, der var i Distrikt 5. Tøjet var... jeg kunne ikke helt finde ord for det. Frivilligt ville jeg aldrig gå i det meste af tøjet, men borgerne her i Capitol kendte vel ikke til andet. Og så var der sminken, det værste af det hele. I Distrikt 5 havde det kun været de rigeste, der gik med sminke. Her gik alle med sminke, kvinder såvel mænd, piger såvel som drenge. Det var specielt, anderledes for at sige det på en pæn måde. Hvis det havde været lidt sminke her og der, havde det været fint nok... men ligefrem sminke sig som klovne, det var for meget. Alt for meget.
Selv ville jeg aldrig gå med så meget sminke. Det var på grænsen til at blive ulækkert med så meget sminke, men sminken passede godt til deres klæder. Kjolerne var store og i pangfarver hele bundtet, mens mændene gik i nederdele og jakker. Det så forfærdeligt ud, og det værste af det hele var at da vi trådte ud af toget, jublede de alle. De var glade for at se os, for nu var endnu nogle sonere ankommet. Og så gik der kortere tid før Dødsspillet begyndte, hvilket var det de fleste af borgerne i den her by vel så frem til. Så frem til at vi sonere dræbte hinanden på de mest brutale måder, man kunne forestille sig. Jeg foragtede dem.

"Vink til dem."lød det i mit højre øre, den side hvor Damien gik.

Jeg så forvirret på ham, men gjorde som han sagde. Han var trods alt den ældste, den der vidste mest om Dødsspillet. Jeg fik klemt et smil frem og vinkede lidt til de borgere, der var mødt op, hvilket var ret mange. Jeg ved ikke hvorfor, men de begyndte at skave sig åndssvagt, skrige og alt muligt tåbeligt. Jeg skævede til Damien, der bare smilte og vinkede til de åndssvage borgere i Capitol. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg nok skulle gøre som han. Som sagt, han var ældst og vidste mest Dødsspillet. Også det der foregik uden for arenaen. Så vidt jeg huskede var han den i Distrikt 5, der gik mest op i Dødsspillet. Han vidste nærmest alt. Om de andre distrikter og hvordan deres sonere normalt var, hvordan man skaffede sponsorer og fik folk til at spille på én. Det hele handlede om spil og odds, på den ene eller den anden måde. Vi sonere spillede selve spillet, folk spillede på os, hvis vi havde gode odds og gjorde indtryk på folk i arenaen. Gjorde vi det, skaffede vi os sponsorer og skaffede vi os sponsorer steg vores chancer for at overleve. Medicin, mad og vand kom via faldskærm, hvilket kun kom fra sponsorer. Sponsorer var livsvigtige i Spillet, uden dem var man så godt som død, hvilket man alligevel var så snart man var blevet høstet. Selvfølgelig med undtagelse af, hvis man fra Distrikt 2. I Distrikt 2 blev man ikke høstet, man meldte sig som frivillig. Hvilket gjorde Distrikt 2 til et distrikt hvis sonere skulle udryddes hurtigst muligt, da deres sonere var levende dræbermaskiner. Eller nærmere præcist, dræberrobotter med hjerne. For man kunne ligeså godt kalde dem robotter, de ville kun to ting i livet: Vinde Dødsspillet og hædre deres distrikt.

Der var sikkert andre tanker, andre motiver bag de forskellige soneres handlinger, men de fleste ville nok bare overleve, komme hjem i live. Men overlevede man, ville man blive jagtet af mareridt i ens drømme. Det var jeg sikker på. Man ville gense dem man havde dræbt. Gense øjeblikket hvor deres øjnes lys blev udslukket, hvor deres fjenders liv blev afsluttet, høre deres skrig igen og igen. Jeg vidste allerede nu, at jeg helt sikkert ville blive jagtet af mareridt om de sonere jeg havde dræbt. Hvis jeg da ikke døde under blodbadet ved Cornucopia, hvor de fleste døde. Og morderne var ofte dem fra 1 eller 2. Ambisonerne. Jeg havde, selv da jeg kun så Dødsspillet på TV, frygtet ambisonerne. Frygtet dem for deres brutalitet, og deres store lyst efter at vinde og dræbe. Det var ligefrem skræmmende, når kameraet zoomede ind på dem, når de dræbte, og man kunne se vanviddet i deres øjne. Vanviddet var skræmmende og jeg, lige meget hvad, ville aldrig lade det overtage mig. Og jeg ville kun dræbe i Dødsspillet, hvis jeg var nødt til det. Jeg ville ikke jagte sonere, for at udrydde dem. Det var ondt og vanvittigt, og jeg ville aldrig synke så dybt. Og så når man tænkte på, at folkene her i Capitol rent faktisk syntes at Dødsspillet var god underholdning, blev det endnu mere bizart. Hvordan kunne nogen finde det sjovt at se 24 sonere slå hinanden ihjel til der kun står en ensom vinder tilbage? Kun folk, der var vanvittige. Det var egentlig synd for børnene. De voksede op med Dødsspillet, lærte at det var underholdning og voksede op med at det var sjovt. Hvor syg i skalden er man lige, hvis man synes det er sjovt? Og, når selv børn syntes det var sjovt, var det gået alt for langt. Og så havde Gamemasteren den frækhed at sige, at Dødsspillet var noget der bandt os sammen. At i starten var det som bod på at gøre oprør, men nu var det noget der bandt os sammen. Hvordan kom de frem til den konklusion, når de på fjernsyn, hvert år så mødre græde når deres børn blev valgt? Når de hvert år så de 23 af sonerne blive dræbt på de værste måder? Hvordan kunne det binde nogen sammen? Helt ærligt, var hadet til Capitol bare blevet større efter at Dødsspillet blev annonceret. Oprør skulle der nok komme igen, og jeg håbede virkelig af hele mit hjerte, at det næste oprør ville sætte en stoppe for de her spil. De her forfærdelige spil.

"Velkommen til Capitol,"lød tangkvindens stemme fra min venstre side, hendes stemme kunne jeg genkende til hver en tid."Hvad synes I om byen?"

"Den er anderledes."mumlede Damien, hvis øjne hang på en lystavle med påskriften: I aften afholdes sonerparaden, kom og vær med! Se årets sonere på nært hold!

Mine øjne forlod borgerne og så på de forskellige banere, banere der fik vreden frem i mig. En stor vrede, og muligvis også et had, til Capitol. Capitol, byen af tyraner, der bruger løs af menneskeliv for at underholde deres borgere og de syge mennesker ude i distrikterne, der fandt det morsomt at se børn og teenagere slå sig selv ihjel. Et butiksvindue med et fjernsyn, der sendte et nyhedsprogram fangede mit blik. Jeg gjorde tegn til Damien, tangkvinden og Larella om at stoppe. Tangkvinden  nikkede til vagterne, som også gjorde holdt. Jeg gik tættere på fjernsynet, for at høre hvad de sagde.

"Hvad synes du så om årets sonere, efter at have set dem?"spurgte en smilende, og ivrig, sminket nyhedsvært, en fin mand, der nok var Gamemasteren. Hvis jeg skulle gætte.

"Det er helt klart en interessant blanding,"svarede manden storsmilende til kameraet."Og igen i år, er der to frivillige fra Distrikt 2. Og desuden har vi jo en frivillig fra Distrikt 9, der ser ud til at kunne blive en trussel."

Nyhedsværten nikkede bekræftende, og sagde et 'aha', der afslørede at han egentlig ikke gad det her.

"Tror du, at vi kan forvente nogle uventede overraskelser i dette års Dødsspil?"

"Som sagt, så kan den frivillige soner fra 9 blive en trussel,"sagde den fine mand, og grinte."Faktisk ser det ud som om alle sonerne i år, har en lille overraskelse i ærmet. Vi må jo se, hvordan det går."

Jeg kunne ikke se på mere, eller høre. Det var simpelthen forfærdeligt, som en af sonerne, at høre på to mennesker diskutere, hvad de syntes om en. Uden at de kendte ens styrke, personlighed eller fortid. Måske kendte de ikke engang de fleste soneres navne, hvilket nok var det mest sandsynlige. Jeg vendte mig om mod Damien, tangkvinden og Larella, der med stor tålmodighed havde ventet på mig. Eller så havde de også set med over min skulder. Begge ting var mulige og jeg havde ikke tænkt mig at finde ud af det. Det var for uinteressant, for uvigtigt.

"Glæder I jer så til i aften?"spurgte tangkvinden, efter nogle minutter i stilhed.

Jeg kastede et blik på Damien, der bare trak på skuldrene. I tangkvindens hoved blev vores tavshed åbenbart tolket som et ja, for hun begyndte at plapre videre om, hvor flotte kostumer man fik, hvor meget opmærksomhed man fik og så videre, og så videre. Jeg var ligeglad med flotte kostumer, med opmærksomhed, sponsorer... faktisk alt. Jeg ville bare have Dødsspillet overstået, så jeg kunne komme hjem. Hvis jeg da stadig levede til den tid. Jeg skælvede let ved tanken om at jeg sandsynligvis ville miste livet. Ved at nogen myrdede mig. Brutalt, vanvittigt og uden skrupler. Sådan ville jeg sandsynligvis dø. Bare jeg ikke blev myrdet af nogen fra 2. Det ville jeg ikke kunne klare, da min søster også var blevet slået ihjel af en fra 2. Den mandlige soner fra 2. Faktisk ville jeg ikke kunne klare noget, hvis jeg blev dræbt. Ligemeget distrikt. Jeg var jo ligesom død. Stendød. Abnormt meget død. Død.


Jeg ved ikke hvor lang tid vi gik, men for mig føltes det som timer. Meget lange timer. Ligesom når man keder sig, så går tiden langsomt. Prøv at gange det med 2, så langsomt gik tiden i min verden. Jeg var ved at grine flere gange, da jeg så nogle af borgerne. En dreng med læbestift. Rød, meget synlig læbestift, vel og mærke. Komisk, i mit hoved, og meget synd for drengen. Men sådan var Capitol, jo. Den anden gang var, da jeg så en lyserød hund. Ja, en hund med lyserød pels i følgeskab med en grøn. Hvad skete der lige for alle de farver her i Capitol? Måske burde hovedstaden tage navneskiftning og kaldes for Regnbue-Vanvittigheds-Capitol. Meget ordret, ikke?

"Så er vi her!"lød det begejstret fra tangkvinden, der med foldede hænder så på en hvid, storslået bygning med et banner foran, med påskriften: Sonere

Ud fra skriften Sonere måtte det være her, vi sonere skulle være. Men hvad skulle vi her? Smukkeseres?

Jeps, det var lige hvad vi skulle, fandt jeg ud af da jeg lå på en seng og fik skyllet hele min krop. Og jeg, som hader når andre vasker og skyller mig. Og bedre blev det bestemt ikke, da stylisterne gik over til og plukke øjenbryn. Er I sindssyge, det gjorde ondt. Ligesom når man hiver et hår af sin arm, bare hårdere og det gjorde mere ondt. Og ikke nok med det, skulle hårene på mine arme og ben også af. Så de satte tape på min hud og rev til. Og det gjorde også ondt. Et lavt klynk røg over mine læber, hvilket fik kvinden til at se ondt på mig. Og jeg så forvirret tilbage på hende. Jeg havde ikke gjort andet end at gjorde dem opmærksom på at det gjorde ondt. Virkelig, virkelig, virkelig ondt ondt ondt. Ooondt.

Vandet gjorde mit hår vådt, glat og endnu mørkere end sædvanligt. Hvilket egentlig var underligt, da jeg havde sort hår. Sådan virkelig, virkelig sort hår. Så i teorien burde det ikke kunne blive mørkere. Men på den anden side, burde man heller ikke, i teorien, kunne lide at folk slår hinanden ihjel. Sådan som borgerne i Capitol gør. Og sandsynligvis også i 1 og 2. Og muligvis også i 4. Men jeg er ikke helt sikker på om Distrikt 4 er ligeså skudt i hovedet, som 1 og 2, hvor man rent faktisk melder sig frivilligt. Uden at man bliver tvunget, eller at ens familiemedlemmer, som man gerne vil beskytte, bliver høstet. Det er jo sygt. Man vælger sig ikke frivilligt, det gør man bare ikke! Man bliver på sin plads, og prøver at blive usynlig. Det er hvad man gør. Man melder sig ikke frivilligt! Det er simpelthen for unaturligt. Faktisk var alle unaturlige. Ingen var normale, alle var anderledes på deres egen anderledes måde. Hvis det gav mening. Som det selvfølgelig gjorde.

Den båre jeg lå på, eller rulleseng, blev trillet ind i et afsides rum, uden vinduer. Jeg var tæt på at flippe fuldstændig ud over det. Hvis der var noget jeg hadede, var det lukkede rum. Og arenaen. Og Dødsspillet. Og Capitol. Og dens borgere. Jeg hadede alle, der havde noget med Dødsspillet at gøre. Også de andre sonere, selvom de ikke kunne gøre for at også de var blevet valgt. Jeg havde bare brug for nogen at lade alt det indebrændte had, jeg gik rundt, gå udover.

"Bliv her til vi har hentet Mirale,"lød det fra en af de forklædte torturmestre, der lignede stylister.

Jeg gjorde som de sagde, blev hvor jeg var. Jeg havde alligevel ikke rigtig nogen steder at gå hen, da jeg faktisk ikke engang vidste hvor vi skulle bo. Vi skulle vel bo... i de sale, der var i det der tårn, ville jeg tro, men hvor de var havde jeg ingen anelse om. Virkelig, jeg havde ikke engang en anelse om hvor tårnet lå, så at finde nogle sale der lå i tårnet ville nok blive problematisk. Ja, lidt vidste jeg da om Dødsspillet. Vi blev låst inde i et tårn, hvor hvert hold fik vores egen sal, vi var i når de ikke var til interviews, sonerparaden eller i træningscenteret, som lå i en forlængelse af tårnet. Hvor vidste jeg meget, nu hvor jeg tænkte over det. Hurra for mig, der snart ville dø. I arenaen. Dræbt af en af de andre sonere. Mit lig ville ikke blive begravet, det ville ligge i solen og tørre ud, hvorefter det når spillet var slut ville blive kastet væk. Jeg ville dø, og ingen ville give mig en ordentlig begravelse, som ethvert menneske fortjente.

"Så du er altså den kvindelige soner fra Distrikt 5?"spurgte en sød kvindestemme henne fra døren.

Jeg bed mig i læben, for ikke at sige 'Nej, jeg er da fra Distrikt 2', da jeg ligesom havde på fornemmelsen at kvinden og jeg ikke delte samme humor. Hun var jo trods en af Capitols folk, altså, var hun nok bare en af dem der så på en ,efter man havde fortalt en joke, som var man skør og så ud til at tænke:'Kæft, en nar.' Istedet for at sige sidstnævnte joke, nikkede jeg bare istedet. Jeg satte mig op og fik øje på en normaltudseende kvinde. Altså, hun var virkelig smuk, men hun så normal ud. Hun havde ikke grønt hår, faktisk havde hun rødbrunt, og hun havde ikke spraglet tøj på. Og det smil hun havde på læberne lige nu, så meget ægte ud. Hvilket, havde jeg erfaret, var en særting hos Capitols medarbejdere, der havde med sonerne at gøre.

"Tillykke med det,"sagde hun med en ironisk undertone.

Wow, kunne medarbejderne også være ironiske? Jaja, man lærer jo altid noget nyt. Hvilket man måtte sige jeg gjorde temmelig meget lige nu. Eller i dag. Jeg havde blandt andet lært at, der var mennesker der farvede deres hundes pelse lyserøde og grønne. Hvis jeg havde været enhver anden, ville jeg sikkert have elsket dette sted. Men jeg var ikke enhver anden, jeg havde ikke så let ved at smile, som Damien. Jeg kunne ikke gøre indtryk på nogen, som Damien kunne. Han vidste hvilke knapper han skulle trykke på, for at få maskinen til at virke. Af en eller anden grund, var det som om jeg altid trykke på selvdestruktionsknappen, istedet for. Damien ville helt sikkert vinde det her spil. Han vidste, hvordan han skulle få folk til at tro på sig. Og han havde gode evner. I forhold til mig. Jeg var et nul, et vrag. Folk ville ikke så meget som sætte en krone på mig. Jeg ville dø derude. Selvfølgelig, ville jeg det. At tro noget andet var alt for naivt. Et naivt håb.

"Hvad synes du kendetegner dit distrikt?"spurgte kvinden, jeg formodede var Mirale.

"Eh... vi er kraftværksarbejdere..."svarede jeg, med rynkede øjenbryn.

"Så noget sølv?"spurgte hun interesseret, som om jeg rent faktisk havde indflydelse på det kostume jeg skulle have på i aften. Hvilket jeg ikke troede jeg havde.

"Ja."jeg anså 'ja' for at være det klogeste svar, eftersom jeg ikke rigtig havde andre farver i ærmet. Og hun ville helt sikkert spørge mig, hvilken farve jeg så ville have. Og som sagt, vidste jeg det ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...