Aella ~ The Hunger Games *Pauset*

Aella bor i Distrikt 5, og bliver som 15-årig valgt som Distrikt 5' kvindelige soner til det 65. Dødsspil. Med hende til Capitol kommer den mandlige soner, Damien på 18. Damien er en fortræffelig sværdkæmper, og Aella er god med knive. Men Dødsspillet er grusomt, og det bliver ikke lettere af at Aella bliver forelsket i en af de mandlige sonere. Forelskelse imellem to sonere fra forskellige distrekter er aldrig set før, og bedre bliver det ikke af at Aella forelsker sig i en af dem, der vil dræbe hende. Hvad sker der når Aella finder sin elskede såret, døden nær, og beslutter sig for at redde ham? Selvom han gentagende gange har været ved at dræbe hende? Og selvom han beder hende lade være? Og hvem vil vinde? Kan kærligheden sejre eller vil Dødsspillet ødelægge alt?

7Likes
12Kommentarer
1089Visninger
AA

3. Don't cry!

"Hvor er du, søde?"kvidrede den grønne dame, og smiler."Kom her op, kom nu."

Stilheden er forfærdelig. Omkring mig trækker pigerne sig væk fra mig, så der dannede sig en en cirkelig rundt om mig. En lille gågang blev dannet henne ved udgangen til stien imellem drengene og pigerne.

Ingen vej tilbage.

Frygten for at dø var værre end nogensinde og begyndte at æde mig op indefra.

Ja, det lød underligt, men sådan føltes det.

Jo flere skridt jeg tog, jo mere åd frygten af mig.

Det var et helvede.

Når vi nu snakker om helvedet, så var jeg godt på vej til et levende et af slagsen.

Arenaen.

I ved, hvor vi alle 24 skal slå hinanden ihjel, til kun en står tilbage.

Meget opmuntrende, ikke?

Jeg holdt blikket mod jorden, jeg ville ikke møde de stikkende blikke, jeg kunne mærke var rettet mod mig.

En gråd fra de voksenes rækker fik mig til at kigge derhen.

Mit blik fangede min mors tårefyldte øjne, og jeg slog blikket ned igen.

Jeg kunne ikke holde ud at møde hendes øjne.

Hun vidste det ligeså godt, som jeg.

Hun ville miste endnu en datter til Capitol, pågrund af Dødsspillet.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, hurtigere end normalt og mit åndedræt var forfærdeligt hurtigt. Mit blik blev sløret, så jeg tvang mig selv til at slappe af. Hvilket ikke gik særlig godt.

Men helt ærligt, hvem kunne også det når de sandsynligvis var på vej til deres død om mindre end 24 timer?

Sandsynligvis kun sonerne fra Distrikt 2.

Hvad var derlige galt med det distrikt? Det var ikke meningen at man frivilligt skulle melde sig til! Man skulle undgå at blive valgt som soner!

Det andet var simpelthen ikke normalt.

"Kom nu, søde, lidt fart på!"lød en stemme fra scenen.

Kunne hun ikke holde mund, bare et sekund?

Jeg mærke nogle hænder på min ryg, der skubbede mig fremad.

Sandsynligvis vagter fra Capitol.

Jeg fulgte med dem, selvom jeg hellere ville vende om og løbe min vej.

En enlig tåre gled ned af min kind, jo længere mod scenen jeg kom. Og vagterne, men dem vil jeg prøve at ignorere overhovedet var der.

"Kom, min kære, ikke vær genert!"

Hold mund, kvinde!

Eller, tangkvinde var vist mere præcist.

Og jeg var skam ikke genert.

Jeg var bange. Bange for døden, bange for at jeg ville blive dræbt.

"Dette års kvindelige soner fra Distrikt 5,"sagde tangkvinden euntusiastisk og højt."Aella Evans!"

Hun tog min hånd og hævede den op over mit hoved.

Det eneste jeg kunne var at se ud og forsamlingen, der stod som forstenet.

Som et lyn fra en klar himmel, kyssede alle synkront tre af deres fingre og løftede den op over deres hoveder.

Endnu en tåre gled ned af min kind, og kun min vilje holdt mig oprejst.

"Og nu, til drengene,"sagde tangkvinden, slap min hånd.

Hendes hvide hånd rodede rundt mellem navnesedlerne, indtil hun endelig bestemte sig for en.

Hun gik med et stort smil, tydeligvis falsk da ingen da kunne være glade til Høsten, hen til mikrofonen.

"Og dette års mandlige soner er..."hun foldede navnesedlen ud, læste den og sagde så:"Damien Devlin!"

En rungende stilhed, der næsten var larmende herskede på torvet og den dreng jeg havde set i morges kom gående med langsomme skridt.

Hans ansigt var blottet for følelser, og det eneste han så på var den grønne kvinde, som om han kunne få hende til at forsvinde ved bare at kigge på hende.

Måske kunne han.

Og måske ikke.

Vagterne førte ham op på scenen, hvor han til sidst selv fik lov at gå op ad trappen.

Han fangede mit blik, og det øjeblik vi havde øjenkontakt, følte jeg ingen frygt. Som om han beroligede mig med sit tomme blik.

Vores øjne sagde mere end tusind ord.

Vi ville kæmpe sammen. Til vores nært forestående død.

***

"To minutter, men ikke et sekund mere,"lød den ligegyldige stemme fra en af vagterne.

Jeg vendte mig om fra vinduet, og så på min mors tårevædede øjne og min fars triste øjne.

"Mor! Far!"sagde jeg glad, eller så glad man nu kunne være efter at blive trukket ved Høsten.

De kom. Så kunne jeg slappe af.

Min mor sprang nærmest hen til mig, og knugede mig ind til sig, som om hun aldrig ville give slip på mig. Hvilket hun sandsynligvis heller ikke ville.

Jeg krammede hende igen, og løsnede så hendes greb.

Med svage skridt gik jeg hen til min far, der kiggede ned på mig. I et stykke tid så vi bare på hinanden, før han hviskede:

"Farvel."

Jeg mærkede tårerne presse på, men nægtede at lade dem løbe.

"Farvel,"hviskede jeg og så over mod døren, hvor en vagt netop kom gående ind.

"Jeres besøgstid er ovre."

Min mor begyndte at kramme mig igen, og blev ved med at hviske 'Gå ikke efter buen', igen og igen.

Noget vådt landede på min hals og jeg indså, at min mor græd.

"Mor, græd ikke!"sagde jeg og måtte virkelig kæmpe for ikke at lade tårerne løbe."Græd ikke."

Min mor blev hevet fra mig af en vagt, og det sidste jeg så af hende før døren blev lukket var hendes mund der formede ordene: Gå ikke efter buen.

Jeg rystede på hovedet.

Jeg skulle nok lade være med at gå efter buen.

Jeg satte mig tungt ned på sengen, og mærkede noget vådt trille ned af min kind.

Tårer.

"Græd ikke, Aelle, græd ikke."

Men det gjorde jeg. Jeg græd værre end jeg nogensinde havde troet det var muligt.

Farvel, mor.

Farvel, far.

Farvel, Distrikt  5.

Nu havde jeg sagt det, og jeg kunne forsikre mig om at jeg ikke havde glemt det.

Hvis jeg døde ville jeg vide, at jeg havde sagt farvel.

Også til min far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...