Aella ~ The Hunger Games *Pauset*

Aella bor i Distrikt 5, og bliver som 15-årig valgt som Distrikt 5' kvindelige soner til det 65. Dødsspil. Med hende til Capitol kommer den mandlige soner, Damien på 18. Damien er en fortræffelig sværdkæmper, og Aella er god med knive. Men Dødsspillet er grusomt, og det bliver ikke lettere af at Aella bliver forelsket i en af de mandlige sonere. Forelskelse imellem to sonere fra forskellige distrekter er aldrig set før, og bedre bliver det ikke af at Aella forelsker sig i en af dem, der vil dræbe hende. Hvad sker der når Aella finder sin elskede såret, døden nær, og beslutter sig for at redde ham? Selvom han gentagende gange har været ved at dræbe hende? Og selvom han beder hende lade være? Og hvem vil vinde? Kan kærligheden sejre eller vil Dødsspillet ødelægge alt?

7Likes
12Kommentarer
1090Visninger
AA

2. "Aella Evans"

Solens stråler var lige at skimte bag trætoppene, og lyste den lille landsby i Distrikt 5 op. På gaderne gik mændene, på vej til arbejde og i husene stod kvinderne, og serverede mad for deres børn. I det store hele lignede det en helt almindelig dag i distrektet. På nær en ting. Mødrene smilte ikke. Børnene grinte ikke. I dag var det tid til 'høsten'. Der hvor to unge mennesker blev valgt til årets Dødsspil, en kvinde og en mand mellem 12 og 18 år. For det meste kommer de to unge mennesker ikke tilbage. De bliver dræbt, slået ihjel med koldt blod og uden tøven. For i Dødsspillet tæller hvert sekund. Tøver man, dør man. Alliere man sig med nogen fra et andet distrikt, skal man ikke regne med hjælp, hvis man bliver fanget. Allierer man sig med 2 og begår et fejltrin, er man sikker på at dø. Distrikt 2 træner deres unge, og de to bedste melder sig frivilligt når de er 18 år. Et dræberdistrikt. Dem fra 5 er tit de snedigste. Men det hjælper os ikke rigtig, hvis de andre sonere er stærkere og holder sammen. Os fra 5 plejer ikke at holde sammen, vi vil selvfølgelig hævne hinanden, men vores sonere plejer ikke at kæmpe side om side. Og det førte hvert år vores sonere til undergang. Slået ihjel. Men vores sonere kæmper heller ikke med de andre, der er for stor risiko for forrædderi. Ligemeget hvad sonerne fra mit distrikt gør, er de nødt til at holde sig skjult og være den anden sidste tilbage. Gør man ikke det, er man dødsdømt.

"Aella, spis nu."tryglede min mor, og pegede ned på min urørte grød.

Mente hun seriøst at jeg skulle spise det? Det stads?

Børn fra Capitol ville sandsynligvis kigge på det med rynken næse, og mærke kvalmen stige op.

Men sådan var det ikke for os, der var opvokset i Distrikt 5. Vi tog hvad vi kunne få, for der var ikke andet. Men det betød ikke at vores mad var lækkert. Det smagte elendigt og det så virkelig kvalmende ud. Min grød lignede gelé.

"Jamen..."

"Ikke noget jamen, du får brug for det, til i dag."

Høsten.

"Det er ikke sikkert, jeg bliver valgt, mor."

Hun så på mig med et trist udtryk i øjnene, og gik hen til vinduet.

"Nej, men det kan heller ikke udelukkes."

Undskyld mig!

Var det ikke meningen at hun skulle berolige mig, sige at alt nok skulle blive okay?

Hun gjorde præcis det modsatte!

Hun lagde ligefrem op til at jeg blev valgt. Tak, mor!

"Tænker du stadig på hende?"spurgte jeg med blikket rettet mod den uappetitlige grød.

For to år siden var min søster blevet valgt som soner, og hun vendte ikke hjem. Hun blev dræbt af en fra Distrikt 2 lige efter starten var gået, da hun ville have fat i en bue.

"Hvis du bliver valgt, gå ikke efter byen, skat."

"Selvfølgelig ikke, mor."

I vores hjem var buen blevet et tegn på død. Min far afskyede det våben og råbte af alle der brugte det, og min mor... hun sagde hvert år 'Gå ikke efter buen'. Som om hun håbede at jeg blev valgt. Som om hun håbede at jeg ville være Distrikt 5' kvindelige soner. Som om hun håber jeg ville dø. For man kunne ligeså godt indstille sig på at dø, hvis man blev valgt som soner til Dødsspillet. Det vidste alle.

"Og nu spiser du."

Mit blik rettede sig mod de ulækre stads, der skulle forestille mad. Geléen, der skulle forestille grød.

Jeg rørte lidt mere rundt i det, før jeg tog den første bid.

Adr!

Efter, jeg ved ikke for lang tid, fik jeg jeg kæmpet mig igennem hele min portion og med hånden på maven, gik jeg ud på terassen og lod mit blik glide rundt i hele byen.

"Damien, kom herind, dreng!"lød smedens ru stemme hårdt.

En dreng, ældre end mig, med brunt hår stod ude midt på gaden og så mod skovene.

"Hvorfor?"spurgte drengen, Damien, uden at rette blikket mod sin far.

"Din mor skal gøre dig klar!"

Klar til 'Høsten'.

Alle børn var i fare til høsten. Eller, alle imellem 12 og 18 år.

Det var kun i Distrikt 2 at man meldte sig frivilligt, her i Distrikt 5 frygtede man hvert år at blive valgt.

Og hvert år græd alle i de valgtes familier.

I år ville det 65. Dødsspil blive afholdt. I 65 år havde Capitol haft magten og misbrugt den. Straffet alle distrikter ved at afholde Dødsspillet for noget der skete for 65 år siden. Og hvert år var der 23 dræbte, og kun en overlevende.

65 år.

64 overlevende.

1472 dræbte.

Og alt sammen var det Capitols skyld. Kun deres skyld. Skylden lå tungest på de forfærdelige Gamemasters, og den onde præsident Snow. Men indbyggerne i Capitol var så sandelig heller ikke uden skyld, de så jo bare til mens 24 sonere dræbte hinanden indtil der kun var en tilbage.

"Aella?"

Jeg vendte mig om ved lyden af min mors stemme, og mødte hendes røde og tårefyldte øjne.

"Ja?"

"Vi skal gøre dig klar, min pige."

Selvfølgelig skulle vi det.

Jeg skulle i bad, min mor ville rede mit hår, sætte det op og give mig en flot kjole på. Ligesom hun havde gjort de sidste 5 år.

Hun tog min hånd i sin, som om hun aldrig ville se mig igen efter i dag. Jeg prøvede at ignorere det.

***

Vandet var varmt mod min nøgne hud, da jeg lod min krop synke ned i træbaljen, der skulle forestille at være vores badekar.

Men selvom at vi levede primitivt, så havde vi ingen grund til at beklage os.

Altså, hvis man så bort fra grøden, den var forfærdelig.

Men udover det, så var livet i Distrikt 5 ikke så værst endda. Eller det kunne være værre. Man kunne leve i Distrikt 11 eller 12. Dér var det ikke ligefrem behageligt at leve. De havde det meget værre end vi i Distrikt 5, så vi skulle ikke beklage os.

Og jeg vil vædde på at grøden i Distrikt 11 eller 12 var værre end vores gelégrød.

"Aella, skynd dig."

Jeg så flygtigt hen på uret, og spærrede øjnene op.

Var klokken så mange? Åh nej. Dem fra Capitol ankom om en halv time.

Og Gud skal vide at min mor tager lang tid om at sætte mit hår.

'Det skulle være perfekt til Høsten.', som hun siger.

Altså, måtte jeg hellere gøre som hun sagde. Skynde mig.

Jeg rejste mig op fra det varme vand så hurtigt at vandet sprøjtede udover baljens kant og de mange dråber landede med nogle små hule lyde på trægulvet. Min mor mumlede et eller andet om, at jeg godt kunne tage det lidt mere roligt næste gang.

Forudsat der altså ville komme en ekstra gang.

Luften i rummet var meget koldere end vandet, som indtil for få øjeblikke omsluttede min krop, den fik gåsehuden frem på min hud, og de små hvide hår til at rejse sig.

Med nogle usikre skridt gik jeg ind i soveværelset, og kiggede rundt. Til sidst landede mit blik på sengen.

På sengen lå en blå kjole, som jeg åbenbart skulle have på i dag.

Høsten.

Jeg kunne mærke frygten i mig. Gnave i min sjæl, helt indtil der ikke var mere tilbage. Frygten fortærrede alt i mig.

Og jo, mere jeg tænkte på Høsten, jo større blev min frygt.

Frygten for at blive valgt. Frygten for at dø. Frygten for Spillet.

Den frygt jeg havde i mig var så stor, at jeg nærmest kunne mærke den omslutte mit hjerte og tynge det ned.

Jeg kunne mærke en børste, der gled igennem mit sorte hår.

Børsten fik fat i mange knuder på vej ned, og min mor tog som sædvanlig ikke hensyn til at det var mit hår.

Den måde min mor børstede mit hår kunne sammenlignes med, hvis det hang fast i en gren. Et greb, der bare ikke ville slippe, ligemeget hvor meget man hev og sled.

Efter en hård kamp stoppede min mor endelig, og satte mit hår op i en knold.

"Dit hår er så smukt, Aella."komplimenterede hun mit hår, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Du fortjener ros, hår.

Godt hår, sødt hår, du klarede det flot, ja du gjorde så.

Og det lød som om jeg talte til en hund.

Men jeg talte til mit hår!

Hund, hår... der er næsten ingen forskel, vel? Nej.

Min mor løftede kjolen op foran mig, så jeg kunne se den.

Den var flot, det måtte jeg indrømme.

Bare synd at jeg kun måtte få den på, når det var tid til årets Høst. Den værste dag på året. Den dag vi måtte sige farvel til to unge mennesker. Nogle gange var det venner, andre gange ikke. Ligemeget hvem det var, var alle berørte over det. Alle sørgede. Alle følte med familierne. Alle følte med de to personer, man nok aldrig ville se igen.

Min mor lavede en cirkel med pegefingeren og lagde op til at jeg skulle dreje rundt, så hun kunne give mig kjolen på. Stoffet var blødt mod min hud, da det langsomt blev trukket ned om min tynde krop.

Min mor rettede lidt på kjolen og drejede mig så om, så jeg stod ansigt til ansigt med hende.

En tåre trillede ned af hendes ansigt, da hun kyssede mig på panden.

"Du må ikke blive høstet, min skat."hviskede hun, og en tåre landede på min pande.

Jeg rystede på hovedet, jeg ville gøre alt for ikke at blive høstet. Men kun held kunne hjælpe mig med ikke at blive valgt. Kun held, der kunne redde mig, hvis jeg blev.

"Aella, vi skal gå!"råbte min far ude fra gaden af, hvor han stod sammen med smeden og hans kone.

"Ja, far."sagde jeg højt, smilte til min mor og begav mig ud til ham.

I stilhed gik jeg side om side med min far og smeden, der talte henover hovedet på mig om hvordan det gik, hvad der kunne være bedre og hvad de hver især mente om Dødsspillet.

Min far skubbede mig ind i køen, da vi ankom til torvet og fortsatte med at snakke med smeden, uden at skænke mig et blik.

Nu tænker I sikkert, hvilken ond far. Men det var han ikke. Han elskede mig, men det var for hårdt for ham at sige 'farvel'. For det kunne meget vel være det allersidste.

Jeg forstod ham, selv havde jeg heller ikke lyst til at sige farvel. Jeg ville hellere sige 'vi ses'.

"Næste."lød stemmen fra den hvidklædte kvinde, der skulle tage lidt blod.

Den næste var åbenbart mig.

Jeg blev skubbet fremad af personen bag mig, der fik tilsendt et ondt blik, hvorefter jeg vendte mig mod kvinden.

Hun stak mig i pegefingeren og førte den ned til et stykke papir, hvorefter der lød et 'næste', og jeg fik lov at gå hen til pigernes side af torvet.

Mit blik var rettet mod jorden, mens jeg gik længere og længere ind i mængden.

Jeg havde ikke lyst til at se på den scene, hvor der om mindre end ti minutter ville stå to mennesker, der var på vej til deres død. Jeg kunne ikke klare det. Jeg hadede Dødsspillet, som pesten.

Det var et forfærdeligt og ondt spil. Dets eneste formål var at skræmme distrekterne, underholde Capitols indbyggere og lade 24 unge slå hinanden ihjel, indtil kun en stod tilbage. Dødsspillet gjorde dets deltagere til koldblodige mordere, der dræbte uden tøven. Men det var de nødt til. Den mindste tøven var lig med ens død.

En musik spillede, og en stemme fortalte om oprøret. Om at vi skulle stå sammen og blablablabla.

Hvorfor kunne de ikke bare forstå at vi ude i distrikterne ikke syntes at Dødsspillet var underholdende?

"Velkommen til det 65. Dødsspil! Som sædvanlig starter vi med pigerne."lød en stemme fra højtalerne.

Min nysgerrighed vandt, og jeg løftede blikket blot for at se en kvinde med blåt, krøllet hår, en masse makeup og grønt tøj.

Sådan så Capitols borgere altså ud i år.

Hvorfor kunne de ikke bare gå normalt klædt?

Det var ikke ligefrem fordi de faldt i med mængden i det tøj. Ihvertfald ikke her i Distrikt 5.

"Og årets kvindelige soner fra Distrikt 5 er..."

Jeg bed mig i læben, lukkede øjnene og bad til alle de guder jeg kendte navnet på.

"Aella Evans!"

Jeg åbnede øjnene og så med store øjne på den smilende, grønblå kvinde, der med blikket søgte efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...