En Farlig Homecoming

18-årige Claire er skolens populære pige. Til Homecoming går intet som forventning. Hun afviser skolens hotteste fyr, og lyver over for en beundrer, for ikke at såre hans følelser alt for meget. Pludselig ender hun med at tage med en fremmede væk fra sin hjemby. Hvad skjuler denne Alexander, og hvorfor er han så fandens tiltrækkende? Og hvad er det for noget vrøvl med, at hun er den forsvundne prinsesse af Euphoria? Inden hun når at bremse sig selv, er hun allerede viklet ind i et klistret spindelvæv, hun ikke kan komme ud af igen.

5Likes
10Kommentarer
837Visninger
AA

4. Prins Dallas af Mørkeriget

 

Det første jeg mærkede var svimmelheden. Alt drejede rundt for mit syn, og jeg følte det som om, jeg skulle kaste op. Netop som jeg troede, at det ingen ende ville få, opfangede min næse frisk luft, og jeg åbnede forbløffet øjnene. Vi stod på en sti, der førte op til… Jeg gispede, da det gik op for mig hvad. Euphoria-riget!

Vi stod foran den rige, hvor jeg var blevet født og opforstret i. Jeg snappede efter vejret. Min barndom! Jeg kunne huske et eller andet, der så alt for tåget ud. Jeg søgte ind i det sorte klistrede spindelvæv i mit sind. Langsomt trængte jeg ind i dét, der i 18 år havde stået som en tåget dis for mig. En tiara. En smuk, glitrende tiara, der var alt for stor til mit lille hoved.

En stemme. En kvindestemme, hvis tone var melodisk og beroligende. ”Rosella. Min egen lille prinsesse. Min smukke prinsesse. Se hvad jeg har med til dig.” Hendes ansigt var smuk. Hendes læber smilede. Hendes øjne strålede af glæde. Og hendes stemme var silkeglat.

Jeg blev med et sæt bragt tilbage til nuet af en bekymrende og utålmodig Alex. Rosella… Mit rigtige navn var Rosella.

”Claire? Er du okay?” sagde han bekymret.

”Åh gud! Jeg fik et minde. Rosella. Mit rigtige navn er Rosella. En smuk tiara. Kvinde…” Han spærrede øjnene op ved navnet. Så tog han sig sammen. ”Rolig nu, Claire. Jeg mener Rosella. Årh, jeg kalder dig Claire. Start forfra og fortæl mig mere detaljeret, hvad huskede du?”

”Lad det ligge. Alex, svar mig ærligt: Hed den forsvundne prinsesse, Rosella?”

”Ja! Jeg mener nej. nej, selvfølgelig gjorde…” Jeg mumlede hurtigt sandhedsbesværgelsen. Han løj. Hvis ikke hans usikre tone beviste det, så beviste en besværgelsesformular det helt sikkert. Jeg vidste, at han løj. Men hvorfor? Hvilken grund havde han at lyve for?

”Lyv ikke overfor mig, Alexander. Dronningen af Euphoria havde haft en datter som hed Rosella. Jeg ved du ved mere end du fortæller. Jeg kunne få sandheden ud af dig på to sekunder… men det gør jeg ikke, Alex. Du har hjulpet mig, selvom du lige nu står og lyver mig op i ansigtet. Af en eller anden grund, som jeg ikke kender.”

Jeg vendte mig væk, og havde taget to skridt, da jeg brasede ind i to brede og sorte muskuløse mænd. Nej, vogtere. Og tilfældigvis ikke Euphorias vogtere. Jeg genkendte dem hurtigt som Mørkerigets vogtere. Åh, åh… Jeg smilede uskyldigt til dem. ”Hej drenge. Wauw! Sikke store muskler I har! Jeg elsker stærke fyre!” Deres uhyggeligt farlige udtrykke ændrede sig ikke en dyt.

”Du kommer med mig.” Hans blik faldt på Alex. ”Og dig.” Før jeg nåede at gøre noget, havde den ene slynget en kæde rundt om mine hænder, og hevet mig væk. Bag mig kæmpede Alex imod. Idiot, tænkte jeg. ”Alex, du spilder vores tid. Du kan ikke gøre en skid nu.” Jeg kunne godt selv høre, at jeg lød irriteret og sarkastisk. Alex gav op.

Hvor det end er vi skal hen, er det umuligt, tænkte jeg efter at have gået i noget, der føltes som en evighed. De to vogtere stoppede, og så i mørket. Først bagefter gik det op for mig, at det var en skikkelse.

”Men dog! Hvad har vi dog her? Den kommende prinsesse. Min prinsesse!” lød en dyb og ondskabsfuld stemme. Han trådte ud af mørket. Prinsen af Mørkeriget havde en sort kappe på, så det skjulte hans tøj under. Hvis man sammenlignede hans far og prinsen, ville man ikke se nogen forskel. Og de tænkte også altid det samme. Sit selvbehag og nød.

”Jamen dog! Hvem har vi her? Selveste prinsen af Mørkeriget!” vrængede jeg tilbage.

”Det burde ikke overraske dig, siden du nu skal blive min kommende kone.” Han smilede onskabsfuldt.

”Over mit lig!” svarede jeg sarkastisk. ”Der er et eller andet frækt over modige kvinder. Eller skulle jeg sige piger.” Hans latter rungede i natten.

”Årh, gider du holde kæft, før jeg brækker mig?!”

”Du vover at tale sådan til mig!” brølede han, og på et spring var han henne os mig. Han gav mig en lussing, der sved, og tog mig fat i mit hår. ”Forstået?”

”Aldrig!” svarede jeg igen. Han gav mig et knytnæve, der sendte mig i jorden. Jeg kunne smage jern, og vidste, at jeg havde blod i munden. Og formentlig også løbende ud af munden. ”Følg mig!” beordrede han, og begyndte at gå.

”Ikke før jeg har fået min hævn, forbandede røvhul!” sagde jeg, idet jeg gav den vogter, der ville gribe fat i mig en (faktisk to da jeg havde begge hænder forbundet) knytnæver i ansigtet. Jeg hamrede ham i den anden vogter, som straks gav slip på Alex. Så vendte jeg mig om mod prins Dallas med Alex bag mig.

”Uuuh, jeg er bange! Du ved godt selv, at det her får konsekvenser, når jeg har fanget dig igen,” sagde han, og prøvede at se bange ud. 

”Hvis du fanger mig igen.” Mens han koncentrerede sig om mig, sagde jeg hurtigt og snublende stopbesværgelsen. Han kæmpede imod. Jeg tilbagelag de to skridt mellem os, og lagde en finger på hans læber.

”Næh, nej. Hvem vandt så, lille prins?” sagde jeg med en stemme, der dryppede af honning. Jeg så mig halvt tilbage over skulderen. ”Alex, sølvpæl!” beordrede jeg. Prinsens udtryk ændrede sig fra at være kold til at blive rædselsslagen. Hans øjne tryglede mig om at lade være, men jeg lod mig ikke stoppe så hurtigt.

”Jeg har afskyet jeres rige, siden jeg blev født! Du er i sandhed et dyr, der aldrig burde være blevet født. Præcis som din far. Hav en god tur til helvede,” sagde jeg sukkersødt, idet jeg hamrede pælen i hans hjerte. Hans smertefulde skrig lød hult i natteluften, og døde hurtigt hen.

Jeg vendte mig mod de to vogtere, der langsomt kom til sig selv. ”Hvis I gør os ondt én gang til, så skal jeg personligt sørge for, at I ikke har en knogle i behold. Og skrid så fra mit åsyn, før jeg kvæler jer med mine bare hænder!” De sprang op og løb den modsatte vej. Alex kom hen til mig.

”Er du okay?” Jeg nikkede. Der skulle mere til end lidt blod til at stoppe mig. ”Ja, ja. Det var ikke noget.” Han rakte ud efter mit ansigt, og tørrede forsigtet blodet fra min mundvige. Med en finger under min hage løftede han mit ansigt, og bøjede sig frem. En centimeter fra mine læber stoppede han, og gav mig en chance for at trække mig væk. Pludselig kunne jeg ikke modstå trangen mere. Jeg slyngede armene om hans hals, og hev ham ind til mig, samtidig med at jeg kyssede ham. Grådigt og trangende.

Han afbrød vores kys et øjeblik. ”Hey, rolig nu. Jeg er lige her. Jeg går ingen steder,” sagde han åndeløst. Vi prøvede igen, denne gang mere blidt og forsigtigt. Vores læber smeltede sammen. Vores kys varede ikke så længe, for tordnen afbrød os. Vi så grinende op, og mødte en liter regn. Han tog min hånd, og trak mig løbende væk. Han hev mig til side ved en blindgyde, og skubbede mig blidt ind i væggen. Han fortsatte, hvor vi slap, og bøjede sig ned for at kysse mig.

Netop som vores læber rørte hinanden, blev han trukket væk af en skikkelse bag os. En knytnæve ramte ham, og sendte ham på jorden. Jeg stirrede rædselsslagen på skikkelsen. Før jeg nåede at reagere, havde han jaget en skarp lille genstand lige i mit hjerte. Mit smertefulde skrig lød i natten, og jeg faldt forover. Jeg bemærkede ikke rigigt, hvad der skete, for alt så tåget ud for mit syn. Det var også som om, min ellers så skarpe hørelse var blevet skåret ned.

Men én ting hørte jeg alt for tydeligt, og det var Alex’ råb.  ”CLAIRE!” Et par hænder lagde blidt mit hoved på noget blødt. Noget vådt ramte mit ansigt. Noget af det løb i min mund. Saltsmag. Alex græd.

Som om nogen havde givet min hørelse tilbage til mig, hørte jeg Alex. ”Claire! Åh Claire, jeg er så ked af det! Du må holde ud. Jeg tilkalder hjælp! Du må ikke, Claire! Vi havde lige fundet hinanden. Nej, du må ikke forlade mig. Vise Jomfru, jeg tilkalder dig i nødens stund!” sagde han gispende, og snublede over ordene. Det sidste jeg så, før jeg faldt i et kulsort hul var et blændende lys. Jeg kunne selv mærke min krop blive slap og Alex’ skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...