En Farlig Homecoming

18-årige Claire er skolens populære pige. Til Homecoming går intet som forventning. Hun afviser skolens hotteste fyr, og lyver over for en beundrer, for ikke at såre hans følelser alt for meget. Pludselig ender hun med at tage med en fremmede væk fra sin hjemby. Hvad skjuler denne Alexander, og hvorfor er han så fandens tiltrækkende? Og hvad er det for noget vrøvl med, at hun er den forsvundne prinsesse af Euphoria? Inden hun når at bremse sig selv, er hun allerede viklet ind i et klistret spindelvæv, hun ikke kan komme ud af igen.

5Likes
10Kommentarer
834Visninger
AA

5. Den Vise Jomfru

Jeg åbnede gispende øjnene. Jeg hev efter vejret, og følte min hals snørre sig sammen. Jeg prøvede at synke, men det føltes som flere århundreder, siden jeg havde haft luft i lungerne. Min hals føltes som ru sandpapir, og fik mig til at snappe efter vejret. Jeg lå på noget blødt. En seng? Jeg satte mig forvirret op. Jeg var i mit eget værelse. Hvad var der sket? Jeg svingede overtumplet benene over kanten, og stod op så hurtigt, at jeg faldt svimlende ned i sengen igen. Alex! Kysset i regnen. Skikkelsen… Åh gud! Alex havde nævnt en eller andens navn. Den et eller andet. Den Vise Jomfru! Han havde tilkaldt Den Vise Jomfru. Men… hvorfor? Og hvem var hun? Hun var i hvert fald ikke menneske eller magiker. Jeg stod, op og tog noget tøj på. Jeg bemærkede sedlen på natbordet. Jeg tog den op, og så hurtigtskrevet skrift.

Kære Claire

Jeg er ked af, at det skulle ende sådan her. Jeg gjorde det, jeg var nødt til. Du må ikke opsøge mig eller noget som helst. Lov mig, at du ikke vil opsøge mig, Jeg kan ikke sige grunden, men jeg kan kun sige, at jeg ikke havde noget valg. Du skal vide én ting til. Og det er, at jeg elsker dig lige meget, hvad du gør, og siger. Du vil for evigt være i mit hjerte, selvom vi ikke kender hinanden så godt. I mit hjerte kender vi hinanden godt nok til, at vi kan sige de tre enkle men store ord.

Jeg elsker dig

For evigt din

Alexander  

Jeg læste brevet flere gange, før jeg forstod det. Alex havde forladt mig. Af en eller anden mystisk grund, som han ikke så vigtigt i at fortælle mig. Jeg lod mig dumpe ned på sengen. Hvis bare jeg vidste, hvad der var sket. Men jeg måtte finde Alex. Hvis nogen vidste noget, så var det ham. Og jeg vidste ikke, hvor han var, så jeg brugte min magi. ”Inveniam quod quaero!” Jeg lukkede øjnene, og åbnede dem igen, da lugten af rådden træ og mug ramte mine næsebor.

Jeg var i Euphoria-riget! Inde i! Jeg så mig rundt. Vi var i et mørkt værelse, og der lugtede råddent. Det beskrev lugten af rådden træ. Og foran mig knælede Alex med hovedet nedad og med lukkede øjne. Vanddråber faldt ned på de yndige fliser. Nej, ikke vanddråber, tårer.

Jeg fór over til ham. ”Alex! Hvad er der sket? Hvorfor græder du?”

Han sprang op, da han hørte mig. ”Claire? Nej, nej, du må ikke være her! Hun tager alt i sig igen! Åh nej, vær sød at gå!” Jeg så forvirret på ham. Hvem tager det hele i sig igen? Hvorfor må jeg ikke være her? Hvad helvede er der sket?

”Hvad er der med dig Alex?” Han skubbede mig ud af rummet, men jeg kæmpede imod. Jeg skulle ingen steder hen, før jeg fik en forklaring.

”Du kan stoppe nu, unge leder,” sagde en dyb og melodisk stemme bag os. En kvinde, hvis hoved var helt blændet af lys, så man ikke kunne se det, kom hen til os. Nej, hun flød hen over gulvet. Hendes fødder rørte ikke jorden. Den Vise Jomfru. Selvom jeg ikke kendte hende, vidste jeg at hun var én, man respekterede dybt. Den Vise Jomfru… Jeg smagte lidt på ordet.

Alex vendte sig med et sæt om. ”Vise Jomfru, jeg sværger, jeg opsøgte hende ikke! Hun fandt mig og…”

Den Vise Jomfru lagde en hånd på Alex’ skulder, og afbrød hans desperate talestrøm. ”Jeg tror dig, unge leder. Du fortalte mig, hvor højt du elskede hende. Du fortalte mig, hvor elskværdig hun var. Du fortalte mig, hvor meget hun ikke fortjente døden. Men du fortalte mig ikke, at hun var prinsesse af Euphoria. Den eneste vigtige detalje nævnte du ikke. Og jeg vil for altid skåne kongelige medlemmer af Euphoria. Det rige har for evigt min stolthed og troskab. Og respekt.”

Jeg så stum af ærefryd på Den Vise Jomfru. Wauv, Den Vise Jomfru havde respekt for min familie. Selv Alex var gået i stå. Hans øjne var blanke af tårer. Jeg havde en trang til at tørre dem bort, men turde ikke foran Den Vise Jomfru.

”Tak, Vise Jomfru. Tusind tak…” hviskede han hæst.

”Har du fortalt hende, hvem du er?” lød hendes silkebløde stemme i det dystre rum. Alex så ned i gulvet, hvilket var svar nok for Den Vise Jomfru. ”Har du planer om at gøre det?” Han hverken nikkede, eller rystede på hovedet. Vendte bare hovedet væk, og nægtede at møde mit blik. Som forresten var temmelig gennemborende.

”Kom her, barn. Lad mig fortælle dig hvem…” Hun blev brat afbrudt af en desperat Alex.

”Okay! Jeg fortæller hende det mig selv.” Den Vise Jomfru smilede, tilfreds med sin indsats. Hendes smil var fantastisk smukt og blændende. ”Det håbede jeg, du ville gøre. Og nu skal jeg lade jer to alene.” Hun tonede langsomt bort, og eferlod glitrende stjerner efter sig.

Alex tog mine hænder i sine, og fjernede den sidste rest af lidt håb. Hvad det end var, Alex ville fortælle mig, så var det ikke godt. Jeg rev mine hænder til mig. Alex så smertefuldt på mig.

”Hør Claire… Jeg er... Jeg stjal dig fra dine forældre, det vil sige Kongen og Dronning af Euphoria. … Årh mand! Jeg vidste ikke, det ville blive så hårdt at sige det.” Jeg så på den unge mand, der havde været skyld i, at jeg var blevet adskilt fra min familie.

”Hvorfor, Alex?” hviskede jeg knap hørligt.

”Du fik en krone, da du blev født. Kronen fra mindet. Jeg stjal det, fordi kronen havde store kræfter. Hvis du havde den på, kunne jeg ønske mig udødeligt liv, og det ville virke. Jeg beholdt dig i én dag. Så… efterlod jeg dig på dørtrinet af et yndigt hus. Og jeg fik, hvad jeg ville have. Men da jeg så ind i de øjne, jeg for 18 år siden havde set ind i, de store, utrolig smukke øjne… Jeg glemte dem aldrig. Og jeg havde vidst fra begyndelsen, at du ville blive smukkere for hver dag, der gik. Den dag i dag undrer jeg mig over, hvorfor udødeligt liv er så meget værd. For mig er det ikke…” Mere nåede han ikke, før jeg gav ham en lussing der sagde klask! i hele værelset.

”Dig! Det er din skyld alt sammen! Du adskilte mig fra den familie, jeg kunne have haft! Du efterlod mig foran en dør, var ligeglad med mig! For at du kunne få, hvad du ville have, og skide være med andres liv! Du påstod, at du elskede mig! Og hvilken tåbe jeg var, troede jeg blindt på dig. Du havde ingen ret til at lægge en finger på mig, efter det du gjorde mod mig. Jeg lod dine læber røre mine, dine hænder skubbe mig, dine lår presse sig ind mod mine. Hvordan kunne du ikke have dårligt samvittighed! For fanden, jeg hader og afskyr dig, dit forbandede røvhul!” råbte jeg. Han så ned i gulvet, kunne ikke se mig i øjnene.

Men pludselig hev han en skarp dolk frem. Jeg anede ikke, hvor han havde den fra. Han greb mine hænder, og låste dolken fast i min hånd. ”Så dræb mig, Claire. Jeg aflagde ed til Den Vise Jomfru. Jeg er ikke god. Enten skal du dræbe mig med den, eller også gør jeg det selv. Dræb mig! Jeg fortjener det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...