En Farlig Homecoming

18-årige Claire er skolens populære pige. Til Homecoming går intet som forventning. Hun afviser skolens hotteste fyr, og lyver over for en beundrer, for ikke at såre hans følelser alt for meget. Pludselig ender hun med at tage med en fremmede væk fra sin hjemby. Hvad skjuler denne Alexander, og hvorfor er han så fandens tiltrækkende? Og hvad er det for noget vrøvl med, at hun er den forsvundne prinsesse af Euphoria? Inden hun når at bremse sig selv, er hun allerede viklet ind i et klistret spindelvæv, hun ikke kan komme ud af igen.

5Likes
10Kommentarer
833Visninger
AA

2. Den Fremmede

"Jeg er ikke en bestemt. Kongen har sendt mig."

"Hvorfor? Hvad vil Kongen mig?"

"Jeg siger det ikke! Du kan ikke tvinge det ud af mig!"

"Åh jo, lille ven. Jeg kan tvinge alt ud af dig. Du kan vælge at sige det frivilligt eller blive tvunget til det. Og med tvunget mener jeg magitvunget. Hvad vælger du?"

"Jeg siger ikke et ord!"

"Tumpe! Du fik valget, du valgte forkert. Så se, hvad jeg kan gøre. Ustimadore lequephere iglenydiar! Hvad vil Kongen mig?"

Han stirrede lige ud for sig, mens han svarede. "Han vil vælge dig som sin Dronning." Jeg snublede baglæns af chok. HVAD ville han?! Nej, nej, nej! Det kunne ikke være sandt! "Hvad mener du? Hvad sagde han om mig?"

"Han sagde, du havde en yndig krop. En krop, han ville have. Han vil bruge din magi og krop til sin egen selvbehag." Åh Gud! Det gik op for mig, hvad han ville gøre. Han ville misbruge mig.

"Hvornår slår han til? For at bortføre mig?" sagde jeg knap hørligt.

"I nat, kl. 0.00."

"I nat?!" nærmest skreg jeg. Der var under to timer til! Jeg havde fået de oplysninger, jeg ville have, så jeg slap magien løs.

Han gispede efter luft. "Hvad fanden gjorde du?!"

"Du valgte det forkerte. Jeg fik, hvad jeg ville have."

"Du... Tvang det ud af mig. Jeg bliver straffet!"

"Jeg afskyr Kongen, og alle der holder med ham. Han tænker kun på sig selv og sit SELVBEHAG!" hvæsede jeg vredt. Mere til mig selv end til ham.

Jeg tænkte på alle de kvinder, han havde udnyttet. Jeg huskede kun alt for godt de smertefulde ansigter. Jeg havde kun kunnet stå og se på. Hver gang han havde fulgt en kvinde hjem, en kvinde som havde mand og børn derhjemme, havde jeg set det samme triste og uendelig sorgfulde udtryk. Jeg følte det, som om jeg lige nu stod dér, og oplevede dét, jeg for fire år siden havde oplevet.

Denne kvinde var ung. Hun havde en lang, turkis kjole på, der fremhævede hendes former og kropsform. Kongen havde smilet veltilfredst, da han åbnede hendes dør. Jeg havde aldrig glemt udtrykket i kvindens øjne. Hun løftede hovedet, og så mig direkte i øjnene. De udtrykte smerte og vrede. Jeg vidste, at hun undertrykte sine følelser for at skåne sin familie. Alligevel havde jeg ikke kunnet lade være med at spekulere på, hvorfor hun ikke fik hævn, gav gengæld. Alle de kvinder Kongen havde udnyttet og misbrugt... Jeg fik ondt i hjertet, bare ved at tænke på dem. 

"Hvad helvede kan jeg gøre?!" Fyren afbrød mine tanker.

"Vælge min side. Kæmpe mod ham. Kæmpe imod det onde."

"Glem det! Slip mig fri!"

"Så skal du gøre en ting for mig. Ephleri Yrmesgilande Prabaze Flingera!" I hånden matrialiserede medicinen sig langsomt. "Giv dette til Kongen i morgen nat, når han er faldet i søvn. Han skal være faldet i en dyb søvn."

"Okay," sagde han, og tog imod det.

Han vendte sig om, og skulle til at gå, men jeg stoppede ham med magi. "Ikke så hurtigt, lille ven. Jeg skal være sikker på, at du gør det. Aflæg en blodsed. Sværg ved dit liv, at du vil gøre det." Han tøvede. Jeg greb hans hånd, og skar lynhurtigt en lille men dyb flænge. Blodet piplede langsomt fra det.

"Sværg!" beordrede jeg.

"Jeg sværger ved mit liv og blod, jeg vil gøre dette for dig. Hvis jeg bryder mit løfte, har du retten til at lave mig om til støv." Såret helede langsomt sig selv.

"Du kan gå nu," sagde jeg, og slap ham fri. Han løb hurtigt væk fra mig. Jeg så på mit ur. Under to timer til midnat.

Jeg gik ind igen. "Claire! Tillykke med prisen! Du fortjente den så meget!" sagde Samira, der i det samme kom hen til mig.

Jeg tvang et smil frem. "Tak."

"Du var bare så lækker på scenen! Tillykke," hvinede Laura, og kom hen til mig med Jacob på slæb. Han smilede venligt til mig. Lort! Måtte jeg virkelig smile så meget i aften? Og sådan fortsatte det til midnat. Jeg skyndte mig ud af hallen.

Da jeg stod i det svage lyv fra lygtepælen ved vejkanten, dukkede han op. Han så som sædvanlig uhyggelig lækker ud. Det mørke hår var pjuskede, og faldt lidt ned for panden af ham. Hans smil var ondskabsfuldt og samtidig tiltrækkende. "Hej, min skat," sagde han glat. Jeg fortræk mit ansigt i afskyelse.

"Jeg er ikke din noget som helst!"

Jeg knyttede mine hænder, og prøvede at beherske trangen til at kvæle ham med mine bare hænder. Bare synd, at han var udødelig...

Han var henne hos mig på to spring, og jeg snublede et par skidt tilbage af bar overraskelse. "Åh jo, elskede. Det er du. Hvad enten du vil det eller ej, er du min." Hans blik gik op og ned af min krop, og standsede ved mine bryster.

"Du har en krop, der ikke skal spildes på ord." Han rakte ud efter mig, jeg veg tilbage.

"Rør mig ikke, dit dyr!"

Hans ansigt blev fortrukket i vrede. "Hvor vover du at at tale sådan til mig?!" Han lavede alt omkring os til useeligt glas. Så lavede han stopbesværgelsen på mig. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget at kæmpe imod. Jeg stod i hans magt nu. Medmindre jeg brugte den magi, han ikke vidste, jeg havde kræfter nok til. Men hvis jeg gjorde ham rasende, så ville han bruge alle sine beskidte tricks på mig.

Han knappede lynhurtigt min kjole op, og trak den lidt ned, så mine bryster mødte den kolde luft. Jeg lukkede øjnene, mens han ravede mig på brysterne. Han stønnede højt og tydeligt. Hans stønnen blev afbrudt af et brag, og et splitsekund efter blev glas kastede brutalt mod os.

Hele glascirklen blev knust, og ind i cirklen kom en sort skikkelse, flyvende i luften med et sølvpæl i begge hænder. Han jog den i Kongens hjerte. Kongen skreg af smerte og overraskelse. Han faldt på ryggen med pælen boret helt ind. Den stak ud af ryggen på ham. Jeg så op, og mødte hans blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...