En Farlig Homecoming

18-årige Claire er skolens populære pige. Til Homecoming går intet som forventning. Hun afviser skolens hotteste fyr, og lyver over for en beundrer, for ikke at såre hans følelser alt for meget. Pludselig ender hun med at tage med en fremmede væk fra sin hjemby. Hvad skjuler denne Alexander, og hvorfor er han så fandens tiltrækkende? Og hvad er det for noget vrøvl med, at hun er den forsvundne prinsesse af Euphoria? Inden hun når at bremse sig selv, er hun allerede viklet ind i et klistret spindelvæv, hun ikke kan komme ud af igen.

5Likes
10Kommentarer
836Visninger
AA

3. Den Forsvundne Prinsesse af Euphoria

 

Den var låst fast ved mit bryst. Jeg dækkede dem hurtigt til. "Hvem er du?" sagde jeg hæst.

Han kom hen til mig, men jeg tog to skridt bagud af frygt. Frygt?! Hvor var det lige kommet fra? Havde jeg nogensinde frygtet nogen? Tjah, efter at have set ham myrde Kongen for øjnene af mig. Nope. Indtil nu i hvert fald.

"Alexander af Euphoria-riget. Men kald mig Alex." Jeg så nøje på hans ansigt. Saftige læber og kulsorte øjne, man kunne drukne i. Hmm... Sort skjorte, sorte bukser, sort pjuskede men lækkert hår og sorte øjne. Wow, denne fyr var virkelig en black-klædt guy...  Men han var utvivlsomt lækker og tiltrækkende og lige min type.

"Euphoria-riget? De eneste, der afskyr Mørkeriget?" sagde jeg overrasket. Han nikkede.  "Og du er?" 

"Clarizza. Jeg er veninde med Mariah. Hun er private tjener for Prinsesse Isabella af Lorem-riget!"

"Mariah! Hende kender jeg også!"

"Jeg vidste ikke, ham dér kunne dræbes..." sagde jeg, og pegede på Kongen.

"Det kan han. Med et særligt sølvpæl beregnet til at dræbe onde udødelige væsner. Især Konger.

"Såh... Hvorfor var du den, der dræbte Kongen af Mørkeriget." "Min far blev myrdet af ham. Jeg havde en god grund til det. Men... Hvad ville han med dig?"

Jeg så ned i gulvet. "Han ville vælge mig som sin Dronning i aften."

Han så overrasket og forbavset på mig. "Hvad?! Hvorfor?"

"Fordi... min magi og krop..."

"Åh..." kunne han kun sige.

"Ja," sagde jeg. "Tak."

"For hvad?"

"Du reddede mig. Han stod, og ravede på mig lige her..." Jeg vendte mig om, og strøg mit hår væk fra halsen.  "Gider du lige hjælpe?" sagde jeg.

"Selvfølgelig." Han kom hen til mig. Han lo lavt. "Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, du prøvede at score mig." Pludselig bøjede han sig ned, og lod sine læber glide ned af min skulder. Jeg skælvede let. "Hvilket du allerede har gjort..." hviskede han. Han knappede min kjole, men flyttede ikke sine læber fra min skulder. Jeg trak mig hurtigt væk. Han smilede lidt undskyldende. "Undskyld..."

"Nej, nej. Det er okay. Jeg kom bare til at tænke på, at vi jo teknisk set slet ikke kender hinanden godt. Måske skulle vi lære hinanden at kende først..." Sandheden var, at jeg følte det, som om jeg havde kendt denne Alex... ja altid.

"Ja, du har ret." "Har du nogen steder at sove, før du begynder rejsen hjem?" Han rystede på hovedet.

"Du kan overnatte hos mig til i morgen."

"Tak, Clarizza."

"Kald mig Claire. Desuden var det, det mindste jeg kunne gøre. Du reddede mit liv før."

"Jeg gjorde det også til min egen fordel." Han begyndte at gå.

"Vent, skal vi ikke lige fjerne sporene?"

"Nårh ja. Kan du gøre det? For jeg har ingen magi." "Jep! Vestigia Infinitesima!" Blodet, det knuste glas, og Kongen forsvandt med et susj!

Alexander kom hen til mig. "Jeg ved godt, det vil lyde som snageri, men... hvor længe har du brugt magi?"

"Så længe jeg kan huske. Min mor lærte mig det. Før hun kom ud for bilulykken. Men det er alt sammen længe siden," sagde jeg hurtigt, før han begyndte på den dér 'Det-gør-mig-ondt'-replik. 

"Er du udødelig?"

"Nope. Jeg blev fundet af hende, jeg kalder 'mor' på hendes dørtrappe. Hun opdagede så mine store kræfter, og begyndte at oplære mig det."

"Wauw... Så du kender ikke dine biologiske forældre?" Jeg rystede på hovedet. "Og du har ingen kendetegn eller noget?"

Kendetegn? Gældte en skønhedsplet? Jeg trak ned i min kjoles udskæring. Lige der, over hjertet havde jeg en stjerne. "Ret underligt skønhedsplet, men min mor siger, at jeg havde den, siden jeg blev født."

"Hey! Det der har alle kongelige familiemedlemmer af Euphoria-riget! DU er den forsvundne prinsesse!"

Jeg så forvirret på ham. "Hvad? Nej, jeg kan umuligt være hende!"

"Jo du er! Dit "skønhedsplet" er beviset!" Han lavede anførelsestegn i luften. "Hvis du viser dem det, så vil de kunne genkende dig! Vi MÅ rejse derhen! Sammen!"

"Nej, nej, nej! Hvad med mine venner her? Min skole!"

"Det er Homecoming, ikke? Og du er lige blevet færdig med gymnasiet. Så ingen problemer der!" Han pegede med hovedet mod mit Homecoming-bånd. "Forresten tillykke."

"Tak. Såh... Hvor er det så? Riget?"

Euphoria-riget var gigantisk. Det strakte sig ud over det uendelige. Jeg huskede, da min mor havde taget mig derhen. Jeg kunne aldrig glemme den smukke skov, der var fyldt med alverdens jungle-halløj. Jeg har altid godt kunnet lide dyr og planter. Jeg huskede flodvandet, jeg havde brugt til at opfriske roserne. Rosen nærmest sprang op, ligeså snart jeg havde givet den en dråbe. Det havde været fantastisk. Og jeg kunne huske, at Euphoria-riget havde afholdt en ceremoni, hvor de mindedes deres forsvundne datter.

"Giv mig hånden." Jeg gjorde, som han sagde, og prøvede at lade vær med at tænke så meget på, hvorfor hans hånd føltes så velkendt og beroligende. Så glødende varm og tryg. Så fantastisk godt at holde i. Så..

Stop! skældte jeg på mig selv.

Med den anden hånd rodede han i sine bukser, og fiskede en kæde op. Hvis ikke jeg havde set den i mors hænder, så ville jeg bare have troet, at det var en ganske almindelig kæde, uden kræfter og magi. Jeg kunne øjeblikkeligt mærke energien fra den. Stor og kraftig. "Den her halskæde kan på to sekunder føre os hjem."

"Jeg troede, du ikke kunne magi?" Det var nærmere et spørgsmål end en konstatering.

"Det kan jeg heller ikke. Halskæden her har sin egen magi. Man behøver ikke have magi for at få den til at føre os et andet sted hen."

"Åh... Okay. Men det gør ikke ondt eller noget, vel?" Godt nok havde jeg prøvet at rejse med magi, men mor havde fortalt mig at der fandtes tre slags kæder. Der var den kæde, der havde mindst kræfter. Den kunne transportere dig højst 200 km. væk. Så var der den mellem kraftige. Du kunne højst rejse 550 km. væk med den. Og så var der den mest magtfulde af dem alle sammen. Den kunne transportere dig over 2000 km. Der var altid bivirkninger.

"Det gør ikke ondt, men man bliver let svimmel, hvis det er éns første gang." Det havde mor også fortalt lidt om.

Han holdt halskæden over hovedet på os. "Hey, du behøver ikke at knække mine fingre." Jeg så flovt ned i gulvet, men løftede hovedet med et ryk, da halskæden begyndte at lyse. Et blændende hvidt portal dukkede op af ingenting, og da Alex trådte ind i den, gjorde jeg det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...