Dræberen

Jeg var født til at dræbe. Fra da jeg var spæd, bed jeg altid de rigtige steder så folk blødte. Jeg var født med evnen, og jeg frydede mig. Er det at dræbe noget godt? Er der konsekvenser?

0Likes
1Kommentarer
582Visninger
AA

2. Skuddet

Jeg står ved stationen. Min hånd er svedig om den blanke pistol. Der er næsten ingen mennesker her om natten, selvom der ellers altid er et mylder af folk, der skal alt muligt. Der går kun en pige med sin storebror, et par år yngre end mig, måske. De kigger rundt og har tydeligvis ikke set mig. Jeg står bag en bil. Blodet pumper rundt i min krop.  Mit hjerte banker hurtigere. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg forstår ikke. Jeg ser ingen konsekvenser, kun ordet blodrødt. Ordet slår i takt med mit hjerte. Jeg ved jeg er dygtig. Dygtig til at dræbe. Jeg ved jeg kan. En lille fingerbevægelse og mit liv vil blive ændret for altid. Kun en lille fingerbevægelse. Pistolen er våd af sved. Pigen og drengen står stille. Pigens hvide vinterjakke lyser op i mørket. Jeg står helt stille. Blodrødt, siger min hjerne til mig. Blodrødt banker mit hjerte. Blodrødt.

Jeg vil ikke. Jeg ved jeg ikke skal. Jeg løser grebet om pistolen et øjeblik for at lade fornuften sejre, men min krop vil ikke følge med. Min hånd spændes. Knoerne er hvide af spænding. Jeg er helt bleg i natten, mens hele min krop bliver ubevægelig. Det er nu. Det er nu jeg skal bestemme mig for at vende om. Det er nu jeg skal kaste pistolen væk, gå tilbage i lejligheden. Det er nu jeg skulle ligge og sove i min seng. Det er nu jeg skal gå, helt målbevidst, mod mit hjem. Det er nu jeg skal kigge væk fra pigen med de lyse krøller og de blå øjne. Det er nu jeg skal gå videre i den kolde luft. Jeg skal gå væk fra pigens bløde smil, og storebroderens spillende øjne. Det er nu jeg skal forsvinde i kulden. Det er nu jeg skal bevæge mig hjemad. Mine fingre trykker på aftrækkeren. Jeg sigter ikke, jeg skyder blot ud i den tomme luft. Pigen når lige at fare sammen ved lyden, før kuglen rammer hende. Vi er alle sammen ubevægelige. Pigen kan ingenting. Storebroren er i chok. Han står som lammet i natten. Jeg er ingenting. Jeg er forsvundet i luften, som om jeg ikke fandtes. Jeg er ikke. Jeg findes ikke. Jeg er en del af jordens åndedræt i dette øjeblik. En indædt fryd rammer mig, før frygten. Blodrødt.

Pigen falder om. Hun ligger i en pøl af rødt blod. Hendes krop er kold og stiv på asfalten foran stationen. Jeg ramte hende i hjertet.

Det er tydeligt at broren ikke ved hvad han skal gøre. Han er nok bange for personen med pistolen som han ved lurer lige i nærheden. Samtidig vil han redde sin søster, selvom han mest af alt har lyst til at løbe væk. Man kan se det på ham. Han tager sin mobil op af lommen. Man kan tydeligt se han bestemmer sig for at være modig. Han ringer til politiet, mens hans stemme bæver. Det tager lang tid før de tager telefonen. Jeg iagttager det hele fra mit skjul bag bilen. Jeg er luft, luft uden følelser. Jeg mærker ingenting. Det er som om jeg blot sidder og kigger på en krimi. Jeg har stadig ikke opdaget at jeg er morderen. At jeg er den morder, krimien drejer sig om. At jeg er den livsfarlige skurk, folk lever i konstant frygt for.

Broren lægger mobilen i lommen. Tager sin søsters kolde hånd op fra asfalten. Holder den en sidste gang og går derfra. Først roligt-så hurtigere- til han til sidst løber så hurtigt ha kan. Løber fra mig.

Jeg bevæger mig frem fra mit skjul. Pigens smukke krøller klistrer i størknet blod. Jeg rører hendes kind. Hun er næsten helt kold. Jeg er som den kølige luft, der let berører hendes kind. Næsten usynlig og umærkelig, men dog til stede. Først da indser jeg hvad jeg har gjort. Fryden jeg følte forsvinder helt. Frygten bliver stærkere, til også den forsvinder. Jeg har intet andet tilbage af mig selv end sorgen. Hendes lyserøde læber er sprukne i vintervejret. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bøjer mig ned mod hende og kysser hendes læber. Det er som om jeg forventer at hun åbner øjnene, men de forbliver lukkede. Blodet dunker langsomt og taktfast i min krop. Der må være ofre for at andre kan dræbe. Mit hoved ligger begravet i hendes hår. I det fjerne hører jeg sirener. Salte tårer blandes med blod og lyse krøller. Sirenerne kommer nærmere, men jeg føler ingen frygt. Jeg, som dræber, må tage konsekvensen. Jeg må indse, at mit skud ikke var døden værd. At straffen må komme. Jeg fortjener det. Jeg er som den kolde luft- jeg føler ingen frygt. For første gang i mit liv græder jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...