Dræberen

Jeg var født til at dræbe. Fra da jeg var spæd, bed jeg altid de rigtige steder så folk blødte. Jeg var født med evnen, og jeg frydede mig. Er det at dræbe noget godt? Er der konsekvenser?

0Likes
1Kommentarer
583Visninger
AA

1. Dræberen

Jeg har længe tænkt på om man kan være født med evner, eller om det er noget man får fra erfaring. Hvis man kan have medfødte evner, kan man så også have evner man ikke kan lide? Evner man hader, men som man ikke kan styre? Evner man ville ønske man aldrig havde haft?

 Jeg er født med evnen til at dræbe.

Da jeg var spæd havde jeg unaturligt store øjne. De var klare og blå, med et smukt gråt skær og de skinnede i natten. Som ulveøjne, syntes min mor. De lignede måske også ulveøjne, med deres sørgmodige, men skarpe blik. Hun kaldte mig hendes ulveunge, men jeg tilhørte ikke nogen. Jeg var ikke hendes, og jeg var ikke ulv. Jeg var min egen. 

Jeg var ikke ligesom de andre børn i vuggestuen, jeg skreg ikke når jeg tabte mine sutter, jeg sad bare helt stille og stirrede mens mine øjne blev mørke med en skarp kant. Når de andre børn legede på legepladsen, sad en hjælpeløs pædagog og prøvede med et desperat forsøg at give mig flyverdragt på, for jeg bed ham i fingerleddet hver gang han tog fat i mig. Jeg tror slet ikke det var min mening at være besværlig, jeg ville ikke have opmærksomhed, jeg råbte ikke højt så de andre stimlede om mig, det var bare en refleks at bide, når nogen kom for tæt på. De andre syntes jeg var aggressiv, men da jeg blev ældre og forstod hvad det betød, indså jeg at det ikke var sådan jeg ønskede at være. Det var min krop, som styrede mig. Jeg havde en fornemmelse af ikke selv at have kontrollen, alligevel syntes jeg at det føltes godt, hver gang jeg havde bidt eller slået nogen. Jeg havde fundet noget jeg var god til, noget jeg kunne som de andre ikke kunne. Jeg ramte altid de rigtige steder. De steder hvor det gjorde allermest ondt.

Det var ikke min mening, jeg ville ikke være aggressiv, være god til det, men selvom jeg vidste det var forkert, gjorde jeg det; jeg slog, jeg sparkede og gjorde det godt. Jeg vidste det var forkert, men trangen til at smerte andre var større. Min krop ville ikke lystre min fornuft.

Jeg har aldrig grædt. Det er som om jeg ikke føler sorgen. Jeg kan ikke forstå andres grænser, jeg kan ikke forstå mine egne. Jeg har måske ingen grænser, måske er jeg så virkelighedsfjern at jeg ikke kan se konsekvenserne af det jeg gør, og det andre gør. Jeg forstår det ikke før det er for sent. Alligevel græder jeg ikke. Jeg kan ikke, min krop ved ikke hvordan man gør. Tårer er sådan en fjern ting. Selv som helt lille ville jeg ikke græde, mine store øjne vil altid være tørre, tørre og uforstående. Jeg ville ønske jeg kunne forstå at græde, at angre og mærke sorgen, men jeg lever mit eget liv som ulv. Ulve græder ikke.

Sådan er det stadig. Det var ikke en barneting, som gik over med tiden. Det er mit liv. Jeg er femten nu, og jeg ved godt at jeg er farlig. Jeg er en stærk pige. Jeg bliver nødt til at passe på. Jeg ved alt om mine egne kræfter og følelser, men jeg kan ikke styre dem.

Det hagler uden for mit vindue. Jeg tager min vinterjakke på, selvom det kun er november. Med tunge skridt går jeg ned af betontrappen med den hvide maling, der efterhånden skaller af. Da jeg åbner hoveddøren står en iskold blæst ind i hovedet på mig. Jeg skutter mig, og bevæger mig ud. Det røde S-togsskilt står klart igennem haglene. Blodrødt. Forskrækket over min tanke standser jeg op et øjeblik, og bevæger mig derefter videre, lidt rundt om blokken og tilbage igen, det er for koldt at gå en lang tur. Hele tiden kører tanken rundt i mit hoved, som et S-tog. Blodrødt. Det er for længe siden jeg har set blod.

Det er længe siden jeg sidst har haft trangen til at være aggressiv, men nu hvor jeg mærker den, skyder jeg mig op af trappen, jeg er bange for at komme til at gøre noget dumt. Jeg er en begavet pige, jeg ved godt hvad der bliver af voldelige folk. Derfor vil jeg ikke være voldelig. Jeg vil ikke gøre noget dumt. Det er forkert, siger jeg til mig selv, men ordet blodrødt væver sig ind. De to tanker vil være i mig, til evig tid. Jeg ved det. Jeg kan ikke modstå trangen. Jeg har evnen og jeg vil bruge den. Bare ikke nu. Nu sidder jeg som en lille ensom pige på mit værelse, jeg har fået vinterjakken af og sidder i min røde trøje. Hvis du bare så mig sådan, ville du blot se en helt almindelig teenagepige på sit værelse, men nu ved du bedre. Jeg er ikke helt almindelig.

Efterhånden sniger natten sig ind på mit værelse. Mine forældre er til et weekendmøde i Jylland, så jeg sidder helt alene. Hverken min ulvemor eller ulvefar kan styre mig. Blodrødt. Jeg ligger mig i min seng med alt tøjet på. Et blodrødt mørke lægger sig over mig som et tæppe. Jeg slår hårdt på dynen, hamrer mine ben ned i madrassen til det gør ondt. Jeg kaster hovedpuden mod gulvet. Bløde fjer lægger sig venligt over gulvet. Jeg tramper på dem. Henter min sko og slår sålen ned i madrassen til der går et stort hul i stoffet. Lidt gult skumgummi titter frem. Jeg slår hårdere og hårdere. Jeg kan ikke styre mig. På bare tæer løber jeg ned af trappen og hen til stationen. Det er stadig koldt. Vinden puster mig i hovedet, med sin iskolde ånde. Skynd dig, hvisker den. Skynd dig, skynd dig, skynd dig. Den puster mig i nakken og giver mig gåsehud. Jeg skynder mig.

Har du nogensinde stået med en pistol i hånden? Har du nogensinde stået helt urørlig med en ladt pistol i hånden? Har du nogensinde været i tvivl om du skulle ødelægge pistolen eller trykke på aftrækkeren? Har du nogensinde kigget på det blanke metal og smilet? Jeg håber svaret er nej. For det er den største fejltagelse jeg har begået i mit endnu korte liv.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...