Greemstowns hemmelighed

Den trettenårige pige Claire, bliver sendt på børnehjem, sammen med hendes to søskende, Emma på syv år, og Simon på ti år. Claire er den eneste af de tre, som kan huske huset de boede i sammen med deres forældre, og da de en dag finder en dagbog på børnehjemmets loft, begynder et mysterium om dagbogen, deres gamle hus, og deres forældre.

0Likes
2Kommentarer
418Visninger
AA

1. Loftets hemmelighed

Vi sad tit nede i pejsestuen, på børnehjemmet. Som måske alligevel bare var et stort, gammelt hus, hvor der boede en gammel dame. Da hun døde, arvede hendes grimme søn, Eraan Groom huset, og lavede det om til et børnehjem. Problemet, eller tingen ved huset, var at vi var de eneste børn, som boede her. Vi var de eneste, som var på dette mærkværdige børnehjem, i udkanten af Greemstown. Et sted ingen ville vælge at bo frivilligt. 

* * *

Jeg sad med Simon og Emma på hver sin side, af mig. Lige for tiden kunne de ikke rigtig enes, eller for den sags skyld, snakke sammen. De var blevet uvenner over noget så latterligt, som en sten. De fandt en sten, og begyndte så at diskutere om det lignede en slange der bed i sig selv i halen, eller en dværge-lasso. Simon var vild med dværge, og lavede ikke andet end at læse dværge-historier, og fortælle dem til Emma og jeg. Det var faktisk ikke lige det mest spændende at hører om, men jeg havde lovet min mor og far at passe på Simon og Emma, indtil vi en skønne da skulle genforenes. 

''Er du ikke snart færdig, Simon?'' Snerrede Emma, og kiggede ondskabsfuldt på Simon. Emma og jeg var færdig, men Simon ville lige have en ekstra portion - det skulle han da have lov til, bare ikke i følge Emma. 

''Rolig nu, Emma-Slemma!'' Sagde Simon, med munden fuld af mad. Emma-Slemma, var noget Simon kaldte Emma, efter hun havde ødelagt hans briller, og revet en tot hår, af hans hoved. Til gengæld kaldte hun Simon for, Simon-Grimon. Hun hentydede til at han var en grim dreng, med hovedet fyldt af tanker om dværge. 

''Vil i ikke med op på værelset. Jeg gider ikke hører på jer to mere. Simon du kan læse om dine dværge, og Emma, du kan... Gøre hvad du plejer at gøre - udover at drille Simon.'' Jeg kiggede skiftevis på dem, med et svagt smil på læben. Jeg slog lavt i bordet, og gik mod værelset. Efter mig kom Emma løbende, mens Simon bare gik tre meter bag Emma og jeg. Han ville nødig have noget med Emma at gøre, selvom hun ikke var særlig gammel.

''Altså, i dag...'' Simon lod som en professer, eller en minister, som ville ændre noget i verden. ''I dag, vil jeg ikke læse om dværge. Jeg vil undersøge dette børnehjem!'' Han lød som en stor mand, med forstand på verden og forstand på livet. 

''Du kan ikke leve uden dine dværge i en time, Simon-Grimon'' Sagde Emma, og smilede ondskabsfuldt. Hun stoppede op, for at vente på Simon, bare for at give ham et slag på armen. Endnu et slag, som ville få hans blå mærke til at vokse, og blive mere øm. 

''Haha, hvor er du sjov'' Sagde Simon med en meget ironisk stemme, og et snørret smil. ''Så du tror ikke, at jeg kan lade være med at tale, læse eller skrive om dværge i en time?'' Han kiggede på Emma, med et smil på læben, og et blink i øjet.

''Jeg tror ikke, Simon-Grimon. Jeg ved!'' Emma prøvede at overbevise Simon om at han var dum. En dum, dværge-glad dreng, med briller. De skulle altid konkurrerer, og det begyndte at drive mig til vanvid.

''Hør nu her, i to. Kan i ikke bare lade være med at snakke med hinanden, eller blive venner igen? Det er irriterende at hører på jer to. I skændes, og skal konkurrer hele tiden. Kan i ikke bare være stille i en time?'' Jeg lød åbenbart sur, for de stoppede straks med at tale. Jeg hørte ikke et eneste ord, før vi nåede til vores fælles værelse på syvogtyvende sal. Vi skulle bestige - som Emma var begyndt at sige - lidt over tusind trapper, for at komme op til vores værelse. 

''Jeg vil altså undersøge dette børnehjem'' Sagde Simon igen, og begyndte at lede efter det kamera han havde fundet nede i pejsestuen. ''Jeg tager på opdagelse!'' Fortsatte Simon. Han virkede stolt, som han rettede ryggen, og tog kameraet om halsen, og begik sig hen mod døren

''Simon!'' Jeg råbte måske, siden Emma holdt sig for ørerne, og rakte tunge til mig. ''Simon, vent! Jeg vil ikke have du går alene. Emma og jeg tager med'' Jeg nåede ikke rigtig at sige mere, før Emma kom med et halvt skrig, og et halvt tudefjæs.

''Jeg skal ikke med Simon-Grimon!'' Sagde hun højt, og tog en pude for hovedet.

''Emma! Vi kan ikke lade Simon gå alene. Han kunne jo fare vild, eller noget. Og så er han bare helt alene.'' Sagde jeg, for at virke stor og ansvarsfuld. Egentlig var jeg bare bange og ked af det, inderst inde. Men det skulle Emma og Simon ikke mærke, eller se. 

''Hrmf'' Emma vrissede flere gange, mens vi gik mod døren. Der var egentlig kun to meter, men det føltes som tretusinde meter, når Emma bare vrissede, og var sur.

 

Jeg åbnede langsomt lemmen op til loftet. Vi havde gennemsøgt mange værelser. Der havde været en stor balsal, et værelse med mindst halvtreds meter til loftet, et værelse med manglende gulvbrædder og et slags laboratorium - vi turde ikke rigtig opholde os i laboratoriet. Det var for uhyggeligt.

Jeg trådte som den første op i det kolde loftsrum, efterfulgt af Simon og så Emma. Rummet var kuldsort, og ingen af os kunne finde nogen form for lys. Hverken en olielampe, eller en lampe i loftet, eller på væggen. Kulden trængte hurtigt ind gennem det tynde lagen, vi brugte som tøj, og kuldegysningerne fik alle hårene på min krop, til at rejse sig

Emma skulle lige vise sig frem, ved at virke ligeglad med kulden og med mørket. Hun gik bare længere væk, så langt væk at jeg ikke længere kunne hører hendes åndedrag, eller hendes skridt. Hun var gået så langt ind i mørket, at selv en nål, ville være udtydelig i den enorme stilhed. Man kunne hører vinden slå med tagstenene, og regndråberne mod skorstenen.

''Aaaav!'' Udbrød Emma, som åbenbart var faldet. Man hørte ikke andet end et av, og så var stilheden endnu en gang enorm, og Simon og jeg tog hinandens hænder, og prøvede at føle os frem til Emma.

''Emma, hvor er du?'' Sagde jeg med en lav stemme, men i denne stilhed, var det som et råb. Et skrig.

''Av... Jeg er her... Av'' Lyden af Emmas jamren, var nu tydelig, og man kunne nærmest føle hendes tårer på hendes kinder.

''Emma, er du okay?'' Jeg blev helt bange, da det var Simon, som spurgte om Emma, var okay. De to, som ikke kunne kigge på hinanden, uden at komme med en dum kommentar.

''Hmrf'' Hun vrissede, da Simon spurgte hende, og rejste sig åbenbart op. For på nul komma fem, stod hun ved siden af mig, og holdt ved min hånd.

''Jeg faldt over en bog, tror jeg'' Emma trykkede sig ind til mig, mens hun prøvede at vænne sig til mørket. Hun havde ikke rigtig fået kigget i mørket, bare gået, og gået, og så faldet over noget, hun troede var en bog.

Jeg bukkede mig ned, og prøvede at føle mig frem, til andet end kolde og fugtige brædder. Mine hænder strejfede en glat, men støvet overfalde. Måske en bog, indbundet i det fineste, glatte omslag. Jeg rejste mig op, og tog bogen under armen og vendte mig om.

''Kom i to. Lad os vende om, og gå tilbage til værelset. Klokken er sikkert mange, og fru Lovestock, er sikkert allerede i gang med frokosten.'' Sagde jeg med et tilfredst smil på læben, og tog en masse små skridt, for ikke at falde over noget, og for at både Emma og Simon kunne følge med. 

 

Hvad var det vi havde fundet? En bog, med et flot bordeauxrødt omslag. Det lignede en dagbog, men man kunne ikke åbne den og se den. Ellers gjorde vi bare noget galt. Måske skulle man åbne den på en speciel måde. Det loft, bar på en hemmelighed. Måske bag selve huset på en hemmelighed, eller måske selve byen. Dagen var gået forholdsvis hurtigt, og søvnen trængte ind over mig.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...