Greemstowns hemmelighed

Den trettenårige pige Claire, bliver sendt på børnehjem, sammen med hendes to søskende, Emma på syv år, og Simon på ti år. Claire er den eneste af de tre, som kan huske huset de boede i sammen med deres forældre, og da de en dag finder en dagbog på børnehjemmets loft, begynder et mysterium om dagbogen, deres gamle hus, og deres forældre.

0Likes
2Kommentarer
420Visninger
AA

2. Inde bag muren

Jeg vågnede flere gange om natten, på grund af det mareridt jeg havde drømt om. Vores dag (i går) blev gentaget op til flere gange, men med mere spænding, frygt og længsel. Sveden løb ned af mine kinder, og søvnen trængte ind over mine øjne, men nu ville jeg ikke sove mere. Jeg kiggede først over på Emmas seng, og så hende smile lidt i søvne. Et drømmende og glad smil, med gode minder. Derefter kiggede jeg over på Simons seng. Han lå med sit kamera - eller ikke sit, men det han havde fundet. Han smilede i søvne, og tog sommetider kameraet op foran det ene øje, og klikkede på knappen, så han tog et billede, som om han kunne se noget spændende her i mørket. 

Jeg gabte kort, men trak i mine små, lasede sko, og traskede ud på den mørke gang, bare med et lille stearinlys. Jeg ville undersøge det her hus nærmere. Jeg kunne ikke sove for tanken om huset, og det der skete i går. Selvom jeg var bange, tog jeg mig sammen til at gå mod loftet, men hvad var det? Der var ingen lem. Der var ikke de trapper, som førte op til lemmen til loftet. I stedet var der en lille smal dør, som kun verdens tyndeste mand kunne komme ind af - døren havde ikke været der, for to sekunder siden, tænkte jeg. Jeg kiggede mig langsomt omkring, og da mit blik vendte tilbage mod den væg, hvor døren var, så var døren væk. Jeg stivnede, og alle mine hår rejste sig. Mit blik var rettet stift mod væggen, hvor der for to sekunder siden, havde været en dør. Endnu en gang kiggede jeg mig omkring, i håbet om at døren ville komme tilbage, så jeg kunne undersøge den, men heldet havde jeg ikke med mig. I stedet tog jeg et skridt hen mod døren.

* * *

Duften af dejlige forårsblomster, og natur svang i min næse. Jeg gik rundt dér, i en fin hvid kjole, og med de fineste krøller på mit hoved. Mine bare tæer kunne mærke den varme og bløde jord, fyldt med smukt, grønt græs. Jeg kunne mærke solens varme, på mine kinder, og ingen onde tanker var i mit hoved. Der var kun tanken om det smukke her i livet. Den smukke natur, og det smukke inde i mig. Det smukke udenpå. 

Der var ingen vind, kun sol, varme og tryghed. Små fugle begyndte at synge en smuk melodi, og jeg levede mig ind i sangen. En stemme flød ud - hvorfra? Jeg opdagede det var mig der sang. Jeg sang en smuk sang, med en fantastisk vokal. Fuglenes pip og den dejlige omgivelse. Intet kunne være bedre.

Et hoved tittede frem fra et træ, og løb ligeså hurtigt væk, ind mod et glimtende skær. Jeg fulgte efter det, dét der lignede en dreng. 

Jeg kom til noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Endnu et smukt syn mødte mine øjne, da jeg kom til en sø. Solen spejlede sig i vandet, det samme gjorde en lille pige, og den lille dreng, jeg så før. De lignede lidt Emma og Simon. Men, Emma og Simon, sover. En tanke kom ind i mit hoved, men ligeså hurtigt ud igen. Her var ikke plads til forvirring eller utrygthed, faldt det mig ind.

''Tihihi'' Lød det fra den lille pige, som skiftevis kiggede på mig, den lille dreng og ned i vandet. Det lille, lyse grin var en smuk lyd. En sød og velkendt lyd - men hvis det var Emma, så var lyden ikke velkendt. 

* * *

Jeg mærkede et sus i maven, og igen stod jeg i mørket, foran en væg. Jeg var blevet skubbet ud af den vidunderlige verden, uden at vide hvem de to små børn var. Hvad var meningen med dette? 

Jeg kunne se lidt lys på gangen, så jeg løb så hurtigt jeg kunne, mod værelset, hvor vi sov. Jeg lagde mig hurtigt under dynen, og begyndte at lukke øjnene, men kun på klem. En skikkelse kiggede ind til os. Det var en meget lav, lidt buttet, skikkelse. Det kunne kun være fru Lovestock, som havde hørt mig, og derfor var blevet urolig. Men hun gik hurtigt igen, og jeg spærrede mine øjne op. Jeg havde åbenbart holdt vejret, for da jeg satte mig op, begyndte jeg at hive efter vejret, som om jeg havde ladt være med at trække vejret i en time.

 

Jeg vågnede ved at lyset skar i mine øjne. Klokken måtte mindst være ti, for solen var næsten lodret på himlen, og varmen begyndte at trænge ind. - I hvert fald den varme der nu var en vinterdag, med sne og is udendøre. ''Emma, Simon, vågn op!'' Jeg ruskede først i Emma, og derefter i Simon. Jeg ville fortælle dem alt om nattens strabadser. Om døren der kom, og forsvandt, og om den fantastiske verden, som jeg var trådt ind i, bare sådan. Om de to så børn, som lignede Emma og Simon, men inden jeg kiggede mig om, sad Emma og Simon allerede i min seng, og talte i munden på hinanden, om deres drøm.

''Jeg har drømt om...'' Begyndte Simon, men blev hurtigt afbrudt af Emma, som også begyndte hendes sætning med ''Jeg har drømt om...'' Simon snakkede bare videre, det samme gjorde Emma, og deres stemmer hævedes. 

''Hey! Rolig nu i to.'' Sagde jeg med et gab, men alligevel også med en smilende og glad stemme, for ikke at skræmme dem væk, allerede fra morgenstunden. ''Jeg har faktisk noget jeg vil fortælle jer..'' Jeg holdt en kort pause, og trak vejret dybt. ''Jeg vågnede i nat, og ville undersøge huset...'' Jeg blev afbrudt af Simon. ''Hey, Claire! Det kan du ikke være bekendt. Du vidste jo godt, at jeg også ville undersøge huset!'' Simon lød skuffet, men prøvede at gemme det hele bag et akavet smil. ''Simon. Jeg ville ikke rigtig, men på den anden side... Jeg kan ikke forklare det, men hør nu efter.'' Jeg tog endnu en dyb indånding. ''Jeg så denne her dør, ved væggen. Altså den væg, når du kommer op ad trappen, så til venstre om hjørnet med de udstoppede dyr, og så til højre, der hvor der mangler mursten. Den væg, lige inden svinget til højre, hvor man når til lemmen, der fører til loftet. Jeg vendte mig om, for jeg hørte en lyd... Tror jeg.'' Det stod pludselig meget uklart, hvad der var sket i løbet af natten. ''Hm... Men, døren forsvandt i hvert fald, da jeg kiggede tilbage på den. Jeg ville kigge væk igen. Det kunne jo være døren kom tilbage. Jeg tog i stedet et skridt tættere på væggen, og blev som suget ind i en anden verden. En perfekt natur, i en perfekt verden. Jeg havde en smuk, hvid kjole på, og bare tæer, i det mest bløde græs...'' Jeg havde åbenbart grædt lidt, for Emma ruskede i mig, ''Er du okay, Claire?'' Emma smilede, med hovedet på skrå. ''Jaja, Emma, men... Jeg så så denne her dreng, som tittede frem bag et træ, og forsvandt lige så hurtigt igen. Jeg løb efter den her dreng, som faktisk mindede lidt om dig Simon'' Jeg kiggede kort på Simon, men fortsatte igen ''Jeg kom ned til en sø, hvor der sad en lille pige, ved siden af den lille dreng. Det mindede meget om jer to'' Jeg kiggede denne gang på Emma, så på Simon, og tilbage på Emma. ''Jeg nåede ikke at spørger jer, eller de to små børn, om noget, før jeg blev suget ud af denne verden. Jeg hørte Fru Lovestock, komme gående, så jeg løb tilbage i min seng, og lod som om jeg sov...'' Jeg blev afbrudt af Emma, endnu en gang ''Øh, Claire? Jeg drømte altså noget lignende. Jeg tror jeg var hende pigen, du talte om'' Hun kiggede underligt på mig, men jeg nåede ikke at svarer, før Simon begyndte at tale ''Og jeg tror jeg var drengen, fra drømmen.'' Vi kiggede alle tre underligt på hinanden, men nåede ikke rigtig at tale om det, før Fru Lovestock kaldte på os ''Så i tre kongelige. Der er mad, eller skulle jeg sige, der er det fineste brød jeg kunne bage i den dyreste ovn, jeg havde råd til. Kom hurtigt inden jeres mad bliver kold - undskyld jeg skynder på jer. I skulle jo nødig smide mig ud herfra. Eller det må i faktisk gerne...'' Fru Lovestock havde kaldt os kongelige lige siden vi kom. 

Vi gik ned til køkkenet, uden at sige noget. Den underlige oplevelse havde lammet os alle sammen. Det var måske et tegn. Vi skulle måske have tydet det mere, sammen. Vi skulle måske have forstået det mere. Jeg tænkte meget over drømmen, og om det Emma og Simon havde sagt, mens vi spiste morgenmad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...