Uret

Eric Tomsen har et ur. Det viser, hvor meget tid, en har tilbage at leve i. Spørgsmålet er bare, hvilkens tid den viser. ** Dette var en stil jeg havde for, så der bliver ikke skrevet mere. :)

3Likes
1Kommentarer
582Visninger

1. ~

Uret

Jeg rejste mig op fra stolen, og kiggede på mit lommeur. Jeg skulle ud af døren, og få snakket med min søster, om de sidste detaljer. Jeg overlod alt til min søster Beatrice, der så havde lovet mig til gengæld, at destruere uret. Det ur, som lige nu befandt sig i min brystlomme. Beatrice vidste dog ikke noget om urets egenskaber. Hvis hun gjorde, havde hun stjålet det for længst. Hun arvede det af vores far, men gav det til mig i stedet, da sølv åbenbart ikke var hendes farve, og fordi at det var tid til at ”Eric også skulle have noget pænt”. Med det sagt, havde jeg en masse pænt – bare ikke ifølge hende. Desuden viste uret ikke den korrekte tid, og det var ikke muligt at indstille viserne. Uret havde de to normale visere, - den korte og den lange, - men også en tredje, der gik den modsatte vej end de andre, nærmest som en nedtælling. Den pegede lige nu på et sted lidt til højre fra 12. Jeg havde ikke meget tid.

 

Beatrice sad på sit skrivebord, og kiggede ned på nogle notater i hendes hånd. Da jeg lukkede døren til hendes kontor efter mig, slog hun øjnene op, og klukkede lavt.

”Har du endelig i sinde at fortælle mig, hvorfor det er, at du overlader alt til mig?” spurgte hun sødt, og rejste sig op fra sit skrivebord. ”Du plejer jo ikke at ville have noget at gøre med mig,” sagde hun kortfattet. Hendes små briller med de sorte stel, indrammede hendes isblå øjne, der stirrede på mig. Da vi var mindre, var jeg for bange til at kigge hende direkte i øjnene. Det var jeg så kommet over. Næsten. Mit blik blev ubevidst ført hen til min brystlomme. Beatrice skulle bare se nogle papirer, og så ville jeg skynde mig over til kapellet. Jeg rystede hurtigt på hovedet, pludseligt bevidst over, at jeg ikke havde svaret hende. Hun løftede sine øjenbryn, og kiggede vurderende på mig. Jeg sukkede.

”Jeg troede du var glad for, at jeg gav dig min formue,” sagde jeg så irriteret. Hun rullede med øjnene, og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned.

”Jeg er skam ekstatisk over dine pludselige tegn på affektion, men jeg ved ligeså godt som dig, at du har en bagtanke,” sagde hun, og jeg bandede lavt for mig selv. Måske burde jeg have overladt min formue til min gartner i stedet. Han kunne i det mindste have gavn, af nogle flere penge. Jeg skævede ned på uret igen. Fem minutter.

”Har du travlt?” spurgte Beatrice koldt, og hentydede til at jeg hele tiden tjekkede klokken.

”Ja, så hvis du vil have mig undskyldt,” sagde jeg, og trak nogle papirer op af lommen. Hun tog imod dem, og kiggede grundigt på dem.

”Jeg tror desværre, at jeg skal læse dem her igennem først,” sagde hun, og smilte ondskabsfuldt til mig. Jeg ville ikke kunne nå hen til kapellet. Hun gjorde det her med vilje, og som straf, ville alle mine penge gå til velgørenhed, som mit oprindelige testamente sagde.

Hvad jeg ville dø af, sagde mit ur ikke, så hun fik vel også fornøjelsen til at se det, også. Det ville hun sikkert sætte pris på. Vi havde altid hadet hinanden. Beatrice læste papirerne langsomt, og jeg tog mit ur op ad lommen, for at lege med det. Fyrre sekunder. Femogtredive sekunder. Beatrice læste færdigt.

”Her”, sagde hun sødt, imens hun rakte mig papirerne. Jeg tog imod dem, og vendte mig så om, for at gå. Jeg skulle lige til at gå ud af døren, da jeg hørte noget bumpe mod gulvet. Jeg vendte mig om igen.

”Bea-” startede jeg, men stoppede i min sætning, da jeg så, hvad der var sket. Beatrice var faldet ned fra sin stol, og vendte med hovedet nedad. Noget vibrerede ved mit bryst, og jeg skyndte mig over til hende. Hun blødte fra sit hoved fra hvor han havde aftaget sit fald, og hun havde åbne øjne. Hun blinkede ikke. Jeg mærkede efter uret, men følte kun min skjortes bløde materiale.

 

BEATRICE TOMSEN FØDT 6/2 1934 DØD 27/8 1968

Jeg lagde stille den hvide rosen buket på min mors grav. Min onkel var der, da hun døde, og lægerne sagde, at hun fik et hjerte anfald. Det var nu syv år siden. Hun havde åbenbart allerede lejet en plads på kirkegården. Som om at hun vidste, at hun skulle dø. Onkel Erik døde tre år efter i en bilulykke. Han efterlod os kun en ting. Et sølv ur der ikke engang virkede ordentligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...