Good Times Gonna Come

Historien udspiller sig ud fra en ung troldmands perspektiv, hvor vejen mod en tiltalende tilværelse, er en frygt for ikke at træde i tidligere fodspor - En ung knægt lagt i alt for tunge folder, og som ikke længere kan finde sin plads i det magiske samfund.

1Likes
0Kommentarer
696Visninger
AA

3. Strange and Beautiful

Påvirkning: Poppy Juno Layton, Luckas Parker, Martinez Darbey og Daniella De Cruz.

De selvsikre skridt indikerede, at hverdagen på slottet igen var triviel, og det der havde ramt noget dybt i Phelix var lagt påpasseligt i glemmebogen. Sommerferien var slut, og han skulle nu overleve endnu et år med hårde studier der sikkert igen ville tappe ham for kræfter. Det var som om intet var sket. Hvem ville også tro hans ord? Ingen ville nogensinde kunne forstå hans valg om, at tage et andet menneskes hukommelse, og alle ville sende dømmende blikke, hvis han krydsede gangene. I stedet var det Phelix der søgte folks øjne - Hvorfor kunne de ikke se han var splittet? Ville de ikke se, hvad det havde gjort ved ham, eller var han den eneste der kunne se, og mærke den forandring der var sket med ham? En helt igennem mild stemme lod sig høre omkring, og Phelix vendte sit blik mod den blide stemme: Poppy Juno Layton. Blidt væsen afspejlede hendes personlighed, og det tætteste han kom på en venlig sjæl, som fik ham til at glemme hans fortid, og den fortvivlelse som hærgede over ham. Som han så hendes dybe safirblå øjne, og det charmerende store hår følte han sig først rigtig hjemme i de lange ganges omgivelser, selvom han blot trak kappen længere op om sig, og fortsatte sin vej mod krypten. Malerierne på væggene, og de små ubetydelige samtaler i krogene, var alle med til at forme skolen til, hvad Phelix ville kalde ordinær tryghed. Alle dage var en kamp om, at blive mest triviel; Mandag havde han Botanik i to timer, hvor han til forskel fra onsdag kun havde én. Hjerter blev knust nær statuen på fjerde sal, og samlet ved daggry nær søen, hvor solen stod på halv, og ingen havde mulighed for at se dén ene tåre, som igennem ugens forløb havde holdt humøret oppe, og hemmeligheden gemt. Phelix følte sig ikke kun fanget i hverdagens gentagelse, men i sin egen krop- og sind. Med et ønske om en hemmelig passage til hans indre kammer, som udeforstående ville sammenligne med et lukket fængsel, var det eneste der konstant fangede hans tanker. Et gemt hul, hvor minder, ønsker og vidner til håb lå begravet sammen med resten af den splittede samvittighed. Inden han vidste af det, havde hans ben ført ham ned af stentrappen til indgangen, hvor stenvæggen nærmest stirrede håbløst på ham. Ét kodeord. "Hemmeligt Fjendespejl," gentog han efter ordene havde passeret hans tanker. Alt var - for ham - gentagelse efter gentagelse. Stenvæggen veg til side, og Phelix kunne gøre sin langt fra oplivende éntre ind i opholdsstuen. Hans øjne gled fra kampstensvæggen, mod de maltgrønne møbler, videre over i hjørnet, hvor han håbede Martinez, eller Daniella måske sad. Da det ikke var tilfældet travede han videre mod drengenes sovesal, og uden at lade sine tanker vide af det, forstod hans underbevidsthed, hvor han ville hen; Det eneste sted, hvor han hver aften i sine tanker simulerede genlyden fra de små bølger fra søen, som havde plads over loftet i krypten.

Phelix kiggede mod sengen overfor sin egen, hvor Martinez - som var af uhyre stor værdi for kollegiet - hørte til. Siden ingen på denne tid, ville ligge i sin seng kunne han med en ren samvittighed nærstudere det mørke loft over ham. En svag knirken hørtes i lommen på hans kappe, og han trak derfor det sorte stof til side, og rodede i lommen, hvor også pudsekluden til hans tryllestav lå. Det gav et pludseligt ryk i hans krop, da en kortvarig smerte gav et stik i hans finger - Phelix trak derfor sin hånd op af dybet, og konstaterede ved synet af den lille revne på sin finger, at der befandt sig noget med skarpe kanter i lommen. Umodent tørte han den lille dråbe blod af i sine sorte bukser, hvorefter han stak hånden ned igen. Med et fast greb om det hårdkantede papir løftede han det op, hvor et langvarigt sug fløj ufortrødent igennem hans krop. Brevet var mere end bare en tilfældig note fra Spådom. Manden fra sommerferien kom frem for hans øjne, og alle de mange følelser kolliderede igen i hans krop. Lugten fra papiret, var med til at få hans indre til at koge på det niveau det gjorde den aften. Phelix tog et nærmere kig på det; Det havde bøjede kanter, og bar en fjern duft af gammelt pergament. Ud fra bevarelsen af papiret måtte det have overlevet en del år, og være en stor betydning for manden. Det var umuligt ikke at være uimodståelig fristet til, at tage et lille kig på ordene der var skrevet på indersiden. Et dybt suk forlod hans sprunkne læber, og igen følte han ingen anden mulighed end at læse brevet;

"Luckas    Jeg håber ikke jeg skriver dette brev forgæves. I al din eksistens har du kaldt en anden mand fader, og lyttet til din mors prædken om, hvor hæderlig en mand din fader er.  Mine ord vil for dig være svære at sande, og jeg forstår, hvis ikke du ønsker jeg skal blive en del af dit liv. Med mine leveveje kan jeg ikke bebrejde dig. Luckas, du er nu gammel nok til at kende sandheden. Den hele sandhed:"  

Phelix sank den klump der dirrede i halsen, og som var det eneste, der kunne afholde ham fra, at lade sig bombardere med selvkritiske tanker. Det var ikke længere, hvad han havde gjort mod den ukendte mand, men at han var skyld i en dreng, var foruden sandheden. Faderløs. Phelix værdsatte måske ikke sin fars værdier og hans tro, men foruden den skikkelse han havde været, var Phelix ikke den viljestærke, og kontrollerende person. Udelukkende heller ikke svag, da hans far tog del i han ikke ønskede, at være en del af dét liv hans far ønskede han skulle leve. Phelix havde sin far, at takke for mange af de træk, som formede ham som person. Grebet af de beskrevede ord, var han nødt til at fortsætte sine øjnes færden ned i brevet.   "Den hele sandhed Din mor og jeg mødte hinanden som meget unge sjæle.  Rebeller mod det magiske regime som dengang stod, og styrede over grænserne. Selvom din mor var født uden magiske kræfter, var der ingen tvivl om hun besad psyken, og styrken som en ægte heks. Vores forelskelse - din fødsel, var det bedste der hændte mit liv, og jeg har været fuld bevidst om jeg havde en arv. En søn der ville føre mine gener videre, men efter din mors ønske har jeg holdt mig på afstand. Fej og tavs. Fuldt med i dit liv fra sidelinjen, hvor jeg ingen påvirkning havde på dit liv og velvære." 

Fortsættelse følger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...