Good Times Gonna Come

Historien udspiller sig ud fra en ung troldmands perspektiv, hvor vejen mod en tiltalende tilværelse, er en frygt for ikke at træde i tidligere fodspor - En ung knægt lagt i alt for tunge folder, og som ikke længere kan finde sin plads i det magiske samfund.

1Likes
0Kommentarer
692Visninger
AA

1. If I fall

Påvirkning: Gilbert Bernard, Sophie Janie Bernard, Catniss og Caluca Bernard.

En grådkvalt stemme nynnede svageligt melodien fra dén vise deres mor, Sophie havde sunget for dem som spæd. Den svækkede stemme kom, hverken fra det lille luftrum under sengen, eller i det lukkede hjørne under de mange bamser, som var stablet op for at bygge et sikkerhedsrum til ære for hendes tryghed; Lyden kom fra det indbyggede skab i væggen, hvor dørene var forseglet. De to senge side om side, som nu kun havde én uredt dyne- og pude, og den anden ingen synlige fejl. Phelix følte en stærk længsel fra den forsvundne tid, hvor begge senge var fuld af den ynde hans to små søskende gav dem. Værelset måtte - for Caluca - være svært at begive sig rundt i, når alle ting gjorde hende opmærksom på hendes tab. De tunge skridt mod skabet blev svagere for hvert et af hans dybe indåndinger, og bekymringen for, hvilket syn der ville møde ham, var allerede en påvirkning på hans krop. Med ét fast tag om de små håndtag, fik han skubbet sin midlertidige tilstand tilside, og lod istedet sit blik begrave sig i de små himmelblå øjne, som stirrede op på ham. Lyset fra rummet blændede de iforvejen vandfyldte øjne, og Phelix tog derfor et skridt mod hende, og lukkede dørene bag sig; Ihærdigt prøvede hun at fjerne beviset for hendes gråd, men det gav hende bare en sød rynke over næsen hver gang hun snøftede. Uden ord eller dømmende blik, satte han sig ned på det tæppebelagte gulv ved hendes side, og omfavnede stilheden. Mørket invaderede det lille rum, og kun det svage lys fra det lille glas i loftet, gav lys nok til at de kunne se hinandens ansigter. Phelix fandt dog ingen grund til at lade sine øjne falde i dyb, da han - bedre end nogen anden - vidste præcis, hvilke følelser hendes øjne besad, og hvor højt hun ønskede folk ville kunne skille de lag hun havde lagt for sine øjne: Ensomheden fra at have mistet den éne person, som kunne fuldende sin sætning i søvne, og tilbyde mere end blot tryghed, og kærlighed; accept. Tydeligt man kunne konstatere usikkerheden havde ramt hende, og uvisheden mærkedes som en yderlig brise på hendes spinkle krop. Så lille væsen, kunne bære så stor smerte uden, at forære folk bekræftelse på den medlidenhed de sendte med alle deres fortabte blikke. Hun havde ikke brug for dem - De var under den standard hun, var vokset op med, og i hendes øjne var det respektløst. "Gråd behøves ikke at betyde man er svag," hviskede Phelix ud i luften, som han foldede sine hænder, og lignede én som var i færd med, at fremsige sin første bøn. Selv kunne han fristes til at tro på sine ord, men i dette øjeblik havde hun mere brug for at høre dem, end at forstå dem. Hvorvidt det var et tegn på svaghed, eller styrke var stadig uvidst:  "- Sommetider betyder det bare, at man har været stærk for længe."    

De himmelblå øjne kunne mærkes. Caluca så op på ham. Havde han ret, ville hendes øjne afspejle uvidenhed, men også en lille gnist, som skulle finde trøsthed i hans givende ord. Som verden stod for hende, var svigt ikke det værste; Bernard-børnene, var vant til at dæmpe deres følelser. Phelix fornemmede en vis afsky fra hende til deres forældre. For ham var det svært, at tyde deres signaler. Selv i de rolige aftentimer, hvor de som regel, var samlet om det store cirkelformede langbord; Ikke kun havde de alle faste pladser, men deres søsters fravær plagede stemningen. Sorg var utilgiveligt, og Caluca var lagt i alt for tunge folder til, at kunne tage ansvar for, hvad der skete med hendes altlignende søster. Under taget, var det ikke kun Gilbert, der satte tonen, men Sophie's tomme blik besad alligevel en sjælden medlidenhed. Man skulle stirre længe for at få den at mærke, og se, men hendes dybe sorte øjne, besad derfor alligevel en lille ravfarvet glød. Hvad kunne hun gøre? Caluca var for lille til at forstå, og Phelix for klog til ikke at blande sig. Med et snøft fra det lille væsen, der sad ved hans side, løsnede han grebet om sine fingre. Hendes gråd ville ikke ændre på deres forældres beslutning om, at sende hende ned til deres bedsteforældre i Spanien. Phelix følte stor trang til at beskytte hende, og derfor stolede han på sin mavefornemmelse. Det bedste for Caluca, var at hun flyttede ned til deres bedsteforældre. Nok havde de andre normer, men der skulle han ikke frygte for hendes liv, og ingen mennesker gav mere kærlighed end dem. Måske havde Caluca en chance for ikke, at være præget af den tilgang deres forældre havde til alting. Phelix rykkede sig de sidste centimeter over til hende for, at udrede luften imellem dem, hvorefter han sikkert lagde sin arm omkring hende - Knugede hende ind til sig, og lod sine lunger indtage en stor del af den tykke luft. Hun havde brug for ham, og hendes sorg, gjorde fyldte ham med følelser. Hun var for lille til bare, at puste dem ud med sit åndedræt, og derfor gjorde han det for hende. Deres længsel, var det der gjorde de ikke kunne komme videre. "Catniss er borte, Caluca." Med ét hans ord var sagt, blev alting stille omkring dem.

For stille. De genkendte den rædselsfulde stilhed, og det fik dem til, at holde ekstra godt fat i hinanden. Selv de små åndedræt blev stemplet som lydløse, og stille som mus, sad de skræmte i skabet. Phelix vidste bedre end at nævne hendes navn, og der herskede ingen tvivl om at deres far, Gilbert havde trukket sig op på anden sal. Det var en usædvanlig ting, og derfor forblev de tavse i skabet. En puslen rørte på sig udenfor mørket, men alligevel forblev de siddende med armene om hinanden. Et skarpt lys ramte deres øjne, efter de løse klapdøre ind til skabet, blev revet op med al den styrke de nu kunne trække. Phelix var stadig blændet af lysets skarphed, og følte derfor kun, hvordan Caluca blev revet ud fra hans favn. Igen kunne man høre hendes snøften, og Phelix rejste sig heltemodigt op, og løb i retning af hendes lyde. Trapperne ned, virkede pludselig uendelige, og som han endelig havde fødderne på solid plan, var fordøren ud mod det grusbelagte område allerede slået op. Fra enden af de store trapper mod anden sal, kunne Phelix tydeligt se den rubinrøde vogn, der holdte med motoren kørende. I ren tilfældighed strejfede hans øjne Caluca's lange nøddebrune hår; Hendes lille hånd, blev omfavnet af en ældre dames kærlige greb. Deres bedstemor. Gilbert havde talt en del om, at sende Caluca ned til Spanien, hvor hendes liv skulle foregå, men han havde for alt i verden ikke troet det blev, mens hun havde aller mest brug for dem. Naturligt satte han benene i løb. Mest af alt for at fremvise den protest, der boblede i ham - De måtte ikke tage hende fra ham. Når dagen fandt sin ende, var hun den eneste han rigtig havde. Det var ingen hemmelighed, at de havde mistet et familiemedlem, og nu skulle Phelix ikke vænne sig til at have mistet sin ene søster til døden - hvilket i hans øjne, var alt for tidligt. Nej, han var nu på vej ind i en periode af sit liv, hvor han skulle leve med, at være fraskilt fra sin anden lillesøster. Den eneste, der havde betydning for ham. Ord kunne ikke beskrive det, der strømmede igennem hans lille krop, men halvvejs opgav han sin spurt, og lagde øjne til, hvordan Caluca blev sat ind i den røde bil med sin lille kuffert. Intet kram. Intet farvel. Phelix ville - hvis han kunne - løsne alle de frosne muskler, og løbe efter bilen. Om han så skulle følge den helt til Spanien, men hans krop var lammet. Af skuffelse, sorg og savn. En tåre fandt sin vej frem i venstre krog af hans øje, og med hånden stukket frem mod bilens bag, var han tvunget til at se den køre væk fra deres grund. "Caluca?" Phelix knyttede sine næver af arrighed, mens tåren trillede ubevidst ned over hans røde kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...