Good Times Gonna Come

Historien udspiller sig ud fra en ung troldmands perspektiv, hvor vejen mod en tiltalende tilværelse, er en frygt for ikke at træde i tidligere fodspor - En ung knægt lagt i alt for tunge folder, og som ikke længere kan finde sin plads i det magiske samfund.

1Likes
0Kommentarer
695Visninger
AA

2. Good Times Gonna Come

Påvirkning: Gilbert Bernard.

"Hvor- Hvor er jeg?" En lavmæl hvisken med undertone af frygt formulerede dé genkendelige ord. Sveden udvekslede små dug under øjnene på den hvide skikkelse, som sad klistret rædselslagen mod den mørke væg. Et hæsligt, og helt igennem ubehageligt grin forlod læberne fra en mand i baggrunden, og først dér gik det op for ham, hvad han havde gjort. Det utilgivelige, men dog nødvendige. Phelix slog et blik ned på sin svedige hånd, som rystede som et espeløv, og konstaterede ved at synke den klump han havde siddende i halsen, at han havde gennemført sin manddomsprøve. Munden stod på hvid gab, og Phelix delte frygt med manden i hjørnet, og slap ufortrødent grebet om sin tryllestav. Stoltheden burde pryde hans øjne med et glimt, og hans læber med et smil, men stoltheden rasede i ham. Flammerne greb om hans indre, og pressede alt det menneskelige ud af ham, mens det hånlige grin i baggrunden blev højere, og højere. Alt lys synes borte, og tilbage stod Phelix med en lille sjæl, og følelsen af alt det han kendte, og holdte af forsvandt som sekunderne svindede ud i uvisheden. En ung mand på seksten år havde lige brudt sine grænser, og ladet et andet menneske lide under den skæbne hans tryllestav, og hans vilje havde udsat ham for. For hver indånding han tog, var han et skridt nærmere sin umenneskelighed, og to skridt væk fra den gode knægt han engang var. Lammet af frygt stirrede Phelix på sit offer, og den samvittighed der før hærgede over ham, lod til at sive ud af kroppen i takt med det skulderklap hans far gav ham blev hårdere, og hårdere. Det var noget der måtte ske, og hans far virkede for første gang oprigtig stolt af ham. Phelix ville endelig blive én af dem. En del af den heroiske side af familien, som i generationer havde frataget folk deres minder, og hukommelse - Ladet dem lide under følelsen af ikke, at kunne huske sit første kys, følelsen af at være elsket af et andet menneske: Følelsen af at være menneskelig, og have en samvittighed. Med ét lukkede Phelix sine øjne i håb om det hele ville være en drøm, men det grålige skær, og den tykke tåge fra enden af hans tryllestav lod sig vise for hans lukkede øjne igen, og igen. Hans første offer ville sidde for hans øjne resten af livet, og skylden ville én dag tage livet af ham. Det sidste ord der gled over Phelix' læber inden hans gerning, var dét ord der skulle forklare hans fortid, fortære hans nutid, og forme hans fremtid. "Obliviate."  

Opslugt af den forfærdelige handling, og den grusommelige stemning, som pludselig satte større præg på omstændighederne end han ønskede, var der - for Phelix - ingen vej tilbage. De mørke kutteklædte mænd kom frem fra det konstante mørke, og deres usynlige blikke kunne mærkes; De besad stolthed. Ét broderskab, hvor man kunne fristes til at sammenligne deres fordomme med hvidt had, var han nu officielt blevet en del af. Fortabt i offerets farveløse øjne, lod han sig omfavne af sin fars tilfredshed med hans formåen. Manden som sad klistret sammen i benhøjde i hjørnet af én af de fire vægge i kælderen, mumlede små utydelige ord, mens hans blik vandrede forvirret rundt blandt de andre i rummet. Phelix genkendte det tydelige skær i hans øjne, og der herskede ingen tvivl om han ikke længere bar følelsen af tryghed. Den ene af hans håndflader støttede mod det kolde sandgrå betongulv, og den anden bar et sikkert, og fast greb om et sart brunt stykke pergament. Tryllestaven lå stadig på gulvet fra den fandt dens vej ud af hans hånd, men Phelix' øjne lå kun på brevet manden havde i hånden. "Jeg finder ingen grund til at finjustere hans moral," lød ordene fra en genkendelig stemme bag ham, og blev nærmest til en tyk tåge i hans ører. Selv forbandede han deres krav og metoder, men intet - udover brevet - kunne rette op på hans gøren, og derfor lod han sin hånd hvile på sin højre knæhase, mens han fiskede ned efter sin tryllestav. Den bandt ham beskyttelse, og var dét eneste troværdige i miles omkreds. Med lydløse skridt mod manden forsvandt stemmerne bag ham, og for de andre af hans nu brødre, var det et tegn på styrke; At kunne se sit offer i øjnene, og lade samvittigheden synke under overfladen ned i dybet. Hans eneste tanke, var om han nogensinde ville kunne tilgive sig selv, og hvis han kunne, ville sedlen i mandens hånd kunne hjælpe ham? Ikke nok med han havde ødelagt hans liv, velvære og fremtid, havde han nu i sinde at frarøve ham endnu en ting. Sedlen ville ikke gøre ham gavn alligevel, og derfor - mens de andre stod publikum - bukkede han sig ned foran manden, hvis rædsel lyste klart ud af hans øjne, som stjernerne på en mørk nattehimmel. Manden slap uden videre sedlen på gulvet, og Phelix samlede den uden tøven op, og lagde den i inderlommen af sin sorte kappe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...