One more night

Catherina eller bare Cat. Er en sytten-årig Amerikansk teenager fra vermont. En dag hvor hun er alene hjemme, finder hun sin fars dybeste hemmelighed nede i kælderen. Et tortur kammer og et laboratorium til fremstilling af ulovligt rusmidel. Nogen dage efter befrielsen af manden i kælderen, bliver mande myrdet yderligere dage efter bliver hun selv kidnappet af mandens nevø. Alex bilder hende ind at han er her for at hjælpe, men er det nu også rigtigt. Turen går til Californien, og Cat finder ud af nogle ting hun aldrig kunne have drømt om. Fortryder Alex sit valg? Bliver kærlighed og familie bånd blandet ind i det hele? Læses på eget ansvar.

3Likes
3Kommentarer
462Visninger
AA

2. Kap 2

 

Jeg stod og fumlede med låsen til mit skab, mens jeg nervøst så mig omkring. Og nu skal det ikke forstås sådan at jeg er en handicappet tøs, der har paranoia. Jeg  er nervøs for at min far, skal opdage hvad det er jeg har gjort. 

 

Jeg stod i køkkenet, og kunne ikke bestemme mig for hvad jeg skulle have at spise. Klokken var halv syv, og min far ville først komme hjem imorgen. Min mor sad lige nu og gloede tomt ud i luften, i sin lænestol tæt ved kaminen. En  stønnende nærmest væsen, nåede køkkenet. Jeg så mig ligegyldigt til siden, ligeglad med støjen det var nok bare naboen.

Jeg lænede mig halvt over køkkenbordet, for at få fat i gulerødderne. Jeg tog en gulerod, og begyndte at

skylle og skrælle den mens jeg så mig om efter pizza brochuren.

Jeg ved bare den er her, jeg har fandme lige set den. Jeg tog en stor bid af guleroden, og

kiggede irriteret omkring.

Stuen!

Det var der den var, jeg gik forbi døren ned til kælderen da lyden pludselig blev mere insisterende. "Far?" spurgte jeg, i håb om at han var kommet tidligere hjem. Men nej, hvad havde jeg også regnet med han kom aldrig tidligere hjem.

Den stønnende væsen blev ved, og mit hjerte begyndte at hamre for alvor. Der var et eller andet i vores kælder.Min far havde højt og tydeligt, forbudt mig nogensinde at gå ned i kælderen.

Jeg stod og trippede nervøst, da jeg indelig besluttede mig for at åbne døren. "Hallo?" hviskede jeg, jeg rømmede mig hurtigt. "Hallo?" spurgte jeg igen en del højere.

"hjælp" hørte jeg u tydeligt, okay der er en nede i vores kælder og han har brug for hjælp.

Omg der er en nede i vores kælder og han har brug for hjælp.

Okay, rolig rolig rolig.

Det skal nok gå det hele, og hvad fanden er det jeg siger.

Jeg begyndte at hypper ventilere, mens jeg tøvende tog et skridt ned

ad den snævre trappe.

Jeg tøvede en enkelt gang, men fortsatte så ned. Jeg ledte febrilsk efter en kontakt, jeg kunne tænde lyset på. Endelig fandt jeg en gammel lys kontakt, der så ud til at kunne kortslutte det hele på ingen tid. Tøvende tændte jeg lyset, jeg ved ikke rigtig hvad det var jeg havde forventet men helt sikkert ikke det her.

 Kælderen var stor, jeg mener virkelig stor. Men det var ikke det der chokerede mig, det der chokerede mig var at, den ene halvdel var bygget som et avanceret laboratorium og den anden var bygget som et tortur kammer. Jeg skimmede hurtigt kælderen, da mine øjne faldt på ham. En svedig mand, på omkring de tredive sad fast spændt til en gammel kraftig træstol. Nogen havde snittet ham, tværs over brystet i et kryds, og han havde adskillige brændmærker tæt ved halsen. De fleste af hans sår var der allerede gået betændelse i, de andre var sikkert på vej.     

 

"Hvem har gjort det her?" spurgte jeg en smule skingert, mens jeg febrilsk prøvede at få knuderne op. "H-hank" hviskede han med stemmen fuld af had.Min far? Umuligt. Han vred sig lidende, da min hånd gled hårdt ned på hans arm. "undskyld" sagde jeg medlidende. 

"Vent her så henter jeg en kniv." sagde jeg, og rejste mig så hurtigt op at jeg fik prikker for øjnene. Jeg ignorerede prikkerne og vendte mig hurtigt om, og løb snublende op ad trapperne.

 

"Kniv, kniv, kniv." sagde jeg stille til mig selv. Jeg kiggede desperat ned i alle skufferne i håb om at finde en ordenlig kniv. Det bedste jeg kunne finde var en gammel, kødkniv.

Jeg og den hurtigt, og løb tilbage igen. Han sad der stadig, og så mere miserabel

ud hvis det overhovedet var muligt. "Så rolig nu, hvad hedder du?" spurgte jeg, og prøvede at holde koncentrationen. "Jay..." svarede han, og holdt brat inde som om han ville sige mere. "hvorfor har min far gjort det her mod dig?" spurgte jeg igen, hvordan kunne min far finde på at gøre sådan noget? "hør her skattepige, du gør klogest i ikke at blande dig. Jeg er taknemelig og alt det der for at du hjælper mig, men det her er ikke en branche for dig. Så lige så snart, du har hjulpet mig fri og jeg træder ud af den her dør. Vil jeg råde dig til at stikke af, og glemme alt om det her." svarede han den her gang med mere kræft i stemmen.  

 

 

"Cat?"  jeg springer op ved lyden af min bedstevenindes stemme, der river mig ud af mit flashback. "Ja'er" svarer jeg, og vender mig om. Mens jeg prøver at finde det mest rolige ansigts udtrykt frem  jeg har, men det bliver vist ikke til mere end en grimasse. Skuespil er foresten ikke en af mine bedste sider. "Hey Chill, det bare mig." smiler hun forsigtigt. "Ja, undskyld. Jeg har bare været helt ude af den, nu hvor de har fundet liget af ham der." siger jeg, og prøver at virke afslappet.

Liget af Jay, var blevet fundet i forgårs. Og jeg havde en eller anden freaky, fornemmelse om at min far havde noget med det her at gøre. Helt ærligt, hvor tilfældigt havde det lige love til at blive. Og nu var jeg fucking bange for at han skulle komme efter mig.

"Ja i know, men jeg ville enlig bare spørge om hvem du tog med til balle." spørg hun, med det sødeste smil kun hun kan komme med. "Ballet?" spørg jeg dumt, ballet var da først om en måned ikke? "Cat, det mener du bare ikke vel?!" nærmest råber hun. "Det er på næste fredag, Cat. Du har vel ikke glemt det, har du?" siger hun med en skinger stemme. Min bedsteveninde Bonnie, går virkelig meget op i det her ball halløj. Men det er altså ikke lige mig, fine kjoler og dates. Nej tak du, så vil jeg hellere til en rigtig fest

Jeg ser på hende, med et skævt smil og håber på at det kan klare det. "Caaat." sukker hun opgivende. "Ved du hvad du har brug for?" spørg hun, og sender mig et lumsk smil. "Ja. En banan." siger jeg, og gnider mig på maven. Jeg er fucking sulten, helt seriøst jeg kunne æde en hest. Jeg har faktisk aldrig smagt hest, men jeg har smagt antilope. Okay random info, tilbage til emnet. Fnisende prøver hun at starte en sætning op, men det går vist ikke rigtig. "Aj, okay tag lige og styr dig. Din perves minded abe. Hvad er det jeg har brug for?" spørg jeg og prøver at være alvorlig men mit charmerende smil ødelægger det ligesom.

"En fest, vi mødes det sædvanlige sted i aften klokken 21. Aftale?" spørg hun stadig fnisende. "Altid." smiler jeg til hende, og kysser hende på kinden. Jeg havde et eller andet med at kysse folk på kinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...