Ghost of you

William er en helt normal dreng som går i skole som en hver anden. Cathrine er en special pige som William bliver forelsket i. Han mødte hende da han flyttede ind i et nyt hus på grund af hans mors arbejde, men de mødtes ikke på den måde som helt normale folk mødes på. Hvordan mødtes de? Er deres kærlighed overhovedet mulig? Den første uge de er der sker der noget helt bestemt hver dag klokken midnat. - Hvad sker der når William pludselig skal flytte igen? OBS: Det der står med skrå skrift i kapitlernes start er altså fra Cathrines synsvinkel

5Likes
7Kommentarer
1003Visninger
AA

3. The girl

Mine fortvivlede skrig gav genlyd i de lange og skumle gange, men ingen hørte mig. Min gråd blev højere og højere. Jeg hamrede hårdt på trædøren, alligevel var den så solid at jeg ikke kunne slå den i stykker. Jeg følte mig helt fortabt. Jeg vendte mig om så min ryg var mod døren. Det var som om mørket kom nærmere og nærmere. Det kravlede langsomt op af mit ben og slugte mit kød og blod. Jeg rystede. Jeg sank ned i knæ. Mørket var ovre mig. Min øjne gled langsomt i, mens gråden stilnede af. Mørket havde overtaget mig. Jeg lå forladt tilbage på det kolde flise gulv.

Jeg smækkede surt med bildøren. Hvorfor skulle vi nu flytte igen. ”William, lyt nu til mig. Jeg er nød til at flytte med ellers mister jeg mit job og du kan ikke blive her selv. Du er kun 15. William! Kig på mig når jeg taler til dig!” sagde min mor som kom løbende efter mig så godt som hun nu kunne i den meget stramme nederdel hun bar hverdag. Jeg standsede op med ryggen til hende. ”Jeg vil ikke flytte. Ikke igen.” sagde jeg kort og fortsatte ind at døren og op på min værelse. Jeg stod lidt og kiggede rundt på mit værelse og smækkede så min dør så hårdt i som jeg kunne. Jeg smed mig på min seng og begravede hovedet i min pude.

Under aftensmaden var der ingen af os der sagde et ord. Det var en rigtig ubehagelig stilhed, men jeg nægtede at sige et ord til hende. Det var 5. gang på 2 år at vi flyttede. Jeg nåede aldrig at få nogle speciale venner før vi skulle videre til det næste sted. Min mor var så optaget af sit arbejde på grund af at min far skred fra hende et par år efter min fødsel. Det gjorde at hun fuldstændig glemte mig og kun tænkte på sit arbejde som åbenbart kunne fixe hendes knuste hjerte. Jeg savnede dengang hvor min mor og far stadig var sammen. Dengang vi alle havde et smil på læben. Det eneste smil jeg så på mine mors læber kom kun frem om morgenen når hun skulle på arbejde. Hvis jeg altså var stået op. Hun tager afsted klokken 6 om morgenen og kommer hjem igen klokken 9 om aftenen. Jeg så hende aldrig. Jeg vidste at jeg inderst inde havde lyst til at give min far skylden, men jeg synes han gjorde det rigtige. Det var i hvert fald bedre end at lade min mor leve på en løgn resten af sit liv og at han skulle være ulykkelig til han engang tog livet af sig selv.

Dagen var kommet og jeg stod på mit værelse.

Jeg satte den sidste tunge flyttetkasse på gulvet. Jeg prustede forpustet og smed mig på sengen. Der var så mange trappetrin. Jeg lukkede øjnene kort. Det var hårdt at flytte et nyt sted hen. Jeg kørte træt en hånd gennem mit hår for at få det til at sidde nogenlunde ordenligt. Det var blevet så uglet i løbet af den hårde flyttedag. Jeg satte mig op i sengen med benene ud over sengekanten. Jeg løftede hovedet og kiggede rundt i mit værelse. Dem der boede her før havde ikke taget nogen af deres ting med. Det stod alt sammen uberørt, men det var gammelt. Meget gammelt og meget støvet. Der stod et billede af en pige på det gamle skrivebord. Jeg tog det op og pustede langsomt støvet væk. Jeg stod og kiggede lidt på det. Pigen på billedet var rigtig smuk. Hendes lange blonde hår var flettet med en masse blomster. Blomsterne var alle hvide. Hendes kjole var også hvid og gik helt ned til gulvet. Hun sad på en bænk et eller andet sted. Pludselig var det som om noget trak billedet ud af hænderne på mig. Der landede med et brag på gulvet. Glasset var gået i stykke. Der var kommet to revner i. De lignede at der nu var tegnet et kors over pigen på billedet. Jeg bukkede mig ned for at samle det op, da det pludselig gled væk fra mig som om nogen lige havde sparket til det. Jeg gyste. Der var jo ikke andre end mig herinde? Jeg var sikkert kommet til at sparke til det selv. Der var ikke nogen anden forklaring. Dog rystede mine hænder, men jeg lod billedet ligge hvor det lå. Jeg havde det som om der var en anden herinde sammen med mig. Jeg var nok bare træt oven på den lange dag. Jeg gned mig i øjnene og lagde mig forsigtigt ned på sengen som om jeg var bange for at den lige pludselig blev skubbet væk fra mig. Jeg lå nu på ryggen og stirrede op i loftet. Jeg lukkede langsomt mine øjne, da jeg pludselig mærkede at en eller anden kørte en finger hen over min kind. Jeg satte mig op med et sæt og så forvirret rundt i værelset. Et eller andet sted havde jeg det som om jeg kunne høre ekkoet af en smuk og varm latter.

Jeg vågnede op mit om natten badet i sved. Jeg havde hørt en eller anden skrige. Skrigene fik hårene til at rejse sig på min arme. Det harmede på en dør et eller andet sted i huset. En højlydt gråd lød. Vedkommende var bange. Jeg sprang ud af sengen og løb ned på min mors værelse. Hun lå lige så stille og fredfyldt, og sov. Hun virkede ikke til at have bemærket skrigene selvom de nu var ret høje. Skrigene blev ved og ved. Det løb mig koldt ned af ryggen. Der var jo ingen andre i huset end min mor og jeg. Flere hårde slag lød på døren. Det lød som om de kom alle vejene fra. En pludselig vind rejste sig inden i huset. Flere af malerierne var lige ved at falde ned fra deres kroge. Vinden skubbede kraftigt til mig og hev i mit tøj som om den ville have mig til at følge med. Den rev mig ned af trappen og ind gennem køkkenet. Den rev mig hen i en dyster del af huset. Jeg landede på maven da vinden endelig gav slip på mig. Der blev pludselig meget stille. Jeg løftede hovedet. Jeg lå foran en slidt dør af mørk træ. Der lød gråd derinde fra. Jeg rejste mig hurtigt op og gik hen til døren og begyndte at trække i håndtaget. Det gav sig ikke. Der lød flere hulk derinde fra. Jeg kunne høre et dunk og så blev der helt stille. Der var ingen vind, ingen skrig, ingen hulken, ingen banken. Jeg trak desperat i dør håndtaget. Døren gav sig ikke det mindste. Døren var låst. Jeg slog på døren. Der lød intet svar. Alt var dødt derinde. Jeg hev et par gange mere i håndtaget og pludselig gik døren op. Der var helt mørk derinde. Der lugtede af død. Mine hænder fumlede langt væggene i håb om at finde en lyskontakt. Pludselig ramte mit hænder noget der mindede om en lyskontakt. Jeg trykkede på den og så var rummet badet i lys. Der var ingenting herinde. Ingen vinduer. Ingen senge. Ingen skabe. Ingenting. Der var grå vægge og et mørkt gulv. Jeg kunne mærke en pludselig svimmelhed tage over og før jeg vidste af det dejsede jeg om på gulvet og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...