Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3901Visninger
AA

10. Kapitel 9

En søvnløs nat passerede stille hen, mens jeg lå og stirrede tomt op i loftet. Uendelige mængder af tanker fyldte min hjerne. Samt uendelige mængder af spørgsmål, jeg ønskede at få svar på.

For præcis en uge siden, på netop dette tidspunkt, var den første gang, jeg så Niall. Det var dengang han slet ikke kendte til mig, og han troede, jeg var en vild fan, der var sluppet ind i Liam's lejlighed. Kort sagt var det dengang, alt var 'godt'. Eller i hvert fald tæt på godt.

Nu var alt forfærdeligt. Og med 'forfærdeligt' mener jeg, at mit liv føltes meningsløst og dumt.

Forfærdeligt + Dumt = Mit liv!

Wow! Jeg er egentlig ikke så slem til det matematiske tingel tangel alligevel.

Men jeg skulle alligevel ikke i skole, så hvorfor overhovedet tænke matematiske tanker? Mine forældre havde givet mig stuearrest. De mente ikke, det var til at stole på mig, så de ville ikke lade mig gå nogen steder. De ville ikke engang sende mig i skole. Jeg følte mig fanget, indelukket og jeg skammede mig. Jeg havde været et egoistisk fjols, som havde troet på, at alt nok skulle løse sig i sidste ende.

Her sad jeg så på min seng. Jeg havde ikke sat en fod udenfor døren, siden jeg kom hjem igår. Mit humør rakte ikke til at tale med nogen om mine utallige problemer. Jeg havde ikke brug for folks medlidenhed. Hvordan skulle den hjælpe mig videre? Den ville ikke få tingene mellem Niall og jeg på rette køl.

Jeg kiggede rundt i værelset. Alt stod præcis som jeg havde forladt det. Men følelsen af at være i rummet havde ændret sig. Der føltes pludselig tomt og koldt, og det virkede langt fra hjemligt for mig mere. Der manglede en person ved min side. Det burde ikke være vanskeligt at gætte hvem denne person var. Bare at tænke på ham, fik følelser frem i mig:

Savn.

Jeg savnede ham mere end noget andet, og jeg ville gøre alt for at have bare ét enkelt minut til at forklare mig. Bare ét minut til at mærke hans nærvær, der gjorde mig så ubeskriveligt tryg og rolig.

Mit blik kørte videre i det ensomme værelse og stoppede ved den gamle guitar. Jeg havde ikke lagt mærke til den før dette øjeblik. Den plejede at have fast plads på loftet, så jeg havde ikke regnet med at se den hér på mit værelse. Hvad foregik der? Den kunne ikke komme herind bare sådan lige ud af det blå?

Der måtte være en bedre forklaring.

Det måtte der simpelthen!

Jeg trådte ud af sengen og bevægede mig med tunge skridt hen mod guitaren, der stod på det velkendte stativ. Som jeg nærmede mig, fik jeg pludselig øje på en lille, hvid seddel, som var viklet omkring strengene. Jeg rynkede uforstående på panden.

Nu blev det altså en anelse for uhyggeligt for min smag, også selvom jeg er svær at skræmme!

Tøvende viklede jeg sedlen fri og åbnede den ligeså forsigtigt. En skrift jeg kendte alt for godt kom til syne, og mit blik kørte hen over beskeden, der var skrevet på den lille fold papir.

Minder guitaren dig om noget? Det er jeg sikker på den gør!

Kan du huske de utallige søndage på sengen, hvor vi sad og sang? Det er jeg sikker på, du gør!

Savner du det aldrig? At komme ud med følelserne ved hjælp af musikken? Jeg kender dig for godt Savannah. Jeg er sikker på at svarene på disse spørgsmål er: Ja.

Det pinte mig at se din... eller vores fødselsdag ende på den måde, men hér er guitaren. Spil og få dine følelser ud. Det hele bliver måske meget nemmere bagefter. Jeg håber, dine problemer løser sig i sidste ende.

Jeg bliver nødt til at ligge blyanten nu. Dit ønske varer kun til klokken tolv. Men når du engang kommer hjem fra den lange køretur, der er mellem London og vores lille hjemby, så håber jeg du ligger mærke til denne lille seddel... Men mest af alt håber jeg, du aldrig mister dit mod og håb.

Samantha xx.

Mine hænder rystede og jeg tabte sedlen på gulvet. På en forholdvis lille seddel, havde hun fået skrevet en hel masse, og jeg kunne identificere mig med det hele.

Mit ønske var gået i opfyldelse - Samantha havde set alt fra den lykkelige morgensang til aftenens ulykkelige skænderier. Hun havde været med mig hele dagen og havde observeret alt!

Realistisk set virkede de umuligt... men hendes skrift var nu god nok. Den mindede om min, og ingen havde en håndskrift som os - Jeg sagde ikke noget om, om det nu var ment på den gode eller dårlige måde.

Da mine tanker endelig havde samlet sig, og mine hænder slappede af igen, satte jeg mig ned på sengen med guitaren foran mig. Hun - hvis det ellers var hende - havde fuldkommen ret. Min trøst havde altid været musik. Det var musikken, jeg gik til, hvis der var noget, jeg ville have ud af verdenen.

Det var tusind gange lettere at synge om mine følelser, end det var at sætte mig ned og have en lang snak om dem. Musikken var min måde at udtrykke mig på.

Jeg rettede op på min guitar, så den sad som den normalt gjorde, når jeg spillede.

Den sang der ubetinget beskrev mit humør bedst i dette øjeblik var Avril Lavigne - Wish you were here. (Det vil være en god idé at have sangen til at køre i baggrunden, mens du læser kapitlet, da den giver et godt indblik i hendes følelser). Sangen beskrev situationen bedre, end jeg selv kunne formulere med mine egne ord.

Jeg strøg mine fingre let over guitarens strenge et par gange, inden jeg begyndte at synge:

I can be tough

I can be strong

But with you, It's not like that at all.

There's a girl, that gives a shit!

Behind this wall

You just walk trough it.

 

And I remember all those crazy things you said

You left them running trough my head

You're always there, you're everywhere

But right now I wish you were here!

 

All those crazy things we did

Didn't think about it just went with it.

You're always there, you're everywhere

But right now I wish you were here.

 

Damn, damn, damn,

What I'd do to have you here, here, here.

I wish you were here!

Damn, damn, damn,

What I'd do to have you near, near, near.

I wish you were here!

Da jeg sang videre derfra, begyndte tårerne så småt at vinde over min vilje. De trillede blidt ned ad kinderne og landede på dynen. De kunne ikke holdes tilbage, lige meget hvor meget jeg ønskede at gemme dem væk. Jeg troede, jeg havde grædt ud igår, men det var tydeligvis ikke tilfældet.

I love the way you are

It's who I am don't have to try hard.

We always say, Say it like it is.

And the truth is that I really miss.

 

All those crazy things you said

You left them running trough my head

You're always there you're everywhere

But right now I wish you were here!

 

All those crazy things we did

Didn't think about it just went with it

You're always there you're everywhere

But right now I wish you were here

 

Damn, damn, damn.

What I'd do to have you here, here, here.

I wish you were here!

Damn, damn, damn.

What I'd do to have you near, near, near.

I wish you were here!

Jeg sluttede sangen af. Tårerne tog overhånd, og det var svært at synge og snøfte samtidig. Multitarskning var bestemt ikke et af mine talenter.

Jeg tværrede mine øjne i min trøjes ærmer, men det hjalp ikke spor. Tårerne blev ved med at titte frem i øjenkrogene. Jeg huskede ikke, jeg nogensinde havde været så sårbar siden Samantha's død. Intet havde frustreret eller pint mig mere end dette.

Love sucks!

Sometimes...

Sangen blev ved med at fylde mit hoved. Den vendte og drejede sig og kørte forfra og bagfra. Ordene gentog sig en million gange, indtil jeg opdagede, hvad jeg blev nødt til at gøre:

Jeg måtte få fat i Niall. Manglen på hans stemme pinte mig grænseløst, og jeg blev nødt til at tale med ham. Jeg forventede ikke, han ville tilgive mig - Jeg havde ikke en gang tilgivet mig selv endnu.

Min hånd var som en magnet til telefonen. På ingen tid fik jeg tastet Niall's nummer ind og ringede ham op. Telefonen fortsatte med at ringe op i noget, der føltes som en evighed. Min stædighed tog over, men i sidste ende blev jeg nødt til at indse, at det ingen nytte havde - Han tog den ikke, og han havde ikke tænkt sig at tage den.

Selvfølgelig ville han ikke tage den!

Hvad havde jeg da også regnet med?

At han ville tale med mig?

Det tror jeg bestemt ikke!

Jeg havde dårlig samvittighed over at have såret ham meget.

Hvorfor var jeg så dum?

Hvorfor Savannah?

Klovn!

Jeg fortrød, at jeg ikke havde fortalt ham alt fra start af. Sandheden er den sværeste vej i starten, men løgnen er sværere i længden.

Men bare fordi han ikke ville tage telefonen, ville jeg ikke give op. Du slipper ikke så let Niall James Horan.

Uden at tænke videre over det, sad jeg igen med blikket på mobilskærmen, mens jeg tastede en SMS ind. Om han ville læse beskeden, var op til ham selv, men jeg ville gøre forsøget. Derfra var det ham, der bestemte, men jeg ville lade ham vide, at mine følelser aldrig havde været falske. Han havde fået historien fortalt på den helt forkerte måde. Tingene var ikke ment til at skulle ende sådan, som de gjorde. Men det kunne jeg jo sagtens sige nu...

I starten havde jeg aldrig troet, de personer ville gå hen at blive mine bedste venner, så dengang så jeg det slet ikke som noget vigtigt at fortælle dem om alle mine problemer.

Egoistisk.

En egoitisk klovn!

Det var præcis, hvad jeg var!

Denne besked ville sikkert ikke gøre den store forskel, men han skulle vide, at jeg ikke havde glemt ham, og det ville jeg heller ikke. Hvordan kunne jeg glemme den bedste uge af mit liv?

Hej Niall...

Du vil sikkert ikke åbne denne besked, men hvis du gør, så skal du vide, at jeg virkelig er ked af alt der skete igår. Jeg forstår godt, hvis du ikke kan tilgive mig, for jeg har også svært ved at tilgive mig selv... Men Niall... Jeg savner dig mere, end du vil kunne forstå! Jeg ville ikke skrive denne besked, hvis det ikke var fordi, jeg var uendelig ked af at have såret dig. Jeg har på ingen tid leget med dine følelser, og selv om du ikke vil tro mig, så er det sandheden...

Savannah xx.

Jeg sendte beskeden, men mine forventninger var i bund. Chancen for at han ville svare mig, var efter mine beregninger meget lille. Den var lig 0,00000000000000000000000000000000000000001% Højst!

Jeg sukkede og kastede mobilen fra mig. Uheldigvis er mine kast aldrig særlig præcise, så det endte med, at den faldt på gulvet. Godt ramt Savannah!

Jeg lod mig falde tilbage i sengen og lukkede mine øjne i.

 

***

 

Nogle minutter senere vågnede jeg ved lyden af den velkendte SMS tone, der tilhørte min telefon. I første omgang forstod jeg ikke, hvorfor nogen havde lyst til at skrive til mig, men bagefter faldt brikkerne langsomt på plads.

Niall!

Selvfølgelig... Jeg ved godt, jeg er langsomtopfattende!

Sådan er det bare.

Et smil brød frem på mine læber for første gang denne dag, men det forduftede hurtigt igen, da jeg læste beskeden højt for mig selv:

Godt forsøgt Savannah, men du har ligesom mistet min tillid. Du kan ligeså godt slette mit nummer fra din mobil - Bare glemme mig helt...

We are never ever getting back together!

Niall xx.

 

-------------------------------------------------------------------------

Lidt sørgeligt kapitel!

Niall virker til at have mistet tilliden til Savnnah fuldstændig, men Savannah hænger stadig i.

Hvad tror I der kommer til at ske nu?

I må meget gerne like, sætte på favoritlisten og kommentere♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...