Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3914Visninger
AA

9. Kapitel 8

Der blev stille i lokalet. Det eneste man kunne høre var den svage lyd fra fjernsynet i baggrunden.

Opmærksomheden var rettet mod mig og ingen anden.

"Savannah..." hviskede Liam, rystede på hovedet og kiggede ned. "Bare glem det," tilføjede han, rejste sig og gik ud mod køkkenet. Tonefaldet i hans stemme var hjerteskærrende at lytte til. Han ønskede med sikkerhed, at han aldrig havde hjulpet mig. At han var gået af fortvivlelse, gjorde mig ikke i bedre humør. Overhovedet.

"Er... er det rigtigt?" fremstammede Harry og rynkede panden. Jeg kunne ingenting benægte efter denne dramatiske afsløring, så hvorfor prøve at spille uskyldig, når jeg ikke var det?

Jeg åbnede munden, men lukkede den igen og nikkede forsigtigt istedet.

Danielle, Eleanor, Perrie, Louis og Zayn sad helt mundlamme. Danielle's ansigtsudtryk ramte mig dybt i hjertet. Hun havde rettet sit tomme blik op mod TV skærmen og fortrød vel hele dagen - At hun havde spildt tiden med en løgner som mig.

Niall stirrede på mig med et ulykkeligt blik og spekulerede over ord. Hans reaktion var den, jeg frygtede allermest. Han var ganske enkelt for værdifuld til at miste.

"Hvorfor sagde du ikke noget?" spurgte han. "Var det måske ikke vigtigt at fortælle, at du er stukket af hjemmefra, og der er tonsvis af eftersøgninger igang?" Denne gang var hans stemme mere hævet, og jeg kunne mærke, hvor såret han var. Mareridtet blev til virkelighed for øjnene af mig. Det skræmte mig fra vid og sans, og mine hænder rystede på en måde, jeg aldrig havde været udsat for før.

"Niall..." sagde jeg, men han lod mig ikke fortælle videre. "Niall mig her og Niall mig der! Har du bare brugt mig hele tiden? For at få husly?!" begyndte han med blanke øjne. Jeg åbnede min mund, men nåede ikke at forklare, før han fortsatte.

"Jeg troede, vi havde noget sammen... Men jeg tog fejl!" råbte han, rejste sig op og tårerne begyndte så småt at bane sig vej ned ad kinderne på ham. Han kiggede ned på mig med så meget had i blikket, at jeg på en måde blev skræmt af ham. Jeg var vant til den smilende, glade Niall. Ham holdte jeg undeligt meget af, men denne Niall... det var som om, jeg ikke kendte ham.

Hvad havde jeg dog gjort?

Hvad havde jeg dog rodet mig ind i?

Hvad fanden havde jeg lige tænkt på?

At det hele ville gå fint?!

Well... det gjorde det jo tydeligvis ikke!!!

"Niall... Jeg er godt klar over, at jeg har kvajet mig big time! Men alle mine følelser har og er ægte!" halvråbte jeg og kunne mærke at tårerne også pressede på hos mig. De var for svære at holde inde, så jeg valgte at lade følelserne få frit spil. Han skulle se, at jeg mente mine ord 100%, selv om det sikkert ikke ville gøre nogen forskel.

"Og hvordan tror du, jeg vil kunne tro på dig?! VIRKELIG SAVANNAH?!" råbte han og vendte sig om. Jeg greb ud efter hans arm og holdt ham fast. Han måtte ikke gå fra mig nu.

"Fordi jeg har fortalt dig mine dybeste hemmeligheder Niall. Jeg har fortalt dig ting, jeg ikke har kunnet snakke med andre om, før jeg mødte dig," svarede jeg og prøvede at sænke stemmen, men jeg blev ved med at holde godt fast i hans overarm. "Så du fortalte mig virkelig alle dine hemmeligheder? Hvad med den du lige har fået afslørret? HVAD MED DEN SAVANNAH?!" Han rev sin arm fri i ét enkelt hårdt ryk. Da han rev den væk, var det som om alt foran mig smuldrede for mine fingerspidser.

Jeg havde mistet ham.

For altid.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg kunne ikke gå hen til ham, for hvad havde jeg egentlig at sige?

Han havde fuldt ud retten til at hade mig af hele sit hjerte, men hvor ønskede jeg dog inderligt, at han en dag ville tilgive mig for denne dumme handling. Men lige i dette øjeblik, virkede det øjeblik langt, langt væk.

Niall nærmede sig med hastige skridt døren til Liam's lejlighed og smækkede den frustreret i med et ordentligt smæld, så det kunne høres i hele lejligheden.

Han var borte.

Jeg kunne ligeså godt opgive alt håb. Jeg havde elsket en person af hele mit hjerte, men jeg havde ødelagt det hele. Dem jeg elsker... er dem jeg i sidste ende ender med at miste.

Hvorfor var mit liv skruet sammen på den måde?

Hvorfor?!

Life's not always easy, I know that.

Tell me something I don't know!

Jeg snøftede og tørrede mine kinder af med mine rystende hænder. På få minutter var mit hjerte bristet, og hele min verden var styrtet sammen. Denne fødselsdag havde ikke været spor anderledes fra mine forrige. Bortset fra at den her havde været værre end dem, jeg huskede. Det her toppede alligevel listen, og det var ikke ment på den gode måde. Tvært imod.

Dagen havde haft en fantastisk start, men situationen havde taget en drastisk drejning, og hele dagen havde forandret sig til et skræmmende mareridt og ikke ligesom i mine drømme - Det her var endnu værre. Det var uudholdeligt, ulideligt og uhyggeligt. De tre U'er.

Liam kom tilbage fra køkkenet, og hans blik var endnu mere trist denne gang.

"Jeg har ringet efter politiet... De kommer så hurtigt de kan og henter dig, så du kan komme hjem. Ordentligt hjem. Savannah jeg..." snøftede han. Liam var virkelig blevet en af mine bedste venner og at se ham sådan her pinte mig grænseløst. "...Jeg troede virkelig, jeg kunne stole på dig, men det har du lige bevist jeg ikke kan," sluttede han af.

 

***

 

Det bankede på døren. Tre sølle slag var nok til at ændre min fremtid fuldkommen.

Liam åbnede, og vi andre inde i stuen kunne høre hvert et ord.

"Jeg er her angående Savannah Emma Roe? Er du Liam fra telefonen?" spurgte en mandlig bestjent. "Ja det er jeg. Hun er herinde," svarede Liam og lukkede betjenten ind i lejligheden.

Skridt kom tættere og tættere på, og pludselig stod betjenten midt i stuen og stirrede på os fire piger, men hans blik stoppede ved mig, da han lagde mærke til min ødelagte make-up. "Hvem af jer er Savannah Emma Roe?" spurgte han alligevel for at virke høflig.

Godt forsøgt, men mig narrer du ikke!

"Mig..." svarede jeg med en skrøbelig, usikker stemme. "Så vil jeg bede dig følge med. Jeg bliver nødt til at bringe dig hjem," sagde han meget seriøst. Jeg kunne ikke gøre andet end at følge med ham ud i opgangen.

Niall havde stilt mine kufferter uden for hans dør. Han ville tydeligvis aldrig se mig i hans lejlighed igen. Nogensinde. Jeg troede ikke mit humør kunne falde mere, men det havde det lige gjort. Jeg havde ramt bunden af kulkælderen.

Livet kunne umuligt føles mere surt!

Det nægtede jeg at tro på.

Jeg havde virkelig nået bunden, og jeg anede ikke, om jeg nogensinde kunne kæmpe mig op igen. Med tiden måtte jeg finde et svar.

Betjenten tog fat i mine kufferter og bar dem hele vejen ned, mens jeg fulgte håbløs efter ham med mine stiletter i den venstre hånd. Der var ingen udvej. Hvis jeg løb fra ham som en eller anden tosse, ville jeg alligevel ikke have nogen steder at løbe hen. Så hvad var pointen i at flygte?

Betjenten åbnede døren for mig, og jeg blev ramt af et pust af kulde. Mørket var faldet på, og man kunne se en røgsky, når man trak vejret. Velkommen til det engelske efterårsvejr. Mine tænder begyndte så småt at klapre, og jeg lagde armene over kors for at få noget varme. Min jakke lå i en af mine kufferter, så lige nu stod jeg med bare arme i kulden.

Jeg satte mig ind i bilen, og vi kørte afsted.

Hjemad.

 

***

 

Husene passerede forbi, som vi kørte dér i natten. Mit hoved lå på skrå ind mod ruden, og mine øjne stirrede blankt på de millioner af stjerner, som dansede hen over himlen. En gang imellem strejfede en tåre min kind, og jeg tørrede den væk fra mit ansigt.

Tårerne var bare en påmindelse om, at mine følelser for Niall havde været så ægte, som de kunne være. De var bare en påmindelse om, hvor meget jeg havde mistet, men jeg ville ikke give slip. Det ville jeg aldrig. Jeg ville holde fast i håbet. For altid.

Figher!

Remember?

Vi kørte forbi de velkendte kornmarker, jeg havde leget i som barn. Vi nærmede os.

Bilen kørte ind ad indkørslen og parkerede foran hoveddøren. Home sweet home. Straks bilen holdt stille stod min mor i døren. Hun så utrolig bekymret ud men begyndte at smile, da hun så mig.

"James! Vores datter er kommet hjem!" råbte hun ind i huset.

Niall James Horan. Hvorfor skulle Niall også lige bære det samme mellemnavn som min far hed?

Det forbedrede ikke mit humør det mindste. "Gudskelov I har fundet hende," takkede hun derefter betjenten, og min far kom ud og hentede min bagage.

Jeg stod og kiggede skamfuldt ned i jorden og følte mig som deres lille pige. Jeg var lige fyldt 18. Efter min mening, var jeg ikke lille længere. Godt nok var jeg kun 1.65... Mindre detalje! Jeg må seriøst stoppe med at sige 'mindre detalje'.

"Kom med indenfor søde," bad min mor og viftede mig med ind. Jeg fulgte med uden beklagelser - Dem gemte jeg til senere.

Varmen strømmede igennem kroppen, da min mor forsigtigt lukkede døren i og låste efter sig. Om 7, 6, 5, 4... ville udspørgelserne gå igang, og jeg ville med sikkerhed blive bombaderet med tonsvis af spørgsmål. Jeg er udstyret med nysgerrige forældre. Sådan er det bare.

3, 2, 1...

"Skat, hvad skete der? Sedlen?" min mor kiggede undrende på mig og virkelig såret. Billedet af Niall dukkede op igen.

"Jeg troede faktisk, jeg fortalte det hele med sedlen. Jeg tog afsted og havde ikke planer om at vende tilbage! Hvor svært kan det være at forstå?" svarede jeg flabet, og egentlig virkede det respektløs at svare på den måde, men lige nu fløj ordene bare ud, uden jeg tænkte nærmere over det.

"Det kunne du da ikke bare..." "-Det gik da ellers meget godt!" afbrød jeg og fik lukket munden på min mor. "Lige indtil i dag," tilføjede jeg og kunne mærke sorgen sprede sig i kroppen, og den omdannede sig til vrede.

"Hvad har du så lavet den uge, du har været væk? Og hvorfor er du så fint klædt på?" spurgte min far og kiggede ned på min kjole. "Jeg har haft den bedste tid, siden Samantha gik fra os! Og så har jeg fødselsdag, hvis du ellers skulle have glemt det," min stemme hævede sig, da jeg svarede. Lysten til at slå nogen eller noget bredte sig. Jeg var virkelig ikke i humør til denne samtale.

"Selvfølgelig har vi ikke glemt det! Tillykke med fødselsdagen," svarede han, og jeg rystede på hovedet af ham. "Det er ligesom lidt forsent at sige nu. Klokken er over tolv!" vrissede jeg og vendte mig om i retning af trapperne, som førte ovenpå til mit værelse.

"Slap nu af Savannah. Vi gør det bedste, vi kan!" indbrød min mor med en bestemt tone. "NOGLE GANGE ER DET BARE IKKE GODT NOK!" råbte jeg, og et vandfald strømmede ned ad mine kinder. Jeg skubbede i frustration en stol til side, så den kurrede ind i væggen. Jeg vendte mig om og løb op ad trapperne, der førte op til første etage.

Jeg ville væk.

Op på mit værelse.

Låse døren.

Holde omverdenen udenfor.

Så det gjorde jeg.

Jeg faldt ned på min bløde seng, jeg var så vant til. Det var det bedste sted at græde - Få alle følelserne ud. Den dag jeg havde fået nyheden om Samantha at vide, havde jeg gjort præcis det samme. Lukket mig inde på værelset og grædt.

Efter kort tid begyndte mine forældre at banke på døren og tigge mig om at lukke op. Men jeg gav ikke efter for deres ord. Tvært imod - Jeg ignorerede deres eksistens fuldstændig. Lige nu havde jeg mest af alt bare brug for at være alene.

Mit liv var et stort rod.

Et stort puslespil.

Et puslespil fuld af brikker, der var umulige at samle.

Så hvordan skulle det lykkes mig at komme videre?

I got no idea!

 

-----------------------------------------------------------------------------------

Så kom der et dramatisk kapitel!

Savannah's liv er blevet et stort rod. Hvordan kan det nogensinde blive godt igen?

I må meget gerne like, sætte på favoritlisten og kommentere♥

Mere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...