Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3912Visninger
AA

8. Kapitel 7

Jeg puffede puden væk fra mit ansigt, og jeg fik udsyn til otte mennesker for enden af min, eller rettere Niall's, seng.

3 piger - Danielle og to andre kønne piger, som jeg ikke engang kendte.

5 drenge - Harry/Krølle, Liam/Mail, Zayn, Louis og selvfølgelig Niall/Min Niall. Han stod med en stor lagkage i hænderne, dekoreret med 18 små lys med ild i og skriften: Happy Birthday My Princess.

Det havde han virkelig ikke behøvet.

"Tillykke Prinsesse," sagde han med et sødt smil og rakte kagen til mig, så jeg kunne puste lysene ud. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, inden jeg lukkede øjnene og ønskede:

Jeg ønsker mig...

Jeg ønsker mig...

Jeg ønsker mig... at Samantha skal se dette øjeblik. Hun skal se, at jeg er lykkelig og er ved at komme videre med livet. Ja, det er det jeg ønsker mig... Højere end noget andet!

Jeg pustede lysene ud og åbnede øjnene. Ét enkelt lys stod stadig og blafrede, men det gik ikke ud. Det var et mærkværdigt syn. Dá gik det op for mig, at dette ene lys repræsenterede Samantha. Hun var med mig. Hun passede på mig. En varm følelse dannedes indeni, og jeg smilte svagt for mig selv, inen jeg pustede lyset ud.

Jeg kiggede op på de andre, og mit blik stoppede ved Niall, som nu stod med en gave i hænderne. Han lagde den forsigtet foran mig oven på dynen.

"Det behøvede du altså ikke..." "-Åben den nu bare!" sagde han insisterende og afbrød mig.

Jeg tog fat i det lyserøde bånd på den lille æske og løsnede sløjfen. Da jeg blev for utålmodig begyndte jeg bare at flå gavepapiret af og åbnede æsken, der lå i mine hænder.

Et lille fint guldsmykke med et 'N' vedhæng kom til syne. Niall løftede det op og fik det sat om min hals. "Så er jeg altid med dig, ligemeget hvor langt vi er fra hinanden," sagde han og gennemborede mig med de flotte lyseblå øjne.

 

***

 

"Kom nu!" sagde Danielle begejstret og trak mig med ind i endnu en kjolebutik. Det var blevet formiddag, og Danielle havde taget mig med ud i byen for at shoppe. Hun ville finde mig en kjole, jeg kunne tage på om aftenen. Jeg havde ingen idé om hvorfor, men hun havde sørget for, at jeg havde fået fri fra skole, så det måtte være temmelig vigtigt for hende.

"Jeg skal nok. Tag den med ro," sagde jeg og fnes. Jeg ville egentlig bare gerne nyde dagen, så jeg så ingen grund til at stresse rundt fra butik til butik.

Ind til videre havde dagen været helt igennem fantastisk. Jeg havde slet ikke regnet med at blive fejret på denne måde. Jeg var vant til den beskedne fødselsdagssang, lidt kage og sådan noget, men det her overgik alle mine forventninger... selv om jeg slet ikke havde haft nogen forventninger.

Hvorfor også fejre en ulykkesdag?

Men nu ville jeg bare ligge de gamle minder bag mig, og istedet gøre denne fødselsdag til noget specielt og mindeværdigt - på den gode måde. Dette år skulle tingene være anderledes!

"Hvilken størrelse søde?" spurgte Danielle og rev mig ud af mine tanker. Jeg var egentlig bare ledet i kæden, som fulgte med, og Danielle førte an. Vi stod netop nu i en pink og lyserød afdeling, men jeg ville ikke fortælle Danielle, at jeg faktisk væmmedes ved farven, det ville virke ondt.

Okay, nu skræmte jeg mig selv... Siden jeg havde mødt disse drenge var jeg blevet totalt forandret 360 grader rundt. Jeg virkede som mig selv igen, og det var en befriende følelse, men intet af det ændrede på, at jeg hadede farven lyserød.

"Øhm... small eller 36," svarede jeg efter hurtigt at have tænkt mig om.

"Super!" Hun hev en kjole ned fra stativet og rakte den til mig. Jeg tog hurtigt imod den.

Havde jeg noget valg?

Det tror jeg ikke!

Der gik ikke længe før mine arme fik krampe, og jeg bar på kjoler i alle regnbuens farver. Jeg prøvede at ligne en der havde styr på det, men shopping er altså en hård sport. Det kræver udholdenhed, tålmodighed og penge. Det sidste ejede jeg ikke mange af, men Danielle havde insisteret på at betale. Hun begrundede det med, at det var min fødselsdag, og hun som veninde ville glæde sig over at give en lille gave med på vejen.

Jeps, du læste rigtigt!

Danielle og jeg var faktisk blevet gode veninder. Hun var langt fra snobbet, som pigerne i min hjemby havde været. Jeg frastøder den slags mennesker. Hun var også meget snaksaglig, og det viste sig, at vi havde en del tilfælles. Efter at have talt med hende, følte jeg også, at jeg var kommet en del tættere på Liam. Danielle kunne slet ikke stoppe med at snakke om ham, så nu kendte jeg til alt sladren.

"Skal vi snart finde et prøverum?" spurgte jeg, da jeg følte mine arme snart ville brække midt over. Det ville være synd at få blod på kjolerne.

"Vi skal lige have den her med," sagde Danielle og skulle til at læsse endnu en kjole på mig. Problemet var bare, at jeg ikke længere kunne se mine hænder for bare kjoler, og jeg kunne heller ikke mærke dem. "Så må du selv bære den," konstaterede jeg.

"Prøverummet er den vej," kommanderede Danielle og skiftede retning. Another 'Direction'. Ej okay, nu er det heller ikke sjovt længere.

Jeg fulgte klodset efter hende. Min gang var langt fra som modeller på en catwalks. Tvært imod. Jeg stod og svagede og var ved at falde op til flere gange. Danielle havde proppet mig i et par høje, sorte stiletter, og de gjorde afgjort ikke sagen nemmere for mit vedkommende. Jeg var mere vant til mine altid så trofaste converse. De fungerede både til bukser og kjoler. Alt i én sko.

Jeg nåede dog hen til prøverummet, uden nogen af kjolerne havde snittet gulvet.

At være stolt!

 

***

 

"Må jeg se dig?" spurgte Danielle utålmodigt. "Lige et øjeblik," svarede jeg og lynede lynlåsen på en gul kjole, inden jeg åbnede døren, så Danielle kunne bedømme den.

Døren sagde et lille knirk, og Danielle kom til syne. Hun sukkede overvejende, og drejede hovedet fra højre til venstre.

Kan vi få en afgørelse?

I dag?!

"Du ligner en kylling i den!" svarede hun endelig. Hun sagde sin mening fuldt ud. Ikke noget med at lyve - Det kunne man ikke bebrejde hende. "Jeg elsker også dig," sagde jeg og lavede et sjovt ansigt, som hun hurtigt begyndte at grine af. En sød latter der klingede i mine ører. Alt ved denne pige virkede så perfekt.

"Næste," sagde hun og lavede en cirkel med sin finger som tegn på, at jeg skulle prøve videre. "Javel sir!" udbrød jeg og gjorde honnør.

Tiden fløj afsted og ingen af kjolerne lod til at imponere. Jeg var nu nået til den sidste i bunken. En sød sort, eller måske mere mørkegrå, kjole med striber af blomster i forskellige nuancer. Under brystet var der et sort bælte med en sløjfe på midten. (Der er link i kommentaren, da den er lidt svær at forklare)

Jeg åbnede døren for 90'snes gang - føltes det som - og Danielle's mund formede et 'O', straks hun så mig.

"Wauw!" sagde hun målløs og løb derefter tør for ord. "Og med det mener du, at den er....?" tilføjede jeg for at få hendes mund på gled. "...Den er perfekt. Du ser dejlig ud Savannah!" udbrød hun, og hendes ansigt blev til et stort smil.

Jeg snurrede rundt for at kigge mig i spejlet. Jeg så normalt ikke mig selv som 'dejlig' eller smuk for den sags skyld. At nogen sagde det så overbevisende, gjorde mig varm om hjertet. Men spejlbilledet talte for sig selv. For en gangs skyld følte jeg mig smuk, og ingen skulle komme og bilde mig andet ind. Ingen!

 

***

 

Dagen gik i selskab med Danielle. Tiden fløj forbi os i en vældig fart. Vi havde været hjemme hos Danielle for at gøre os klar til aftenen. Danielle havde gjort alt for at holde mig beskæftiget: Krøllet mit hår, lagt neglelak og make-up, lært mig at gå i høje hæle og så meget mere. Jeg måtte åbenbart ikke nærme mig Liam eller Niall's lejlighed. Man kunne vel godt kalde det kidnapning?

Danielle havde kidnappet mig!

GISP!

Men det var snart ovre. Vi var steget på en taxa, for ingen af os ville køre i høje hæle. Nul og nix. Taxaen parkerede lige uden for lejligheden, og Danielle betalte chauføren. Hun havde insisteret på at betale det hele, og jeg var virkelig beæret.

"Er du klar?" spurgte Danielle spændt og tog hendes stiletter i hænderne, da vi skulle op ad trapperne. "Det tror jeg nok," svarede jeg forvirret. Jeg havde igen idé om, hvad der skulle ske og fandt det derfor svært at svare.

Jeg var klar!

Men til hvad?

Hvad var jeg klar til?

Barfoddede dappede vi op af trapperne, og Danielle ringede på, da vi nåede Liam's lejlighed. Normalt ville jeg bare være brast ind af døren, så jeg forstod ikke, hvorfor vi skulle være så formelle?

"På jeres pladser!" kunne jeg høre en råbe panisk inde fra lejligheden. Hvad foregik der? Jeg fnes ved tanken om alle de skøre ting, de kunne have fundet på.

Der blev med ét stille inde i lejligheden, og Danielle trak langsomt ned i håndtaget, så det gav en knirkende lyd fra sig.

"SURPRISE!" råbte alle i kor, da døren stod åben på fuldt gab. De stod alle i fint festtøj, men selvfølgelig havde Danielle sørget for, at jeg var midtpunktet.

I baggrunden blev der spillet 'Happy Birthday To You' gennem højtalerne.

Jeg lavede mit bedste jeg-er-mega-overrasket blik. Det samme gjorde de andre, men deres var mere troværdige - De var ægte. De så dybt overraskede ud. Så anderledes var mit udseende da ikke? Plejer jeg ikke normalt at se bare en smule godt ud? Efter deres reaktion tror jeg svaret er: Nej!

Tak for den gutter!

Not!

Pigerne derimod smilede bare. Eleanor og Perrie. Louis' og Zayn's kærester. Danielle havde fortalt mig alt, der var værd at vide om drengene, hvilket inkluderede en masse om deres kærester. Jeg var så taknemmelig for det, da der var en masse at holde styr på - Hvordan bar deres fans sig ad? Havde de en Megamind?

Mine øjne stoppede ved Niall og nægtede at løsrive sig. Jeg løb ind i hans arme, og han løftede mig op fra gulvet og snurrede mig rundt. Det havde jeg altid ønsket at prøve med min kæreste... Og Niall fik drømmen til at gå i opfyldelse.

"Hvor er du smuk," hviskede han charmerende ind i mit øre.

 

***

 

Aftenen skred stille frem... eller det vil sige, at den gik helt vildt hurtigt!

Vi otte holdte fest i Liam's lejlighed til sent ud på aftenen. Der var ringet efter pizza. Det virker måske rimlig normalt at spise pizza til ens fødselsdag, men jeg var virkelig pizza-narkoman! Hvis man kan kalde det det?

Derudover havde vi danset skørre rundt og grint som aldrig før. Jeg havde ikke grint så meget, siden jeg fandt på mit geniale øgenavn til Liam, og det grin kunne ikke måle sig med denne aften. Jeg følte mig for en gangs skyld lykkelig, hvilket gjorde mig mere opsat på at forholde min hemmelighed hemmelig.

Jeg havde for længst smidt de tårnhøje stiletter og gik rundt i bare fødder. Vi var alle blevet udmattede af at feste så meget. Cirka... ALLE i opgangen havde klaget over, hvor højlydte vi var. Deres klager havde kun medført til, at vi skruede endnu højere op for volumen på musikken.

Så kunne de lære det!

HA!

Klokken var slået tolv, og jeg var allerede udmattet og træt. Jeg ville mest af alt bare gerne ind og sove ved siden af Niall. Vi havde slukket for musikken og tændt for TV'et. Sofaerne havde lige præcis plads til alle otte, så nu tog vi den med ro og svingede fødderne op på sofabordet.

De sendte de sene nyheder, og siden det var det eneste nogenlunde spændende, var det, det vi så. Verden have ikke ændret sig, så det var de samme nyheder, der blev fortalt på ny.

Niall lagde armen om mig, og vi rykkede tættere sammen. Jeg lagde blidt mit hoved på hans skulder og satte mig godt tilrette. Mine øjne kæmpede for at holde sig åbne, så jeg lukkede dem. Udsendelsen var alligevel snart slut.

Jeg måtte være faldet i søvn, men jeg vågnede med et sæt, da de velkendte ord i nyhederne blev sagt:

"Den nu 18-årige Savannah Emma Roe er stadig meldt savnet. Hvis I har set noget til denne pige, bedes I venligst kontakte politiet med det samme!"

Mine øjne spærrede sig op. Mit hoved rejste sig panisk fra Niall's skulder og jeg rettede rædselsslagen blikket mod fjernsynet. Skærmen var oplyst af et stort billede af mig.

Mit hjerte bankede afsted på højtryk.

Jeg kiggede rundt på de andre, som kiggede overraskede tilbage på mig med deres munde formet i store O'er. Deres blikke sagde mere end 1000 ord. De havde mistet alt respekten for mig og ville med sikkerhed aldrig betro mig mere.

OPDAGET!

 

------------------------------------------------------------------------------------

Så blev det spændende, hva'?

Hvad tror I der sker nu?

I må meget gerne like, sætte på favoritlisten og kommentere♥

Mere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...