Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3924Visninger
AA

7. Kapitel 6

"SVAR MIG!" råbte Niall, med tårer trillende ned ad kinderne...

 

Jeg vågnede med et sæt og hev efter vejret. Drømmen havde gentaget sig, og denne gang havde den virket endnu mere skræmmende. Måske fordi Niall's betydning for mig voksede?

Jeg vendte mig om i sengen og lagde mærke til, at Niall kiggede på mig. Ikke bare kiggede, han stirrede på mig med hans krystalklare øjne. "Godmorgen prinsesse," mumlede han og smilede kærligt til mig. Jeg gengældte smilet. Natten havde været den bedste længe, så hvorfor overhovedet lade et dumt mareridt spolere de gode minder?

"Godmorgen Nialler... Vent! Kaldte du lige mig 'prinsesse'?" Det var længe siden nogen havde kaldt mig det. Jo, mine forældre havde selvfølgelig sagt det, dengang jeg var helt lille men ellers ikke. Af en eller anden grund blev jeg varm indeni. Normalt blev jeg set som en sten uden følelser, hvilket jeg måske også havde været, men Niall så hvem jeg virkelig var. Han kunne se gennem overfladen.

Jeg var Niall's prinsesse... Respekt til mig!

Hvis man kan sige det på den måde?

"Kaldte du lige mig Nialler?" spurgte Niall, som tydeligvis også var forvirret. "Det gjorde jeg vidst nok... Har du noget imod det?" spurgte jeg. Siden hvornår var jeg begyndt at bekymre mig om andres mening?

"Nej... Det må du gerne. Kald mig hvad du vil," sagde han flirtende. "Okay Jennifer..." svarede jeg og kunne ikke holde et fnis tilbage. Knap så romantisk svar, men jeg kunne ikke dy mig. Louis kommentar var genial. Hvorfor var jeg altid så sjov?

Vent!

Stillingen står vel 2-2 nu!

Ja!

Yes!

Sådan!

Ooooh yeaaaah!!!

"Ej okay. Måske skulle du bare nøjes med Niall, Nialldo's og Nialler?" sagde han alligevel og grinte en smule, hvilket også fik mig til at grine.

 

***

 

Niall var gået i bad, så derfor var jeg trukket ind i Liam's lejlighed for at snakke. Det var længe siden, jeg havde mødt ham under fire øjne, og det var jeg så småt begyndt at savne. Jeps! Jeg savnede min Mail.

"Skal du have noget røræg?" spurgte Liam, som stod i hans grå jogging-bukser og en sort t-shirt og lavede morgenmad. "Jo tak," svarede jeg og smilte. Min mave var faktisk begyndt at knurre, og jeg ønskede ikke, at der skulle opstå tordenvejr.

"Hvorfor smiler du så meget i dag? Er der sket noget specielt?" spurgte han interesseret. Det var åbenbart tydeligt at se, mit humør havde ændret sig. "Hvad mener du?" spurgte jeg og prøvede at virke uskyldig.

Liam rystede på hovedet og begyndte at synge:

"I can see it in your eyes, you're so excited.

Savannah - You really just cannot hide it!"

Jeg beundrede hans kreativitet. Hatten af for det... jeg manglede bare lige hatten... Mindre detalje!

"Mail, behøves der at være sket noget specielt, fordi jeg smiler?" spurgte jeg hemmelighedsfuldt. Jeg var smigret over sangen, men det ville være for let bare at fortælle, at Niall og jeg havde noget sammen.

"Er det en ny lejlighed?" udbrød han. "Nej Mail..."

"Har du vundet i Lotto?"

"Nej..."

"Har du vundet i skrabespil?"

"Nej..."

"Fortæller du mig hvad det er?"

"Og nej..." svarede jeg, og der blev stilhed. Liam rørte rundt i rørægget på panden, mens han udtænkte endnu et spørgsmål. "Er det noget med Niall?" spurgte han, og de varme, brune øjne lyste op.

"Måske..." sagde jeg og en lille smil tittede frem på mine læber, og jeg rødmede. Jeg prøvede at gemme det væk, men det var svært at skjule, at jeg var en smule forelsket i Niall... Okay måske lidt mere end en smule. "Ah-ha!" udbrød Liam, som om han lige havde opklaret et mysterie i en af de der dediktiv-bøger.

En knirkende lyd kom ude fra entréen.

"Har du set Savannah?!" halvråbte Niall gennem lejligheden.

"Der har vi ham jo," hviskede Liam til mig. "Hun er her!" halvråbte han derefter til Niall, som kom ind i køkkenet til os. Liam havde skiftevis blikket på enten Niall eller mig.

"Hvor blev du af?" spurgte Niall og prøvede at virke seriøs men endte alligevel med at smile. "Skulle du egentlig ikke i skole?"

Jeg trak på skuldrene. I mit hoved havde vi weekend, men så heldig var jeg ikke. "Klokken er allerede ni, jeg tror jeg springer over idag. I ser heller ikke ud som nogen, der skal i studioet?" svarede jeg. Jeg vidste udemærket, at det var forkert at pjække, og min undskyldning var da også langt ude.

"Næææ..." sagde Niall og kiggede ned ad sig selv. Han stod i bar mave og adidas-bukser. UF!

Keep calm and... OMG en mave!

Jesus.

Han blinkede frækt til mig, hvilket fik det ægte smil frem. "Okay, nu må I virkelig stoppe med det der! Hvad er jeg gået glip af?!" udbrød Liam og lagde armene over kors.

Der blev stille...

"Liam, jeg tror rørægget er færdig," sagde jeg og kiggede ned på panden. Det duftede himmelsk. Den dreng havde talent. "Lad være med at skifte emne!" sagde han og slukkede hurtigt for blusset.

Vores samtale blev afbrudt af endnu en person, som trådte ind i køkkenet. Jeg genkendte hende på et øjeblik - Det var pigen, der hang så mange billeder af i Liam's soveværelse. Stort, brunt, krøllet hår og de smukkeste brune øjne. Hun var enhver drengs drøm... og her stod jeg så ved siden af hende...

"Danielle!" udbrød Liam og omfavnede hende i et varmt knus. De trak sig fra hinanden, da Danielle fik øje på mig. Jeg sendte hende et usikkert, hurtigt smil.

"Hej," hilste hun og trykkede min hånd. "Dig har jeg vidst ikke set før?"

"Nej, det har du forhåbentlig ikke..." mumlede jeg for mig selv. "Jeg hedder Savannah... jeg bor inde hos Niall," tilføjede jeg i et toneleje man bedre kunne høre. Niall lagde armen om mig og trak mig tæt ind til sig.

"GUD! I er jo kærester!" sagde hun meget overrasket. Hun kiggede hen på Liam, og de nikkede hemmelighedfuldt til hinanden. Hvad havde de gang i? Jeg blev utålmodig og nysgerrig på samme tid - Du kan godt kalde mig frøken Ivrig... Nej, lad endelig være...

"Kys! Kys! Kys! Kys! Kys! Kys..." råbte de i kor, og jeg måtte indrømme, at jeg blev en smule forskrækket.

Det mindede mig om den der sang:

Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid!

Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid!

Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid!

Andre end mig, som bliver drevet til vanvid af at høre den?

Niall kiggede ned på mig - Jeps, jeg er lavere end ham - og smilte forførsk. Jeg kunne ikke modstå fristelsen, og Danielle og Liam virkede ikke som nogen, der gav op lige med det samme.

Jeg lagde hovedet lidt på skrå, mens Niall trak hovedet tættere på mit, og vores læber mødtes. Jeg smilte tilfreds i kysset og foldede mine hænder bag hans nakke. Det var som om alt omkring os forsvandt et øjeblik.

Nu lyder det pladderromantisk?

Gør det ikke?

But I don't care!

Alt gik godt for tiden, og jeg ville nyde det, så længe det nu varede. Det kunne umuligt fortsætte længe. Så heldig turde jeg ikke føle mig. Sidst jeg havde en kæreste var han mig utro med min 'bedste' veninde. Jeg droppede hurtigt kontakten til dem begge. Jeg vidste Niall var anderledes, eller det havde jeg i hvert fald på fornemmelsen, men på lang sigt kunne min hemmelighed ikke forblive en hemmelighed forevigt.

Fremtiden kan være en skræmmende ting.

"Nuuuurh!" sukkede Danielle, og jeg trak mig ud af kysset og fór vild i Niall's øjne.

"Skal vi have noget mad eller hvad?" spurgte Liam og afbrød det romantiske øjeblik, men den romantiske stemning eksisterede stadig. Det var lidt som at være på dobbeltdate i Liam's lejlighed iført sløsset tøj og uglet hår - Lyder det ikke bare MEGA romantisk? Æhm... Nej... Men det var det altså!

Danielle og Liam♥

Savannah og Niall♥

Stop med at være så pladderromantisk Savannah... Bare stop det!

 

***

 

"Happy birthday to you.

Happy birthday to you.

Happy birthday dear Savannah...

Happy birthday to you!"

Jeg vågnede ved et helt kor, som sang for enden af sengen. Jeg dækkede mit hoved med puden, så lyden blev svagere.

Det gav et sæt i mig, da jeg huskede datoen - Det var min fødselsdag. Hvordan kunne jeg glemme det? Og hvordan kunne de vide det?

Spioner?

Stalkere?

Hvad var de lige?

Min fødselsdag var den dag på året, jeg hadede allermest. Uden tvivl var det den dag på året jeg frygtede med rædsel. Det lyder umiddelbart ikke særlig frygtingydende at have fødselsdag, gør det vel?

Sikkert ikke, men min fødselsdag havde altid været en dag fyldt med ulykker, naturkatastrofer, sygdom, sorg, pinligheder, skænderier eller noget helt syvne. Dette år måtte jeg holde den uden Samantha og alene dét var sørgeligt nok.

Hvad ville min fødselsdag ellers kaste mig i hovedet dette år? Jeg måtte vel bare vente og se...

 

--------------------------------------------------------------------------

Hvad tror I der vil ske på hendes fødselsdag?

Noget godt eller noget skidt?

Det vil betyde meget, hvis I liker, sætter på favoritlisten, og/eller kommenterer♥

Mere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...