Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3913Visninger
AA

6. Kapitel 5

"Hvorfor har du ikke sagt noget?" råbte Niall af mig. "Var det måske ikke vigtigt at fortælle, du er løbet hjemmefra, og der er tonsvis af eftersøgninger efter dig?"

"Niall..." svarede jeg nedtrykt. "Niall mig her og Niall mig der! Har du bare brugt mig hele tiden?Så du kunne få husly? Jeg ville have et svar Savannah!" tilføjede han, inden jeg nåede at forklare. Men hvad var der at forklare? Jeg brugte ham ikke, men alt andet han var vred over var sandt. Jeg havde løget uden egentlig at gøre noget. Jeg havde bare aldrig fortalt alt om mig selv.

"SVAR MIG!" udbrød han højlydt og tårer trillede ned ad hans kinder...

 

Jeg vågnede med et sæt fra min forfærdelige drøm. Mit blik flakkede forvirret rundt i rummet. Alt var heldigvis godt. Mareridtet havde ikke været andet end underlige fantasier og bekymringer, alligevel sad den fat i hukommelsen - Hvert et øjeblik. Drømmen havde indebæret alt, som jeg frygtede og mere endnu.

Jeg trak forpustet efter vejret og opdagede, jeg stadig lå på Niall's varme skulder. Han vågnede stille efter mine pludselig bevægelser - Jeg havde vækket ham.

"Hvad sker der?" spurgte han, missede med øjnene og gabte. "Ikke noget," svarede jeg og rystede sporene fra drømmen ud af hovedet. Drømmen havde været så realistisk, at det skræmte mig. Hvis ikke jeg var forsigtig, kunne drømmen blive til virkelighed. "Hvad er klokken?" tilføjede jeg.

Niall bøjede sig forover for at nå hans mobil, som lå på det lyse sofabord. "Den er otte!" sagde han overrasket. "Niall, den hopper jeg altså ikke på igen. Tror du, jeg er dum?" spurgte jeg og løftede øjenbrynene.

Han svarede ikke men rakte mig istedet mobilen - 8:01!

Hvad?

What?!

Whaaaat?!

Okay nu skal jeg nok stoppe.

"Hvad sagde jeg om at stole på mig?" sagde han og prøvede at spille smart. "...At det kunne man ikke altid?" svarede jeg. Må jeg have lov til at meddele at stillingen hermed er 2-1? Er man lidt sej i dag? Jeg er med i kampen igen, og endelig på 'måltavlen', hvis man altså kan sige det på den måde?

"Bare glem det!" sagde han og sendte mig et smil, som jeg gengældte. Siden hvornår var jeg begyndt at smile? Det var noget ved Niall, som fik mig til at bløde op. Jeg var knap så kold i hans nærvær. Hvorfor? Det manglede jeg stadig svar på, men sådan var det bare, og jeg havde det godt på den måde.

 

***

 

Dagen skred frem. Jeg var kommet for sent i skole, og karakteren for gårsdagens matematikprøve blev som forventet... -3. Det var ingen hemmelighed. Måske skulle jeg bare råbe det ud til hele verden?

JEG FIK -3 I MIN MATEMATIKPRØVE!

Jeg valgte dog at holde mund. Istedet for valgte jeg at gøre noget ved sagen. Det vil sige, at jeg sad alene i Niall's lejlighed med mine lektier. Normalt var lektier ikke noget, jeg tog mig af. Før i tiden havde jeg været mønsterelev med 12-taller på stribe. Jeg kunne nævne uendelige cifre i pi og vidste alt, der var værd at vide. Efter Samantha's død sakkede jeg bagud med alting, også skolearbejdet. Når man først er sakket bagud, er det svært at kæmpe sig op igen.

Et lille sidespræng... tilbage til nutiden. Jeg fumlede lidt med blyanten, men var blank med hensyn til opgaven. I baggrunden hørte jeg 'Little bag girl' for at opmuntre mig en smule, men musikken havde ingen effekt på mit humør.

Denne dag var helt speciel, men dog ikke på den gode måde. I dag var det præcis et halvt år siden Samantha omkom i bilulykken. Jeg prøvede at lade være med at tænkt for meget over det, men hun var en for stor del af mig, til at jeg bare ville kunne ignorere det fuldkommen. Jeg kunne mærke sorgen komme ind over mig, men jeg havde lovet mig selv ikke at græde mere. På en eller anden måde skulle jeg komme over det.

"Helloooo!" Niall's stemme afbrød mine triste tanker, da han trådte ind ad døren. Han holdt en chips-pose i hånden, som han ivrigt spiste fra. Jeg havde ikke kendt ham længere end nogle dage, men jeg kendte godt til hans evige kærlighed for mad. Han bevægede sig hen mod computeren, hvor jeg havde sat musik på. Han skiftede hurtigt sangen til 'Good time' og en helt anden energi kom igennem rummet - En positiv energi.

Niall havde en evne til at vende mit humør fra trist og surt til det stikt modsatte. Det beundrede jeg ham for. Det var sjælendt, jeg mødte den slags mennesker.

Jeg kiggede ned på sofabordet igennem og skimtelæste mine matematiklektier en sidste gang. Jeg gav et dybt syk fra mig og slog hovedet opgivende ned i bordet. Hvorfor skulle det være så svært?

"Hvad er der galt?" spurgte Niall og lød bekymret for mig. Jeg smed blyanten fra mig.

"Skolen, lektierne... alt!" svarede jeg og valgte at smide facaden for et øjeblik - Smide paraderne og lukke Niall ind i mit liv. Niall's personlighed gjorde mig rolig og fik mig til at stole på ham, selv om jeg i sidste ende vidste, at det måske ville være dumt. Han var på en måde en erstatning af Samantha. Han mindede mig meget om hende - Forstået på den måde at jeg kunne være mig selv i hans nærvær.

En kæmpe knude i maven løsnede sig og blev erstattet af lettelse. Følelsen var svær at beskrive med ord, men det var ikke meningen, at den skulle beskrives med ord. Det var meningen, at den skulle føles med hjertet og værtsættes.

Jeg var træt af at gemme mig bag en tyk mur. Muren skulle rives ned! Og det bildte jeg mig selv ind, at Niall var i stand til.

Han gik hen mod mig og satte sig ved min side i sofaen. Han kiggede undrende ned i mine papirer.

"Matematik og skolen er ikke lige mit stærkeste punkt... Men jeg kan da godt prøve at hjælpe?" sagde han og fangede mit blik. Jeg nikkede og tog blyanten op i hånden igen, imens han lagde hans elskede chips-pose fra sig.

Sammen fik vi regnet alt ud. Hvem havde troet, at Niall's metode med at plusse med kager, minusse med gulerødder, gange med is og dividere med kartofler, var vejen frem? Ikke mig ihvertfald. Det lød barnligt, men det virkede, og vi havde hygget os med det.

Forever young! Don't wanna grow up!

Jeg lukkede bøgerne sammen.

"Hvad mente du, da du sagde 'alt'?" spurgte Niall interesseret efter en kort stunds stilhed. "Det er som om, der er noget, der går dig på... har jeg ret?" Han vidste godt, at han ramte et ømt punkt, men jeg lod ham gøre det. Jeg havde brug for at tale tingene ud, med en som forhåbentlig forstod mig.

"Det er en lang historie," sagde jeg. "Jeg er klar til at høre den," svarede Niall seriøst. Jeg havde aldrig set ham seriøs før, men den side af ham var klart tiltrækkende.

"For præcis et halvt år siden, døde min tvillingesøster i en bilulykke... Hun havde været mit ét og alt... Okay historien er måske ikke så lang alligevel..." sagde jeg og snøftede. Tårerne var på vej. "Det er okay at græde," sagde Niall beroligende og omfavnede mig, mens han knugede mig tæt ind til ham. Det var først der følelserne kom frem. Jeg havde holdt disse tårer inde i evigheder, og nu væltede de alle ud som et vandfald.

Niall vuggede os fra side til side i krammet for at berolige mig. Jeg græd og græd og græd, men det føltes rigtigt at få følelserne ud. I det halve år havde jeg gået næsten følelsesløs rundt. Det skulle slutte fra og med i dag - Takket være Niall.

Han løsnede grebet om mig og fandt noget papir til mine våde øjne. Uden at sige noget rakte jeg ud efter dem og prøvede at få vejrtrækningen tilbage på normalt niveau igen.

 

***

 

Jeg lagde det sidste papir i pakken væk fra mig. Tårerne var stoppet, og jeg følte mig enormt lettet. En byrde var fløjet af mine skuldre.

"Tak," sagde jeg roligt til Niall og sendte ham et taknemmeligt smil.

"For hvad?" spurgte han og rynkede panden. "Alt! Du aner ikke, hvor meget det betyder for mig," svarede jeg og kiggede ind i de dejlige, klare, lyseblå øjne, som fængslede mig. De havde dét blink, der fik dem til at lyse op, når han kiggede på en.

"Det skal du ikke ikke tænke på Savannah... Desuden klæder det dig bedre med et smil på læberne," sagde han og kiggede genert på mig. Var det et forsøg på at flirte? Jeg smilte til ham, og det fik også et stort smil frem i ham. "Men der noget andet, der vil klæde dine læber bedre..." tilføjede han og så pludselig mystisk og forførrende ud.

I like!

Hans ansigt nærmede sig langsomt mit. Jeg bemærkede, hvad han lagde op til og bevægede mig tættere på ham. Vores læber mødtes i et blødt kys. Det føltes så rigtigt. Han havde ret. Hans læber klædte mig faktisk.

Niall trak sig ud af kysset og trak mig tættere ind til ham. Denne gang mødtes vores læber i et langt heftigere kys, og kysset udviklede sig.

Vi stilte os op, og jeg hoppede elegant op på hans hofter. Han bar mig ind i hans soveværelse og lagde mig på sengen. Jeg smilte, da Niall fandt kanten til min trøje og trak den af. Tøjet faldt på gulvet, og sådan skete det. Jeg havde forelsket mig i Niall.

Plask forelsket.

En underlig form for kærlighed. Jeg kunne lide ham, men han kendte mig knap nok, og de vigtigeste informationer om mig var stadig ukendte for ham. Det værste var, at han med sikkerhed en dag ville opdage det, og vores liv kunne ende ligesom i min drøm - Det kunne ende i et mareridt.

 

--------------------------------------------------------------------

Så er der pludselig følelser på spil♥

Hvad synes I om kapitlet? Hvad synes I i det hele taget om historien?

Er der noget jeg kan gøre bedre, eller er der noget jeg gør godt?

Husk at like, sætte på favoritlisten og/eller kommentere (Hvis du kan lide historien)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...