Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3903Visninger
AA

5. Kapitel 4

Min hjerne vred sig rundt for at finde på godt svar. Løgnen var den letteste vej, men den sværeste i sidste ende. Det var den mulighed, jeg for det meste gjorde brug af, men jeg var slet ikke kreativ nok til at finde på noget i dag. Siden hvornår var jeg pludselig blevet sådan?

"Niall..." sagde jeg som en start. "Jeg er bare en pige fra landet. Hvor skulle du kende mig fra?" Det var i det mindste ikke en direkte løgn, selv om jeg havde regnet ud, hvad han fablede om. Hvis jeg fortalte ham sandheden nu, ville jeg bare ende, som den hjemløse pige på gaden igen.

"Det ved jeg ikke... Måske er det bare mig, der er fjollet?" svarede Niall og trak på skuldrene.

"Jeg ved da godt, at du er fjollet. Det er ikke noget nyt!" sagde jeg og kunne ikke tilbageholde mit forfærdelige grin.

"Hey Hannavas!" udbrød han fornærmet og slog mig med en af puderne, som lå i sofaen. Du vover på at kalde mig det og slå mig bagefter!

"Man må ikke slå på piger!" Alligevel tog jeg også fat i en pude og begyndte at slå løs på ham. Diskusionen endte i en pudekamp.

Du skal ikke starte en pudekamp mod mig Niall. Bad idea... I'm a fighter!

Jeg havde hele mit liv været en 'fighter'. Jeg kæmpede for de ting, jeg troede på og troede på de ting, jeg kæmpede for. Sådan var mit liv i bund og grund skruet sammen. De utallige prøver mit liv havde smidt mig i hovedet havde kun gjort mig stærkere, og mere opsat på at fortsætte. Også selvom jeg til tider ønsker at stille mig ud foran et tog og falde hen i det ukendte. Nogle dage har man lyst til at trykke på 'Off'', men jeg har fortsat.

Alt sker af en særlig grund... tror jeg? Udtrykket har jeg aldrig helt forstået, for jeg har stadig ikke fattet grunden til min søsters død, og hvorfor jeg skulle blive hjemløs? På den anden side ville jeg aldrig have mødt de fem drenge fra One Direction, hvis de ting aldrig var sket.

Et tegn - Måske.

En tilfældighed - Også en mulighed.

 

***

 

Jeg vågnede ved en rusken i min arm.

"Hvad?" mumlede jeg træt. "Du skal i skole!" svarede en velkendt stemme. Drømte jeg lige nu, for jeg kunne ikke huske, at min far var kommet ind i Niall's lejlighed? Hvorfor prøvede de drenge altid at spille min far? Det var ikke meningen, at de skulle udfylde hans plads.

"Niall... Lad mig være!" vrissede jeg og daskede hans hånd væk fra min arm.

"Hørte du overhovedet efter, hvad jeg sagde? Klokken er 8! Du er allerede for sent på den," tilføjede han, og mine øjne spærrede sig pludselig op. Allerede på anden skoledag havde jeg formået at sove over. Bare flot!

Der gik ikke længe, før jeg farrede stresset rundt i Niall's lejlighed og prøvede på at indhente så meget tid som muligt. Jeg kiggede panisk i spejlet, da jeg nåede ud på toilettet. Jeg lignede et spøgelse for at sige det rent ud. Tiden rakte ikke til det, alligevel valgte jeg at tage make-up på.

Niall stilte sig i dørkarmen og skød øjenbrynene i vejret. "Hvad?!" spurgte jeg. "Hvorfor tager du make-up på, når du ved, at du kommer forsent?" svarede han.

"Jeg er en pige Niall! Hvor svært er det at forstå?" Jeg havde virkelig ikke overskud til denne samtale. Jo før jeg kunne komme ud af døren, jo bedre. "Du ser godt ud uden make-up. Stol på mig," svarede han charmerende og sendte mig et forsigtigt smil, som afslørrede den hvide bøjle.

"Mener du virkelig det?" spurgte jeg overrasket, mine skuldre sank nogle centimeter, og min krop var knap så anspændt. Noget der mindede om et smil tittede frem på mine tøre læber. "Selvfølgelig Savannah... men du kan måske ikke altid stole på alt, jeg siger..." startede han og fnes.

"Hvad?!" spurgte jeg forvirret og rynkede panden. "Klokken er slet ikke otte... Den er kun syv, men det var virkelig fristende at bilde dig noget andet ind," sagde han og grinte videre. Den varme følelse indeni forsvandt på et splitsekund, og mit smil ændrede sig til en sur mine. 2-0 til One Direction.

Fairplay gutter... Husk det lige!

"Dumme Llain!" halvråbte jeg vredt. Som lærerne normalt siger til elever: Nu er jeg helt oppe i det røde felt! Jeg gik ud fra toilettet og sørgede for at give Niall et skulderskub på vejen.

"Kunne du ikke finde på noget bedre en Llain?" spurgte han og fulgte efter mig. Han følte sig måske heldig, fordi han ikke var en E-Mail eller en G-Mail, men jeg skulle nok finde på et bedre øgenavn. Han skulle ikke slippe så let. Det fortjente han ganske enkelt ikke. Min kreativitet skulle bare vende tilbage først.

 

***

 

Jeg sad og kiggede ud af vinduet i klasselokalet. Der var netop nu matematikprøve, men jeg havde aldrig været en haj til nogen af skolens fag... Lige undtagen musik. Musik havde været den ting, Samantha og jeg havde haft tilsammen, som holdt os fast igennem tykt og tyndt. Det var min måde at udtrykke følelser på, men da hun gik døden i møde, tog hun musikken med sig. Jeg kan selvfølgelig godt lide at danse til høj musik på diskoteker, men den stille følelsesrige musik, jeg engang elskede, betød intet længere.

Følelsen af at sidde derhjemme på sengen en søndag gråvejrseftermiddag i joggingbukser med sin guitar og synge, måtte jeg indrømme, at jeg savnede.

Det var derfor, jeg blæste på, om drengene var fra One Direction eller ej. Interessen eksisterede ikke mere, men jeg ønskede inderligt, at der ville komme en og puste liv i gnisten igen.

"Fem minutter tilbage!" sagde lærerinden og vækkede mig fra mine dagdrømme. Mit blik gik fra vinduet til mine ark. Jeg gav et dybt, opgivende suk fra mig og kiggede på opgave et. Denne prøve var på et niveau, jeg aldrig ville opnå, ligemeget hvor meget jeg knoklede. Nu virker det underlig, at jeg har kaldt mig en fighter, og jeg så giver op i en matematikprøve? Sikkert, men det er altså sådan landet ligger.

Mit resultat og min præstation lå på et stensikkert -3.

Jeg skrev nogle tilfældige tal ned på opgaven, inden jeg gik op til katederet og afleverede papirerne. "Er du allerede færdig?" spurgte læreren mistænksomt. "Du ved godt, I stadig har to minutter, ikke?"

"Jo... jeg er færdig," svarede jeg og bed mig i underlæben. "Det er dit valg. Hvis du mener, du er færdig, så har du vel fri," sagde læren. Den sidste time var endelig overstået. Nu skulle jeg hjem til Niall, som ville drille mig med hændelserne fra imorges. Mit liv er dejligt - Ironisk ment, hvis du skulle være i tvivl.

Jeg forlod klassen og skolens område. Den næste bus ville først komme om en time, så jeg valgte at gå 'hjem'. Regn begyndte at drybbe ned fra himlen. Pludselig stod det ned i stænger. Mine tanker røg tilbage, til den dag jeg havde siddet ude i regnen. Det var kun fire dage siden, alligevel var der sket en masse, og jeg var sikker på, det kun var begyndelsen.

Jeg kiggede ikke ned på mine fødder, og det resulterede i, at jeg kom til at træde i en vandpyt, og mine army-grønne converse blev fuldkommen gennemblødte.

"AD!" jamrede jeg, men ville ellers ikke brokke mig yderligere. Jo længere jeg blev herude, jo mere våd ville jeg blive.

Mine tænder klaprede, da jeg endelig nåede døren til Liam og Niall's opgang. Jeg trådte ind og mærkede et pust af varme. Mit tøj klamrede sig tæt ind til mig, da jeg bevægede mig op ad trapperne. Det var ikke nær så hårdt, som det havde været i starten. Man vendte sig til alle trinene.

Min hånd trak hårdt ned i håndtaget til døren i Niall's lejlighed, men den åbnede sig ikke. Jeg prøvede op til flere gange, men måtte derefter indse, at den var låst. Jeg vendte mig om og prøvede at åbne Liam's dør, men heller ikke den ville åbne.

Var de nu taget i studioet igen? Og uden at efterlade en nøgle til mig?

Mit liv bliver da bare bedre og bedre!

Jeg stilte mig op ad Niall's dør. Min ryg kurrede ned ad den, indtil jeg satte mig på gulvet. Jeg fiskede min mobil op af tasken og ringede efter Niall. Den ringede op en million gange, men han tog den ikke. Havde han for travlt til at tale to minutter med mig? Det kunne ikke passe.

 

***

 

En time senere kunne jeg høre Liam og Niall's stemmer i opgangen. Endelig! De stoppede begge op, da de så, hvor jeg sad.

"Hvorfor tog du ikke din telefon?" spurgte jeg en smule vredt. "Undskyld, vi var i studioet. Jeg kunne ikke..."

"Er du sej?" sagde jeg og afbrød hans sætning - En replik fra min tidligere skole. Det var noget vi konstant havde gået rundt og sagt til hinanden, og af en eller anden grund kunne det blive ved med at være sjovt.

"Er du sur?" spurgte han og gjorde tegn til, at jeg skulle flytte mig, så han kunne låse op. Han svarede mig med samme sure tone, som jeg havde talt til ham med.

"Hvad er der med jer?" spurgte Liam forundret og forstod ikke en bjælle. "Niall, du siger det ikke!" beordrede jeg med en hård stemme. Det ville være SÅ pinligt, hvis Liam også kendte til Niall's lille nummer. Men hvad så? Jeg havde også dummet mig med at falde ned fra en sofa inde hos ham. Klovn Savannah... Du er en klovn!

 

***

 

Jeg satte mig til rette med et tæppe omkring mig i sofaen, hvilket mindede mig om den første dag hos Liam. Niall slog sig ned hos mig i den anden ende af sofaen. Der opstod lyn-hurtigt pinlig tavshed.

"Nialldo's!" udbrød jeg pludselig, og Niall sendte mig et underligt blik.

"Undskyld, hvad?!"

"Det er dit nye kælenavn".

"Nå... Det kan jeg godt leve med," sagde han og sendte mig præcis det samme smil, som han havde gjort til morgen. Et sødt et af slagsen. Jeg tvang mig selv til at kigge væk og fik istedet øje på en guitar, som stod i hjørnet af rummet. Den mindede om min egen... som nu lå oppe på loftet - Gemt væk.

Jeg kiggede tilbage på Niall, som havde opdaget, hvad jeg havde kigget på. "Vil du høre mig spille?" spurgte han forventningsfuld. Stemningen havde været så anspændt indtil nu, så hvorfor ikke? "Gerne!" svarede jeg, krammede en pude indtil mig og strøg en hånd igennem mit våde hår.

Niall satte sig godt til rette med guitaren og begyndte at synge og spille Never say never - Justin Bieber.

See I never thought that I could walk through fire.

I never thought that I could take the burn.

I never had the strength to take it higher,

until I reached the point of no return.

"Kan du ikke spille noget andet?" spurgte jeg roligt. Hans stemme havde en underlig virkning på mig - På den gode måde. Den gjorde mig tryg, men sangen passede uhyggelig godt til mig, og det begyndte at gøre mig bange. "Øhm... selvfølgelig!" sagde han og skiftede til en anden - Forever young.

Let's dance in style, let's dance for a while.

Heaven can wait we're only watching the skies.

Hoping for the best, but expecting the worst.

Are you going to drop the bomb or not?

 

Let us die young or let us live forever.

We don't have the power, but we never say never...

Jeg kunne mærke mine øjenlåg blive tungere og tungere. Jeg satte mig tættere hen til Niall, lagde mit hoved mod hans skulder og faldt stille i søvn til hans smukke sang.

 

----------------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I om historien indtil videre?

Og tror I stadig Savannah vil kunne være sur på Niall?

Husk at like!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...