Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3906Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg vågnede, da den skarpe sol ramte ind af vinduet og landede på min pande. Et lille smil prydede mine læber. Jeg rakte ud efter min telefon. Klokken var allerede slået 13:45.

Havde jeg virkelig sovet så længe?

"Maiiiil?!" råbte jeg, men der kom ingen respons. Jeg tværrede mig i øjnene og opdagede en seddel på sofabordet.

Godmorgen Hanna!

Jeg er taget i studioet med de andre drenge og kommer først hjem til aften. God bedring med hovedet. Ved siden af denne seddel, vil der ligge et par hovedpinepiller, hvis det vil blive nødvendigt.

Liam xx.

Først efter at have læst Liam's seddel, kunne jeg mærke, at hovedet stadig gjorde en smule ondt. Tak for at påminde mig Liam! For en kort stund havde jeg ellers glemt alt om aftenens hændelser. Jeg sukkede og tog pillerne i håb om, at smerten ville fordufte.

Dumme hovedpine - Forsvind venligst og det' i en fart!

Jeg gik med tunge skridt ud mod toilettet og børstede tænder. Derefter redte jeg mit lange, filtrede hår og satte det op i en hurtig knold. Min påklædning var meget afslappet - Bare en mørkegrøn sweater og et par stramme sorte jeans. Jeg ville ikke bruge min dyrebare tid på at gøre mig vildt lækker, hvis jeg alligevel bare skulle bruge dagen på sofaen. Det er livet simpelthen for kort til.

 

***

 

"Hannaaaa!" Lyden af Liam's stemme fyldte pludselig hele lejligheden. Mørket var ved at trænge på udenfor, og han havde endelig fået fri.

Gudskelov, for jeg kedede mig BIG TIME!

Dagen havde indtil videre ikke budt på noget spændende, men det hele ændredes med et fingerknips. Fem drenge kom ind ad døren til stuen og gjorde mig ved selskab - Liam, Niall og tre andre jeg ikke kendte. Rettere sagt var der fem hotties i samme rum som mig. Min dag var lige blevet en hel del bedre.

"Hello," sagde jeg og rejste mig fra sofaen.

"Hej," svarede en krøllet fyr og smilte skævt. Måske skulle jeg overveje at kalde ham Krølle?

"Hey drengene og jeg tænkte på, om du ville med på Nando's?" sagde Liam. Jeg havde ikke fået noget at spise hele dagen, og jeg var ærligt talt ved at dø af sult. Maaaaaaad nuuuuuu!!!

"Selvfølgelig!" svarede jeg og kom i tanke om, at jeg stod fuldkommen uden make-up og lignede sikkert et lig. Jesus. "Kan I vente fem minutter, så er jeg klar?" Drengene nikkede, og jeg halvløb ud på toilettet for at gøre mig klar.

Det første jeg gjorde var at kigge mig selv i spejlet. Knolden slaskede en smule og mit ansigt var helt uden glød. Sikke et godt førstehåndsindtryk drengene havde fået... Not!

 

***

 

Jeg tog en bid af min burger og tørrede mig efterfølgende om munden. "Så, hvad er det du hedder?" spurgte en fyr med blå øjne og brunt hår.

"Well... Ifølge Mail derovre..." Drengene brød ud i latter og afbrød fuldkommen min sætning. Det vil sige alle undtagen Liam. Sidden hvornår var folk begyndt at synes, jeg var sjov? "... Så hedder jeg Hannavas eller Hanna, men jeg foretrækker at blive kaldt Savannah."

"Så Savannah er altså dit rigtige navn?" spurgte en fyr med mørkt, næsten sort, hår og de smukkeste brune øjne.

Remember to stay calm Savannah!

Remember it at all times!

Jeg nikkede. "Hvad er det I hedder?" spurgte jeg, fordi det passede til samtalen. Det ville virke uhøfligt ikke at spørge... Okay hvem prøver jeg at narre? Jeg er aldrig høflig! Jeg var sikker på, jeg havde glemt det om to minutter, men det var forsøget værd, at i det mindste prøve at lære deres navne.

"Jeg er Niall, men det ved du jo godt," sagde Niall.

"Harry," sagde Krølle.

"Zayn," sagde ham med de brune, dejlige øjne.

"Og Jennifer..." sagde ham med det brune hår og de blå øjne. Hans kommentar fik mig til at grine. Pokkers! Jeg hadede mit gryntede grin. "Nej, jeg hedder så godt nok Louis, men hvad er forskellen?" tilføjede han bagefter og sendte mig et smil.

"Så, hvordan mødtes dig og Liam så?" spurgte Krølle, som tilsyneladende hed Harry. Anyways, det var meget sjovere at kalde ham Krølle.

Behøvedes jeg virkelig fortælle historien igen? Det var ydmygende nok at gøre det over for Liam dagen før.

"Jeg skulle leje en lejlighed, men det viste sig, at det var et stort fup-nummer, og den slet ikke fandtes. Derfor sad jeg ude på gaden i lyn og tordenvejr, og Liam inviterede mig indenfor. Jeg har boet der ligesiden, men jeg flytter nok snart ud igen... Jeg vil ikke være til for meget besvær..." sagde jeg og tog en bid mere af min lækre burger.

"Jeg skal flytte ind i Liam's opgang imorgen. Du må godt flytte ind for noget tid, hvis du har lyst?" foreslog Niall, hvis jeg ellers havde hørt rigtigt. Hvorfor var de drenge så søde overfor mig? Jeg skulle da ikke trænge på eller være til besvær... på den anden side havde jeg ikke nogen steder at tage hen, hvis jeg takkede nej...

En stemme inde i mig råbte: Sig nu 'Ja' Grødhoved!

"Sikker?" spurgte jeg og rynkede panden.

"Sikker!" svarede Niall og sendte et smil, som jeg gengældte.

Selv om jeg sad forholdvist stille på stolen, dansede jeg indvendigt. Partaaay inside of me! Jeg havde virkelig lyst til at springe op og danse, men jeg ville ikke ligne en spade foran drengene. Sådan er det bare! Andre end mig som synes at 'Sådan er det bare' er verdens bedste argument? Den replik vinder enhver samtale, og sådan er det bare!

"Skal I så i studioet igen imorgen?" spurgte jeg selv om det ikke interesserede mig spor, men det var kedeligt at være alene i Liam's lejlighed. Forever alone!

"Nej, vi skal hjælpe Niall med at flytte ind..." svarede Louis aka. Jennifer. 

"Vil du hjælpe til?" spurgte Niall charmerende, og det fristede ekstremt, for det ville betyde mere tid med drengene, men jeg skulle i skole. At komme forsent den første dag ville nok være enormt dumt. Den fejl begår man kun én gang.

"Kan ikke... Jeg skal i skole," svarede jeg beklagende.

"Det vidste jeg slet ikke!" sagde Mail overrasket. Overrasker det virkelig folk, at jeg går i skole?

"Der er mange ting, du ikke ved om mig!" sagde jeg hemmelighedsfuldt og prøvede at spille en smule kostbar, men egentlig var min kommentar sand. Hvis bare de vidste, at jeg kunne blive revet ud af restauranten, hvert sekund det skulle være, hvis nogen genkendte mig fra nyhederne. Tanken var skræmmende, men sådan er det med sandheden - Den er skræmmende og svær at indrømme til tider.

 

***

 

Jeg gik ned ad den lange gang på skolen og drejede ind ved kontoret.

Here we go!

"Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte en dame bag skranken.

"Jeg er ny... Savannah Emma Roe. Jeg skulle tale med inspektøren," sagde jeg usikkert og sank en klump i halsen. Den dame gjorde mig virkelig nervøs! Måske fordi tanken om, at jeg lige havde sagt mit fulde navn og kunne blive afslørret på stedet var i baghovedet?

"Ja, du skal bare gå ind ad den dør," sagde damen og pejede på en dør til højre. Hun havde fuldkommen stone-face, og så ikke ud til at have særlig godt humør. Hendes store dræbende, grå øjne skræmte mig fra vid og sans. Udover det var hun ligbleg i hovedet og havde en kraftig grøn øjenskygge på. Normalt var jeg ingen bangebuks og kunne se 100 gyserfilm i træk og prøve de vildeste rutchebaner uden at finde det spor uhyggeligt, men denne kvinde havde evnen til at skræmme mig.

"Okay..." sagde jeg og gav et dybt suk fra mig. Jeg løsrev mit blik fra hende og gik hen mod døren, hun havde pejet på.

Min rystende hånd fik fat i håndtaget og trak det ned.

"Kom bare ind," sagde en kvindestemme.

Jeg havde egentlig regnet med at inspektøren ville være en mand, men kvinder var vel mindre sure eller...?

Inspektøren sad ved hendes skrivebord og skrev på sin computer.

"Bare sæt dig ned," sagde hun og nikkede hen mod en stol. Jeg satte mig uden at sige en lyd. Inspektøren kiggede underlig på mig, som om der var noget ved mig, hun genkendte. Var det nu, jeg skulle løbe skrigende væk?

"Er du Savannah Emma Roe?" spurgte hun. Please lad være med at nævne noget om efterlysningen! Jeg beder dig!

Jeg nikkede tøvende.

"Vi har selvfølgelig nogle helt klare regler her på skolen. Ingen rygning, stoffer, vold o.s.v. Men de regler er du vel vant til? Dine bøger er lige her..." sagde hun og klappede på en stak bøger ved siden af hende. Min taske var muligvis lidt for lille til at kunne rumme dem alle. "...Din første lektion starter om ti minutter i lokale 112. Jeg håber, du vil falde godt til," tilføjede hun og prøvede at sende mig noget, som mindede om et smil.

Jeg tog fat i bøgerne og bar dem i armene. Jeg kunne pangle med tasken senere.

Lokale 112? Jeg var allerede på bar bund... nogen som har en GPS?

Mine ben fortsatte ned ad gangen uden at vide hvilken retning, de skulle gå i. Folk sendte mig stirrende blikke. De genkendte mig tydeligvis alle sammen, selv inspektøren vidste, hvem jeg var. Der var bare ingen, som ville konfrontere mig med det. Det gjorde de klogt i! Jeg havde absolut ingen - og ville aldrig få - planer om at vende tilbage til min bondeby. 

Færdig. Slut. Punktum.

Sådan er det bare!

Klokken ringede ind, og jeg manglede stadig den GPS. Jeg gik hen til en tilfældig gruppe studerende, som stirrede på mig. Måske havde de indbygget GPS?

"Ved I hvor lokale 112 er?" spurgte jeg og sukkede opgivende.

"Det er den vej," sagde en to meter høj dreng og pejede i den retning, jeg lige var kommet fra.

Ville det sige, at jeg skulle gå tilbage? Oh my gosh... I went in the wrong 'Direction'!

Forstod du den? For jeg er slet ikke i humør til jokes...

Jeg vendte om uden så meget som at sige tak. De havde stirret på mig, så nu stod vi vel lige? I hvert fald efter mit hoved.

 

***

 

Dagen skred stille frem. Der var intet, der var værd at informere om. Ingen spændende nyheder overhovedet. Min mavefornemmelse sagde mig, at der bare var stilhed før stormen. Tanken om stormen var ikke til at holde ud.

Jeg traskede hen ad gaden og nærmede mig Liam's lejlighed. Mine ben stoppede op, da jeg fik øje på en flyttebil lige uden for opgangen. Jeg havde nær glemt alt om Niall og tilbudet. Mine læber dannede et smil, og jeg gik videre mod bilen.

"Hej Savannah," sagde Niall, straks han fik øje på mig. Hans ansigt lyste op på trods af det kedelige vejr, som lovede regnbyer, der kunne falde ned fra de grå skyer, hvornår end de havde lyst.

"Hej Niall," svarede jeg, da jeg kom nærmere.

"Skal du hjælpe?" spurgte han forventningsfuld.

"Ligner jeg måske en flyttemand?"

"Nej!" svarede han. "Du ligner en flyttedame".

"Er der overhovedet noget, der hedder det?!"

"Det er der nu".

"Skal jeg finde en ordbog?" sagde jeg og sukkede. Nu var jeg uheldigvis ikke ejer af en ordbog, men det lød godt, da jeg sagde det.

"Skal jeg sende dig ud på gaden?"

Hvorfor skal de fem drenge altid have det ene gode argument, de altid kan anvende imod mig? Fair-play drenge - Det kaldes fair-play. F+A+I+R +-+ P+L+A+Y = Fair-play. Det burde være temmelig nemt at forstå efter min mening.

"Hvad skal jeg tage?" spurgte jeg og måtte indse, at jeg havde tabt stridden. 1-0 til drengene fra One Direction...

"Du kan hjælpe os med det skab her!" råbte Zayn, som stod og løftede et stort skab sammen med Louis. De så tydeligvis ud til at mangle en hjælpende hånd eller to. Problemet var bare at min hånd måske gjaldt som en halv. Ligner jeg en der løfter tunge ting? Det tror jeg ikke!

Jeg hjalp dem alligevel, og vi endte med at tabe det, så det kurrede ned ad trappetrinene... UPS!

"PAS PÅ, DER KOMMER ET SKAB!" råbte Louis, så de andre ikke kunne klage over ikke at have været advarret mod skabe, som tog en rutchetur.

Nogle timer senere dumpede Niall og jeg velfortjent ned i hans sorte sofa. Mine ben var ved at styrte sammen under mig. Alle tingene var ført ind i Niall's lejlighed og stod tilfældige steder og pyntede. Vi kunne sætte møblerne ordentligt på plads den næste dag.

Harry, Liam, Louis og Zayn havde forladt lejligheden, og Niall og jeg sad nu alene tilbage og snakkede.

"Du virker altså bekendt!" indskød Niall pludselig midt i samtalen. "Det er som om, jeg har set dig før, men jeg kan simpelthen ikke huske hvor!"

Hans ord fik mit hjerte til at stoppe med at slå. Eller måske ikke så bogstaveligt, men tiden stod stille for et sekund. Havde Niall fået færten af min hemmelighed?

 

------------------------------------------------------------

 

Tror I Niall ved noget om Savannah?

Husk at sætte på favoritlisten, like og kommentér (Hvis du kan lide historien)

Mere?♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...