Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3918Visninger
AA

3. Kapitel 2

"LIAAAAAM!"

Jeg blev vækket af en høj råben efter Liam. Jeg missede med øjnene og gned mig derefter søvnigt i dem. Guuuud, jeg var træt. Der gik nogen sekunder, før jeg huskede, hvor jeg befandt mig - I Liam's sofa. Hvornår faldt jeg i søvn igår? Og hvor var Liam?

"LIAAAAAM!" råbte stemmen igen.

"Ti nu stille!" svarede jeg irriteret og gemte mig under tæppet.

"Øhhh... hvad? Danielle?" spurgte stemmen forvirret, og jeg kunne høre lyden af fodtrin på trægulvet, som nærmede sig langsomt. Måske skulle jeg slet ikke have sagt noget og istedet for lære at holde min mund?

Jeg slog tæppet væk fra mit ansigt, og mit blik mødte straks et par lyseblå øjne, der tilhørte en lyshåret fyr, som tydeligvis blev overrasket over at se mig.

Du ser ikke spøgelser. Slap af!

"Nej... ingen Danielle her," svarede jeg og sukkede.

"Liam, jeg tror, der er en fan i din lejlighed!" råbte drengen. Kunne han andet end at råbe? Liam kom ud fra badeværelset med en tandbørste i munden og iført et par sorte jeans og en rød-ternet skjorte.

"Hvor?" spurgte han, og hans blik spejdede rundt i stuen.

"Dér!" svarede den lyshårede og pejede på mig. Hvis du vil kalde mig Dér, så værsgo'!

But that's not my name.

"Hey! Jeg har faktisk et navn, okay?" sagde jeg fornærmet, og drengene rettede deres blikke mod mig. Det var en smule uhyggeligt, måtte jeg indrømme, men hvis de ville stirre, så lad dem dog bare stirre.

Liam tog hårdt fat i drengens arm og trak ham med ud i entréen. De stod og diskuterede i nogle minutter. Længere end jeg havde regnet med. Jeg opfattede kun et par få ord. De snakkede selvfølgelig om mig. Det var da klart.

Efter yderligere et par minutter kom de tilbage til stuen.

"Undskyld, den dumme måde vi mødte hinanden på... Jeg hedder Niall," sagde ham den lyshårede, Niall, og rakte mig hånden. "Han er med i One Direction," tilføjede Liam og gik ud til badeværelset med tandbørsten.

Jeg er da ligeglad med, om han er med i One Direction eller ej. Det har overhovedet ikke min interesse.

"Jeg hedder Savannah," svarede jeg og tog imod hans varme hånd. Var alle drengene fra One Direction ligeså pæne som de to? For så ville jeg mægtig gerne møde resten. Se dét var interesserende.

"Rart at møde dig Savannah," sagde han med en sød irsk accent.

Vi havde et kort sekunds stilhed inden Liam kom tilbage.

"Skal vi tage til studioet?" spurgte Niall, og Liam nikkede.

"Vent, går I?" spurgte jeg overrasket.

"Ja, vi skal indspille musik... gør hvad du vil imellemtiden," sagde Liam, inden de lukkede døren efter sig.

Så var jeg vel alene tilbage. Tak fordi I gad at hænge ud med mig! Det sætter jeg stor pris på.

Jeg rakte ud efter min mobil på sofabordet. Jeg havde modtaget et hav af opkald og beskeder. Det mindede mig om, at jeg rent faktisk var efterlyst i hele England. Det havde jeg ellers glemt for et kort øjeblik, men jeg ville aldrig kunne glemme det helt.

Jeg skubbede tanken til side, stilte mig op og strakte min krop. Uden at tænke videre over det, gik jeg ud i køkkenet efter mad. Min mavede knurrede, klagende over sult. Ud fra køleskabet virkede Liam utrolig sund. Jeg skammede mig lidt over mine egne spisevaner.

Jeg spiser hvad jeg vil, okay?

Han havde alt, der skulle til for at lave pandekager, så det blev min morgenmad - Hjemmelavede pandekager. Jeg spiste ihærdigt min mad i sofaen, mens jeg så fjernsyn. Da jeg blev træt af alle efterlysningerne, der alle handlede om mig, slukkede jeg og stilte tallerkenen fra mig.

Hvad laver man i en drengs lejlighed, når han ikke er hjemme?

Roder i hans ting!

Fristelsen blev for stor, og jeg blev for nysgerrig.

Jeg fandt døren til Liam's soveværelse og trak i en hurtig bevægelse ned i håndtaget. En stor seng kom til syne sammen med en masse tøjskabe. Rummet var utrolig lyst. Jeg lod mig falde ned på sengen og mærkede hvor blød, den var. Den mindede mig om min egen... nej den tanke ryster jeg ud af hovedet igen.

Jeg stillede mig op igen efter et par minutters dovenskab. Mit blik stoppede ved nogle billeder, som hang på væggen. De fleste var af Liam og en mørkhåret, krøllet pige. Det måtte være hans kæreste. Hvem ellers? Måske var det hende, der var Danielle?

I don't know.

Jeg misundede i hvert fald hendes skønhed. Hun var utrolig køn.

Mit blik løsrev sig fra billederne af Danielle og Liam, og jeg fandt Liam's tændte bærbar, som lå og flød på hans seng. Jeg tillod mig at gå ind på Youtube og høre høj musik.

Party to the people!

Jeg håbede beboerne i opgangen var vant til at høre Liam synge hele tiden, for jeg sang sikkert meget højere... egentlig er jeg ret ligeglad med, hvad de synes, jeg vil bare have det sjovt. Efter min smag skal musikken helst være så høj, at man ikke kan høre sig selv, når man synger med.

YOLO - You only live once!

Jeg satte 'Sexy Bitch' på og løb rundt i hele lejligheden og skrålede med på sangen. Det var livet. Jeg følte mig fri som en fugl. Det var en følelse jeg holdte af. Slippe kontrollen og gøre præcis, som det passede mig, når det passede mig.

Da sangen var færdig, hørte jeg 'Hangover' og skruede endnu længere op for volumen. Skidt med at mine dansetrin var forfærdelige! Jeg nød øjeblikket.

En sang blev til to, som blev til tre og sådan fortsatte det. Tiden løb afsted, som om den havde uendelig travlt. Solen, der tidligere havde bagt på vinduerne, var ved at gå ned og farvede himlen blå, lilla og lyserød.

Midt i 'Don't wannna go home' opdagede jeg et par øjne i min nakke, da jeg stod og dansede som en gal. Jeg vendte mig om, og så Liam stod og fnes.

Havde han aldrig set en pige danse før?

"Hvad står du og griner ad?" spurgte jeg, men opdagede hurtigt, at man ikke kunne høre et ord, som kom ud af min mund. Musikken overdøvede alle lyde. Jeg gik målrettet ind og slukkede og gik tilbage til entréen, hvor Liam stod.

"Hvad står du og griner ad?" gentog jeg irriteret.

"Dig!" svarede han og gik ind i køkkenet med nogle indkøbsposer. Jeg fulgte med ham. Samtalen var ikke slut endnu.

"Haha, meget sjovt Liam," sagde jeg og lavede et falsk grin. "Du tror måske, at du danser bedre?"

"Det har jeg ikke sagt noget om... Nogen god danser er jeg ikke, det så bare sjovt ud..."

"Du ser sjov ud!" sagde jeg og afbrød hans sætning. For anden gang i dag var jeg blevet fornærmet.

"Rolig Savannah! Jeg lavede jo bare sjov... jeg vil til at lave pizza. Jeg regner med, at du bliver og spiser?"

"Jeg har ikke andre steder at tage hen," sagde jeg og sukkede. "Pizza lyder godt".

 

***

 

Liam og jeg sad ved spisebordet og spiste pizza i stilhed.

"Hvem er hende pigen på billederne i dit soveværelse?" fløj det ud af mig. Nogen gange ville det være bedre for mig at tænke mine ord igennem, inden jeg siger dem. Ligemeget... de kunne ikke trækkes tilbage.

"Det er Danielle - Min kæreste," svarede Liam og smilte forelsket. Han elskede hende virkelig. Det var så tydeligt at se. "Har du en kæreste?"

"Nix, jeg har det helt fint som single... eller..." jeg stoppede mig selv. Hvorfor snakkede jeg pludselig som et vandfald? Det var ligesom ikke meningen. Jeg savnede en kæreste, men livet som single var det bedste lige for tiden. Men jeg ville ikke fremstå som svag foran ham. Nul og nix!

"Jeg glemte at spørge dig om, hvad du lavede ude på gaden?" sagde Liam, og mit hjerte sprang et slag over. Det spørgsmål kunne jeg ikke løbe fra. Det undrede mig faktisk, at han ikke havde spurgt om det noget før.

"Well... jeg havde fundet en lejlighed på internettet, som jeg kunne leje, men det var et stort fupnummer. Lejligheden eksisterede slet ikke. Derfor sad jeg på gaden". Igen væltede ordene ud af mig. Siden hvornår var min mund kommet på gled? I det mindste afslørrede jeg ikke min lille hemmelighed.

"Wow!"

"Hvorfor lukkede du mig ind?" spurgte jeg nysgerrigt. Det havde jeg længe spekuleret over.

"Jeg er nok bare et lidt for godt menneske til bare at se på, en hjemløs blive ramt af lynet," hans stemme var langt fra selvglad, da han sagde det. Han var næsten genert over at indrømme det.

Søøøødt!

Eller var det for piget?

Det lød sødt, når det kom fra Liam.

Han virkede til at være en ven, man kunne stole på. Det var sikkert derfor min mund pludselig kom på gled, for sådan plejede jeg ikke at være foran andre.

Liam var ærlig, og det værtsatte jeg.

"Du er godt klar over, at du ikke kan blive her for evigt?" sagde Liam og fik mit humør helt ned i kulkælderen. Den tanke havde jeg ellers prøvet at undgå, men selvfølgelig kunne jeg ikke benægte sandheden.

"Tak for at minde mig om det Klaphat!" svarede jeg og løftede øjenbrynene.

"Kunne du prøve at kalde mig Liam istedet? I det mindste forsøge?"

"Jeg kunne også lade være?"

"Skal du absolut være sådan der konstant?"

"Oh yeah Liam."

"Du kaldte mig Liam!"

"Nej jeg gjorde ej!"

"Jo du gjorde."

"Du har ingen beviser Karl-smart," sagde jeg og gik ud i køkkenet med min tallerken. Jeg vandt. Jeg smilte selvtilfreds og gik ind til Liam igen. "Tak for mad".

"Hvad skal jeg så kalde dig?" spurgte Liam undrende. Held og lagkage med at finde et kælenavn, til en som hedder Savannah. Folk kaldte mig aldrig andet end mit rigtige navn, måske fordi de ikke turde kalde mig andet?

"Anna? Nej det er for normalt... Hannavas!"

"Hannavas? Og hvorfor så det?" spurgte jeg forvirret. Hans kreativitet fejlede intet.

"Dit navn bagfra!"

"Okay Mail. HAHA!" Jeg brød ud i latter og kunne slet ikke stoppe igen. Først grinede jeg over, at hans navn bagfra faktisk var et ord. Derefter grinene jeg af, hvor dum min latter lød. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde grint meget.

Jeg bevægede mig ind mod stuen og faldte ned på sofaen af grin.

Latteren ville ingen ende tage, og det endte med, at jeg trillede ned på gulvet.

"AV!" råbte jeg beklagende, og min latter var forsvundet.

"Hvad er der sket?" spurgte Liam bekymret og nærmede sig sofaen. Da han så, hvordan jeg lå på gulvet, var det pludselig ham, som brød ud i latter.

"Du holder bare din kæft Mail!" sagde jeg irriteret og holdte en hånd for mit hoved. Hovedpinen fra faldet spredte sig.

"Ej undskyld Hanna. Er du okay?"

"Ser det ud som om, jeg er okay?!"

"Skal jeg ringe til en læge eller tage dig med til hospitalet?" Min krop stivnede, da han nævnte ordet 'hospital'. Det sted ville jeg helst undgå, for det ville betyde, at jeg skulle vise mit sygesikringsbevis, og så ville de straks genkende mig fra nyhederne.

Det ville aldrig gå!

Ingen hospitaler til mig.

"Nej!" udbrød jeg, så det dunkede i hovedet. "Av, av, av, av, av".

"Sikker?"

"Helt sikker!"

"Okay, jeg henter lige noget is, du kan få på," sagde Liam og forsvandt ud i køkkenet. Hvorfor var jeg også altid så klodset?

Dumme Savannah, Hannavas, Hanna... eller... Ja du ved, hvad jeg mener: Dumme mig!

 

------------------------------------------------------------

 

Det var kapitel 2. Hvad synes I om historien indtil videre?

Jeg har en masse idéer, men jeg vil meget gerne også høre jeres♥

Husk at sætte på favoritlisten og like (Hvis du kan lide den)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...