Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3920Visninger
AA

18. Kapitel 17

Vi nærmede os enden af vejen, og jeg havde fået øje på en masse mennesker foran vores hus. Vi var endnu ikke tæt nok på til, at jeg kunne gennemskue, hvem de var. Det, jeg kunne gennemskue, var, at der var nogen, der havde glemt at fortælle mig noget. Eller også havde de med vilje undgået at informere mig, om hvad de mennesker havde gang i.

Someone want to tell me what is going on?

No?

Okay... That's fine with me.

Then I'm just going to sit here like an idiot and continue guessing.

It's fine.

Cool.

Nysgerrigheden hobede sig op i mig. Det faktum, at jeg ikke kendte til noget af alt dette tumult, pinede mig til døde. "Far?" spurgte jeg og rynkede panden uden at fjerne blikket fra ruden. "Er du sød at fortælle mig, hvad der foregår?"

Der kom ingen respons på mit spørgsmål. Kun stilheden gik mig i møde. Jeg vendte modvilligt mit hoved mod min far, der også befandt sig på bagsædet, mens min mor sad ved rattet oppe foran. Han sov. Min far sad og sov. Typisk ham... Vi havde ikke kørt i mere end en halv time, og han var allerede røget i brædderne. Jamen tak fordi du gad at være opmærksom!

Jeg tog en hurtig beslutning og ruskede i ham. "FAR! Vågn op!" hjamrede jeg utålmodigt. Han missede lidt med øjnene, men kom hurtigt til sig selv igen. "Hvad er der galt, siden jeg ikke må sove bare to minutter, inden vi er hjemme?" spurgte han og var besværlig. Han lød ligesom et barn.

"Hvad er der galt, siden jeg ikke må snakke med dig bare to minutter, inden vi er hjemme?" svarede jeg igen, og han nikkede, som om han havde fattet pointen. Han gjorde tegn med hånden til, at jeg bare skulle fyre løs. "Hvad foregår der?" gentog jeg og pejede ud ad vinduet. Han lænede sig hurtigt over i  min side og kiggede ud dér, hvor jeg pejede.

Han fnes for sig selv ved synet, der mødte ham. Det var som om, det slet ikke kom det mindste bag på ham. Overhovedet. Det var som om, han godt vidste, at de ville stå der. "Det får du at se min pige," svarede han og gav min hånd et klem. "Lad være med at være sød, når jeg er sur på dig. Fortæl det nu bare. Hvad kan der ske ved det?" beklagede jeg mig. Hvad var så farligt og forkert ved at fortælle det? "Hvis jeg fortæller det nu, er det jo ikke en overraskelse længere, vel?" svarede han mystisk.

Aha!

Så det var en overraskelse.

Men er det en overraskelse, når han lige har sagt, at det er en overraskelse? Så bliver jeg jo ikke overrasket over, at der er en overraskelse, for jeg ved allerede, at det er en overraskelse?

Nu forvirrer jeg vidst mig selv... Og dig med?

 

***

 

Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren, så snart bilen holdt stille - Måske endda et øjeblik før. Jeg skulle lige til at svinge benene ud, som sædvanlig, da jeg huskede, at det ikke længere var muligt.

I need help! Someone? Anyone?

"Kan jeg få lidt hjælp heromme bagi?" spurgte jeg og gav et dybt, opgivende suk fra mig. Jeg var vant til at være selvstændig, og nu kunne jeg ikke en gang stige ud af en bil uden en smule hjælp. Et hoved stak pludselig frem i døråbningen. Et væld af krøllet hår dannede rammer om hendes smukke ansigt. Danielle.

What the fuck are you doing here sweety?

I thought you were mad at me?

"Hej Save!" udbrød hun med det største smil, der prydede hendes læber. Siden hvornår havde vi løst tingene og var begyndt på at give hinanden kælenavne? - For det øjeblik stod ikke klart i min hukommelse. "Dani?" spurgte jeg selv om jeg godt vidste, at det var hende. Hun virkede bare anderledes. Måske fordi hun ikke var sur på mig mere?

Hun smilte hemmelighedsfuldt i min retning og hjalp mig ud af bilen og ned i min kørestol.

MÅ JEG PRÆSENTERE - MIN NYE BEDSTE VEN ---> KØRESTOLEN!

Jeg prøvede selv at få kørestolen til køre fremad, men jeg opgav efter sølle to sekunder. Jeg var ganske enkelt for klodset til at styre sådan en tingest. Danielle trådte til for at hjælpe mig med at køre den op mod huset. Jeg værtsatte hendes hjælp, men jeg ønskede inderligt, at jeg selv ville have evnen til at transportere mig rundt en dag.

Jo tættere vi kom på huset og menneskemængden, jo mere kunne jeg sætte ansigt på personerne. El, Perrie, Krølle, Mail, Jennifer, Zayn, Nando's og Dani, som var bag mig. Først og fremmest forstod jeg ikke meningen i, at de var her - alle sammen. Jeg troede, Niall havde givet udtryk for, at han havde mistet følelserne for mig tidligere på dagen? Var han kommet for at slå op en gang for alle? Tingene gav ikke mere mening af at samtlige møbler og genstande, der tilhørte mig, stod foran dem.

Niall sad på min elskede sovesofa og smilede til mig, men noget ved dette smil havde ændret sig. Det virkede ikke så falsk som tidligere på dagen. Det var ægte, og det kunne jeg sige med sikkerhed, da han ikke længere kunne holde masken og begyndte at grine. Af mig? - Forhåbentlig ikke for så vanker der! Men faktisk var det hverken hans smil eller hans grin, det tiltrak min opmærksomhed - Det var et sæt nøgler i hans venstre hånd, der løb med sejren. Hvad skulle han også bruge et sæt nøgler til? Havde han fået sit kørekort og var kommet for at blærre sig?

"Dani? Hvad sker der?" spurgte jeg lamslået og helt rundt på gulvet, hvilket min stemme afspejlede meget godt. "Surprise," hviskede Danielle ind i mit øre.

"Hi babe," sagde Niall og gik os i møde med åbne arme, løftede mig op og placerede mig på hans skød på min sovesofa. "Hvad sker der?" spurgte jeg endnu en gang, men denne gang spurgte jeg ham. Han burde kunne give mig et svar. "Vent at se... Du bliver nok overrasket," var hans eneste svar.

SÅ SIG DET DA BARE!

Og så falder vi lige ned igen...

Pludselig gik de alle hen mod os - El, Perrie, Dani, Krølle, Mail, Jennifer og Zayn. Der gik ikke længe før, de havde løftet sovesofaen op i luften og gik med os ned ad gaden. Mere romantisk bliver det ikke. Det var hverken for meget eller for lidt... Eller faktisk var det lidt for meget. Niall havde slet ikke behøvet at ligge så meget i at byde mig velkommen hjem til min mor og far. Men hvorfor havde alle så gang i at transportere os væk - og så endda på min sovesofa?

Hvad var idéen med det her?

Hvad var et de undgik at fortælle os.

"Niall, du er en heldig kartoffel, at vi overhovedet gider at gøre det her, for I er godt nok tunge!" beklagede Zayn sig, og jeg kunne ikke lade være med at grine. "POTATOOO!" udbrød Niall bare og kyssede mig på panden. "Begynd nu ikke på noget frækt deroppe!" indskød Harry og nu brød både Niall og jeg ud i latter.

Du drømmer Harry!

De drejede ind ved enden af vejen, hvor der stod det smukkeste hvide hus. Jeg havde altid beundret det hus. Det var så stort og flot. Samantha og jeg plejede altid at stoppe op, når vi gik forbi det hus. Det er en grim ting at være misundelig, men jeg måtte indrømme, at jeg altid havde været misundelig på de mennesker, der havde boet derinde. Hvorfor havde det egentlig stået til salg, den sidste tid? Hvorfor ville nogen af med sådan et dejligt hus?

Nu jeg tænkte nærmere over det, så synes jeg ikke, jeg kunne ane noget 'TIL SALG' skilt længere.

VENT LIGE ET ØJEBLIK!

Der er ikke noget til salg skilt længere, og de er ved at bære Niall og jeg op ad indkørslen?

"Niall?" spurgte jeg, da alle brikkerne lod til at være faldet på plads. "Velkommen hjem, Savannah!" svarede han og sendte mig et smil. "Velkommen hjem," gentog han mod mit brune hår og lod til at beundre huset mindst lige så meget som jeg.

Sofaen blev sat ned lige foran hoveddøren. Niall stilte sig op og satte en af nøglerne i nøglehullet og drejede den om. Døren åbnede sig uden nogen form for knirken. Den gled med lethed op, og Niall vendte sig tilbage mod mig og løftede mig ind i huset, mens de andre lukkede døren bag os.

De begyndte at snakke udenfor, men stemningen indenfor husets mure virkede så fredfyldt. Væggene var hvide og lyste rummene op, et stort spejl med guldramme mødte en, straks man kom ind ad døren og duften af vanilje hørte til huset. Uden at udveklse et ord drejede Niall til venstre og ind i stuen. En sandfarvet sofa stod midt i det hele, med røde og orange puder, lige foran ildstedet.

Han lagde mig ned i sofaen, som føltes hjemlig fra start af. Den var blød og behagelig, og der var intet at klage over. Man siger at intet er perfekt, men så må det her hus være en 'intet'.

Niall gik hen mod ildstedet og tændte op, mens jeg opdagede en lille seddel på det hvide sofabord, der var placeret foran sofaen. Jeg rakte ud efter den og foldede den tøvende ud.

Kære Savannah.

Du undrer dig sikkert over alt dette. Det ved vi, du gør, men du fortjener det bedste, og det får du hos ham Niall. Når alt kommer til alt, så virker han til at være en flink fyr og den helt rette for dig. At se dig at smile er mere værd end vores mening. Vi ønsker blot, at du er lykkelig, og tingene skal løse sig på bedst mulig vis. Niall var villig til at gøre alt for, at du kunne bo hos ham, så vi mødtes på halvvejen. Du bor stadig på vores gade men hos ham. Efter nærmere eftertanke føles det helt rigtigt, og det er det helt rigtige hus. Du vil få meget lettere ved at køre rundt i en kørestol dér, end du vil få herhjemme. Vi håber, du er lykkelig som tingene er blevet, for det er alt vi ønsker for dig.

Mor og far xx.

Så de havde bare løjet for mig langt hen ad dagen? - De havde sikkert aftalt det, imens jeg havde lægebesøg og fik at vide, at det var på tide at vende hjem. Det var begrundelsen for, at det smil, Niall havde sendt mig, virkede så falskt - Han havde spillet skuespil.

Hvorfor havde de gjort det?

Ville det ikke have været tusind gange nemmere bare at fortælle det, og så kunne alle være glade? - Det kunne også være ligemeget nu... Jeg ville ikke have tingene på nogen anden måde.

Jeg foldede tilfreds sedlen sammen og lagde den tilbage på bordet. Alt gav mere mening efter at have fået sandheden på papir.

Jeg betragtede Niall, som han døjede med at tænde ilden ved ildstedet, men det lykkedes ham tilsidst. "Yes," kunne jeg høre, han sagde svagt for sig selv, og jeg fnes ved tanken om, hvor meget han havde lagt i at imponere mig idag. Han havde virkelig overgået sig selv.

Han gik hen mod den anden ende af rummet og samlede hans guitar op. Da jeg kiggede efter en ekstra gang, lagde jeg mærke til, at min egen guitar lå ved siden af hans. Det virkede kun rigtigt, at den også havde fået en særlig plads i huset.

Niall slog sig ned ved min side og skulle lige til at sige noget, men han stoppede sig selv og sagde noget andet: "Kan du lide det?". Jeg kiggede rundt en ekstra gang. Jeg kunne ikke bare lide det. Jeg elskede det. Men det var ikke det, han ville have sagt. Det var jeg sikker på. Usikkerheden i hans øjne strålede igennem. "Jeg tror ikke, det var det, du ville sige. Har jeg ret?" spurgte jeg forsigtigt. Niall nikkede. "Øhm..." startede han, og jeg kunne se, at det, han skulle til at sige, gjorde ham nervøs. "Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det... Så jeg prøver at synge det". Jeg satte mig ekstra godt tilrette i lyttestilling.

(Sæt 'I love you - Avril Lavigne' på, på Youtube, det vil gøre det mere specielt at læse, når den er i baggrunden, tror jeg)

I like your smile, I like your vibe, I like your sty-yle.

But that's not why I love you.

And I, I like the way you're such a star.

But that's not why I love you.

 

Hey, do you feel? Do you feel me? Do you feel what I feel to?

Do you need? Do you need me? Do you need me-e-e?

 

You're so beautiful,  but that's not why I love you.

I'm not sure you know, that the reason I love you is you - being you - just you.

Yeah the reason I love you is all that we've been through,

and that's why I love you.

Niall sang sangen helt til ende, og tårerne trillede om kap ned ad mine kinderne. Jeg prøvede ikke at benægte dem - At benægte mine tårer ville være det samme som at benægte mine følelser.

Jeg ville ikke længere tvivle - Jeg elskede Niall, og det her var hans måde at sige, at han elskede mig på. Alt det for at sige, at han elskede mig? Jeg var mundlam!

"Jeg elsker dig," hviskede Niall og lagde guitaren fra ham med et smil. Han sad lidt forlegent og vidste ikke, hvad han skulle sige, indtil han skød hen mod mig og plantede hans læber mod mine. Sommerfuglene i min mave eksploderede, og mavefornemmelsen var helt rigtigt - Det føltes som om, det var magi, hver gang vores læber mødtes. Niall træk sig tilbage: "Your lips look lonely... Would they like to meet mine?" hviskede han ind i mit øre og satte endnu engang hans læber imod mine i et længere kys - Der udviklede sig til at være mere end bare et kys... It was true love.

Soo... Dreams can come true even though they're against the odds

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...