Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3910Visninger
AA

17. Kapitel 16

Min ellers så simple plan var gået i vasken. Håbet smuldrede væk for mine fingrespidser, men jeg prøvede at holde mig i skindet.

Jeg mærkede min hjertebanken. Det var som om, man kunne høre den. Kender du følelsen? - For jeg kender den alt for godt: Det er det øjeblik, hvor du er nervøs, at du føler hele blikket bliver slørret, og du har umådigt svært ved at se klart, eller for den sags skyld at tænke klart. Kort sagt er det det øjeblik, hvor tiden står stille og fryser til is.

Min mor kiggede fra Niall og over på mig. Hendes blik var ikke så lige til at tyde. Måske var det, fordi hun ikke selv vidste, hvad hun skulle tænke om det hele? Måske var hun splittet? For at være ærlig over for mig selv, ville det være spild at tid at blive ved med at gætte, for jeg ville sandsynligvis aldrig nå til at konklussion.

En læge kom også ind af døråbningen, gik lige ind imellem Niall og mor og afbrød deres interne krig med øjnene. "Hvis I vil lade os være alene for et øjeblik, så vil jeg lige tale med Savannah under to øjne," sagde hun og gav dem et bestemt smil. Det var ikke den samme læge som dagen før - Hende her kunne jeg lide. Det var en læge for min smag, og det sagde ellers ikke så lidt, for normalt frastød jeg alt, der havde noget som helst med et hospital at gøre.

Mor og Niall svarede ikke, for det var ikke et spørgsmål i realiteten - Det var mere en konklussion. De nikkede begge og smilte til hende, men begge smil var så falske, som de kunne blive. Det er ikke svært at kende forskel på sande og falske følelser. Jeg kender dem alt for godt til at kunne adskille dem fra hinanden til enhver tid.

Lægen - som jeg godt kunne lide - lukkede døren stille i bag sig og bevægede sig med lette trin hen imod mig. "Hvordan har du det?" spurgte hun som forventet. Det var vel en god start på en samtale. "Øhm... Jeg har det vel fint? Jeg ville have det bedre, hvis jeg kunne mærke mine ben, men så heldig er jeg tilsyneladende ikke," svarede jeg og sukkede. "Tro mig, du er uendelig heldig! Du må være stærk indvendig, for de fleste ville ikke klare det, du gjorde, uden at komme yderligere til skade. Du har trods alt livet i behold. Husk lige på det mig tøs!" mindede hun mig om og prikkede mig på brystet.

Hun havde ret.

Jeg haaaaader, når andre har ret!

Det' uretfærdigt!

"Du er stærk! Hold fast i det og hold hovedet højt, ikke? Du er ikke færdig med livet endnu. Du er her nok af en grund?" tilføjede hun og sendte mig et smil - Et ægte af slagsens. Det varmede mig om hjertet, at hun mindede mig om, hvad jeg altid selv havde ment - Jeg var stærk. Hun havde mødt mig for første gang for et minut siden, og alligevel kendte hun mig bedre end de fleste.  

Respekt!

Jeg skulle til at takke hende, men lyden af råb ude fra gangen overdøvede mine tanker fuldstændig, og jeg rystede opgivende på hovedet. Here we go again. Hvem mon stod og råbte? - Det vil aldrig i livet kunne gætte. Ironi længe leve... Det var ikke bare råb som i: "Han er ved at dø her. KOM OG HJÆLP FOR SØREN!". Nej, det var lyden af Niall og min mor. Det var hjerteskærrende at have deres råb i baggrunden. Inderst inde elskede jeg jo dem begge. Det kunne, jeg ikke benægte. Jeg ville bare ønske, de kunne enes, men det ønske lod til at være for optimistisk i øjeblikket.

Hvordan var vi endt her?

"Tak... Jeg... jeg trænger nok bare til gode nyheder. Det er nok derfor, jeg er så bitter. Det må du undskylde. Der er bare så meget at tage stilling til for tiden, og jeg kan ikke klare det, men... "-Men her kommer jeg så med de gode nyheder!" afbrød hun og fik min fulde opmærksomhed. Det virkede næsten for godt til at være sandt, at der endelig ville komme en positiv meddelelse til mig.

"Så kom dog med dem!" sagde jeg forventningfuldt og lyste op som et lille barn, der glædede sig til juleaften. Kan du forestille dig julelysende i mine øjne, og det største smil på mine læber? "Nej, jeg synes, vi skal trække spændingen lidt endnu, siden du ikke virker interesseret i at vide det," sagde hun for sjov, men for mig skulle der ikke jokes omkring det her. "ALDRIG. SPYT UD!" udbrød jeg og kastede min hovedpude efter hende. Måske lidt underlig opførsel, men hun vidste forhåbentligt, at jeg gjorde det af et godt hjerte.

"Nå, så du vil vide det?" spurgte hun og rynkede panden. "Nok sjov for nu. Jeg skal nok komme til sagen. Du fortjener vidst lidt godt nyt. Jeg har talt med de andre læger, og vi er enige om, at du er rask nok til at tage hjem idag. Så du er fri". Mit hjerte stoppede, da hun sagde hjem.

Hvor præcist er hjem? Hvor ligger det?

Jeg vidste snart ikke længere, hvor jeg boede. Alt jeg vidste var, hvor jeg mente, jeg hørte hjemme. Men det var jo ikke spørgsmålet. Jeg skulle hjem. "Hjem?" Ordet virkede forkert. Det vendte sig forkert i munden. Det var ikke rigtigt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hun havde vel forventet et smil eller grin, men jeg var mere tilbøjelig til at græde - Vræle så højt jeg kunne, men jeg var blevet for stor til at vræle.

Pokkers!

Hvor er livet dog uretfærdigt!

 

***

 

Tiden var kommet. Krigen ville snart bryde ud. Alt vi gjorde var at vente tavse, mens lægen gengav historien, om min tilladelse til at forlade stedet. Bagefter ville der være krig - Diskussioner i lange baner.

Jeg tror, det er dit stikord til at finde popcornene frem igen...

"... Så Savannah har, på baggrund af hendes tilsyneladende stabile helbred, fået tilladelse til at tage hjem idag". Sådan lød gentagelsen, og pistolen lød - Krigen var igang... eller noget i den retning.

Og jeg er ikke i humør til at lave sjov med ordet retning!

"Det glæder vi os til!" sagde min mor med et smil og kiggede over på min far, der sad på stolen ved siden af hendes. Jeg rullede med øjnene. Som om. Nu udtrykker jeg mig nok, som om jeg hader dem, hvilket er helt ved siden af sandheden. Jeg elsker dem. Jeg ville aldrig gå så langt ud, at jeg direkte ville hade et eller flere familiemedlemmer. Når alt kommer til alt er de min familie og dermed en del af mig. Uden dem ville en del af mig være væk. Borte med blæsten. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle samle alle indtrykkende. Der var for meget i mit hoved, og det var for uoverskueligt for mig at danne et overblik over mine følelser.

Jeg lod blikket løbe væk fra dem og over på Niall. "Nej, det er mig, der glæder mig til at tage dig med hjem," brød han ind og kiggede rundt på de andre, men endte alligevel med at kigge på mig og smile. Dog var der noget gemt bag smilet, som jeg ikke havde set tidligere. Før eller senere ville jeg vel finde ud af, hvad det var.

"Vi ved nok, hvad der er bedst for Savannah lige nu. Hun bliver nødt til at være hos os for at få det bedre," indskød min far. Det gjorde mig sur i æbleskralden. "I VED IKKE EN SKID!" fløj det ud af mig, og jeg holdt mig straks for munden for ikke at lukke flere uventede ord ud gennem sprækken.

Jeg følte sad i klemme mellem Niall og mine forældre, og det var forfærdeligt!

Jeg behøves ikke at stave det for dig, vel?

RRRRRRRRRRRRRRRRRHHHH!

Og så tager vi lige en dyb indånding...

"Jeg er ked af at sige det, men de er trods alt dine forældre. Jeg bliver nødt til at sende dig hjem med dem. For mig er der ikke noget valg, Savannah, men jeg håber da, at I finder en løsning på, hvad end nu I har gang i. Jeg ønsker jer held og lykke," afsluttede lægen og tog fat i min hånd og gav den et klem og sendte mig et hurtigt smil, som om alt nok skulle løse sig med tiden.

Men hvordan?

Det er det, vi altid spørger os selv om: Hvordan, hvor, hvad, hvis... Hvordan?

Men på den måde finder vi aldrig svaret. Only time will tell...

Lægen forlod lokalet, og jeg bevægede blikket over mod Niall igen, men han så ikke ud til at have flere gode argumenter i ærmet for, hvorfor jeg tilhørte ham. Han havde stadig et eller andet mystisk i øjnene, som jeg ikke kunne sætte en finger på, hvad var. Diskussionen var vundet, men ikke af ham. Jeg følte ikke, han havde lagt nok følelser idet. Han prøvede ikke nok. Ville han bare give slip? Ville han virkelig bare lade mig gå  let? Jeg havde kæmpet meget for at få ham tilbage, og det var alt, han gav tilgengæld?

Var det virkelig sådan her han kæmpede for sin pige? - For metoden virkede elendigt!

Hvad tror du, du har gang i, Niall!

Din.... Din... GULEROD!!!

 

***

 

Jeg stirrede forvirret ud af vinduet på bagsædet i bilen. For anden gang kørte jeg hjem, hvor jeg følte, at løbet var kørt for mig. Selvom jeg var opsat på at holde fast i håbet, så var jeg lige ved at give slip. Gad jeg i det hele taget håbe mere? Efter Niall's chokkerende måde at takle min mor på, så var jeg ikke sikker på, om det bare var spild af energi at tænke på ham og håbe. Jeg havde aldrig opgivet ham, men havde han lige opgivet mig?

-----------------------------------------------------------------------------------------------

For anden gang må Savannah vende hjemad uden Niall ved sin side.

Hvorfor mon Niall slet ikke kæmpede sin sag og for hende? Har han mistet følelserne for Savannah? Hvad tror du er grunden? Vi er ved at nå enden af historien, men kan det hele nå og løse sig? - Eller løser det sig overhovedet?

Jeg undskylder meget, at det tog så lang tid, før kapitlet kom. Jeg synes ikke lige, jeg har haft tiden til at skrive. Tusind tak for tålmodigheden. Men bare rolig - I har noget at glæde jer til i det næste kapitel. Jeg tror, det bliver godt♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...