Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3925Visninger
AA

16. Kapitel 15

Tankerne havde frit løb, som jeg lå dér i mørket i min hospitalsseng. Det er som om, man tænker klarere, når lyset er dæmpet, og man er helt alene.

Kender du følelsen?

Jeg hadede at indrømme det, men det var nu rart at være alene med mine tanker for en stund. Min krop slappede bedre af på denne måde. Hele dagen havde været så anspændt. Drama var det sidste, jeg ønskede på det nuværende tidspunkt. Det er så... dramatisk.

Følelsesmæssigt havde det også været en hård dag. Der var kommet mange sandheder på bordet, og hér i mørket prøvede jeg vel at samle alle indtrykkene og finde ud af, hvor jeg stod. Man vænnede sig vel aldrig til tanken om, at man aldrig kunne komme til at gå igen, men jeg havde efterhånden accepteret den situation, jeg var sat i.

Jeg var kommet frem til den konklusion, at jeg ikke ville klynke. Det hjælper hverken på humøret eller det faktum, at jeg fra imorgen af vil være til at finde i en kørestol. Klynkeri hjælper mig ikke. Det hjælper generelt ikke, ligemeget hvor slemme omstændighederne er. Sådan er det.

Punktum.

Natten havde meldt sin ankomst, og hospitalets gange var knap så støjende, dog værtsatte jeg de lydtætte vægge. Et lille digitalt ur blinkede med røde tal ved siden af sengen. Jeg lå og stirrede blindt ind i det, og først nu tænkte jeg over det. Klokken var slået 3:00, men jeg følte mig ikke i nærheden af at være træt. På trods af tidspunktet følte jeg mig overraskende frisk. Jeg kunne godt droppe mit forsøg på at sove. Jeg havde forsøgt i flere timer, og jeg følte mig stadig lysvågen.

Det var muligvis de utallige tanker, der holdte mig vågen.

Rettelse - Det var de utallige tanker, der holdte mig vågen.

Up all night you know?

Hvilket sjovt nok mindede mig om en hvis person. Denne person kunne umuligt forlade mine tanker et enkelt sekund. Jeg fik aldrig fred, Han havde en klistrende effekt på mig (Og det skal ikke misforstås). 

Get out, get out, get out of my head.

And fall into my arms instead.

Straks jeg kom til at tænke på ham, følte jeg mig ensom. Jeg savnede ham mere end nogen anden, og jeg ønskede mere end noget andet, at han var ved min side lige nu.

Forestil dig, at jeg ligger i min hospitalsseng og kigger ud i luften. Pludselig spærrer jeg øjnene op og en pære lyser over mit hoved. Okay, måske er det lettere at fortælle, at jeg har fået en idé. Det andet var bare langt sjovere.

Hvis Niall ikke kunne være her, mens der var fare for, at min mor ville opdage det, så måtte han bare tilbringe tiden på hospitalet, når der ikke var nogen chance for, at hun ville være tilstede. Ergo, skulle han besøge mig midt om natten, hvilket var... Nu.

Ideen var måske en smule skør, men den gav mening i mit hoved. Til min fordel var planen temmelig simpel, og det virkede umiddelbart ikke til, at noget kunne gå galt med denne plan. Den var skudsikker. Den var... genial.

Du er genial, Savannah!

Et klap på skulderen til dig for at være så dygtig.

HAHA!

Vi har vel kun det sjov, vi selv laver. Ikke?

Operation find-din-mobil-i-mørket er hermed påbegyndt. Jeg gik ud fra, at den lå på natbordet, eftersom det var der, jeg forlod den, sidst den var i brug. Eftersøgningen startede glimrende ud. Det vil sige, jeg startede med at knalde min venstre hånd ned i natbordet.

Det er det, man kalder skills!

Men AAAVVVVVVV, hvor gør det ondt at have skills!!!

Siden hvornår er borde begyndt at slå igen? Hvem har lært dem det?

I will come get you! Muhahaha! Okay, nok ond latter tilbage til find-din-mobil-i-mørket-operationen.

Der gik ikke længe, før jeg sad med min mobil og tastede Niall's nummer ind. Han skulle bare tage den! Det blev han nødt til.

"Hvad?!" spurgte en træt og irriteret stemme i den anden ende efterfulgt af et gab. Det kom ikke bag på mig, at han ikke var den mest friske person at snakke med midt om natten. Hvad kunne man have forventet?

"Øhm Niall? Det er mig, Savannah," svarede jeg med en næsten hviskende stemme. "Savannah?" Niall's stemme lyste pludselig op, og han virkede ikke det mindste søvnig længere. "Hvorfor ringer du nu? Læg dig dog til at sove man! Klokken er lidt over tre. Du burde ikke være oppe nu..." Niall vidste godt, at det var umuligt at diskutere med mig, så hans stemme faithede langsomt ud.

"Undskyld... Men jeg har virkelig brug for, at du kommer og besøger mig på hospitalet lige nu. Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig!" Min stemme var overraskende bestemt. Jeg håbede bare, det var nok til at lokke Niall herhen. "Kan det ikke vente til imorgen. Få dig noget søvn..." "-NEJ!" afbrød jeg, og der blev stille i den anden ende af røret.

"Jeg er på vej," sagde han endelig, og jeg åndede lettet ud. Thank God!

 

***

 

Der blev banket stille på døren, inden den gik op. To personer kom ind og lukkede døren i efter dem. Niall og... Harry?

Hvad lavede han her?

Jeg kiggede hen på Harry, og derefter spørgende hen på Niall.

"Ja, jeg har ligesom ikke kørekort..." sagde han forlegent som svar på mit blik. Jeg nikkede forstående. Det kom ikke bag på mig. De drenge brugte deres tid på så meget andet end lige køreundervisning.

"Hej," hilste Harry og vidste ikke helt, om han skulle smile eller vise medlidenhed, fordi jeg lå på et hospital. "Øhm... du ser godt ud..." sagde Harry tøvende, og jeg brød ud i en uventet latter og holdte mig derefter for munden. Jeg ville ikke larme for meget, så en læge ville tro, at jeg skulle have hjælp. Niall grinte med, men prøvede også at holde lav profil med latteren, men når Niall først er begyndt at grine, så er det svært for ham at lade være.

"Ja, synes du ikke? Hvide hospitalskjoler er lige mig!" sagde jeg ironisk, og han begyndte at smile. Man ser forfærdelig ud i hospitalstøj! I hvert fald efter min mening. "Selvfølgelig," svarede Harry og spillede med på joken.

Der blev stille og som altid, var det Niall der brød stilheden: "Hvad var det, der var så vigtigt?" Han stemme var bekymret. Jeg brød mig ikke om at se ham på den måde, men han skulle vide det. Om det ville gøre ondt eller ej. "I bliver nok nødt til at sætte jer ned," begyndte jeg og spejdede rundt i rummet, men alle stole var taget ud af lokalet.

Pokkers!

En eller anden, kom med en stol!

Seriosly...

Niall og Harry satte sig istedet på sengekanten uden at sige ét ord. Deres blikke hvilede på mig med forvirrede blikke. Jeg foldede nervøst hænderne oven på dynens hvide betræk, kiggede et kort øjeblik ned og overvejede mine ord grundigt. Ordene skulle ikke slippe forket ud af min mund, og jeg ville ikke undlade selv den eneste detalje.

"Jeg har talt med lægen og... og..." Jeg snublede over ordene. Frygten for deres reaktion pumpede rundt i kroppen. Ærlig talt klædte det mig ikke at være så seriøs. Whatever. Lad være med at tale dig selv udenom, Savannah. "Jeg gjorde nok noget lidt dumt dengang, jeg ikke tilbragte min tid med jer mere... Jeg fortryder det så inderligt, men hvad kan jeg gøre ved det? Nogle dumme piller er skyld i... er skyld i..." Endnu en gang snublede jeg over ordene. At færdiggøre min sætning var mere vanskeligt end forventet.

Jeg endte med at ryste på hovedet af mig selv. Det føltes dumt. Jeg ville hellere end gerne starte forfra, men det ville virke forkert på en måde, jeg umuligt kunne forklare. Stilheden faldt over mig, og jeg var ikke sikker på, om det ville være bedst at stoppe mig selv eller fortsætte.

"Hvad er det, du prøver at sige?" spurgte Harry forsigtigt, for ikke at trykke på nogle forkerte knapper inde i mig.

"Det ved jeg ikke... Jo, jeg gør! Men jeg forstår det bare ikke... Eller jo, jeg gør! Men det er svært at forstå... Eller det er faktisk ret så simpelt! Men det gør mit liv utrolig svært, hvilket er det modsatte af simpelt..." "-Savannah!" Niall afbrød og ruskede i mine skuldre. Jeg var faldet helt i staver og var begyndt at tale sort. "En gang til og langsommere denne gang!"

Okay Niall, jeg skal nok prøve at være langsommere.

- Jeeeeg kaaaaaan ikkeeeee mærkeeeeeee mineeeeee beeeeeeeen...

Hvorfor laver jeg altid sjov i seriøse situationer? Seriøst?!

"Jeg var syg, og fordi mit liv var noget lort, så valgte jeg at tage en overdosis af piller. I skal ikke bebrejde jer selv, for de beslutninger I har taget, for jeg bebrejder kun mig selv for det her... Lægen fortalte mig, at jeg er blevet lammet fra hofterne og ned. Jeg kommer aldrig til at gå igen og... Og sådan er historien i korte træk. Jeg skal sidde i kørestol..." fortalte jeg. Detaljerne var knap så detaljerede, som jeg havde tænkt mig dem til at være, men jeg tog det ikke så tungt.

Niall tog min hånd, gav den et klem og trøstede mig, også selvom jeg ikke græd. Det var ham, der græd. Tåre efter tåre strøg ned ad kinderne, og hans øjne var helt klare men blanke. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at han ville blive så bevæget af det, jeg fortalte.

"Lad være med at græde," bad jeg og fnes forlegent. Det plejede at være mig, der tudede grænseløst. Der kom et snøft, men det kom ikke fra Niall.

Harry?

Jeg opdagede en tåre i Harry's øjenkrog, som langt om længe gik sine egne veje, men han tørrede den hurtigt væk med håndfladen. Tåren kom ikke alene, og han accepterede hurtigt, at han ikke var lavet af sten. Jeg sendte ham noget, der lignede et smil for at fortælle ham, at jeg var okay - I hvert fald for nu...

"Jeg tror, jeg vil lade jer være alene. Det bliver lige lidt for følelsladet for mig lige nu. Jeg er ikke god til så stærke og sørgelige sager. Niall, du tager vel en taxi?" Kom det fra Harry, og Niall nikkede uden at fjerne blikket fra mig. "Vi ses, Savannah," tilføjede han og sendte mig et hurtigt, forsigtigt smil, inden han forlod os. Det kom bag på mig, at det rørte ham så meget.

Drenge altså.

Jeg skal ikke dø!

Please stop med at græde, inden jeg også begynder...

Døren gik i, og der blev stille. Jeg tørrede tårerne væk fra Niall's kinder. Det hjalp dog ikke spor, da de to sekunder efter var våde igen. Han lagde sig ved siden af mig i sengen - Præcis som igår og lagde derefter den ene arm omfavnende omkring mig og gennemborrede mig med hans perfekte øjne.

Nu er du pladderromantisk igen, Savannah.

Føj! Det klær dig ikke... Men Niall klær dig nu ret godt.

Taler jeg til mig selv?

Whatever.

"Hvad tænker du på?" spurgte han interesseret og forundret. Hvad tænkte jeg egentlig på? Mit hoved var et stort rod, og jeg prøvede stadig at samle mig, men hvad bestod rodet af? Hvad var det, der rodede rundt oppe i mit hoved? "Jeg ved det ikke... En hel del. Jeg ville bare ønske, vi ikke skulle mødes på den her måde," svarede jeg og indså hvor underlig situationen var - Niall og jeg mødte hinanden i smug, mens alle andre sov. Det var langt fra, sådan jeg ønskede, det skulle være. Laaaaangt fra.

"Jeg ville ønske, jeg bare kunne stikke af med dig lige nu, lige her, men det bliver nok lidt svært med de ben," sagde Niall og kyssede mig blidt på panden. Jeg lagde mig endnu tættere ind til ham og gabte. Min manglende søvn bankede på døren, og jeg kunne ikke benægte, at jeg var træt, men jeg var fast besluttet på at holde mig vågen, så længe Niall var her.

Min øjenlåg blev tungere og tungere, som tiden gik, og et gab slap ud af min mund...

 

***

 

Jeg missede med øjnene, da jeg stille vågnede, og det gik langsomt op for mig, at mit liv ikke bare var en drøm - Den var god ok. Jeg lå stadig på hospitalet. Intet havde ændret sig. Mine ben var stadig følelsesløse, og Niall lå stadig ved min side og sov.

NIALL?!

NOOOOOOOOO!

Faldt vi virkelig i søvn i nat? Begge to?

Min mor kan komme, hvornår det skal være... Torsk, Savannah! Du' en TORSK!

"Niall. Vågn op," sagde jeg stille, så ingen andre end ham kunne høre det. Jeg ruskede i ham, men der kom ingen respons. Jeg gentog det et par gange, men han lå lige så tungt og sov hver gang. Så må man vel gøre det på den hårde måde. Desperate tider kræver desperate handlinger. Right?

"Vågn op!" halvråbte jeg og krydsede fingre for, at dem ude på gangen havde valgt at være døve denne morgen. Derefter skubbede jeg lidt til ham i sengen. Med lidt så mener jeg lidt for meget. To sekunder senere var Niall trillet ned på gulvet med et ordentlig bump og var vågnet. "AV! Hvad skulle det til for?" hvæssede han irriteret af mig. "Godmorgen," svarede jeg bare og sendte ham et fornøget smil, men det forduftede hurtigt fra mine læber, da jeg blev klar over, hvor meget tid vi havde til at få ham ud af lokalet.

"Niall, du bliver nødt til at smutte. Min mor går agurk, hvis hun ser dig!" advarede jeg. "Agurk?" spurgte han med rynket pande. "Eller bananas! Kald det, hvad du vil. Bare se at komme ud herfra!" hunsede jeg. Han kyssede mig farvel og greb sin jakke på vej ud i et hastigt tempo.

Idet han åbnede døren på fuld gab, stoppede han op og bevægede sig ikke. Jeg lænede mig over i den anden side af sengen for at se, hvad problemet i bund og grund var.

Mit hjerte spang et slag over, da jeg så, hvem der stod i døråbningen - Min mor!!!

 

------------------------------------------------------------------------------------------------

Nu er Savannah & Niall virkelig i problemer!

Hvad tror I der sker nu? - I er meget velkomne til at skrive ideer til det næste kapitel :-)

Tusind tak til dem der læser min historie. Det' SÅ dejligt at logge ind på den♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...