Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3914Visninger
AA

15. Kapitel 14

Mine hænder rystede, mit hjerte bankede væsentlig hurtigere og jeg kunne ikke mærke mine ben eller fødder. Jeg vidste ikke, hvad der var sket. Hvad kunne jeg i det hele taget forvente af denne samtale?

Alt jeg ville vide var, om jeg var okay...

Var der sket noget slemt?

Hvor hårdt var faldet?

Hvordan har faldet påvirket min krop? - Og ikke mindst pillerne?

Jeg tror, du har fattet pointen? Jeg vil vide noget. Hvad som helst.

Virker jeg desperat nu?

Vent... jeg er desperat! Punktum!

Back to the real world...

Lægen satte sig ned på stolen ved siden af mig. Dén stol Niall havde siddet på for blot fem minutter siden. Situationen var vendt op og ned, og jeg vidste snart ikke, hvem jeg var mere, og hvad mit navn var. Jeg var som et lille barn igen - Forstået på den måde, at jeg følte mig rundt på gulvet, og jeg kunne ikke klare mig selv alene i denne situation. Jeg blev nødt til at få hjælp på den ene eller den anden måde.

Den kvindelige læge tog sig en dyb indånding, hvilket gjorde mig endnu mere rædselsslagen.

Kom med det!

Spyt ud!

Calm down, Savannah... Okay, jeg havde måske ikke glemt mit navn alligevel...

Back to the real world. Again.

"Savannah, kan du mærke dine ben?" spurgte hun helt uventet og rynkede panden. Det var som om, hun vidste, at jeg ville sige nej. Det var som om, det var meningen, at jeg skulle sige nej, så hun kunne fortælle mig hvorfor. Jeg mærkede endnu en gang efter, men jeg følte ingenting fra hofterne og ned. Overhovedet.

"Nej," svarede jeg kort og præcist.  Mere kunne jeg ikke få ud af min tørre mund, men mere var heller ikke nødvendigt eller påkrævet på nogen måde. Dét, hun skulle til at sige, var laaangt vigtigere.

Lægen nikkede og strøg noget af hendes lyse hår om bag øret, så hun kunne overvåge hver en bevælgelse, jeg foretog. Hendes ansigtsudtryk bar tydeligt præg af, at hun ikke var overrasket over mit svar. Hun havde sikkert vidst det hele på forhånd, men man skal vel spørge ind til, hvordan patienten har det.

Jeg er utålmodig!

Bare kom med deeeeeeeeet!

Jeg har ikke hele dagen. Eller teknisk set, så har jeg hele dagen, men jeg vil ikke bruge den på, at hun ikke kan bestemme sig om, hvornår hun vil fortælle mig, hvad der egentlig foregår.

Det med at være rolig varede vidst ikke særlig længe...

"Det tænkte jeg nok. Se pillerne havde en stærk effekt på dig. Det er helt normalt, når man tænker på, hvad der er sundt og derefter på, hvad du indtog. Desværre er det bare en langvarig effekt, som du bliver nødt til at leve med også selvom, det virker uretfærdigt... Du er blevet lammet fra hofterne og ned, så en kørestol vil være nødvendig fremover. Jeg ved godt, at det er en del at sluge i en mundfuld, men du bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene på den hårde måde... Det gør mig ondt".

Mit hjerte sprang et slag over - hvis ikke to. Tiden stod stille for et øjeblik. Jeg var mundlam. Håbet sev ud af kroppen. Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Skulle jeg grine? Græde? Nok ikke grine... og jeg var også færdig med at græde. Jeg kunne ganske enkelt ikke græde mere.

Tudeprinsessen havde opbrugt hendes tårer, og nu også hendes ord.

Hele min verden var styrtet sammen på grund af ét dumt glas piller. En dum handling havde resulteret i skader, der ville vare resten af livet.

Tænk før du handler <------- Giver pludselig mere mening, når man selv oplever det. Savannah, skal du virkelig have kastet sandheden i hovedet, før du forstår alvoren? Skal du? Nu må jeg seriøst stoppe med at tale med mig selv, inden jeg bliver komplet sindsyg.

Nøøøj, det minder mig om en scene i Alice in Wonderland for lige at tænke på noget helt andet:

Hattemageren: Have I gone mad?

Alice: I'm afraid so. You're entirely bonkers. But I'll tell you a secret. All the best people are.

Den scene husker jeg specielt fra filmen. Måske fordi jeg altid har beregnet mig selv som en smule underlig oven i knolden, men også fordi man kunne grine af det...

Selv om situationen minder mig om Alice in Wonderland, så kan det stadig ikke sammenlignes. Det er to vidt forskellige ting, der ligger så langt fra hinanden.

Virkelighed og fantasi.

Jeg ville ønske, det her var fantasi, så jeg om lidt ville vågne op til virkeligheden, men når jeg overvejede min chancer, så de cirka sådan her ud: 0,0000000000000000000000000000000000000000000001% Man kan så efterfølgende vælge, om man vil være optimistisk eller realistisk. Hvis man vælger at være optimistisk, så bliver man skuffet, og hvis man vælger at være realistisk, så er man skuffet.

Tag en tudekiks og kom videre Savannah!

Det er bare ikke så let at komme videre. Ét er at sige det, noget andet er at fuldføre det. Normalt plejer jeg at være Bambi på glatis, når jeg er iført høje hæle. Nu skal jeg køre rundt i en stor og klodset kørestol. Jeg kan ikke en gang komme ind på mit eget værelse, fordi det ligger på 1. etagen. Jeg kan heller ikke besøge Liam eller Niall, fordi der er ingen elevatorer i deres lejlighedskompleks.

Jeg kan ingenting.

I-N-G-E-N-T-I-N-G!

Stor respekt til dem, der hver dag måtte leve på denne måde.

Stooooor respekt.

Jeg kunne bare ikke se, hvordan det nogensinde kunne komme til at virke så 'let' for mig, som det gjorde for alle andre. Problemerne virker vel altid størst, når det er en selv, der har dem? Den hverdag var jeg bare hverken vant til eller klar til. Men hvem bliver nogensinde klar til at sidde i kørestol resten af livet?

Jeg kiggede tilbage på stolen ved siden af den seng, jeg lå i, men jeg blev kun påmindet om, at det bare var en læge, der sad ved min side. Støtte var en ting, jeg havde brug for mere end noget andet lige nu. En hvilken som helst person, der kunne fortælle mig, at alt nok skulle gå. Personen behøvede ikke at mene det hundrede procent, men jeg havde brug for noget optimisme. Efter alt det jeg havde været igennem den sidste tid, så var min optimisme slidt for meget på.

Jeg så vel for negativt på tingene? Det var jo ikke, fordi jeg døde eller noget andet i den retning. Jeg havde stadig livet i god behold. Derfor var der stadig brug for omvæltning, og jeg kunne blive nødt til at blive betydeligt mindre selvstændig og erkende, at jeg havde brug for hjælp i denne situation. Det med at klare mig selv var slut nu.

It's over.

Game over!

Wow jeg lyder moden...

Min hånd blev ved med at ryste. Jeg havde brug for en, der kunne få den til at slappe af, og ingen er bedre til det end Niall. Min Niall. Det kunne jeg vel godt kalde ham igen?

"Kan du ikke få Niall herind igen?" spurgte jeg uden at skænke hende et eneste blik, jeg kiggede bare lige ud i luften og lod mig ikke distrahere af nogen lyde eller pludselige bevægelser. Niall burde vide det. Det hele. Han var den eneste, jeg havde lyst til at tale med ligenu... Eller selvfølgelig havde jeg ogå lyst til at snakke med de andre, men denne gang var han den første, der skulle kende til sandheden. Det skyldte jeg ham.

"Mener du den lyshårede fyr med den irske accent?" spurgte hun forvirret. Er det virkelig det eneste, de folk ligger mærke til? - Det ydre? Okay, det plejede jeg også at gøre uafbrudt, men efter episoden i tordenvejret for blot en måned siden, så er den fase ovre i mit liv.

Liam så ikke bare en hjemløs ude på gaden. Han så en hjemløs. der desperat havde brug for hjælp. Der er en væsentlig forskel, hvis man bare kan overskue at læse mellem linjerne.

"Ja... jeg mener den lyshårede fyr med den irske accent," svarede jeg. Stemningen blev efterhånden akkavet, og hun flyttede sig ikke en millimeter. Hallo! Det var ligesom meningen, du skulle finde ham! Ser jeg ud som en, der kan gå? Nej vel, fordi jeg er lammet fra hofterne og ned! Hvad er dit problem så? URGH!

Jeg blivet tosset!

"Skulle du ikke ud og finde ham?" spurgte jeg, da tålmodigheden slap op. Hvem prøver jeg at narre? Jeg har absolut ingen tålmodighed. Hvorfor lade som om, jeg har?

"Jeg tror ikke din mor ønsker at finde Niall herinde..." svarede hun med blandede følelser. Hun virkede klart til at være ny inden for faget. "Men min mor er her ikke, så du må meget gerne hente ham nu," fløj det ud af mig, inden jeg nåede at tænke over, at det rent faktisk var en læge, jeg modsagde.

Lægen modsagde heldigvis ikke mig, derimod forsvandt hun ud af døren uden at give en lyd fra sig.

 

***

 

Det føltes som om, der var gået en evighed, før hun kom tilbage.

Hvor lange tid kunne det tage?

Døren knagede svagt, da den blev åbnet stille op. Jeg rettede mig op sengen for bedre at kunne se Niall komme ind, men han var der slet ikke. Lægen kom alene tilbage.

HVAD?!

WTF?

Vas happenin?

"Din mor har sent Niall hjem. Jeg skulle sige fra hende, at hun ikke mener, han er den rette for dig, at du ikke ved, hvad du roder dig selv ind i..." sagde lægen uden at komme helt hen til mig, hvilket hun nok gjorde klogt i, for jeg havde virkelig lyst til at slå en lige nu.

"Hvor er hun henne?" spurgte jeg vredt. Jeg var ked af, at vreden gik ud over hende, men jeg kunne ikke holde den inde. "Hun er taget hjem, mens du overnatter her. Hun vil være tilbage i morgen tidlig. Bare rolig".

Skønt!

Bare skønt...

Kan livet blive bedre?

-----------------------------------------------------------------------------------------

Savannah bliver tydeligvis aldrig den samme igen, hvad tror I, der kommer til at ske med hende, når hun i fremtiden vil rulle rundt i en rullestol?

Vil hun nogensinde få lov til at møde Niall igen, efter hendes mor har sendt ham hjem?

Det ville betyde SÅ meget, hvis I lige vil smide en lille kommentar om, hvad I synes om historien indtil videre. Tak til alle dem der liker og sætter på favoritlisten. Mere?♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...