Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3901Visninger
AA

14. Kapitel 13

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og mine hænder blev svedige, som de lå der i Niall's. Tusind tanker kørte igennem mit hoved på én og samme tid. Hver gang jeg viklede mig ud af et problem, dukkede det næste op.

Hvorfor er jeg altid den uheldige?

Er der ikke en, der vil sprede lidt held ud over mig? -For jeg får brug for det!

Held og lagkage, Savannah!

"Nej, nej mor! Det er okay..." fløj det ud af mig, uden jeg nåede at tænke nærmere over ordene. Min stemme virkede måske nok ikke særlig overbevisende, men det, at jeg rent faktisk sagde noget, var en stor bedrift i sig selv. Normalt ville jeg være mundlam i sådan en slags situation, men jeg skyldte Niall at være til stede både fysisk og psykisk.

"Er der da okay, at en fremmed bare kommer ind til dig?" spurgte min mor, der var overrasket over min indstilling - Muligvis fordi hun ikke kendte sandheden. Jeg tog en dyb indånding: "Men mor... han er faktisk slet ikke fremmed. Måske er han fremmed for dig, men ikke for mig". Jeg sank klumpen, der havde dannet sig i halsen. Først nu lagde min mor mærke til, at Niall og jeg holdt hinanden i hånden. Hun rynkede panden og indså, at der var en del, hun ikke kendte til. En heeeeeeel del.

SURPRIIIIIIIIIIISE!!!

Nej, det var ikke spor sjovt...

Jeg førte blikket hen på Niall, som stadig sad og nussede min hånd og forsøgte at holde mig rolig. "Niall, jeg tror, jeg tager den herfra," sagde jeg stille med rystende stemme. Det var mig, der havde lavet det her rod - ergo, var det også mig, der skulle sørge for at ryde op i mit rod. Men en ting er at sige det, en anden ting er at fuldføre det. Den sidste del ville blive noget af en udfordring, når det var min mor, jeg havde med at gøre.

Hun var stædig som ingen anden. Hendes ord var lov, som hun plejede at sige. Mor laver lovene, og vi andre har bare af at adlyde dem... Nu lyder det som om, min mor er lidt af en bitch, gør det ikke? Det er hun altså ikke. Hun er bare... hård udenpå og blød indeni, hvis du forstår, hvad jeg mener?

"Jeg er lige udenfor, hvis der er noget," sagde Niall, gav min hånd et kærligt klem og kyssede mig på panden, inden han gik ud af lokalet. Døren knirkede svagt efter ham. Vi var nu alene i lokalet - Mor og jeg.

Nu bliver det sjovt!

Nøøøøøøøj, min humor stinker virkelig i dag.

Der blev stille i hospitalsværelset, og jeg havde ikke tænkt mig at være den, der lagde ud, selv om jeg egentlig burde sige noget. Istedet ventede jeg på, at min mor ville komme med sine tonsvis af spørgsmål, så jeg kunne svare på dem og komme videre. Jeg ville væk herfra. Væk fra hospitalet.

"Hvem er denne unge mand, Niall?" spurgte min mor langt om længe og kiggede afventende på mig. Jeg valgte at sige tingene ligeud. Det var på tide at sandheden kom frem: "En god ven, og efter idag er han forhåbentlig mere end bare en god ven... Jeg boede hos ham, det meste af tiden, mens jeg var væk. Han har virkelig et hjerte af guld. Han har en måde at holde mit håb og mod oppe på. Vi udviklede os til at være mere end venner, men jeg holdte det faktum hemmeligt, at jeg var efterlyst og stukket af hjemmefra, og da han opdagede det, var det hele slut... Og så kom jeg hjem og var ked af det konstant. Var det svar nok?!"

Det var typisk mig at være flabet og gøre hele situationen værre, end den i forvejen allerede var.

The champ, Savannah!

Der blev stilhed mellem om, og hun satte sig på sengekanten uden at sige noget. Hendes blik var sårret. Hun havde lagt meget vægt på, at jeg skulle fortælle hende alt, men istedet havde jeg lukket hende fuldkommen ude af min verden.

Jeg kunne se at hendes tanker var er helt andet sted, og der var noget, der gik hende på. Lige hvad det var, var svært at sætte en figer på, da hun normalt var mester i at gemme hendes følelser, fordi hun ikke ville vise følelser og dermed svaghed. Måske lignede jeg hende ret godt? Måske havde hun gået igennem de samme ting? Og prøvede at advare mig mod at tage forkerte beslutninger?

I don't know.

I'm not Albert Einstein - I'm Savannah the Tudeprinsesse!

"Hvad er der galt?" spurgte jeg med stemme fuld af medlidenhed. Det var ikke noget, jeg plejede at spørge om, men normalt endte mine samtaler med hende også i skænderier. Forandring fryder. Hvor ikke prøve noget nyt, når det gamle bliver yt? - Ej, lidt for mange kloge rim på samme sted.

Min mor kiggede bare på mig, som om jeg havde slugt søm, men svarede ikke. Istedet rejste hun sig roligt fra sengen, gik over mod rummets eneste vindue og trak de hvide gardiner til side, så lyset strømmede ind. Hun kiggede tøvende ud på gaden. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så kunne jeg høre pigeskrig i det fjerne... Det slog med ét klik for mig:

Piger + One Direction = Fans og fangirling!

Nu jeg mærkede efter, så var jeg mere bange for at afslørre, at Niall var verdenskendt end at aflørre, det var ham, jeg havde grædt over i en uge. Det gav vel sig selv. Tanken skræmte mig fra hvid i sans, men jeg kunne ikke gemme på hemmeligheden i evigheder. Når det så var sagt, så syntes jeg stadig, at det var hende, der skulle bringe emnet på banen.

Min mor fnes for sig selv, selv om jeg nu ikke fandt noget videre sjovt ved denne situation. "Der har været fyldt med piger uden for hospitalet lige siden imorges. Hvad er det mon, der sker dernede? De spærrer da for patienterne!" sagde min mor efterfølgende.

Var det mit stikord?

Mor, kunne du ikke bare have gemt det til om 5 minutter?

Hvorfor ha' så travlt?

I don't get the point.

"Mor, der er noget, jeg skal for... Nej, bare glem det!" Jeg prøvede, men jeg var bare ikke modig nok. Så simpelt var det. Jeg var bange for, jeg klokkede i det, og ordene ville komme ud på en helt anden måde, end jeg havde tænkt mig.

"Nej, sig det endelig. Lad være med at holde det inde," bad min mor. Hendes stemme virkelig rolig. Måske var det her, der rette tidspunkt? Når vi kom hjem, ville det alligevel være forsent.

Problemet er bare: Hvordan siger man til ens mor, at man har fået en kendt kæreste? Jeg kunne vel altid gøre et forsøg.

"Øhm... Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det, men... grunden til alt den larm er, at Niall er med i det verdenskendte boyband One Direction. Dem, der står derude, er fans". Endnu en klump dannede sig i halsen og angsten for hendes reaktion steg. Hun ville sikkert gå helt bananas... og jeg fik ret.

"Du siger ikke, at du skal døje med de piger resten af dine dage?!" Min mors stemme var hævet og hendes ansigt bar tydeligt præg af, at hun var dybt overrasket. Inderst inde forstod jeg hende godt men at flippe SÅ meget ud var lige i overkanten.

"MOR! Tag den med ro. Det er jo ikke, fordi han har friet til mig eller noget!" halvråbte jeg og kunne mærke smerten tage over i min mave. Kræfterne rakte stadig ikke til at hæve stemmen så meget, og derfor sagde maven fra. Øjeblikket var ikke til at diskutere, jeg burde virkelig ligge og slappe af, men uden Niall ved min side, så var det svært. Der var hundrede andre steder, jeg hellere ville befinde mig nu, end i en hospitalsseng og skændes med min mor om et seriøst emne.

"NEJ! Men ærligt talt, så troede jeg du var klogere. Der er meget mere i hans verden end bare kærlighed. Det er en hård branche, og jeg vil ikke have, du bliver sårret!"

"Det eneste jeg bliver sårret af, er dig der ikke vil støtte mig!"

Døren gik op og en læge kom ind og afbrød samtalen.

"Undskyld er det et dårligt tidspunkt? Jeg synes bare, jeg hørte en, der råbte på en læge?" sagde hun. Faktisk var jeg glad for, at hun brød ind. Jeg kunne ikke klare stemningen længere. Den dårlige energi, der hang i luften, var ved at kvæle mig.  "Ja, det var mig, der kaldte, men det kan være ligemeget nu. Hun er vågnet og har det fint," svarede min mor lægen, men hun havde ingen idé om, hvordan jeg havde det. Ingen! - Og til hendes orientering, så havde jeg aldrig haft det værre.

RRRHHHHHHH!

Calm down, Savannah!

Det er svært at motivere sig til at falde ned, når man ikke selv tror på, at det vil lykkes...

Dyb indånding og pust ud. - Okay taler jeg med mig selv?

Ligemeget.

"Faktisk vil jeg gerne have, du bliver. Jeg har slet ikke talt med en læge om, hvad der er sket". Jeg følte behov for at tale med en under to øjne, og den person skulle ikke være min mor! "Der er forståeligt. Så må jeg bede dig om at forlade lokalet," sagde lægen til min mor. Min mor klagede ikke det mindste. Hun forlod bare lokalet uden at skænke mig ét eneste blik.

Det var som om min mor og jeg havde startet en indbyrdes krig, og jeg kunne ikke klare det. Jeg kunne ikke rumme flere problemer, men hvis hun ikke ville støtte mig i mine beslutninger, så var hun selv ude om det. Mit liv - mine beslutninger. Hvordan får man sin mor til at forstå det?

Hvad skal jeg gøre?

------------------------------------------------------------------------------------------

Hvordan tror I Savannah og hendes mor løser problemerne? Og bliver de overhovedet løst?

Mere?

I må meget gerne skrive i kommentaren, hvad I synes om historien og evt. komme med ideer.

Tak til dem der liker, sætter på favortlisten og kommenterer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...