Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3903Visninger
AA

13. Kapitel 12

Savannah's synsvinkel:

"Jeg tror, hun vågner!"

Mine øjenlåg føltes tunge. Som om de vejede et ton. Hele min krop var øm, og det var som om, der ikke var kontakt til mine muskler, som om de ikke var blevet brugt i flere dage. Kort sagt følte jeg mig svag, slap og helt ved siden af mig selv.

Mine læber var tørre og begyndte at sprække. Jeg fugtiggjorde dem med tungen, men det hjalp ikke det mindste. De var stadig knastørre som Saharas ørken. Ligemeget.

Jeg vidste ikke, om jeg turde åbne øjnene, for jeg var bange for synet, der var i vente. Hvor var jeg? Hvad foregik der omkring mig?

"Vas happenin'?" registrerede jeg en stemme sige, men jeg var ikke kommet nok til bevidsthed til egentlig at vide, om det bare var noget, der foregik inde i mit hoved. For lad mig være ærlig: Der foregik en masse underligt i mit hoved. Jeg havde bare ikke forudset, at Zayn's stemme skulle være en del af mine tanker? Og hvorfor lige nu?

Jeg tvang mine øjne til at åbne sig. Bare en smule. Synet, der var i vente, skræmte mig muligvis, men jeg var villig til at trodse frygten og finde ud af, hvad der skete omkring mig. Jeg kunne ikke trække tiden længere ud. På et eller andet tidspunkt måtte jeg åbne dem, og se verden i øjnene - Se frygten i øjnene.

Øjenlågene var stadig tunge, men det lykkedes mig at åbne dem stille, og lys blændende straks udsynet. Jeg blinkede et par gange. Jo flere gange, jo mere kom mit syn til sig selv.

Jeg lå på en hospitalsseng. Ikke det mest komfortable, men det kunne vel også være fuldkommen ligemeget. Luften føltes meget ren, væggene var kridhvide, og lyset fra dem skar næsten i øjnene. Jo... Jeg var på hospitalet. Episoden med pillerne måtte have tærret mere på mig end forventet. Det var konsekvensen ved at tage sådan en farlig chance. Nogen gange skulle jeg lære at bruge hjernen, inden jeg sprang ud i noget, der kunne være endt helt galt.

"Hi babe," sagde en velkendt stemme til min venstre side. Som jeg lå, kiggede jeg til højre, og det interressante og mystiske herinde var kun lige begyndt.

Det var Niall.

Niall's stemme.

Men hvorfor?

Hvordan?

HVAD?!

Jeg drejede tøvende hovedet i hans retning. Den var god nok. Det var Niall. De klare blå øjne, det lyse hår og smilet sagde alt. Han sad på en stol ved siden af mig, og hans blik var tydeligvis bekymret med også en del lettet. Mod al forventning var han kommet for at besøge mig.

Han lagde sin hånd i min og tegnede bløde, beroligende cirkler med tommeltotten mod min hud. Det føltes rigtigt - At sidde her med ham helt stille og roligt. Selv om jeg befandt mig på et hospital, så gjorde hans nærvær mig alligevel tryg.

Hov vent...

Stop lige en halv!

Sidder han og nusser min hånd?

Var han da slet ikke sur på mig?

Okay, hvad foregik der?

Helt ærligt!

"Hvor længe har jeg været væk?" spurgte jeg og rynkede panden uforstået. Min stemme lød udpint, og man kunne høre, at det var længe siden, mit stemmebånd sidst havde været i gang.

"Shhh..." tyssede Niall og satte pejefingeren mod mine tørre læber. Ingen skal tysse på Savannah Emma Roe. Ingen! "Du har brug for noget søvn, jeg vil lade dig være".

"NEJ!" bad jeg lidt højere end først forventet. Jeg havde vidst sovet nok nu. Den invendige side af mine øjenlåg var absolut ikke spændende at studere længere. Det var tid til at samle brikkerne og finde ud af, hvad der var sket, mens jeg havde været 'væk'. "Jeg beder dig, Niall. Bliv hos mig. Du må ikke gå allerede... Jeg kan slet ikke klare tanken om, at du forlader mig igen og..." "-Slap af Savannah! Jeg går ingen steder!" afbrød Niall, og jeg kunne høre, at han mente det. Han gav min hånd et kærligt klem og smilte.

Jeg lod et lille smil titte frem på mine læber. Han var den, der fik mig til at smile og uden ham, var jeg intet.

Han var tilbage.

Niall var tilbage.

Min Niall var tilbage!

"Hvad laver du egentlig her? Var jeg ikke en håbløs løgner, som bare brugte dig? Hvorfor er du så her nu, hvis du synes det?" Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at spørge. Normalt sprang jeg over de hårde emner, men nu skulle dagsordenen sættes anderledes.

Niall tøvede med at svare. Han åbnede munden men lukkede den igen. Hvad var det, der var så svært at sætte ord på?

"Vi bliver nok nødt til at tale tingene igennem..." begyndte han roligt efter noget tid. "Jeg skal nok fortælle det bagefter, hvis bare du fortæller mig sandheden først. Hele sandheden! Og kigger mig i øjnene".

Jeg nikkede. Han havde ret, og det var jo der her, jeg havde ventet på i over en uge - En ny chance. En chance for at forklare mig uden at stå og råbe Niall i hovedet, eller for den sags skyld, ham der råbte mig ind i hovedet. "Okay... jeg skal prøve," sagde jeg, tog en dyb indånding og kiggede Niall i øjnene.

"For over et halvt år siden døde min tvillingesøster i en bilulykke. Hun havde været mit ét og alt. Hun var den, jeg kom til, når jeg var trist eller bare for at få et godt grin. Kort sagt var hun min bedste veninde, og jeg kunne ikke forestille mig et liv uden hende. Den dag hun døde, styrtede min verden sammen, og jeg blev indelukket, dum, stædig, flabet... Ja, jeg tror, du ved, hvad jeg mener. Jeg følte, at jeg havde mistet alt... Gud, jeg kan da ikke blive ved med at græde!" Jeg stoppede og tørrede mig i øjnene.

Tudeprinsessen - Det er vidst mig.

"Det er okay babe. Du skal ikke skamme dig over at græde. Jeg er her for dig," beroligede Niall mig og satte sig op i hospitalssengen ved siden af mig. Der var lige akurrat plads nok til ham. Hans varme krop brændte mod min og først nu, lagde jeg mærke til, at min krop var helt kold. Den var som istapper.

"Du er jo iskold Savannah! Læg dig ind til mig". Jeg kunne ikke andet end at adlyde. Jeg lagde mit hoved på hans varme bryst og kunne høre hans hjertebanken. som fik mig til at faldte til ro. Niall lagde armen beskyttende om mig, og jeg prøvede at samle følelserne.

"... Der blev ensomt derhjemme, og jeg følte, at jeg var alene om sorgen. Jeg fik aldrig talt om det med min mor eller far, og hver gang jeg bragte hende på banen, så skiftede de bare emne. En dag fik jeg nok og lagde en seddel på spisebordet, hvori jeg forklarede, at jeg var flyttet væk, og jeg aldrig ville komme tilbage. Aldrig. Den nat fik jeg et lift i en taxi, som kørte mig ind mod London. Jeg var spændt over at flytte et sted hen, der ikke ville minde mig om min søster, Samantha, konstant... Men lejligheden var et stort fupnummer. Boligen fandtes slet ikke. Det var bare en dum annonce på internettet, som jeg var dum nok til at falde for..."

"Det er jeg ked af," indskød Niall. "Det skal du ikke være. Jeg tog en chance, og jeg måtte leve med konsekvenserne" sagde jeg og kiggede ind i de lyseblå øjne. Det var ikke bare lyseblå øjne - Det var Niall's lyseblå øjne.

Jeg tog endnu en dyb indånding, inden jeg fortalte videre: "Jeg endte med at sætte mig på en tilfældig kantsten og stirre ud i luften. Vejret havde været lumsk hele dagen, og pludselig begyndte det både at regne og tordne. Liam kom ud til mig og tilbød at give mig husly, indtil uvejret var ovre. Jeg så ingen andre muligheder og takkede ja. Samme aften sad vi og så fjernsyn. Da der kom nyheder, nåede jeg kun at høre ordene: 'Her til morgen blev en 17-årig pige efterlyst. Hendes navn er Sa...' Jeg rev fjernbetjeningen ud af Liam's hænder og valgte at holde det hemmeligt..."

"Hvorfor ville du holde det hemmeligt?" spurgte Niall nysgerrigt.

"Lad mig nu bare tale færdig!" svarede jeg irritabelt. "Hvis Liam sendte mig ud på gaden, ville jeg ikke have nogen steder at gå hen. Så kunne jeg ligeså godt melde mig til politiet, så jeg kunne komme hjem. Egentlig brugte jeg hans lejlighed som skjulested. Det indrømmer jeg gerne. Som tiden gik, blev jeg gode venner med Liam, hvilket bare var endnu en grund til at holde mund. Han var så venlig mod mig, og jeg følte mig som et fjols, men jeg var bange for at røbe noget. Så lærte jeg dig at kende og 'flyttede' ind hos dig. Jeg fandt pludselig mig selv igen, og du kunne bryde min mur ned som ingen anden. Med dig følte jeg mig uendelig tryg, og hvis jeg fortalte dig om min hemmelighed, var jeg sikker på, at du aldrig ville lytte til mig igen. Aldrig. Jeg var ikke parat til at miste sådan en værdigfuld person som dig... Derfor".

En kæmpe byrde var fløjet af mine skuldre. Bolden var nu på hans banehalvdel. Det var op til ham, om han ville tro på mig, eller om han ville holde fast i sin indstilling om, at jeg var en stor og fed løgner.

"Wow! Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige..." Niall rystede på hovedet og blev stille. Han så ud til at være komplet forvirret og helt rundt på gulvet. Jeg kendte godt selv til følelsen af, at man ikke ved, hvad man skal tænke og føle om situationen.

Sig nu bare noget Niall.

Du kan ikke trække den ud længere!

Du ved, jeg bliver hysterisk, når jeg er alt for nysgerrig.

Spyt ud!

Okay, stay calm Savannah.

Stay calm at all time.

"...Men jeg tror på dig," sluttede han af og kyssede mig blidt på panden. Troede han på mig? Drømte jeg? Var det her virkelighed? Kunne det passe?.. Okay, det var vidst rigeligt med spørgsmål. Stay calm.

Jeg smilte for mig selv. Lykkelig. Jeg var omsider lykkelig.

"Jeg har gjort min del, nu er det din tur. Hvorfor er du her? Jeg troede, alt var forbi mellem os. Det er som om, jeg ikke helt forstår?" Min stemme bar præg af, hvor forvirret jeg var. Jeg krævede et svar nu.

"Fordi jeg var forel... fordi jeg var forel..." Niall stammede over det sidste ord og bed sig i læben. Hvorfor så nervøs? "Øhm... fordi jeg var fortvivlet. Jeg var ubeskriveligt meget sur på dig, men du sad fast i mine tanker. Jeg vidste, jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke kom. Du var noget specielt, og jeg ville ikke tabe vores forhold på gulvet uden at vide, hvem du virkelig var. Jeg fortryder bestemt ikke mit valg," han sendte mig et smil, men bag smilet var det som om, han ærgede sig over, noget han aldrig fik sagt. Jeg ærgede mig over ikke at vide, hvad han tænkte på.

Hvorfor kan jeg ikke læse tanker?

Hvorfor?!

Måske fordi mine egne tanker til tider gav mig hovedpine. Der var tilstrækkeligt med larm inde i mit lille hoved i forvejen. Der var ikke brug for mere derinde, al pladsen var optaget.

"Jeg må hellere gå ud til de andre. De skulle nødigt blive bekymrede," sagde Niall pludselig. "Vent! Hvem er 'de andre'?" Jeg troede, han var alene, men det overraskede mig positivt, at jeg havde taget fejl.

"Perrie, Eleanor, Danielle, Zayn, Louis, Harry og Mail..." "- Hey, det er kun mig, der må kalde ham Mail. Forstået?!" afbrød jeg, og Niall brød ud i latter. Det var min idé, og ingen andre skulle efterligne mig. Jeg vidste godt, at jeg var bare en smule genial, men det var kun mig, der måtte drille ham med det. Nu skal det lige siges, at jeg ikke er selvglad. Langt fra.

Niall rejste sig op, men jeg blev ved med at holde godt fast i hans hånd. "Du bliver nødt til at give slip Savannah!"

"Og hvad hvis jeg nægter?" spurgte jeg og skruede op for charmen, mens jeg stirrede direkte ind i Niall's øjne, som lyste op.

Idet han skulle til at åbne munden, åbnede døren sig med ét. Ind kom min mor. Dette øjeblik havde jeg ikke set frem til. Tværtimod. Nu mødte hun endelig Niall, men hun gjorde det på den forkerte måde. Det var lige præcis, dette jeg for alt i verden ville undgå.

"Goddav mor! Her står Niall så. Det er ham, jeg er så smaskforelsket i, og det er også ham, jeg var så ked af at have mistet. Mor mød Niall. Niall mød min mor". Det ville lyde underligt at sige, og det var lige præcis derfor, jeg havde frygtet dette øjeblik - Fordi tingene ikke kunne siges på en ordentlig måde, så hun ville forstå det.

"Hvem er du? Hvad laver du her? LÆGE!" udbrød min mor overrasket.

Mareridtet er hermed sat igang!

Frem med popcornene - Det her bliver bestemt ikke kedeligt!!!

 

--------------------------------------------------------------------------------------------

Hvordan tror I Savannah's mor reagerer?

Og hvad synes I om kapitlet?

Mere?

Jeg undskylder meget, at det tog så lang tid at skrive, men jeg har jo også et liv udenfor Movellas. Jeg håber I forstår♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...