Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3924Visninger
AA

12. Kapitel 11

Niall's synvinkel:

Det var efterhånden over en uge siden, at Savannah og mit forhold braste sammen.

Jeg havde bestemt ikke forudset, at hun i al den tid havde gået rundt med en hemmelighed på dén størrelse. Jeg følte mig udnyttet på det groveste og bare tanken om hende gjorde mig sur.

Hvordan kunne hun bare gøre det mod mig?

Havde hun intet hjerte?!

For det havde jeg, og mit var gået itu. Det lå spredt ud over hele gulvet i bittesmå stumper og stykker. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende - Jeg havde virkelig betroet hende mine dybeste hemmeligheder og åbnet mig op for hende, men alt hvad hun havde givet som gengæld... var det bare en stor løgn?

Jeg kunne stadig huske den sidste aften - hendes fødselsdag. Jeg huskede, hvordan jeg desperat ville have hendes fødselsdag til at blive noget helt specielt. Hun havde virket nedtrykt, så jeg ville være den, der løftede hendes humør. Hjælpen var på vej.

Det hele var sket så hurtigt, men jeg ville nærmest gøre alt for at se hende smile.

Men efter den afsløring kunne jeg ikke tænke. Jeg havde gjort mig SÅ umage om, at alt skulle være perfekt, og hun var selv den, der ødelagde det hele på et splitsekund. Min puls var skruet på max., og jeg huskede stadig hvert et millisekund - Hvordan mit humør steg mig til hovedet.

Min telefon havde kimet lige siden, hun var kørt af sted med den politibil. Hun blev ved og ved og ved... med at skrive beskeder om, hvor meget hun savnede mig, behøvede mig og bla bla bla. Hun ville vinde min tillid tilbage, men hvordan skulle jeg kunne stole på en pige, der havde løjet mig lige op i ansigtet?

Jeg var blevet godt og grundigt træt af at blive bombaderet med opkald og ting i min indbakke, så derfor havde jeg taget den beslutning at skifte nummer.

Det var den nemmeste måde at få hende ud af min verden på. Men tilsyneladende var det ikke nok kun at droppe kontakten, for minderne sad stadig fast, og jeg kunne ikke glemme tiden med hende.

Selv om hun havde sårret mig på en måde, som ingen anden havde formået at gøre, så kunne jeg ikke glemme hende. Der gik ikke en dag, uden jeg tænkte på hende.

Savannah Emma Roe.

Navnet var ikke til at glemme.

På meget kort tid havde mine følelser for hende vokset sig store, men hvem havde jeg forelsket mig i? Det havde jeg efterfølgende spurgt mig selv om en million gange. For jeg vidste snart ikke, hvem hun var længere. Hvem var hun egentlig?

En løgner?

Eller ærlig? - Eller næsten ærlig i det mindste...

Nøj, jeg var sur på hende! Det kunne slet ikke beskrives med ord, hvor sur jeg var!

"Okay drenge, vi tager den lige en gang til". En vocal-coach rev mig ud af mine tanker. Vi var ved at ligge en sidste hånd på albummet, der snart ville udkomme. Derfor var vi endnu en gang taget en tur i studiet for at indspille.

 

***

 

Vi sang den samme sang om og om igen, indtil den sad i skabet. Men vocal-coachen havde hele tiden blikket rettet mod mig og overvågede hver en bevægelse, jeg lavede. Hvad gjorde jeg dog galt? Det begyndte så småt at gå mig på nerverne, men jeg lod som ingenting.

"Drenge stop. Stop lige sangen et øjeblik!" vocal-coachen brød pludselig ind midt i en sang. "Niall, du virker ikke nærværende i sangen. Du er sådan i dit eget univers. Du bliver nødt til at fokusere her!"

Jeg følte, jeg rakte alle ned, men vores coach havde ret - Jeg var her, men alligevel ikke. Mine tanker var et helt andet sted - i et helt andet univers.

"Undskyld..." sagde jeg og førte blikket ned på mine sko. "Kan jeg lige få to minutters pause?" Min stemme overraskede mig. Jeg plejede at være den friske, glade fyr, men min stemme udstrålede noget helt andet.

Sorg.

Som om en fra min familie var gået bort, hvilket langt fra var tilfældet. Jeg havde sikkert bare en 'bad day'.

"Så lad dog gå. To minutters pause drenge!" coachen sukkede skuffet. Jeg gjorde det ikke ligefrem nemt for ham, men livet er heller ikke nemt. Det er svært! Og ikke kun lidt svært... Nej det er forbandet svært!

Jeg bevægede mig med lange skridt ud af lokalet. Drengene råbte om, hvor jeg var på vej hen, men jeg valgte at lade lydene passere mine ører. Jeg havde brug for at være alene med mine tanker. Lige nu var jeg så pokkers forvirret, at to plus to gav grøntsager!

Inden længe var jeg nået ud af bygningen og havde sat mig til rette på en kantsten. Regnen væltede ned over London, kulden trak til og et uvejr var på vej. På en eller anden måde formåede jeg at ignorere det hele. Hele omverdenen var som en svag summen for mine ører.

"Hvorfor sidder du herude? Du er godt klar over, at det siler ned, ikke?" spurgte den velkendte stemme, der tilhørte Liam. Han slog sig ned ved siden af mig og sukkede. "Hvad er der galt Niall? Hvad er det, der går dig sådan på?" Liam levede klart op til hans kælenavn - Daddy Direction. Han var der altid, hvis man havde brug for ham, men han var der også, selv når det ikke var nødvendigt.

Han var... Daddy Direction!

Og jeg elskede ham for det.

"Kom nu Niall. Fortæl!" Liam blev mere og mere utålmodig, men jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var på bar bund og pludselig helt mundlam. "Det er Savannah, er det ikke?"

Liam regnede det hurtigt selv ud, og jeg kunne ikke gøre andet end at nikke. Det var præcis det, der var galt.

Savannah.

Hvorfor kunne jeg ikke glemme hende, når hun havde sårret mig SÅ meget?

"Jeg tænkte det nok," begyndte Liam. "Du bliver nødt til at glemme hende mand! Hun er ikke det værd". Han havde ret, men jeg kunne ikke glemme hende. Lige meget hvor hårdt jeg forsøgte, så var det en umulighed. Det var dér, mit problem lå.

Et lysglimt flimrede hen over himlen efterfuld af et ordenligt tordenskrald. Uvejret havde nu ramt det indre Londonog det passede perfekt til mit humør.

"Det her minder mig virkelig om den dag, jeg mødte Savannah for første gang," tilføjede Liam og rystede på hovedet. "Hey, sagde du ikke lige, at jeg skulle glemme hende? Og så sidder du selv og taler om hende?" Jeg rynkede uforstående panden. Selvironi længe leve!

Liam rystede endnu engang på hovedet. "Jeg sagde, at du skulle få hende ud af hovedet! Men jeg sagde intet om mig selv... Hvem prøver jeg at narre? Jeg kan ikke glemme hende..."

"Hvorfor?"

"Det ved jeg ikke helt. Vi var lige ved at danne et tæt bånd, og da hendes rigtige 'jeg' blev afslørret, så var det som om, båndet blev klippet over. Det er svært at glemme mennesker, som man har grint så meget med. Hvad med dig Nialler?" Det overraskede mig, at Liam havde det på samme måde som mig selv. Det var rart, at det ikke kun var mig, der var blevet gal.

Gal.

Var jeg egentlig blevet gal?

Var der mon noget galt med mig?

Det var nok bare noget, jeg bildte mig selv ind...

"Niall? Er du der?" Liam vinkede med sin hånd foran mine øjne for at vække mig fra mine dagdrømme. "Ja, undskyld. Hvad var det, du spurgte om?" Jeg følte mig komplet dum, men min korttidshukommelse var slået til.

"Hvorfor kan du ikke glemme hende?" Spørgsmålet var ikke særlig svært at svare på, men det var hårdt at tænke på. Det var alt, jeg havde tænkt på de seneste dage: Hvorfor jeg ikke kunne glemme hende. "Jeg troede vel bare, at vi havde noget specielt sammen, men det havde vi tydeligvis ikke".

Der blev et øjebliks akkavet stilhed.

"I var nu ellers et sødt par," sagde Liam pludselig. Dén kommentar havde jeg bestemt ikke ventet. Nogle gange var Liam uforudsiglig. Han kunne blive ved med at overraske mig. Det var noget af det bedste ved ham.

"Og hvor kom det så fra?" spurgte jeg forundret. Hvad var der galt med ham? Og mig?

"Min mund..." svarede Liam, og vi brød ud i højlydt latter. At grine var lige det, jeg havde brug for.

 

***

 

Vi hang endnu engang ud i Liam's lejlighed. Med 'vi' så mente jeg drengene og jeg. Stemningen var meget rolig og afslappet. Vi havde bestemt os for at glemme, hvordan stemningen tidligere havde været denne dag. Nu ville vi ligge det bag os og tage ud og feste.

De eneste der manglede var Danielle, Eleanor og Perrie, som var taget hjem til Danielle for at gøre sig klar. Jeg forstod ikke, hvorfor piger gik så meget op i deres udseende.

Jeg huskede klart og tydeligt den morgen, hvor jeg vækkede Savannah og bildte hende ind, at hun var for sent på den. Hendes ansigtsudtryk var ikke til at glemme. Hvorfor havde jeg egentlig ikke taget et billede af det? Tanketorsk! Men noget der havde overrasket mig langt mere var, at hun fløj ud på badeværelset for at ligge make-up.

Piger!

Jeg lærer aldrig at forstå dem.

Hvorfor sidder jeg nu igen og tænker på Savannah?

Havde jeg ikke lige gjort op med mig selv, at det var slut?

Mine evner til at komme videre er lort.

They suck! SUCK!

Hvad bilder jeg mig selv ind? - At jeg kan glemme hende?

Well... DET KAN JEG IKKE!

Godt gået Niall. Du styrer jo til at komme videre i livet.

The Champ is in the house!

"Hvor lang tid kan det tage for de piger?" sagde Harry utålmodigt og trippede med fødderne. Hvad var der nu galt med ham? "Harry stress ned! De er her sikkert lige om et øjeblik," udbrød Louis med et smil, og vi begyndte at grine. Eller det vil sige alle lige undtagen Harry.

"Jeg er ikke stresset!" fastslog Harry og skød det ene øjenbryn i vejret. "Det er godt, du selv tror på det," indbrød Zayn og slog sig ned i sofaen ved siden af mig. "Jeg er altså ikke stresset!" gentog Harry bestemt, alligevel kunne han ikke sidde stille i sofaen.

Stresset?

Nok ikke...

Utålmodig?

Helt sikkert!

Døren åbnede sig i et hurtigt tag, og de tre piger strømmede ind i lejligheden. Faktisk halvløb de. "I ser godt..." "- Savannah er på hospitalet!" sagde Danielle og afbrød Liam. Mit hjerte sprang et slag over.

"HVAD?!" udbrød jeg.

 

---------------------------------------------------------------------

Hvad tror I der sker, nu Niall ved, at Savannah er på hospitalet?

Tak til dem der liker, sætter på favoritlisten og kommenterer. Lots of love to you♥

Mere?

P.s Jeg ved godt at Liam og Danielle ikke er sammen længere, men de er altså stadig sammen i min movella :) xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...