Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3925Visninger
AA

11. Kapitel 10

Dagene passerede langsomt forbi. Sekunderne føltes som evigt lange timer. Tiden sneglede sig afsted, uden der skete noget som helst. Det hele var gået i stå.

Mit liv var gået i stå!

Jeg havde forsøgt at ringe og skrive til Niall utallige gange, siden jeg havde modtaget den SMS fra ham. Men han havde tilsyneladende fået sig en ny telefon eller et nyt nummer. De andre var heller ikke til at få fat på. Ingen af dem. Jeg blev ignoreret fuldstændigt, og det var forståeligt...

Jeg havde kvaget mig.

But you can't turn back time!

For hver dag der gik, blev tingene kun værre og værre, og det begyndte at tærre på mine kræfter. Min appetit var langt fra, som den plejede. Jeg spiste kun meget lidt og ellers sultede jeg mig selv. Mine forældre blev mere og mere bekymrede for mig og mit helbred, og de insisterede kraftigt på at finde mig en psykolog, men jeg havde givet afslag på deres tilbud, hver gang emnet dukkede op.

Jeg var godt klar, at jeg havde brug for hjælp. Tingene var ikke normale, som de så ud i dette øjeblik. Alt var kørt af sporet. Intet var som det burde, men hvad kunne en psykolog gøre ved det?

Ingenting!

En psykolog kunne ikke skrue tiden tilbage... i hvert fald ikke sidst jeg tjekkede efter.

Jeg skubbede tanken til side. Jeg skulle ikke have hjælp fra en eller anden komplet fremmed psykolog. Nul. Nix. Færdig. PUNKTUM!

Get it?

Great!

Hvis jeg skulle fortælle tingene kort og godt, skulle jeg måske istedet forklare det på denne måde: For hver dag der gik, og Niall ikke svarede mig, blev jeg mere og mere syg. Bogtaveligt talt.

Jeg fejlede både det ene og det andet - Feber, kvalme, snottet, forkølet og den vildeste hovedpine. Sygdommen havde virkelig ramt mig hårdt, og jeg havde havde aldrig følt mig så elendig, dårlig... ja syg før. Humøret rakte ikke til noget som helst, så jeg lå bare under dynen med et bjerg af lommeletter til næsen.

Jeg ved det - Det lyder mega hyggeligt!

NOT!

Normalt var jeg ikke typen, der bad til Gud, men jeg var desperat, og jeg havde ikke spor andet at give mig til:

Kære Gud...

Øhm... Jeg ved ikke, hvordan folk plejer at gøre det her, men jeg vil forsøge. Jeg undskylder alle mine synder. Den sidste uge har været et rent mareridt. Jeg har efterhånden lært min lektie. Hvorfor skal jeg lide på denne måde? Jeg beder til, at jeg vil gå en lykkeligere fremtid i møde.

Amen!

Min bøn lød måske ikke så professionel, men jeg var ny inden for faget. Det føltes rigtig at 'komme ud' med tingene, nu hvor ham der forstod mig bedst ignorerede mig.

Jeg måtte virkelig få mig en hobby - Komme videre med livet. At sidde fast på denne måde resten af mine dage var spild af levetid.

My life's a party!

Har du nogensinde hørt den sang?

Den' gooooo'.

Love it!

Mit humør blev lige pludselig en hel del bedre, cause my life's a party. Jeg skulle lige til at springe ud af sengen, men jeg blev hurtigt advarret om, at det ikke var nogen god idé. Pludselige bevægelser gjorde mig svimmel - Det havde jeg vidst glemt at nævne?

Jeg lagde mig irriteret ned igen og gav et dybt, opgivende suk fra mig. Sygdommen hæmmede mig, og jeg måtte acceptere, at det var nødvendigt med et par dage mere i sengen. Der var ikke andet at gøre.

Nøøøj hvor jeg kedede mig! Der fandtes ikke noget mere kedeligt - efter min mening - end at ligge syg i sengen og ikke kunne rokke sig ud af flækken. Meget snart ville jeg dø af kedsomhed. Jeg var sikker.

Someone come and save me.

I wanna save you heart tooooniiiiiight!

Hvorfor skulle alt minde mig om Niall? Det var bare ikke fair!

Jeg vrissede vredt af mit liv og klaskede mit hoved direkte ned i puden. Det var en gammel vane, jeg havde haft så længe, jeg kunne huske. Det hjalp jo tydeligvis ikke på noget som helst at være sur, men det hjalp jo heller ikke at være glad lige nu, så kunne det ikke være ret ligemeget?

Jo!

Tre forsigtige bank lød ovre fra døren ind til mit værelse. Skønt, så havde jeg selskab... NOT!

"BLIV VÆK!" råbte jeg arrigt, alligevel kunne jeg høre døren blive åbnet stille, så det gav en knirkende lyd fra sig. Hvilket mindede mig om, at jeg havde hovedpine. Værre hovedpine end dengang jeg faldt ned fra en sofa i Liam's lejlighed. Det sagde ellers ikke så lidt.

"GÅ!" tilføjede jeg med den sammearrige stemme, tog mig til hovedet og vendte mig om i sengen. "Sikke en skøn velkomst at få," sagde min mor irriteret og satte sig for enden af min seng.

Havde jeg egentlig ikke låst døren ind til mit værelse?

Åbenbart ikke...

"Mor? Gå med dig!" gentog jeg og kastede min pude i hendes retning. Dog ramte jeg ikke, men det var hentydelsen til, at hun godt kunne smutte, der var den vigtigeste. Det var bare som om hentydelsen ikke helt sev ind. "Og hvad hvis jeg bliver?" spurgte hun bestemt og fik mig til at rulle med øjnene af hende.

"Så bliver det værst for dig selv!" konstaterede jeg. Jeg havde altid været en stædig pige, og det samme var min mor. Derfor var det altid svært at diskutere med hinanden, for vi nåede sjælendt frem til en konklussion, og det endte gentagende gange med, at jeg ignorerede hende i flere uger. Præcis som Niall gjorde lige nu.

"Prøv lige at være lidt at være lidt åben, Savannah," bad hun. "Og hvad hvis jeg nægter?" sagde jeg efterfulgt af et uventet nys.

Min mor rystede på hovedet af mig. Jeg var besværlig - Jeg vidste det udemærket, men Niall havde brudt min mur ned, men uden ham kom den bare tilbage. Min mor ville få svært ved at bryde den mur ned, for hver gang jeg sænkede paraderne, så endte jeg med at blive såret på den ene eller den anden måde.

"Hvis du skal være så besværlig, kan jeg bare gå igen," hendes stemme var skuffet. Jeg blev ved med at skuffe hende. Jeg følte mig ærligt talt aldrig god nok. Det var som om alt, jeg gjorde aldrig blev påskønnet eller værtsat. Det var alle de ting, jeg ikke kunne, hun lagde mærke til.

"Gør du endelig det! Det er jo det, jeg har bedt dig om lige siden, du kom ind!" min stemme var en smule flabet, og jeg kunne se, det sårede min mor.

Niall.

James.

Horan.

"Undskyld..." tilføjede jeg og pudsede min næse i et stykke lommeletpapir. Der blev stilhed imellem os, og jeg sad utålmodig og ventede på, at min mor ville bryde den.

"Savannah skat... Hvad skete der i den uge, du var væk? Du er slet ikke dig selv mere. Jeg ved godt Samantha's død tærrede på dig, men har jeg ret i, at det ikke er det, der er galt?" hun ramte en ømt punkt ved at spørge ind til lige præcis dét emne.

Mit blik sank, og jeg fumlede lidt med mine fingre.

"Ja... det har du jo nok," jeg snøftede. Det var lige før, jeg begyndte at græde, men heldigvis var jeg snottet, så folk troede bare, det var derfor, jeg snøftede. Jeg var blevet så sårbar og skrøbelig på det seneste. Den mindste ting kunne få min verden til at styrte fuldstændig sammen.

"Er det noget du vil tale om?" spurgte min mor bekymret. Toneleget var på et helt andet niveau nu. Stemningen mellem os var for en gangs skyld afslappet, og jeg nød det.

Jeg rystede på hovedet. Det skridt var jeg ikke fuldt ud klar til at tage endnu. Men måske var det det bedste ikke at vente for længe? Hvis hun opdagede, hvad der var sket den uge, hvor jeg var borte på den forkerte måde, så kunne det hele gå grusomt galt. Hun kunne gå hen og miste tilliden til mig - endnu mere end hun allerede havde - præcis ligesom... Nej, jeg var fast besluttet på ikke at tænke på ham.

Det var spild af tid at drømme om det umulige, og lige nu var det det, jeg brugte allerflest krafter på.

"Men hvis du ombestemmer dig, så kan du altid komme til mig. Jeg står klar til at lytte. Ikke?" sagde min mor kærligt, satte sig helt hen ved siden af mig og kørte hånden blidt gennem mit lange, brune hår. "Søde skat, du er jo brandvarm! Er du okay?" min mors stemme var overraskende overrasket. Det lød lidt indviklet... Men seriøst var det ikke også det mit liv var? Indviklet?

Men hendes stemme lød mere overrasket end den burde lyde. Jo, jeg havde det mildest talt elendigt, men hendes tonefald kom bag på mig.

"Jeg har det elendigt..." erklærrede jeg og tog mig til hovedet. Hovedpinen var noget af det værste.

"Har du ondt i hovedet?" spurgte hun og satte hånden på min tilsyneladende varme pande. Det var nærmest ikke en pande... det var mere en stegepande? Jo, det var en stegepande! "Skal jeg hente nogle hovedpinepiller?"

Jeg var beærret over, at hun for en gang skyld ikke virkede ligeglad med mig. Den følelse kunne jeg så absolut godt vende mig til. Omsorg var noget jeg havde savnet en del tid efterhånden.

"Jo tak," svarede jeg, og inden jeg kunne nå at tælle til fem, var hun ude af syne og på vej ned ad trapperne, der sjovt nok førte nedenunder. Se det var ikke svært at forstå, vel?

 

***

 

Min computer var plantet på mit skød. Trangen til at høre musik var blevet for stor, så jeg var gået på YouTube. Der var ikke andet at lave. Jeg magtede ikke at se et eller andet lamt TV program, der alligevel ikke fangede min interesse.

Jeg havde en helt speciel sang i tankerne, som jeg gerne ville høre. Hvis jeg havde svært ved at tale med nogen om mine problemmer, så ville det måske være nemmere bare at synge dem? Derfor ville jeg synge med på 'Without you'. (Du kan jo høre den i baggrunden mens du læser?)

I can't win,

I can't reign.

I will never win this game without you... without you.

 

I am lost,

I am vain.

I will never be the same without you... without you.

 

I won't run,

I won't fly.

I will never make it by without you... without you.

 

I can't rest,

I can't fight.

All I need is you and I without you... without you.

 

Oh oh oh.

You... You... You

Without

You... You... You

Without you!

Mens jeg sang kiggede jeg rundt i værelset, og mit blik og min sang stoppede med ét. Musikken fik atter hovedpinen frem i mig, så jeg skruede ned for musikken og stilte mig op. Tårerne trillede ned ad kinderne... det var efterhånden blevet en daglig vane for mig at græde.

Miss. Tudeprinsesse!

Automatisk nærmede jeg mig glasset med hovedpinepillerne. Min mor havde taget hele glasset med op. Spørg mig ikke hvorfor? Sådan var det bare.

Jeg tog en hovedpinepille op i hånden, men efter nærmere eftertanke kunne jeg godt regne ud, at det ikke ville være nok mod den ulidelige smerte, jeg følte. Der skulle mere til end én enkelt pille.

Jeg endte med at stå med langt mere end en pille i hænderne. Jeg stod med langt mere end man burde gøre.

I don't care!

Det var farligt, det jeg var på vej til at gøre, men jeg besluttede at tage chancen.

To take a chance is challenging.

To take a risk is risky.

But what do I have to lose?

Jeg proppede pillerne i munden. Hurtigt men smertefrit. Pludselig satte en pille sig fast i halsen, og jeg kunne ikke længere trække vejret. Blikket blev slørret. Kroppen føltes lammet. Hvad havde jeg dog gjort?

Jeg faldt til gulvet, og først dér blev alt med ét belmørkt.

 

---------------------------------------------------------------------------------------

Puha! Så skete der noget til sidst!

Hvad tror I, der er sket med Savannah? Hvad mener hun med, at alt blev belmørkt?

Mere?

I må meget gerne like, sætte på favoritlisten og/eller kommentere, hvad I synes om min movella indtil videre♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...