Against the Odds {1D}

17-årige Savannah Roe virker til at være lykkelig udenpå, men det er langt fra tilfældet. Derfor vælger Savannah at gøre noget skørt. Hvad har hun at miste? Hun ligger en seddel på spisebordet, der fortæller, at hun er flyttet. Der står kun hvorfor men ikke hvorhen. Kun Savannah selv kender sandheden: Hun er flyttet til London, men tingene er ikke blevet nemmere. Hun bliver hurtigt hjemløs og sidder på en kantsten, mens regn og lyn pisker ned fra himlen. Hvad sker der, da en fremmed tilbyder hende ly for regnen i hans lejlighed? Og hvordan reagerer Savannah, da hun finder ud af, at han kommer fra det kendte band, One Direction? *Læsning er selvfølgelig på eget ansvar*

23Likes
30Kommentarer
3920Visninger
AA

2. Kapitel 1

Her sidder jeg så - På et af Londons mange fortove.

Regnen pisker ned fra oven. Jeg er fuldkommen gennemblødt. Min militærjakke giver ikke meget varme, fordi den er så drivvåd. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har ingen tilflugtssteder.

Tingene er som de er.

Jeg tog en risiko, og nu må jeg leve med følgerne.

Jeg kan ikke gå tilbage nu.

Måske skulle jeg starte et helt andet sted? Fra starten måske?

Det startede for flere måneder siden. Dengang alt var perfekt. Lige indtil den dag min tvillingesøster, Samantha, omkom i en trafikulykke. Hun havde været mit ét og alt. Vi lignede hinanden på en prik, og vi tænkte fuldkommen ens. Kort sagt - Vi var uadskillige.

Den dag hun gik bort, røg en del af mig med hende. Siden da har jeg ikke kunnet kende mig selv. Jeg er ikke den samme, og det bliver jeg aldrig.

Igår fik jeg nok.

Nok af alt.

Nok af de gamle kedelige vaner.

Jeg pakkede en kuffert med det mest nødvendige. Da det blev nat og mine forældre sov, sneg jeg mig ud af huset. Jeg havde skrevet en besked og lagde den på spisebordet, inden jeg gik.

Kære mor og far.

I skal vide, at når i vågner og læser denne besked, så vil jeg være væk. I vil sikkert opdage at min seng er tom og noget af mit tøj mangler. I dette brev prøver jeg at forklare hvorfor.

Jeg er flyttet. Jeg afslørrer ikke hvorhen. I vil sikkert starte en eftersøgning for at få mig hjem, men jeg kommer ikke tilbage. Jeg kommer aldrig tilbage.

Tag det ikke personligt... hvis det er en trøst.

Jeg har brug for forandringer i mit liv. Nye omgivelser, nye mennesker, nye... alt!

Tilgiv mig...

Savannah xx.

Sådan lød brevet mere eller mindre.

En taxa transporterede mig til det indre London. Det lignede alt andet end min hjemby. Der skete aldrig en skid i vores bondeby. Muligvis det kedeligste sted på denne jord.

Do you get it?

Taxaen satte mig af ved den vej min lejlighed skulle ligge på. Jeg havde fundet den på nettet. Den var billig men rummede alle mine krav. Billederne havde virket lovende.

Jeg var steget ud af bilen og kiggede ud i mørket. Klokken nærmede sig tre. Temperaturen var nede omkring de 10 grader. Typisk efterårsvejr i England.

Jeg gik i timer, men lejligheden var ikke til at finde. Efter lang tids søgen slog det mig: Den findes ikke. Den findes ikke.

Jeg gentog det for mig selv oceaner af gange, før beskeden sank ordenligt ind.

Jeg var blevet snydt på det groveste.

Damn!

Hvorfor altid mig?

Hvorfor?!

Sådan startede det hele. Hvilket bringer mig tilbage til nutiden.

Jeg sidder på et tilfældigt fortov i Londons gader. Det er midt på dagen, og vejret er ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Eller jo!

Hurra, hurra! Det regner.

Jeg er hjemløs, hvor er livet dog skønt!

Nej, vel?

Velkommen til mit awesome liv...

Der er ikke en levende sjæl at se i de våde gader. Vejret holder alle indedøre - Bortset fra mig. Jeg sukker opgivende og studerer et glimt fra himlen efterfuldt af et ordentligt brag.

Uvejret måtte være tæt på.

Endnu et lyn slår ned. Jeg når ikke at tælle til fem, før tordenskraldet bedøver mine øre.

Jeg kan ikke rigtig gøre andet end at blive siddende. Hvis jeg stiller mig op, hvor skal jeg så gå hen? Lynet kan slå ned i mig hvert sekund, det skal være.

Kan jeg ikke være ligeglad?

Der er vel varmere i himlen.

Eller er der minusgrader?

Ligemeget, jeg har aldrig været der, hvordan skulle jeg vide det?

Nu må jeg seriøst stoppe med alle de spørgsmål.

Jeg hørte pludselig fodtrin i en vandpyt på fortovet bag mig. Hvad lavede nogen ude nu?

Nej! Der gjorde jeg det igen - Stiller spørgsmål.

"Hvad laver du herude? Du er godt klar over, at det tordner, ikke?" spurgte en drengestemme bag mig, og han puffede til min skulder for at få min opmærksomhed.

"Nej, det har jeg slet ikke lagt mærke til! Godt du siger det," svarede jeg ironisk og vrissede af ham. Jeg vender mig modvilligt om for at se, hvilken random person jeg taler med.

O-M-G!

Mega hottie på min alder.

Brunt hår, brune øjne. Sort t-shirt som er ved at blive våd.

Ufff!

Behersk dig Savannah!

Stay calm.

"Ja, jeg er også glad for at møde dig..." sagde han ironisk og rystede opgivende på hovedet. "Hør, hvis du vil, så må du godt komme med op i min lejlighed og få varmen igen?"

"Jeg kender dig jo ikke engang. Jeg går ikke bare med en komplet fremmed op i hans lejlighed!" svarede jeg, selvom tilbudet smigrede mig en smule.

"Okay, jeg hedder Liam. Nu er jeg ikke helt fremmed længere". Han tog fat med sin varme hånd omkring min arm.

Det fristede virkelig at tage med.

What do I have to lose?

Seriosly.

Jeg rejste mig så elegant op, som det nu var muligt. Derefter greb jeg fat i min kuffert, og vi gik sammen ind i opgangen.

"Hvor bor du?" spurgte jeg og sukkede.

"Øverst... skal jeg bære din kuffert op af trapperne?" Jeg svarede ikke, men rakte ham bare håndtaget til min kuffert. Han fik hurtigt et godt greb om den og bar den op af trapperne.

Han måtte virkelig være stærk!

Jeg havde ingen idé om, hvor meget tøj der var proppet i den kuffert.

Et ton? Ej det er måske en overdrivelse - Tror jeg.

Vi nåede endelig op på øverste etage. Liam, som han åbenbart hed, boede helt oppe på femte etage, og der var ingen elevator. Så man blev jo nød til at bide i det sure æble og tage trapperne. Så aktiv havde jeg ikke været siden... siden... jeg er blank.

Liam satte kufferten ned på betongulvet, fandt sin nøgle i baglommen og låste os ind.

Min mund formede sig i et 'O', da jeg trådte ind i entréen og stilte min kuffert op ad væggen. Der var højt til loftet, væggene var hvide og der duftede himmelst. Må jeg flytte ind?

"Føl dig hjemme," sagde Liam og gik ind i stuen. Jeg fulgte tavs efter ham.

Stuen levede helt klart op til resten af lejligheden. Store vinduespartier, fladskærm og store sandfarvede sofaer med blå puder. Det hele virkede så hyggeligt.

Jeg kunne stå her og savle i timevis, men jeg måtte nok hellere tage et bad og få noget tørt tøj på. Det var lige det, jeg trængte til.

"Hvor er badeværelset?" spurgte jeg og blev klar over, hvor dum jeg lød. Han lukker mig ind i sin lejlighed, og det første jeg spørger om, er hvor badeværelset er henne. Jeg ved det godt: Jeg er smadder charmerende!

Liam rynkede panden, men viste mig derefter vej.

 

***

 

Jeg gik ud fra badeværelset og svingede mit lange, våde, brune hår ud til siden. Jeg havde taget en helt enkel sort stram top på og et par korte cowboy-shorts. Det var en anelse koldt, men det var det, der lå øverst i kufferten.

Jeg gik ind i stuen, dumpede ned på sofaen med et bump og viklede mig ind i et tæppe for at holde varmen. Det var straks bedre. Det føltes så hjemligt. Igen - må jeg flytte ind?

Liam kom ind i stuen. Hvor kom han fra? Køkkenet?

"Lige så du ved det, så har jeg en kæreste, så lad være med at prøve på noget," sagde han bestemt og satte sig i den anden ende af sofaen.

"Wow, wow, wow! Stop en halv Karl-smart!" udbrød jeg. "Det er dig, der lukker mig ind i din lejlighed, og du taler om, at jeg ikke skal prøve på noget?"

Nu er jeg fornærmet Liam!

Tror du virkelig sådan noget om mig?

Godt nok er du lækker, men tror du, at jeg kunne finde på sådan noget... okay måske, men det er en helt anden side af historien. Jeg er stadig fornærmet!

Jeg lagde armene over kors.

Do you get it Liam? Jeg er sur - Meget sur!

Vi sad et kort øjeblik i pinlig tavshed.

"Hvad hedder du egentlig?" spurgte Liam, og vi fik øjenkontakt. De brune øjne... siger det bare!

"Og det er vigtigt fordi..?" spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn.

"Skal du være så besværlig?"

"Du er ikke min far!"

"Nej, det er jeg godt klar over. Vil du ud på gaden igen, eller vil du overnatte her? Valget er dit."

Nu var han ond. Hvorfor havde han alle de gode argumenter? Har du hørt om fair-play?

"Savannah..." sagde jeg og kiggede hen mod vinduerne. Udsigten var virkelig fantastisk. Jeg kunne sidde her i flere timer og bare stirre.

"Hvad?"

"Ja, mit navn er Savannah!" svarede jeg små-irriteret. Nu lød jeg flabet. Jeg måtte virkelig lære at være sødere over for andre... eller lade være.

"Nååårh! På den måde," sagde Liam.

"Ja, på den måde". Nu lød jeg flabet igen. Det var bare en vane. Det havde det været lige siden Samantha's død. Tro det eller ej - Jeg plejede at være den søde, stille pige. Den søde pige er stadig inde i mig. Bare langt inde... jeg tror problemet er, at jeg holder en facade oppe, så ingen kan såre mig på den måde, som Samantha's død gjorde. Der er bare ingen, der har trængt igennem den mur - endnu.

Der blev igen stilhed.

Liam rakte ud efter fjernbetjeningen, som lå på sofabordet ved siden af et fad med frugt. Han trykkede på den grønne knap, og der kom lys i fjernsynet.

De sendte netop nu nyhederne... Kedeligt!

Hov! Var det ikke Liam, der var i fjernsynet?

Jo... jo det var det.

Hvad?

Hvad?!

"Øhm... Liam. Hvorfor fanden er du i fjernsynet?" spurgte jeg i chok.

"Der er nok en lille deltalje, jeg har glemt..." begyndte han. "Jeg er Liam fra One Direction, Som i: Et boyband. Som i: Jeg er faktisk kendt og er ikke vant til, at folk ikke ved, hvem jeg er..."

"Som i: Hvad?!"

"Jeg er rimelig sikker på, at du godt forstår normalt engelsk".

Han havde ret. Jeg havde jo talt sproget, siden jeg var helt lille. Det faktum at han var kendt kom bare bag på mig. Den havde jeg ikke set komme.

Plejede kendte ikke at være vildt selvcentrerede? Liam var langt fra selvcentreret. Selvcentrerede mennesker havde ladet mig sidde ude på gaden og se mig blive ramt af lynet. Liam havde reageret stikt modsat.

Manden i fjernsynet gik videre med næste nyhed.

"Her til morgen blev en 17-årig pige efterlyst. Hendes navn er Sa..." Jeg tog straks fjernbetjeningen ud af Liam's hænder og trykkede på den røde knap.

Lyn-reflekser!

Det er bare en af mine mange evner.

"Hvad skulle det til for?" spurgte Liam irriteret. "Jeg ville gerne høre, hvad han snakkede om!"

"Ja, men det ville jeg ikke..." svarede jeg og krøb længere ned under tæppet for at holde på varmen.

Jeg var tilfældigvis 17 år, 'løbet' væk hjemmefra og mit navn starter med 'Sa'. Det kunne næppe være andre end mig, han talte om i fjernsynet.

Nu vidste jeg, at Liam var kendt, men det var bare endnu en grund til ikke at fortælle ham, at jeg var efterlyst i hele England...

 

---------------------------------------------------

 

Nå, så er historien igang. Hvad syn's I?

Tror I, at Savannah vil kunne holde hendes hemmelighed?

Husk at sætte på favoritlisten, like og kommenter, hvis I altså kan lide den♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...