One More Night - Harry Styles | One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Hemmeligheder kan være alt. De kan være gode. De kan være dårlige. De kan mørke. De kan være lyse. De kan være ødelæggende. De kan være forbyggende. De kan være dine egne. Dine skatte. De kan være din egen lille personlige dagbog. Indtil den dag nogen finder den og læser de åbne sider. (Dette er hovedsageligt baseret på tanker og følelser)

41Likes
3Kommentarer
1625Visninger

1. One More Night

So I cross my heart, and I hope to die

That I'll only stay with you one more night

And I know I said it a million times

But I'll only stay with you one more night

Råbene fyldte endnu min øregang til perfektion og udelukkede alle andre lyde, som ville have gjort forsøget på at nå igennem. Det høje bag, som døren havde efterladt sig, da den smækkede i med en sådan kraft, at en svag kliren fra glasrammerne havde været til at høre, lød endnu som et svagt ekko, der nægtede at dø ud. Som kastede væggene det konstant frem og tilbage i en uendelige leg, og på denne måde formåede at holde det i live, som en evig ond påmindelse om, hvilket scenerier, der netop havde udspillet sig for mine øjne. Ikke at det burde komme som en overraske længere. For mange nætter havde udfoldet sig på denne måde. Det syntes som en ond cirkel. En ond cirkel fyldt med smerte, sorg, blod og tårer, som det eneste der skulle dække over, hvad der skete i det inderste. Vi vidste det begge. Vidste begge, at tingene var gået skævt et sted i fortiden, og alligevel lod det til at være en umulighed at løsrive sig.

Alt for længe havde dette stået på. Alt for længe havde han efterladt mig i en tilstand som denne. Nat efter nat. Aften efter aften. Dag efter dag. Sjældent lod mærkerne til at svinde bort før de lod sig genopfriske eller erstatte af hans vrede. Hvorfor han blev som han gjorde havde, og ville, det aldrig stå i min magt at forstå, men intet gjorde jeg dog for at ændre faktum, at det var som det var. Det stod ikke i min magt. Jeg elskede ham. Så simpelt var det. Så simpelt, selvom det havde bragt sig flere komplikationer med sig end en forelskelse nogensinde burde gøre, og det stod ikke længere til at ændre. Glasskårene var endnu til at finde spredt over stuens gulv, hvor de havde fundet skjul i det plettede gulvtæppe, der aldrig ville finde tilbage til sin oprindelige grå nuance. Overalt var de endnu til at finde fra gårdagens skænderi, hvis lige sjældent havde været til at finde i en historie fyldt med vredes råb og smerteskrig.

Mine skuldre påbegyndte næsten automatisk den rullende bevægelse, som fik næsten hele min krop til at værke under smerten, som slog mod mig, som hans hårde ord normalt gjorde, som piskesmæld. Adskillige gange var det nødvendigt at blinke for at få udlignet de mange tårer, som ikke blot lod til at sløre mit syn men lige så meget min bevidsthed, som havde det salte vand evnen til at oversvømme mit hoved og sætte det ud af funktion. Overlod mig til mine instinkter. Præcis, som han gjorde. Når truslerne haglede ned over mig, som regnen netop nu slog imod husets tag og efterlod sig den normalt beroligende lyd af vand mod vinduet, syntes min hjerne simpelt at lukke af for alt fornuft og lade min krop få det komplette overtag. Min krop, som gang på gang lod sig svigte mig, når den gav efter for de blide berøringer, som syntes at forvandle min mave til et sommerfuglebur. Hvis blot jeg havde styrken. Styrke til at sige fra. Styrken til at leve med den evige genklang af den samme tomme trussel, som var al mit forsvar. One more night. Intet mindre. Intet mere.

Smerten, som havde resulterede i den kraftige rystelse, som min krop netop nu led under, gjorde mig usikker på benene, som rystede så voldsomt under mig, at jeg, for hvert skridt eg tog, frygtede for hvornår de ville lade sig bukke under for presset, og lade mig kollidere med gulvets hårde overflade. Forsigtigt fik jeg bevæget mig igennem den hærgede stue. Hvert skridt måtte nøje overvejes før det blev udført. I det samme sekund min krop nåede den ene væg, lod min hånd køre over gardinets tunge stof, da det blev strøget svagt til siden, og min krop lod sig læne op af den hvide væg i et desperat forsøg på at finde støtte. Synet, der mødte mine øjne, var langt fra noget nær en overraskelse. Det var forventet. Lettende. I mørket udenfor var alt mine øjne mødte den tomme indkørsel, som i adskillige timer fremover ville forblive tom og kold inden han vendte hjem i en så beruset tilstand, at alt ville stå tåget for ham dagen efter. Sådan var det altid. Ingen undtagelse.

Den hærgede stue tjente intet andet end et sorgfyldt blik fra min side, inden mine øjne lod sig søge imod trappens beroligende vej, som så mange gange havde været min flugtvej i en tilsvarende situation. Hvert skridt blev taget for sig, og hver eneste bevægelse måtte gennemtænkes før udføres, som for at nå til det mindst smertefulde resultat. Flere gange formåede en svag ynkelig jamren sig at lade slippe over mine læber, som under det tunge åndedræt var let separerede , ved en skarp eller forkert udført bevægelse.

Inden jeg fik mig tilkæmpet adgang til det lille soveværelse, som på denne tid af døgnet henlå i en betryggende mørke, var min krop ramt af en så dybt smerte, at hvert eneste skridt fik sig tilegnet sig sin egen personlige jamrende lyd, som snart faldt i med de andre, som en konstant symfoni af små ynkelige hulk, støn og hvad der ikke forlod mine læber, der lød som et ekko uden ende. Det var som om alle mine knogler syrede og sendte smertestød igennem alle mine muskler som piskesmæld ved selv den mindste bevægelse. Mit hjerte bankede hårdt imod mine ribben, hvilket sendte en helt anden form for smerte igennem min krop. En smerte med oprindelse i mit indre, i mit hjerte, hvor den havde fået sig tilegnet direkte adgang til blodsystemet, som den nærmest glædeligt piskede igennem og lod sig infiltrere hver eneste lille del af min krop og bevidsthed, som endnu ikke lå under smertens dominans.

Denne følelsen var den værste. Det var den smerte, som fremkaldte de uendelige tårer, som den fremkaldte den sårbare varme. Det var denne smerte, som han evigt lod mig efterlade med. Denne uhåndgribelige smerte, som hverken var til at sætte ord eller beskrivelse på. Denne tomme fornemmelse, som hverken var virkelig eller uvirkelig. Som hverken var sand eller falsk. Rigtig elle forkert. Det var denne præcise følelse, som fik min krop til at virke så uendelig kold og ligegyldig. Så ligegyldig, at den fortjente smerten. Den fysiske så godt som den psykiske. Fortjente de evige ar, som aldrig ville hele helt som de blå mærker, der dækkede min krop som maling dækkede væggene, der nærmest lukkede sig omkring mig i en kvælende tilstand.

Mine ben rystede faretruende under mig, da jeg fik mig tilkæmpet adgang til værelset, som, præcis som stuen, ikke tjente sig mere end et ligegyldigt øjekast, som knapt nok nåede at opfange værelsets omgivelser, der var komplet henlagt i mørke. Ikke at det var en nødvendighed. Hvor alt var, var en viden jeg for længst havde fået mig tilegnet. Jeg havde kun øje for en ting. Et sted. Et sted, der påkrævede adskillige flere totur skridt i en så ren smerte, at den sikkert ville kunne lade sig si direkte ud af mit blod. Scenerierne spillede igen og igen for mit indre øje, som en gyserfilm uden ende. En gyserfilm, hvis handling var set nok gange til at vide præcis, hvad der ville ske, og hvornår det ville lade sig udfolde. De mange smerteskrig fyldte min øregang som et uendeligt ekko. En evig påmindelse om min svaghed. Ham. Han var min svaghed. Selv når det sitrede i hans fingre efter et velplaceret slag søgte mine øjne desperat efter den mindste smule kærlighed i de mørke øjne, hvis kulde syntes at overskygge alt andet. Også den dybe kærlighed, som jeg vidste, han endnu følte for mig. Det måtte han.

Mine fingre rystede så kraftigt, at selv den simple handling, at skubbe døren op, skabte en intens smerte ved udførelse, som sendte en skælven igennem hele min krop, og endnu en ynkelig smertefuld lyd skilte mine læber i to. Mine ben, under mig, var for svage. Så svækkede under smertens vægt, der kun syntes at presse mig længere og længere mod gulvet. Det første snublende skridt lod sig alt for hurtigt efterfølge af det næste, og derefter endnu et og endnu et. Snart faldt alle mine skridt over i en snublende gang, der konstant truede med at lade mig ende mod gulvet, og min krop rystede så kraftigt, at få skridt mere ville kunne afgøre enden på min evige og nødvendige færd. Færden, der gang på gang havde ladet mig styre mod målet. Badeværelset.

For hvert skridt, som lod mig bevæge længere ind i det lyse rum, blev rystelserne i min krop blot mere og mere intense, og efter få skridt måtte mine fingre gribe efter håndvaskens iskolde kant for, at min krop ikke skulle kollidere med badeværelsets kolde flisegulv. I en kraftig modsætning til resten af husets dunkle omgivelser, som netop nu henlå i en betryggende mørke, var badeværelset oplyst af en så skar hvid nuance, at mine øjne adskillige gange måtte lade sig knibe sammen, som resultat af den irriterende prikken i mine øjne, som det reflekterende lys efterlod sig, og tårerne syntes kun at forstærke denne følelse.  Hulkene var, hvad der resulterede i de pludselige rystende skuldre, og den ynkelige lyd, som gang på gang lod sig splitte mine læber i to. Tårerne gled over mine kinder i uregelmæssige linjer, hvorefter de lod sig møde deres endeligt mod den kolde vask, som mit hoved havde vendt sig imod. På trods af øjenlågene, som havde lagt sig over mine øjne, som et scenetæppe før forestillingen, syntes tårerne at finde en vej ud uden de største problemer. Som kendte de til noget, som endnu blev holdt hemmeligt for mig.

Endnu en svag ynkelig lyd slap over mine læber, da jeg med den yderste forsigtighed lod mit ansigt finde vej til spejlet, og syntes af en ung kvinde mødte mig. En ung kvinde, der umuligt kunne være ældre end i starten af sine tyver. En ung kvinde, som bar på en hemmelighed, som aldrig burde havde være hende pålagt. En hemmelighed, som åd hende op indefra. Hendes blanke brune øjne var fuld af flere års smerte og skam. Smerte og skam, som havde sat sit tydelige præg på hendes spinkle krop. Overalt i hendes blege ansigt var små ar, rifter og sår til at finde, som små evige påmindelser om hendes evige svaghed. Hendes kastanjebrune hår var sat op  en sjusket hestehale, hvor adskillige hår stak ud i alle retninger, som det var dem muligt.

Forsigtigt, som havde min egen krop været af det skrøbeligste porcelæn, lod jeg min hånd glide over stoffet, som dækkede min skulder, og i takt med, at min hånd gled over skulderen fulgte den store T-shirt med, kun for at lade sig møde sin ende mod det hårde kolde gulv, da den gled af mine skuldre og derefter af min krop. Selv den blide berøring, som T-shirtens bløde stof havde efterladt sig, da den gled over og af min krop, sendte et stød af smerte igennem min krop, og mit ansigt fortrak sig i en smertefuld grimasse, som fik alle mine træk til at træde i karakter. Min lille næse. Min blege hud, som var så tæt på hvid, at man var fristet til at tro, at lyset havde efterladt sig spor over de stykker af huden, som ikke var dækket af andre nuancer.

Den unge pige i spejlet, som uden tvivl havde været køn før smerten ramte hende som et lyn, fulgte mine bevægelser til fulde og gengaven præcis efterligning af synet af den hærgede krop, som ville chokere enhver, der lod sig møde af dette syn. Bortset fra ham. Ham, hvis vrede havde været kilden til dette. Ham, hvis temperament havde været, hvad der havde efterladt dette bag sig.

Endnu engang syntes mine øjne tvunget imod spejlet, som havde en ukendt kraft tvunget mig. Synet, der lod sig møde mine mørke øjne, burde ikke længere kunne fremtvinge det hæse gisp, som i samme øjeblik forlod mine læber. Burde ikke længere have kraften til at sende et ufrivilligt gys gennem min krop, og lade den forfærdede følelse træde i karakter, som havde jeg aldrig før følt den, og ville jeg aldrig føle andet.

Jeg så, hvor den unge kvindes fingre langsomt gled over hendes skulder, som havde påtaget sig en blåviolet farve, som en del af det store blå mærke, der dækkede vejen ned under hendes højre skulderblad, som tydeligt var til at se, som det nærmest stak ud af den tynde og spinkle krop. Jeg så, hvordan hendes ansigt fortrak sig i smerte, da hendes fingre ganske blidt strejfede over et af de mange mærker på hendes arm. Jeg så, hvordan hendes spinkle skikkelse drejede rundt i noget nær slowmotion, og afslørede en ryg dækket af farverne gul, blå og rød, som havde nogen kastet gammel doven maling over hele hendes krop. Ikke blot hendes ryg led under dette, men overalt på hendes arme, ben og mave var mærkerne tl at finde. Det var det samme over hele hendes krop. Min krop.

For første gang forlod mine øjne den unge kvinde i spejlet, da mit blik langsomt gled ned over min krop. Overalt mine øjne søgte hen var det dækket af mærker. Mærker i alle nuancer og størrelse. Først da mit blik gled ned over min venstre arm blev det fanget af noget. Noget hvis historie ikke kun indeholdte vrede, smerte og andre fortvivlende følelser. Nej, dette mærkes historie var lige så fyldt med kærlighed, ømhed og sårbarhed som det negative lige så vel tilhørte historien bag dette. Ganske forsigtigt lod jeg mine fingre følge sporet af de mange mærker ned af armen, indtil mine søgende fingre fandt, hvad de ledte efter. Mørket, som før havde skabt et svagt glimt i de ellers matte øjne. Forsigtigt, som havde jeg frygtet at det svage tegn på hengivenhed ville smuldre væk under mine fingres blide berøringer, lod jeg ganske forsigtigt min hånd lægge sig over mærket, som for andre ville ligne et aftryk fra en, der havde taget for hårdt fat, men jeg vidste bedre. Jeg kendte historien. En for en lod mine fingre sig finde plads, hvor hans fingre havde været, hvorefter jeg strammede grebet.

Smerten piskede igennem min krop, som adskillige kraftige stød, og mine knæ rystede faretruende under mig. Alligevel følte jeg mig uendelig lettet. Befriet. Ikke et sekund slækkede grebet sig omkring min arm sig på trods af smerten, som truede med at lade benene forsvinde under mig, og dermed lade mig ende mod det kolde gulv, som den bunke affald, som jeg nu engang var. Adrenalinen resulterede i den hurtige og hårde hjertebanken, der hamrende imod mine ribben, som havde det planer om at nå ud igennem mit bryst, og igennem mine åre mærkede jeg chokket fra smerten ramme hver eneste del af min krop, som endnu ikke lå under dens dominans. Dette var min egen fortjeneste. Jeg fortjente hvert et slag. Hvert et spark. Hvert eneste mærke, ar eller sår, som min krop led under havde en historie, og alle var de fortjent. Sådan havde han udtalt det. Sådan havde han fået mig til at gentage det indtil det var alt, der fyldte min hjerne. Jeg betvivlede ikke længere hans kærlighed, for hvis dette ikke var gjort ud fra kærlighed, hvad så?

Først da prikkerne begyndte at spille over mit slørede blik, og min krop rystede så kraftigt, at det var noget nært et vindunder, at den endnu stod oprejst, lod jeg grebet omkring armen slækkes, og begge arme gled ned langs mine sider, som kludedukker. At min handling var usædvanlig var der ingen tvivl om, men jeg kunne ikke lade det ske ikke lade dette mærke, denne historie, forsvinde som ethvert andet mærke påført i blind vrede. Dette måtte vedligeholdes. Skulle vedligeholdes.

Endnu engang søgte mit blik imod den hjælpeløse pige i spejlet. Hendes brune øjne var store, våde og blodskudte efter de mange tårer, som fik hendes kinder til at virke hævede og buttede. Hendes krop var så skrøbelig og flere års misbrug havde sat sit tydelige præg på den tynde skikkelse, hvor knoglerne var alt for tydeligt kunne anes under den hærgede hud. Hele den unge skikkelse syntes at under de undertrykte hulk. Som havde denne iagttagelse trykket på en bestemt, og endnu ukendt, kontakt slap en svag ynkelig hulkende lyd over hendes læber, og hendes skuldre begyndte at ryste endnu kraftigere end før, da hulkene gennemrystede hendes krop så kraftigt, at hun måtte gribe fat om vaskens kant så hårdt, at hendes knoer blev hvide. Mine knoer.

Nærmest instinktivt gled mine øjne i sikkerhed bag de tunge øjenlåg, da lyden af den smækkende dør genlød i min øregang, og tårernes fart nærmest steg til det dobbelte i deres desperate flugt over mine kinder. Denne gang lod jeg ikke engang mine øjne  flakke mod uret, som af netop denne grund var placeret på badeværelsets væg, som for at tjekke om det virkelig kunne passe. Hurtigt havde jeg erfaret at denne stund hurtigt løb op i timer og aldrig havde det slået fejl. I mit indre gjorde jeg alt, hvad der stod i min magt, for at forberede, hvad der ville komme som det næste. Så mange gange var en nat som denne endt i, hvad der nu ville komme. Hvad, som gjorde smerten værd at udholde. Hvad, der gjorde, at jeg stadig mærkede mit hjerte slå hurtigere, og sommerfuglenes vinger i min mave, som sendte den kildrende fornemmelse igennem hele min krop, når bolt et svagt glimt var til at finde i de kolde øjne.

I mit indre prøvede jeg, med alt jeg havde, at forberede  mig. At dette var en umulighed, som jeg udmærket var klar over, forhindrede mig ikke i endnu engang at gøre forsøget. Hver eneste gang . Forsøget på, at forberede mig på følelsen af de stærke arme, som langsomt ville snige sig omkring min krop, og få smerten til at svinde bort i en ligegyldighed. Forberede mig på kærtegnene, som ville sløve mit sind og gøre min krop blød og villig under hans blide berøringer. Fanget under ordene, som han ville hviske i mit øre, de kærlige ord, imens han forsigtigt lod os bevæge imod værelsets dunkle mørke, og inden han fik os bevæget til sengen ville jeg være komplet under hans kontrol. Imens tumlen hørtes fra nedenunder lod eg mig selv genkalde hver eneste kærlige bevægelse. Hvert eneste forførende ord. Hvert eneste slag påført i blind kærlighed. Den søde smerte kærlighedens hårde hånd bragte med sig. Det hele lod sig genkalde ved mit blotte løfte. Hver eneste tanke, hver eneste følelse, og hver eneste handling formede sig som bevægelige billeder på indersiden af mine øjenlåg samtidig med, at han langsomt bevægede sig op af trappen og igennem værelset.. Eller?

Mine øjenlåg forlod mine øjne, og lod det mørke blik komme til syne, med et sæt, som sendte et stød af chok gennem min krop, da gispet genlød i min øregang, og min verden synets at gå i stå ved synet, der mødte mine øjne i spejlet. Drengeskikkelse, som mødte mine øjne, kom så stærkt bag på mig, at min krop helt enkelt lod til at gå i stå. Som led hele min krop pludselig under en uigennemtrængelig lammelse, som afholdte mig fra at afvige fra den fastfrosne position, hvor jeg intet andet kunne end at se, hvordan det hele udfoldede sig for øjnene af mig. Det var som om min hjerne var holdt op med at fungere. Som sendte den ikke længere beskeder rundt til min krop, og det eneste jeg kunne gøre var at bekæmpe trangen til at besvime. Til at forsvinde.

Den intense sviende fornemmelse, som var til at finde i yderkanten af mine øjne, trådte blot stærkere og stærkere i karakter i takt med at de intense smaragd grønne øjne borede sig dybere og dybere ind i mine brune. Ikke et eneste spor af det, ellers aldrig afvigende, glade og halv flirtende smil var i givne situation til at finde spillende over de perfekte læber. Hvor det sædvanlige glimt i øjet, som normalt lagde kvinder ned en efter en, var et spørgsmål, hvis svar uden tvivl befandt sig få meter fra ham. I stedet for det sædvanlige glædelige glimt, som altid syntes at live de grønne øjne op, var kun følelser, som aldrig burde tage bolig i hans krop, til at finde i de intense øjne. Forvirring, fortvivlelse, sorg og smerte blandt andre.

At vide, at jeg selv var grunden til disse uvante følelser sendte en ny bølge af intens smerte igennem min krop. En smerte, som ikke havde oprindelse i mine fysiske lidelser, men i stedet i mit bryst, hvor tomheden syntes at have fået overtaget, hvor mit hjerte normalt var. Hjertet, som syntes at blive kastet aggressivt rundt i min bryst kun for at forsvinde i et stød af smerte ved synet af det intime grønne blik, som nærmest lod sig kravle ind under huden og direkte ind i sjælen. Sådan havde det altid været. Altid havde det været en umulighed at lyve for ham, og alligevel var det aldrig lykkedes ham at se igennem facaden, som så længe havde dækket over smerten, men nu var det hele ikke længere vigtigt. Alt var lige meget. For sent var et at lyve. For sent var det, at komme uden om, og hvordan jeg følte, vidste jeg ikke.

"Harry...".

Dette var alt det krævede. Et enkelt grådkvalt ord til at bryde stilheden, som havde lagt sig over os, som en intim og fysisk lammelse, og min verden syntes at splintre, som glasskålen, der i samme sekund forlod Harrys hænder for at møde dets endeligt mod dørkarmens hårde overfalde. I samme øjeblik glasskålen kolliderede og splintrede imod gulvet, trådte en intens prikkende smerte i karakter i venstre side af mit bryst, som splintrede mit hjerte i glasskålens tusinder af stykker, og dette resulterede i det grådkvalte gisp, som lod mine læber skille i to.

To skridt. Dette var, hvad det krævede før Harry havde tilbagelagt afstanden mellem os, og indenfor få sekunder var hans arme til at finde trykt omkring mig. Hans håndflader kørte over min ryg i cirkler, og smerten skar igennem min krop som barberblade, ved hans blide og kærlige berøringer, hvilket fik en svag klagende lyd til at slippe over mine læber, og mine skuldre rystede svagt under det undertrykte hulk, og alligevel formåede et halvhjertet smil at spille over mine læber. Dette var en god smerte. En smerte påført i blind kærlighed. Tydeligvis fejlfortolkede Harry dette fordi han stoppede i samme sekund og begyndte at trække sig væk. Panikken fyldte mig nærmest øjeblikkeligt, og mine fingre greb omkring det første de mødte, hans trøje, og trak ham tilbage, samtidig med at mine brune lokker dansede omkring os, da jeg svagt rystede på hovedet.

"Ikke stop. Vær sød ikke at stoppe."

Ikke et ord mere var nødvendigt at sige, før han forstod min nød til følelsen af hans arme omkring mig. Min inderlige desperation efter en følelse, som der ikke længere havde kræfterne til at kæmpe sig igennem og sætte sig omkring mine inderste og stærkere drømme og mareridt. Følelsen af beskyttelse. Følelsen af at kunne slappe af i nogen arme uden frygten for smerten, der senere ville ramme mig. Hvornår jeg sidst havde mærket min krop slappe af, fra mine fingers krampagtige greb til et sted helt inderst inde i mig, vidste jeg ikke længere. Det havde altid været en reaktion, som han havde været skyld i hos mig. Harry havde altid haft evnen til at få mig til at føle mig sikker. Tryg. Sådan havde han altid kunne gøre ved mig. Hvad jeg aldrig havde tænkt over, var at effekten af hans blide berøringer kun var blevet svagere og svagere, som hans slag blev hårdere og hårdere. Han var min livline, og uden ham ville jeg ikke kunne gøre, hvad jeg vidste, ventede mig. Kun en ting var der tilbage. At lade Harry vide dette.

Den søde og dulmende smerte var endnu engang til at føle i min krop, da Harry påbegyndte de blide berøringer i form af de rolige cirkler, som hans håndflader formede overalt på min ryg. En svag klynkende lyd forlod mine læber, men denne gang gjorde han intet tegn på at stoppe hans blide bevægelse, og jeg mærkede for hvert enkelt lille smertestød min krop slappe mere og mere af i hans arme. Mine fingres krampagtige tag i hans skjorte slækkede lige så stille, og snart stod jeg med hænderne knyttede imod hans brystkasse, med lukkede øjne og med en vejtrækning så tung, at man kunne være fristet til at tro, at jeg var faldet i søvn. Selvfølgelig vidste Harry bedre. Det havde han aldrig gjort. Nu hvor mine tanker kredsede omkring emnet, havde den drengen med de store krøller altid været den person, som kendte mig bedste. Han vidste, hvornår jeg var glad, hvornår jeg var ked af det, og hvornår jeg var helt igennem rasende. Alligevel havde jeg formået at holde dette hemmeligt for ham så længe. Det måtte alligevel være et plus på mine skuespillertalenter.

"Hvem gjorde det her imod dig?"

Lyden af den hæse og velkendte stemme rev mig ud af mit tankespind, og et rystende suk forlod mine læber, inden jeg langsomt kiggede op. Vi vidste begge, hvor unødvendigt dette spørgsmål var, fordi vi kendte begge to svaret. Det var så enkelt, og alligevel var det så kompliceret, at det havde fået fastsat en kraftig hovedpine bagerst i mit hovedet. Jeg kunne endnu engang mærke, hvordan tårerne prikkede forræderisk i yderkanten af mine øjne, som de fyldte dem op, indtil de igen var tvunget til at falde over mine kolde kinder. Den magiske stilhed imellem os var først brudt, da lyden af en smækkende dør fyldte min øregang, og et grådkvalt hulk forsvandt over mine læber. Mine fingre krummede sig panisk omkring hans skjorte igen, som hans krop frøs midt i en bevægelse. Da mine øjne mødte hans, mødte de intet andet end mørke grønne tordenskyer, og jeg vidste, at jeg var ude, hvor jeg slet ikke kunne bunde. Jeg vidste præcis, hvor langt ud Harry var på nuværende tidspunkt.

Hvad der skete som det næste nåede aldrig helt at bundfalde sig i min hjerne, før det var forbi. Mine hænder faldt over tilfældige steder på Harrys krop, som jeg mærkede hans vrede træde mere og mere i kraft. Hans muskler spændtes, og hans øjne blev mørkere og mørkere, som vi hørte skridt på trappen. Hans hænder var så tæt knyttede, at hans knoer var blevet hvide, og hans arme hang nu spændt ned af hans side. Tårerne slørede mit syn mere og mere for hvert sekund, der passerede forbi os, men jeg nægtede at bukke under for de hulk, som jeg kunne mærke i min hals som et kvælende greb. Jeg prøvede at ignorere den stigende panik, der formede sig kraftigere og kraftigere i min krop, som trinene kom tættere og tættere på. Det måtte ikke ske. Det kunne ikke ske. Dette var min hemmelighed, og han kunne ikke vide det. Ingen kunne vide det.

Før jeg nåede at opfatte, hvad der skete omkring mig, havde Harry vredet sig ud af mine spinkle og viljesvage arme, hvorefter han var forsvundet ud af badeværelsets dør. Dette var ikke, hvad der kom bag på mig, fordi hvad havde jeg ellers regnet med? Harry var Harry, og jeg vidste, at han satte sine venner højere end noget andet. Specielt mig. Hvad der dog kom bag på mig var lyden af den dør, der smækkede for næsen af mig, der genlød i min øregang, og jeg kunne intet andet gøre end at kigge tomt på den nu lukkede dør. Det næste jeg hørte var lyden af en drejende nøgle og et velkendt klik fra låsen i døren, og jeg vidste præcis, hvor fanget jeg nu var indenfor de fire hvid vægge. Mine ben rystede kraftigt under mig, da jeg løb imod døren, der ikke engang gav det mindre ryk under min spinkle skikkelse. Mine knyttede hænder begyndte panisk at kollidere med træets overflade, som jeg hørte døren til soveværelset blive åbent og lyden af hans stemme fyldte huset som tordenbrag.

"Hvad fanden laver du her!? Hvor er hun!?"

Jeg nåede aldrig at høre min bedsteven svar, før jeg hørte den velkendte lyd af kød mod kød, og et smerteskrig flængende luften. Selvom jeg aldrig før havde været vidne til denne lyd, vidste jeg præcis, hvem den kom fra. Tårerne faldt nu over mine kinder i konstante linjer, og jeg mine knyttede hænder ramte gang på gang døren i et desperat forsøg på at komme ud, imens mine ord forsvandt væk i de hulk, der havde snøret min hals så meget sammen, at det var noget nær umuligt at tale. Jeg vidste præcis, hvad der skete på den anden side af døren, og jeg måtte stoppe det. Så mange gange havde jeg selv ligget under hans stærke hånd, og jeg vidste præcis, hvilke skader den kunne medføre. Jeg kunne ikke i at Harry kom til skade. Han burde ikke forsvare mig, hvilket var præcis, hvad han gjorde netop nu. Jeg hadede ham for det. Endnu et grådkvalt hulk forlod mine læber, da min bedstevens klynken endnu engang genlød i min øregang efter endnu et slag, og min krop sank fortvivlet sammen imod den kolde dør. Jeg hadede ham.

"Du er færdig."

Lyden af Harrys hånende, halvkvalte latter kom så meget bag på mig, at jeg ikke kunne afholde mig selv fra at bukke under for endnu et grådkvalt hulk, som jeg placerede mine hænder over dørens kolde træ i et naivt forsøg på at nå ham. Han var endnu ved bevidsthed, hvilket betød, at han endnu ikke var blevet slået i gulvet. Det næste, som jeg formodede skete, fik det til at vende sig i mit allerinderste. Kød mod kød. Slag på slag. Smerteudbrud efter smerteudbrud. Igen og igen kørte det i ring, og jeg kunne intet andet gøre end at hamre slapt på den låste dør med de sidste kræfter, som jeg ikke længere syntes at kunne præstere meget af. Jeg vidste ikke, hvornår det hele holdte op igen. Jeg vidste ikke, hvornår jeg lod mine øjne lukke i et desperat forsøg på at lukke det hele ude. Men på et tidspunkt forsvandt det hele blot, og jeg var efterladt i min egen lille boble af stilhed. Jeg hørte intet. Så intet. Følte intet. Jeg var ingenting. Intet end luft.

Selv da døren forsvandt bag mig, formåede jeg ikke at finde kræfterne til at finde ud af, hvem der var den vindende af de to. Det betød intet. Jeg følte intet, da et par stærke arme lagde sig omkring min krop og løftede mig op i blidt kram, som jeg på ingen måde havde kræfter til at gengælde. Mine øjne var endnu lukkede, som jeg simpelt stod som en dukke i hans arme. Tårerne trillede endnu over mine kinder, som jeg indsnusede duften af den velkendte frugtshampoo, og før jeg vidste af det, var mine hænder placerede i de så velkendte krøller, og mine øjne slog op med et sæt. Et gisp af lettelse forlod mine læber, da mine øjne var mødt af min bedstevens smilende ansigt. Skrammerne ville for så mange andre virke voldsomme, men jeg vidste, hvor let han var sluppet. Hans øje havde allerede påtaget sig en let violet farve, og det ville uden tvivl være blå inden dagen var omme, og flere steder over hans ansigt var der rifter og skrammer, som jeg vidste skulle renses, før der gik betændelse. Hvad resten af hans krop angik, vidste jeg ikke.

Et lille overrasket skrig spillede over mine læber, da mine fødder pludselig forlod jorden, som jeg blev løftet op i de to stærke arme, som så mange gange havde ligget omkring mig som støtte. Et svagt udmattet smile formåede at finde vej over mine læber. Jeg lod blot mine øjne forblive lukkede og lod mit hoved hvile imod hans skulder, som de vuggende bevægelse af hans gang lige så stille vuggede mig i en søvn, hvor jeg var i sikkerhed for alt andet end min fantasi, og selv den ville aldrig kunne hamle op med virkelighedens mareridt.

Havde jeg åbnet mine øjne, da vi passerede igennem soveværelse, havde jeg været mødt af et syn, som så mange gange havde været højdepunktet af mine drømme. Han havde ligget bevidstløs på gulvet og med blod synligt for et sår på hans pande. Jeg havde aldrig ønskede ham død, fordi hvordan skulle man nogensinde kunne ønske en som man elsker død? Men jeg havde så mange gange ønsket, at han ville føle præcis, hvad han gang på gang gjorde imod mig, og nu havde han endelig været offer for sin egen medicin, og selvom jeg ikke så det, kunne jeg ikke undgå at smile tilfreds for mig selv. For første gang i så mange år følte jeg mig sikker. For første gang kunne jeg se lyset for enden af den mørke tunnel, som jeg så længe havde vandret hvileløst rundt i. Endelig kunne jeg se en udvej, og jeg ville ikke tøve så meget som et sekund med at gå imod den. Ikke med Harry ved min side. Alene ville det være umuligt, men jeg var ikke længere alene. Harry var med mig, og dette vidste han konstant ved at klemme min skulder forsikrende.

Hvordan vi kom til Harrys hus, vidste jeg ikke, men som så mange andre ting, bekymrede det mig heller ikke. Da jeg langsomt blev revet ud af søvnen, havde meget få ting ændret sig udover omgivelserne. Jeg lå endnu i Harrys arme, og mit hoved var endnu hvilende imod hans skulder, som jeg hørte lyden af stemmer overalt omkring mig, og pludselig forstod jeg, hvad der havde revet mig ud af min søvn. Lyden af fire så velkendte drengestemmer genlød i min øregang, og spørgsmålene fløj omkring os så hurtigt, at det hurtigt blev umuligt at skelne dem fra hinanden. Jeg havde lige så stille følt panikken snige sig ind i min krop, men denne gang kæmpede jeg ikke imod den. Jeg lod den fylde mig til det yderste, som jeg kiggede op på min bedsteven og prøvede at lade budskabet flyde fra mine øjne. Han fattede det sekunder vores øjne mødte, præcis som jeg vidste, at han ville. Jeg hørte ham mumle noget lavmælt til de andre drenge, men jeg nåede aldrig at finde ud af, hvad det var. Jeg var allerede forsvundet ind i søvnen igen. Det kunne ikke være min skyld, at Harrys arme var så komfortable.

Da jeg vågnede næste gang var alt omkring mørkt, og jeg vidste at natten efterhånden måtte være faldet på. Det tog mig adskillige minutter at finde sammenhængen mellem det fremmede værelse og de blandede følelser, der fyldte min krop fra top til tå. Jeg vidste ikke, hvordan jeg følte. Jeg vidste endnu mindre, hvordan jeg burde føle. Først endnu adskillige minutter efter formåede jeg endelig at sætte brudstykkerne sammen, som lige så stille var kommet tilbage til mig, og dagens begivenheder ramte mig som en spand kold vand en doven morgen. Tårerne fyldte mine øjne på få sekunder, og genlyden af Harrys smerteskrig fyldte min øregang, som et grådkvalt hulk forlod mig læber. Jeg krøllede mig instinktivt sammen ved at trække mine knæ op imod mit bryst og folde mine arme omkring min egen krop. Jeg ønskede at tørre mine tårer væk, men før min hånd nåede til min kind, mærkede jeg hvordan en større og varmere hånd lukkede sig omkring mit håndled.

Skriget der slap over mine læber var så fyldt med panik og frygt, at det nærmest skar i mine egne øre, og jeg frygtede for et kort øjeblik, hvad det næste ville være, men så huskede jeg. Det var ikke længere muligt for ham at skade mig. Det kunne ikke være ham, og det var det ikke. Grebet omkring mit håndled løsnede til et blidere greb, men det slap mig aldrig helt, som jeg lige så langsomt blev vendt omkring, så jeg nu lå ansigt til ansigt med min bedsteven. Jeg var alt for klar over, at tårerne endnu engang havde gjort mine kinder gennemblødte, men jeg kunne ikke afholde mig selv fra at smile, da han forsigtigt placerede min hånd over hans bryst. Under mine spinkle hånd kunne jeg mærke hans hjertebanken, og mine øjne forlod mine fingre for at møde de glimtende grønne øjne, som jeg kendte så godt.

"Kan du mærke det?"

Jeg nikkede langsomt.

"Det er hjertet på en person, som aldrig nogensinde kunne finde på at skade dig. Lyden af en person, som elsker dig mere end noget andet. Lyden af en person, som altid vil være der til at passe på dig. Det er dit, hvis du vil have det. Jeg er din, hvis du vil have mig. Kun din."

Tårerne truede endnu engang med at falde over mine kinder, men denne gang var det anderledes. Denne gang var tårerne formet af den rene glæde, som jeg følte fylde hele min krop, som jeg puttede mig tæt ind til min bedstevens bryst uden nogensinde at flytte min hånd. Jeg kunne godt lyde følelsen af hans bankende hjerte under min lille håndflade. Han var så varm. Så kærlig. Så ægte. Jeg elskede ham. Mere end noget andet og vigtigst af alt. Jeg stolede på ham.

"Jeg vil have dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...