2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
724Kommentarer
86900Visninger
AA

10. What have you done?

Jeg sad op af væggen med hovedet ned mod mine knæ. Jeg havde det skidt, rystede og havde kvalme. Jeg havde aldrig haft det sådan før, men jeg vidste det skyldes de stoffer. Jeg var blevet afhængig, og derfor fik jeg det sådan her.

Zayn havde snakket i mobil halvdelen af tiden, men det var bare rart, så var jeg fri for at snakke med ham. Han var også en af grundende til, at jeg var så ked af det som jeg var. Jeg kunne ikke forklare, hvorfor det gik mig sådan på, at de sagde jeg ikke fortjente ham. Måske var det dét at han droppede mig, som gjorde mig så ked af det.

Zayn kiggede ned på mig, inden han satte sig på hug foran mig. ”2 sekunder,” mumlede han i mobilen, og fik på en underlig måde mit hovedet løftet. Jeg kiggede hurtigt til siden. Jeg ville ikke se ham. Jeg kunne ikke. Det var ydmygende.

Han tog en smule bestemt fat om min kæbe og drejede mit hoved. Jeg kneb øjnene kort sammen og kiggede irriteret på ham. Jeg var ikke i humør til ham og hans lege, det burde han da forstå!  Jeg havde det elendigt.

Det kom bag på mig, da hans brune øjne stirrede bekymret ind i mine. Han blinkede kort, inden han slap min kæbe og kiggede væk. ”Nej, hun er ikke på noget.” Og selvom jeg forstod de tænkte sådan, så gik det alligevel ind og fik tårerne til at presse sig på. Jeg havde snakket med Niall om det. Troede han virkelig jeg ville gå bag hans ryg igen? Og ville jeg overhovedet det? Trangen før var så stor, at jeg ville have gjort hvad som helst for stofferne. Det skræmte mig virkelig.

”Ja, vi kommer,” mumlede Zayn og lagde på. Han rejste sig op, og selvom jeg vidste han ventede på jeg rejste mig, så ville min krop ikke. Jeg ville ikke. Jeg følte mig virkelig hjælpeløs i det øjeblik.

”Valerie,” måden han sagde mit navn på, fik mit hjerte til at banke hurtigere. Det fik minderne og sorgen frem. Jeg savnede denne Zayn. Ham der ikke kunne finde på at forlade mig for noget i verden. Eller der tog jeg jo så fejl, for han valgte at stikke mig i ryggen da jeg havde mest brug for ham. Men jeg savnede dengang jeg troede sådan. Dengang jeg havde ham, og han havde mig. Jeg savnede de nætter, hvor vi sad i hans vindueskarm og snakkede, eller lå ude på tressen og snakkede. Jeg savnede hans kys og hans berøringer, og den tryghed han bragte mig. Den eneste der havde formodet at bringe den tryghed frem i mig, var Niall. Men det var ikke det samme. Jeg savnede at være elsket, elsket at Zayn. Jeg elskede ham, selvom jeg så længe havde fortalt mig selv jeg ikke gjorde. Men jeg elskede ham, men jeg skulle videre uden ham.

Min mave trak sig sammen da hans hænder lagde sig om mine arme, og trak mig op og stå. Han gjorde det ikke lettere for mig at komme videre. Han dukkede op når jeg mindst ventede det, og han viste hans gamle sider, når jeg troede han ikke længere havde dem. Han havde droppet mig, og hvad end han havde gang i nu var i enden ligegyldigt. Jeg kunne ikke stole på ham længere, og jeg turde ikke tage chancen igen.

”Valerie,” mumlede han mere bestemt, men jeg vred mig ud af hans greb. Hans berøringer brændte mig, og jeg hadede den følelse. Det var den følelse der havde ødelagt alt for mig. At blive forelsket var det dummeste jeg i mit liv havde gjort. Den følelse fik mig til at indrømme over for mig selv, at mine følelser aldrig var faldet for Zayn, derfor gjorde det også dobbelt så ondt at indrømme overfor mig selv, at det var en fejl at falde for ham. Det gjorde mere ondt at vide, at jeg ikke kunne give ham en chance igen – selvom jeg ville. Og hvem sagde han overhovedet bad for en chance mere?

Jeg gik ud fra gyden med Zayn ved min side. Min mave gjorde ondt, faktisk gjorde hele min krop ondt. Jeg rystede fordi jeg holdt gråden inde, og jeg frøs. Jeg vidste vi skulle hen til bilen, og det kunne ikke gå hurtigt nok, selvom det dog gik langsomt, eftersom hele min krop var stiv af frost.

Der stod en masse mennesker ved udgangen, men jeg vidste jeg kunne klare det. Jeg skulle bare lige igennem, og så var jeg næsten ved bilerne. Og jo hurtigere jeg kom derhen, jo hurtigere kunne jeg komme hjem.

Folk begyndte at råbe Zayns navn, men nogle sikkerhedsvagter fik dem skubbet væk. Han lagde en hånd på min ryg, og langsomt kom den brændende følelse tilbage. Han skubbede mig blidt igennem, og sørgede for jeg ikke faldt. Det irriterede mig han viste den side af sig selv, så da vi kom ud gik jeg hurtigt fra ham, hvilket fik ham til at sukke.

Jeg gned mine hænder mod hinanden for at få varmen. En regndråbe landede i mit hår og fik mig til at kigge op, så Zayn gik ind i mig. Hans hænder lagde sig på mine arme og fik ham til at sukke endnu engang. Jeg skulle til at gå igen da han lagde noget over min skulder. Jeg kiggede hurtigt hen på ham og så han havde taget sin jakke af. Det sveg i mine øjne igen, og da duften af Zayn fyldte min næse tog jeg den af – eller næsten af. Zayn stoppede mig med et irriteret blik.

”Tag den nu bare Valerie.” Måden han sagde det på, fik mig til at føle mig latterlig. Så jeg holdt min mund og trak den omkring mig igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Et smil ville ud, men jeg kunne ikke tillade det. Det var en akavet stemning der var imellem os, hvilket nok var min skyld, men det var egentlig også ligegyldigt. Jeg skulle ikke snakke med ham. Jeg skulle bare hen til bilen.

En varme lagde sig om mig i det øjeblik vi trådte ind på parkeringspladsen. Jeg fik hurtigt øje på drengene, som stod og snakkede sammen. De så forvirret ud, og da Harry fik øje på os, prikkede han til de andre.

Mine øjne fangede hurtigt Nialls, som så virkelig bekymret ud. Han gik hurtigt hen imod mig, og da hans arme lagde sig om mig, røg der nogle tårer ud.

”Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig,” hviskede jeg mod hans bryst. ”Jeg fik bare.. det var..” Niall trak sig fra mig og kiggede mig i øjnene. ”Hun er afhængig af det lort,” lød det fra Zayn, hvilket fik Liam til at daske irriteret til ham. Men han havde jo ret. Det var jeg.

”Undskyld jeg…” Niall rystede kort på hovedet. ”Du tog jo ingenting Valerie.” Jeg rystede på hovedet. ”Men jeg havde lyst. Jeg havde virkelig lyst,” og da ordene forlod min mund, var det som om det gik op for mig, hvor langt jeg virkelig var ude at skide, hvilket fik mig til at græde endnu mere.

”Lad os komme hjem inden nogen opdager os,” lød det fra Louis. De nikkede hurtigt og fordelte sig ind i bilerne. Niall satte sig om på bagsædet med mig og trak mig ind til sig igen. Min krop ville ikke stoppe med at ryste. Om det var lysten eller fordi jeg frøs, vidste jeg ikke. Jeg vidste hvert fald bare, at det ville gå galt, hvis jeg var alene. Men jeg havde lyst, jeg havde lyst til det skulle gå galt. Jeg havde brug for det.

Der var stilhed i bilen på vej hjem. Harry snakkede nogen gange til Liam som hurtigt svarede ham tilbage. Musikken gjorde mig træt, og varmen fra Niall hjalp ikke så meget på det. Derfor faldt jeg i en slags søvn. En hvor jeg hørte alt omkring mig, men alligevel var væk. Jeg fik derfor et kæmpe chok, da bilen bremsede op. Niall kiggede uroligt på mig, men sendte mig så et lille smil, inden han forlod bilen. Det regnede virkelig utrolig meget nu, hvilket fik de andre drenge til at løbe ind i huset. Min krop var træt og ikke til nogen hjælp, så jeg nåede at blive okay våd, inden jeg nåede ind, hvor Liam stod og ventede på mig.

”Vi sætter en film på eller sådan noget. Hun skal ikke være alene, ikke nu.” Hørte jeg Louis sige. En eller anden mumlede et eller andet. ”Så du vil altså give hende plads, så hun kan få lov at tage stoffer, igen?” lød det surt fra Zayn, så jeg kunne næsten gætte mig til, at det var Niall der ville give mig plads.

”Kom,” sagde Liam og trak mig ned mod mit værelse. Jeg havde allermest lyst til at være alene lige nu. Tænke alt igennem og gøre præcis, hvad jeg ikke skulle gøre. Trangen var slem lige nu, og at Liam stod over i døren og kiggede ned i sin mobil, for at lade som om han ikke holdt øje med mig, gjorde det værre. Lige nu skulle de bare lade mig være.

Jeg gik hen til mit skab og tog noget tøj ud. Et par lyserøde jogginbukser og en langærmet bluse. Mine arme var ikke specielt flotte, så dem skulle ingen se lige nu.

Jeg tog Zayns jakke af og smed den på sengen, inden jeg vendte mig mod Liam. Hans øjne søgte mine, som om han vidste, at jeg ønskede han skulle smutte. Han kiggede derfor bare på mig med et lille undskyldende smil. Jeg fastholdt dog mit blik, så Liam rettede sig op og kiggede ud på gangen.

”Jeg kan ikke skifte mens du står og kigger,” sagde jeg koldt, selvom Liam slet ikke fortjente den tone. Men jeg kunne heller ikke skifte foran ham. Mine hofter så ikke specielt lækre ud, og der var et alt for tydeligt ar på min arm, og Liam ville se det – selvfølgelig ville han det.

Han sukkede. ”Jeg har set piger i undertøj før Valerie.” Jeg nikkede bare stift. Selvfølgelig havde han det. Men havde han set fucking klamme ar? Jeg var ikke stolt af dem. Jeg havde lavet de fleste mens jeg var fuldstændig væk på stoffer. Det var jo ikke altid stofferne tog den gode side.

”Hva så?” Lød en hæs stemme med en alt for tydelig accent. Liam kiggede langsomt væk fra mig med et smil på læben. Han vekslede blikke med Zayn, og lidt efter forlod Liam værelset og lod Zayn komme til. Jeg kneb hurtigt øjnene sammen. Zayn havde set mig i undertøj før. Han havde set mig nøgen så den undskyldning ville være latterlig at komme med.

”Skift, de andre venter,” sagde han og kiggede blidt på mig. Jeg bed mig i læben og kiggede ned på mit tøj. Jeg kunne ikke. Han skulle ikke se det. Det var for hans eget bedste.

”Valerie,” sukkede han lettere irriteret, og måden han sukkede på irriterede mig grænseløst. Han irriterede mig. Hvorfor dukkede han op hele tiden? Forstod han ikke en fucking hentydning?

”Så kig væk.” sagde jeg koldt og trak mine bukser ned, for at hive min jogging bukser på. Hans blik var klistret fast til gulvet, hvilket gjorde mig en smule tryggere. Jeg vendte mig mod ham, og trak så blusen af. Mit blik gled ned på mine arme og så der var gået hul på et af sårene. Jeg bed mig i læben. Der var helt klart gået betændelse i det her sår.

Jeg lod en finger glide hen over det, hvilket nok var det dummeste jeg kunne gøre. Et gisp forlod mine læber. Det gjorde skide ondt, og det så forfærdeligt ud. Det så virkelig grimt ud.

Jeg kom hurtigt til mig selv, og skulle til at trække blusen over hovedet, da den blev taget ud af min hånd. En kold fornemmelse gik igennem mig. Det var ikke svært at gætte, hvem det var, og det var ikke svært at gætte han hørte mit gisp. Men han skulle have kigget væk forfanden!

Hans hånd lagde sig over min overarm og trak mig tilbage.

”Valerie, hvad fanden har du lavet?” Hans stemme var lav, men vreden og styrken i stemmen var ikke til at tage fejl af, og da han drejede mig rundt og tog et hårdt greb om min arm, som jeg prøvede at gemme på ryggen, blev hans øjne store, inden de gled ned af min krop.

”Hvad fanden i helved har du lavet?” hans stemme blev højere og skar sig igennem mine øre.

 

-------------------------------------------------

Så kom kapitlet endelig ud. Undskyld det er kort, men jeg skulle stoppe et spændende sted, og min veninde kommer.Så, hvordan tror I Zayn reagere? Og hvad synes I om kapitlet? Om hendes tanker, og hendes valg om ikke at give Zayn en chance igen nogensinde? Tror I hun holder det? Og tror I Zayn vil have hende igen?

Undskyld stave/tastefejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...