2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
723Kommentarer
86909Visninger
AA

11. Rehab.

”Det rager ikke dig,” sagde jeg og hev hårdt min arm tilbage. Zayn trådte endnu et skridt hen mod mig, hvilket gjorde mig utrolig utryg. Han skulle ikke bekymre sig om mig på den falske måde. Det var ulækkert og falsk at ham, en klam facade der ikke klædte ham.

”Det gør det da!” sagde han og trak hånden til sig, da jeg greb ud efter min trøje. ”Giv mig min trøje,” sagde jeg koldt, men han rystede bare stift på hovedet. ”Valerie, hvad har du gjort ved dig selv?” Han gik endnu et skridt hen mod mig, så min krop blev klemt op af skabet. Mit blik søgte straks ned af mens en trang til at græde kom frem i mig.

En kold finger gled over mit ar på hoften, inden han tog hårdt fat om min hofte.

”Valerie, hvad.har.du,gjort?” Hans øjne ville sikkert have boret sig ind i mine, hvis jeg kiggede på ham – hvilket jeg ikke gjorde. Jeg kiggede ned i gulvet og knyttede min næve.

”Det rager ikke dig,” vrissede jeg igen, og denne gang pissede det ham vidst helt af. ”Hvor lang tid?” hvæsede han surt. Jeg kiggede langsomt op fra jorden, og rigtig nok, hans øjne borede sig ind i mine. Hans skuespil var godt. Hvis det ikke var fordi jeg vidste han var ligeglad, så havde jeg nok hoppet lige ind i hans fælde. Men hvorfor fortalte jeg ham så ikke bare sandheden? Sandheden når han var så ligeglad?

”Valerie, fortæl mig det forhelved!” nærmest råbte han. Lysten til at pisse ham mere af, ved ikke at sige noget, steg. Men på den anden side ønskede jeg at se sorgen i hans øjne – hvis den overhovedet kom frem. Jeg ville elske at se ham lide, præcis som jeg havde gjort.

”Jeg ved ikke hvad der får dig til at tro, at jeg skylder dig en skid Zayn.” Min stemme var så hård, at det kom bag på mig selv, men jeg fortsatte.

”Men du har fortjent at vide, hvor meget du fucking har ødelagt mig.” Hvæsede jeg af ham. ”Du har fortjent at vide at halvdelen af de ar er på grund af dig. Pga. din egoistiske tankegang Zayn. Troede du ærligtalt selv, at det ville gøre alt bedre at forlade mig, lige så snart jeg vågnede på hospitalet?”

”Stop,” mumlede han.

”Er du fucking klar over, hvor meget jeg fortryder at jeg ikke bare lukkede øjnene i og forsvandt?” Jeg slog ham en enkelt gang på brystet, så jeg ikke længere blev presset op af skabet.

”Stop,” mumlede han endnu engang, hvilket bare fik mig til at fortsætte. Jeg skyldte ham ingenting.

”Hvor ligegyldig tror du jeg følte mig? Hvor alene tror du jeg følte mig? De fucking piller var ikke…”

”Stop Valerie!”

Jeg rystede på hovedet. ”Se på mig. Var det virkelig det du havde forestillet dig ved at droppe mig?” Jeg skubbede hårdt til ham. ”Var det?! Så tillykke Zayn! Du ødelagde mig godt og grundi..”

”Stop så forhelved!” råbte han højt og slog hånden mod skabet.

Hans reaktion gjorde mig bange, men et stoppede mig ikke.

”Hvorfor? Hvad skylder jeg dig Zayn? Andet end at se dig lide som jeg gjorde?!” Skreg jeg højt, hvilket fik ham til at råbe og banke hånden ind i skabet igen.

”Tror du jeg nyder at se dig sådan her Valerie? Hva? Tror du jeg nyder at se du tager en ny fyr med hjem fra byen hver weekend, eller er på stoffer, eller drikker, eller gør dumme ting hver fucking weekend? Hvorfor tror du jeg droppede dig Valerie? Tror du jeg gjorde det for at se dig sådan der?” Hans øjne lynede.

”Så burde du fanme tro om igen! Jeg kunne ikke holde ud at se dig sådan der,”

Nu var det min tur til at bede ham stoppe. Jeg ville ikke høre det. Det var løgn.

”Jeg kunne ikke holde ud at gå med tanken om, at jeg ikke kunne hjælpe dig. Dit selvmordsforsøg lykkedes næsten Valerie! Og jeg kunne ingenting gøre! Hvordan tror du jeg havde det?”

”Hold kæft! Holdt kæft, hold kæft, hold kæft!” skreg jeg og tog mig til hovedet. Han løj. Han mente intet af det der. Han fucking løj mig lige op i ansigtet!

Han gik et skridt tættere på mig, pressede mig op mod skabet så endnu en smerte gik igennem min ryg, og fik mig til at klynke.

”Du kan forhelved ikke regne med at jeg ba..” Længere nåede han ikke, før han blev revet væk fra mig.

”Hvad fanden har du gang i?” lød det fra Niall, inden han skubbede Zayn længere væk. Louis kom hurtigt hen ved siden af mig, og tog ved mig.

”Forhelved, vidste du det?” Skreg Zayn højt. Niall kiggede forvirret på ham, hvilket de andre også gjorde.

”Vidste du hun skadede sig selv pga. mig?!” Denne gang lød han ikke vred, men bebrejdende og ked af det. Han var en god skuespiller. Jeg kunne ikke stole på ham. Han forlod mig. Han stak mig i ryggen – jeg hadede ham! Og ikke nok med det, så synes han lige alle de andre drenge skulle vide, hvad jeg havde gjort ved mig selv. Det havde været helt foretroligende at jeg fortalte Niall det. Jeg var flov over det! Og så vælger han at råbe højt og fortælle alle det? Og endda blive sur på Niall? Hvad fanden bildte han sig ind?!

Mens Niall og Zayn stod og råbte af hinanden, greb en anden hånd pludselig fat om mit håndled. Jeg kiggede hurtigt væk fra Niall og Zayn, og så ind i nogle brune varme øjne, som lige nu var fyldt med sorg, skuffelse og bekymring. Følelsen han – Liam, fik frem i min krop lige nu, gjorde mig helt blød i knæene – ikke på den gode måde. Jeg havde lyst til at falde sammen på gulvet og græde. Græde fordi de opdagede det, græde fordi Zayn var en idiot der løj mig lige op i ansigtet, græde fordi det gik ud over Niall og græde fordi jeg savnede Zayn så forbandet meget. At se hans bekymring for mig – som alligevel var falsk, gjorde så ondt.

”Hvis du forfanden vidste det var pga. mig? Forhelved da Niall!” råbte Zayn højt, mens Harry flere gange måtte tage ordentlig fat i ham, for ikke at lade ham skubbe til Niall i vrede.

Liams fingre gled hen over såret, hvilket fik mig til at hive armen til mig, inden jeg vred mig ud af Louis’ greb. Han prøvede hurtigt at gribe ud efter mig igen, men jeg undveg. Niall stod med sorg i øjnene. Hvis jeg ikke tog fejl, var han ked af ikke at have fortalt Zayn det, men alligevel havde han jo lovet mig ikke at gøre det. Han var forvirret og ked af det, og jeg havde kun været her i meget få dage, og jeg havde allerede fået dem imod hinanden.

Jeg skubbede hårdt til Zayn, så han røg ind i Harry. Både Harry, Nialls og Zayns blikke fløj hen til mig, overrasket og chokeret.

”Hvis jeg ville have du skulle vide det, så havde jeg nok fortalt dig det!” Vrissede jeg hårdt og vendte mig mod Niall. ”Jeg bad ham om ikke at fortælle ham en skid,” han skulle til at åbne munden, men jeg afbrød ham. ”Drop dit skuespil Zayn. Du er ikke en skid bekymret for mig.” Han rystede irriteret på hovedet. ”Hvis du virkelig var bekymret for mig, så havde du aldrig forladt mig.” Og med de ord blev der helt stille i rummet, hvilket gav mig en oplagt mulighed for at skride. Jeg skulle bare væk. Trangen til stofferne var, hvis det var muligt, større end før. Jeg havde en kæmpe knude indeni som desperat prøvede at springe. Det var som om der var en nål der hele tiden prikkede hårdere og hårdere til den, og den følelse gjorde mig sindssyg. Zayn gjorde mig sindssyg.

Jeg hev hurtigt fat i min jakke og kiggede ud. Vejret var forfærdelig dårligt og det var sikkert utrolig koldt udenfor lige nu, men jeg var ligeglad. Jeg havde brug for luft.

Jeg nåede dog kun lige at åbne døren, inden en hånd greb fat i min. ”AUCH!” skreg jeg af smerte, hvilket hurtigt fik hånden til at slippe mig. Personen lagde i stedet for en hånd på døren, så den blev lukket i.

”Du skal ingen steder lige nu, ikke med den arm der.” Mumlede Liam og sendte mig et lille smil. Råbene inde fra værelset blev ikke mindre af det, men at se hans smil varmede mit hjerte. Jeg kunne ikke lide at skuffe drengene – jeg ville faktisk helst være fri.. Så at se Liam sende mig et smil, som ikke var spor ægte, gjorde mig alligevel glad.

Mine øjne borede sig ind i hans, og jeg vidste på forhånd jeg havde tabt. Jeg smed jakken på jorden, helt ligeglad med om den skulle hænges op. Derefter førte Liam mig ind i køkkenet, og bad mig sætte mig på stolen, mens han selv fandt en masse ting frem, som han kunne rense mit sår med.

”Det er jo sygt!” Lød Zayns stemme igennem hele huset. Liam stoppede med det han var i gang med, og kiggede over på døren. Hans blik vendte langsomt hen mod mig, inden han sendte mig et skævt smil og lukkede døren i, så stemmerne blev mindre. Jeg ville smile taknemmeligt til ham, men det var som om alt indeni var stoppet med at fungere – som om jeg var i chok, og det var jeg måske også. Jeg havde det forfærdelig og trangen til stofferne var det eneste der kørte rundt i mit hoved… Hvert fald indtil Liam satte sig foran mig, duppede noget på et papir og begyndte at rense mit sår.

Smerten blandet med lysten fik mig til at klynke, nej faktisk græde. Jeg bed mig i læben og lukkede øjnene. Hvis det ikke blev gjort, så ville det blive værre, og så kunne jeg ende på hospitalet, hvilket jeg ikke gad. Ikke i Sverige, ikke med dem. Efter dagen i dag, så ville der sikkert komme utrolig mange rygter og nyheder om mig i morgen – ikke fordi det var noget nyt, men jeg vidste hvad deres haters var i stand til. At forlade hende den ene hater ting i dag, krævede så meget viljestyrke. Forstil jer mig mod fem af dem? Det ville jeg ikke kunne holde til.

Mit hoved blevet tager i to hænder, inden to tommelfingre gled over mine kinder og tørrede mine øjne. Jeg åbnede hurtigt øjnene og forventede at kigge ind i Liams øjne, men til min overraskelse var øjnene blå og fyldt med kærlighed. Hvordan var det muligt at være så langt inde i sin egen verden, at jeg ikke hørte Niall komme ind i køkkenet?

Der gik ikke mere end tre sekunder, før et hulk undslap mine læber og Niall sad med armene om mig. Han strøg mig forsigtig på ryggen, og da endnu en smerte gik igennem min hånd, og da Niall havde to arme om mig, så måtte Liam være gået i gang igen.

”Niall, jeg har brug for det.” Hviskede jeg og håbede han forstod. Dog var han ikke den eneste der forstod. Liams koncentration ved min arm stoppede et øjeblik, inden han begyndte igen – men det kunne jeg ikke tage mig af.

”Nej,” mumlede han forsigtig, hvilket bare fik mig til at nikke. Jeg vidste alligevel det ikke ville nytte noget. Jeg ville tage det, og blive så langt væk og ked af det, at jeg ville ødelægge min krop endnu mere.

”Valerie, nej. Du får ikke lov,” mumlede han igen og strammede grebet om mig på sammetid som Liam lagde en hånd på min arm og fortsatte. Et hulk undslap igen mine læber.

”Niall jeg har virkelig brug for det,” hviskede jeg igen og græd mod hans hals. ”Virkelig.” Jeg vidste jeg havde tabt kampen, men det var også en anden måde at fortælle ham på, at det hele var nok – at jeg ikke kunne mere lige nu. At jeg havde brug for at komme væk.

Liam lagde noget over mit sår, og da han slap min arm fandt den automatisk hen mod mit bryst. Liam mumlede noget til Niall om at gå i seng, og da Niall endte med at løfte mig op i sin favn, var det sikkert mig han snakkede om. Døren blev åbnet og nogle stemmer fra stuen kunne høres. En så bekymret stemme jeg ikke havde hørt siden jeg lå på toiletgulvet og lige havde kastet pillerne op, lød i mit øre, men smerten og lysten til stofferne bedøvede næsten mit sind, så det eneste der kom frem var et lille smil. Den stemme tilhørte kun én person, en person der stadig havde mit hjerte.

Zayns synsvinkel:

Jeg sad på sofaen og kiggede på Louis og Harry. Jeg kunne ikke engang forklare hvilken følelse jeg havde indeni. Hendes ord havde ramt mig. Det at virke flirtende overfor hende, eller hvad jeg havde tænkt mig, kom ikke til at ske, ikke alligevel. Hun havde brug for mig. Selvom hun påstod hun ikke havde, så havde hun. En masse ting var gået op for mig denne aften. Jeg vidste ikke hun havde det som hun havde det. Jeg skred fra hende dengang, fordi jeg var egoistisk – fordi jeg ikke ville såres igen. Jeg tænkte ikke på hende, kun mig selv. Hun havde brug for mig. Hun stolede så meget på mig, og jeg fuckede det hele op. Jeg savnede hende, jeg elskede hende, og jeg skulle være her for hende nu – om hun ville det eller ej.

At se de dybe ar på hendes krop gjorde ondt. At vide det var pga. mig, gjorde det bare meget værre. Niall påstod at de fleste var fra hendes far, men hvad skulle jeg tro? Hun havde fortalt mig alt – alt hun følte dengang, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så følte hun det stadig siden hun havde et indre had til mig.

Jeg forstod hende, og det var der problemet var. Jeg havde det så dårligt over det. Jeg havde reageret for vildt, og Valerie havde set det hele som en joke. Hun troede jeg spillede bekymret, og det var den tanke hun lå med lige nu – sammen med Niall. Grædende i Nialls arme. Det burde have været mig der lå der. Mig der trøstede hende, mig der havde været der for hende som Niall havde været der, men i stedet valgte jeg at forlade hende. Jeg var forfærdelig og egoistisk. Selvom hun ville hade mig for at være overbeskyttende, så var det det jeg blev nødt til at blive. Jeg måtte vise hende, at hun stadig betød noget for mig nu. Måske havde hun ikke brug for en kæreste lige nu, men hun havde brug for folk der gav hende kærlighed. Hun manglede det. Det var tydeligt. Hun havde brug for hjælp. Hendes far kunne ikke få øjnene op for det, men det kunne jeg, og det kunne de andre. Jeg måtte skubbe mine følelser til side, hjælpe hende og få hende på rette vej igen. Det sårede mig at se hende sådan.

Valeries synsvinkel:

Min hånd lå tungt mod hans bryst, som hævede sig op og ned. At sige den bevægede sig i takt med min, ville være løgn. Mine vejrtrækninger var hurtige, mine øjne sveg og jeg havde ondt indeni. Jeg vidste stofferne lå lige nede i tasken, men med Nialls arme omkring mig, blev det umuligt.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle være her tre dage endnu, og det skulle Zayn også. Jeg havde reageret voldsomt. Jeg havde fortalt ham så mange ting, som han ikke skulle have vidst, og jeg havde ladet ham se mine ar. Alle drengene havde set mine ar og mine sår. Det var forfærdeligt. Hele dagen havde været forfærdelig. Et øjeblik havde jeg troet det gik godt, men det var vidst en løgn – en stor en.

”Vi tager det som det kommer Valerie. Det er ikke fordi drengene sætter sig ned og udspørger dig om en masse. De ved du har snakket med mig. Bare vær dig selv.” Og så let var det at sige. Hvis jeg skulle være mig selv, ville jeg være væk på stoffer eller pisse fuld. Eller, det var sådan ’mig selv’ var blevet på det sidste – efter selvmordforsøget. Hvis vi skulle tilbage til Valerie, så var hun fuld af energi, helt forelsket og havde alt – undtagen en støttende far. Jeg savnede hende i tilfælde som nu. At skulle kæmpe mod stofferne var svært, og hvis nogen for et år siden, havde sagt det ville ende sådan her, så havde jeg bare grint og fortalt dem, hvor dumme de var at tro sådan. For hvem havde regnet det om Valerie? Hende der gik glad igennem London hver morgen, hilste pænt på alle, og gjorde alt hvad hendes far bad om? Selvfølgelig følte jeg mig elsket af min far dengang, men kun fordi jeg forfanden da havde gjort alt han ville have. Nu var jeg bare blevet til et problem barn. Dog var der kun en måned til min fødselsdag, og så var jeg den der var skredet.

Tre dage tilbage – hvilket jeg vidst havde nævnt. Men jeg ville have det bedste ud af det. Jeg ville hygge mig med drengene og nyde jeg kunne være mig – eller næsten mig, inden jeg kom hjem. Niall havde flere gange givet udtryk for, at han ikke ville lade mig droppe kontakten igen når vi kom hjem, og han havde før snakket om at få mig på afvænning. Jeg var jo besat, og det var en forfærdelig følelse.

”Niall?” mumlede jeg forsigtigt, men dog fast besluttet.

”Mmh?” Han kiggede ned på mig, og lod sin hånd glide igennem mit hår. Jeg bed mig i læben og tog en dyb indånding. Det ville såre ham, hvis jeg bare sagde det uden at mene det, men jeg mente det.

”Jeg tager imod dit tilbud,” mumlede jeg forsigtigt. Det gav et lille ryg i ham, inden han kiggede ordentlig ned på mig.

”Mit tilbud?” sagde han forvirret. Jeg nikkede og kneb øjnene sammen.

”Jeg har brug for hjælp, og det starter når jeg kommer hjem.” Denne gang stivnede Niall. Jeg blev helt bange for, at jeg måske havde sagt eller gjort noget forkert, men da han til sidst knurrede mig ind til sig trak jeg det i mig igen.

”Det skal nok gå det hele. Det lover jeg dig. Jeg bliver ved din side – hele tiden.”

Tanken om at skulle væk fra min far var fantastisk. Jeg vidste det blev hårdt at bo et andet sted i to uger – hvor behandlingen strakte sig over – men det blev det værd. Jeg var ikke tvunget til at blive der, og jeg kunne komme og gå som jeg ville, og jeg kunne få besøg når jeg ville. Og hvis Niall holdt det han sagde, så kunne jeg godt. Det blev jeg nødt til. Jeg blev nødt til at få styr på mit gamle liv, som så snart ville blive mit nye liv igen – det blev det nødt til. 

-----------------------------------------------------

Hvad tror I der sker? Og hvad synes I om Valeries reaktion? Og tror i afvænningen går godt? Og hvad tror I der sker de sidste tre dage? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...