2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
723Kommentarer
86914Visninger
AA

7. Let me help you.

 

Mine øjne sad nærmest limet fast mod hans. De brune øjne, som jeg ikke havde set i snart tre måneder, borede sig ind i mine, og udstrålede sorg og savn, og det var det, som fik tårerne til at stille sig på række, og presse sig ud.

”Valerie,” lagde Niall ud. Men den grå sky som hang over mig, blev pludselig fuldstændig sort – præcis som den var blevet de sidste par måneder. Han kunne ikke bare møde op her. Han havde ikke ret til det! Han lovede mig…. Tanken om hans løfte, fik min vrede til at boble rundt. Hvordan kunne drengene tillade det? Så sent som i går påstod Niall, at han savnede mig, og ville hjælpe mig. Var det her hans hjælp?

Min underlæbe begyndte at dirre, hvilket fik Niall til at træde et skrid hen imod mig.

”Hold dig væk,” vrissede jeg hurtigt af ham. Det var som om hans skridt, fik mig til at ’vågne’ op af den trang jeg var i, og nu kunne intet stoppe mig. Jeg var fuldstændig ligeglad med, om de ville blive skræmt af denne side. Hvordan kunne de gøre det!?

”Hvordan kunne I?” hviskede jeg og knurrede mine negle ind i håndfladen.

”Valerie, lad os nu forkla..-”

”Hold jeres kæft,” vrissede jeg igen surt, hvilket kom bag på dem alle. Selv Zayn. Men han havde intet at sige i denne situation. HAN fik mig til at reagere sådan! Ham som havde taget mit hjerte, forladt mig da jeg havde mest brug for det, og lod mig i stikken, stod foran mig, og prøvede at bilde mig ind, at han havde savnet mig? Han sagde det ikke direkte, men hans øjne gjorde! Og det var løgn. Jeg ville ikke tro det.

”Jeg troede i havde forstået det!” Jeg lukkede øjnene sammen for ikke at græde. Der var helt stille. De vidste ikke, hvad de skulle sige. Men de skulle også bare holde deres kæft!

”Valerie vi….-” ”I har ødelagt det hele!” Råbte jeg højt og slog min hånd ind i væggen. De skulle vide det. De fortjente det. Nej, de fortjente ikke en skid, men de skulle vide, hvilken smerte de gav mig. For jeg vidste, at de hadede at se mig sådan her, men nu var de selv uden om det.

”Jeg har prøvet i tre måneder, tre freaking måneder, at glemme ham!” Jeg snakkede om ham, som om han ikke stod der. Jeg ville slet ikke se på ham. Jeg hadede ham! ”Og så tager i ham med herhen? I har ødelagt alt jeg har bygget op på fucking tre år! Jeg hader jer.” Mine ord var kolde, og jeg vidste det gjorde ondt på dem at høre. Hvert fald på Niall, for han bed sig hårdt i læben og så undskyldende på mig. Ham ud af alle. Hvordan kunne han finde på det? Jeg stolede på ham!

”Og det mener du, at du har gjort, ved at tage stoffer og blive syg i hovedet?” Stemmen jeg ikke havde hørt i tre måneder, gik lige ind i mit ødelagte hjerte. Det føltes som at få en lussing – det gjorde ondt. Og hans kolde stemme gjorde det ikke bedre. Men han burde ikke snakke sådan til mig! Det var hans skyld det hele startede!

”Hold din kæft,” vrissede jeg vredt. ”Hvorfor er du ude på at ødelægge dig selv Valerie? Er det fordi du mangler opmærksomhed?” ”Zayn,” sagde Liam hurtigt og gik tættere på ham. Mine øjne borede sig ind i hans. Opmærksomhed? Var det sådan han så på det?

”Er det sådan du ser et knust hjerte Zayn? Som opmærksomhed?” Min stemme var hård, og måden han trådte et skridt tilbage på, beviste, at jeg havde ramt ham. Men han fortjente det. Jeg hadede ham. Han skulle skride! Han havde ødelagt mig nok!

”Du lovede at skride ud af mit liv,” hviskede jeg og kunne mærke vreden stige. Jeg kneb øjnene sammen. ”Du fucking lovede det Zayn!” råbte jeg højt og slog min hånd mod væggen igen, hvilket fik Louis til at gå hen imod mig.

”Hold dig fucking fra mig!” skreg jeg højt og vidste dér, at jeg ikke kunne klare mere. Det hele gik langt over min grænse. Jeg kunne ikke tage sådan nogle følelsesmæssige samtaler. Det gjorde ondt, og det gjorde mig vred. Jeg kunne ikke styre mig, derfor vidste jeg, at jeg skulle væk.

”Valerie, rolig nu.” mumlede Niall. Hvordan kunne de tage det sådan? Det var deres fucking skyld det hele!

”Rend mig.” ”Valerie!” sagde Liam irriteret, hvilket ikke lignede ham. Men jeg kendte ham ikke længere, og han kendte ikke mig. Jeg havde troet, at jeg kunne stille en facade op i denne uge. Jeg havde troet jeg kendte dem, alt i alt havde jeg troet for meget. Det eneste de var ude på, eller Zayn var ude på, var at ødelægge mit liv – og de tillod det!

”Jeg hader jer. Få mig hjem!” Jeg kiggede vredt på Niall, så Liam, så Louis og til sidst Harry, som rystede på hovedet. ”Du bliver her den næste uge.” Han stemme var kold, men jeg var ligeglad. De kunne ikke tvinge mig!

”Få mig hjem,” sagde jeg hårdere end før og borede bevidst mine negle længere ind i huden. ”Jeg mener det, få mig hjem!” råbte jeg højt og kunne mærke smerten i min hånd. Men det var ligegyldigt. Det hele var ligegyldigt så længe Zayn stod i samme rum som mig. Jeg hadede ham for det. At se ham stå helt kold og kølig, gjorde mig sur. Det gjorde mig rasende og vred, og det fik alt han havde gjort imod mig, frem. Jeg hadede ham! Han havde ødelagt mig, og han var pisse ligeglad med det.

”Valerie,” sagde Niall bebrejdende og kiggede ned på min hånd. Jeg fulgte hans blik, og så en lang rød streg af blod. Jeg follede langsomt min hånd ud, og så nogle sår der var blevet åbne pga. mine negle.

”Valerie forfanden,” sagde han og gik frem imod mig, hvilket fik mig til at gå helt i panik. Et skrig fandt ud mellem mine læber. Jeg var ikke stærk nok til disse samtaler. De skulle holde deres kæft og lade mig komme hjem!

”Få mig hjem!” skreg jeg højt og om og om igen. Det var som om jeg kunne læse drengenes tanker. Jeg vidste de var bange for mig. De var bange for, hvad der var sket med mig, og nu så de det. Og de kunne alle sammen takke deres ven, som stod ved siden af, og så mindst lige så skræmt ud.

”Valerie, slap nu af!” sagde Niall forvirret og greb ud efter min arm, hvilket fik mig til at skrige endnu hårdere og gå et skridt bagud.

”Jeg hader jer! Hold jer fra mig!” råbte jeg, inden jeg vendte mig rundt og løb ind mod mit værelse. Jeg ignorerede fuldstændig deres kald efter mig. Det eneste jeg kunne komme i tanke om nu, var plasteret på såret. Jeg havde brug for det, og drengene havde svigtet mig – så at sige de var plasteret på såret ville nu være en løgn. Hvor kunne de?

Jeg smækkede døren i og inden jeg kunne nå at græde, hev jeg stofferne frem, smed det ud på bordet og gjorde som jeg plejede. Jeg vidste det ville være dumt, for drengene var på vej. Men de kunne ikke stoppe mig. Og de skulle vide det. De skulle vide, at jeg ikke bare kunne køres rundt med på denne måde. Jeg ville ikke se Zayn. Han havde ødelagt nok.

”Valerie, åben døren.” sagde Liam bestemt og bekymret. Havde de troet, at jeg ville prøve at begå selvmord igen? Jeg kneb øjnene sammen og krøllede posen sammen i min hånd. Noget varm løb ned af min næse, og idet jeg havde løftet hånden op til næsen, blev døren åbnet.

Mit blik gled ned på min hånd, hvor der lå blod på. Et gisp undslap mine læber, og panikken skyllede ind over min krop, så jeg tabte posen ud af hånden, hvilket fik drenge til at gispe.

”Valerie, hvad fanden har du taget?” sagde Louis hurtigt. ”Er det overhovedet normalt at bløde?” spurgte Liam bekymret om. Et grin slap ud af mine læber. Man kunne da vidst virkelig godt høre, at de levede det kendte liv lidt for godt. De havde ingen ide om, hvordan det virkede liv var.

”Valerie, er du fuldstændig syg i hovedet?” Råbte Louis højt, men stofferne havde taget sin virkning, så et grin slap ud af mine læber.

”Jeg har det fint Louis.” Jeg skubbede irriteret Nialls hånd væk, som rakte mig et stykke papir mod min næse. Denne følelse havde jeg savnet, og som den plejede, lagde den et plaster over såret.

Jeg kiggede over på Louis, som bare stod og råbte af mig. Jeg anede ikke, hvad han sagde. Jeg kunne bare se hans mund bevæge sig, hvilket fik mig til at smile og smide mig om i sengen.

Zayns synsvinkel: 

At se hende helt skæv på stoffer, fik en skyldfølelse frem i mig. Faktisk fik hele hendes væremåde, skyldfølelsen frem i mig. At se hende sådan der pga. mig, gjorde ondt. Jeg kunne næsten regne ud det var mig. Måden hun snakkede til mig på, afslørede et indre had, og det gjorde ondt. Jeg savnede hende så meget. Så meget, at jeg havde brudt det løfte jeg gav hende. Men jeg måtte vise hende, at jeg var over hende. Det kunne måske give hende en styrke til at komme over mig en gang for alle.

Grunden til, at jeg valgte at komme herud, var fordi jeg savnede drengene, og fordi jeg ville se Valerie igen. Det var bare først gået op for mig nu, hvor langt hun egentlig var ude at skide. Og jeg vidste, at Niall ville gøre alt for at få hende op igen. Det gjorde ondt på ham – og os andre, at se hende sådan der. Niall var den eneste der var gået imod mig, da jeg slog op med Valerie, og dog ikke. Han gav mig råd og spurgte om det virkelig var det jeg ville, men bag det, vidste jeg, at han nærmest tiggede og bad os om at finde sammen igen.

Og jeg fortrød det også. Men det betød ingenting længere. For jeg måtte vise Valerie, at jeg var ovre hende. Jeg hadede at se hende sådan her. Bladene sagde meget. Blandt andet det med stofferne, og at hun havde haft sex med en masse andre. Men jeg troede ikke på det. Stofferne var én ting, og sex med andre var én anden ting. Nu fik jeg så bevist, at hun tog stoffer. At se hende grine af Louis der skældt hende ud, fik vreden frem i mig. Hun ødelagde sig selv fuldstændig – og jeg kunne ikke være hele grunden. Hun måtte søge det dårlige. Hun gjorde det dårligere for sig selv.

”Louis, lad nu bare være. Det hjælper intet så længe hun er væk på det shit der,” sagde jeg og skubbede ham en smule væk fra hende. Et grin undslap hendes læber igen, og hendes latter ville have lydt fantastisk i mine øre, hvis det ikke var fordi den var piv falsk. Hun grinte, fordi hun troede hun havde brug for det.

”Se på hende forhelved,” sagde Louis og slog til min arm. Jeg kiggede en smule forvirret på ham. Hans udbrud kom bag på mig.

”Vil du bare have, at vi skal gå fra hende?” sagde han og kiggede anklagende på mig. Jeg vidste jeg havde lavet en fejl ved at møde op her, men en uge uden drengene, det kunne jeg ikke.

”Ja Louis. Vi kan først snakke med hende, når hun bliver normal igen,” sagde Niall og uden at kigge på os, forsvandt han ud af døren.

Han var såret over at se hende sådan det. Jeg kendte ham godt nok til at vide, at hun skræmte ham. Det skræmte ham at se, hvordan hun var blevet, og jeg kunne kun give ham ret. Det skræmte os alle. Det havde gjort Harry fuldstændig mundlam, og ja Liam, han anede heller ikke, hvad vi skulle gøre.

***

Valeries synsvinkel:

Stofferne havde givet mig overskud til at tænke det hele igennem. Men først da de var ved at være brændt af.

Jeg hadede at Zayn var her, og hans ligegyldige attitude irriterede mig så groft, at jeg kunne gå hen og slå ham lige i ansigtet. Jeg havde opført mig totalt latterligt overfor dem alle, men jeg fortrød det ikke. Det eneste jeg fortrød, var at jeg fortalte Zayn, at han havde knust mit hjerte.

Jeg havde lavet en plan om, at lade drengene tro jeg stadig var den gamle Valerie, og rent faktisk få noget ud af denne uge, men den blev ødelagt da jeg så Zayn. Jeg kunne godt bygge den op igen – eller jeg kunne prøve. Jeg kunne vise Zayn, at jeg bare var oprevet over at se ham, og så lade som om han var luft? Præcis som jeg havde gjort allerførst i vores forhold.

Jeg sukkede og rejste mig, for at gå på toilet. Jeg havde det skidt. Jeg havde det faktisk utrolig skidt, og det hele skulle op. Det plejede det ikke, men jeg kunne ikke holde det indeni lige nu. Jeg havde det virkelig skidt.

Jeg løb resten af vejen ind på toilettet og smed mig foran det. Det hele kom op, og selvom jeg ikke rigtig havde spist noget, så valgte mavesyerne at blande sig. Jeg kneb øjnene sammen og skulle til at ligge mig tilbage, da endnu mere kom op.

Et par hænder greb pludselig fat om mit hår, men min krop brugte alle kræfterne til at kaste op, så jeg måtte bare gætte. Og hvis jeg skulle gætte efter før, ville den eneste som ville gøre det her, være Niall.

Da det endelig stoppede, skyllede jeg ud og trak mig tilbage. Mit gæt før, havde været fuldstændig rigtigt, og da en tandbørste blev rakt ned til mig tog jeg om den. Jeg var ligeglad med, hvem tandbørsten tilhørte. Smagen var forfærdelig, og det følte jeg mig også indeni.

”Tak,” mumlede jeg og rejste mig op, ved hjælp af Niall. Jeg kiggede ned i vasken inden jeg spyttede ud. Det hele var som første gang jeg så ham. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene. Jeg var flov. Flov over det jeg havde gjort. Ikke af hvad jeg havde sagt, men hvad jeg havde gjort. Det var præcis sådan, at jeg havde lovet mig selv, ikke at blive foran dem, Men ingenting holdt vel i længen. Ingen løfter blev holdt. Og da slet ikke fra Zayns side.

Efter jeg havde kastet op, følte jeg mig helt på bunden igen. Jeg blev stående ind over vasken. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde intet at sige. Jeg kunne sige undskyld, men jeg vidste jo, at jeg ikke kunne holde fra dem for altid – stofferne.

”Valerie,” Niall brød stilheden og lagde en hånd på min skulder. Jeg fik et chok af hans berøring og kom til at knalde knæet ind i håndvasken. Men det var ligegyldigt, for smerten indeni var større end den i knæet. Tanken om, at Zayn var her, kom pludselig frem.

”Vi bliver nød til at snakke,” mumlede han roligt, hvilket gav mig endnu mere skyldfølelse. Hvorfor gad de overhovedet. at have noget med mig at gøre? Jeg var ikke til andet end besvær. Jeg vidste det jo godt selv. Og jeg vidste også, at Niall havde ret. Men jeg vidste bare ikke, hvor meget ’snakke’ vi kom til, for alt der var sket i mit liv, kom ikke Niall ved. For jeg var ikke stolt af mit liv.

Han greb ud efter min hånd, og trak mig ned mod værelset ved siden af mit. Jeg fulgte alle hans bevægelser fra da han lukkede døren, til han satte sig foran mig, på en stol.

Mit blik gled hurtigt ned på mine fødder.

”Hvad er der sket med dig Valerie?” spurgte han forsigtigt om. Jeg vidste det kom, men hvordan skulle jeg svare? Skulle jeg fortælle Niall, at det var Zayn og min fars skyld? Eller skulle jeg sige, at jeg var ked af det, endelig tude, og lade som om alt var godt? Jeg var så forvirret.

”Der må være en anden grund end kun Zayn,” sagde han og satte sig en smule tættere på. Han havde ret, men hvordan skulle jeg fortælle det? Skulle jeg komme ud med alt? Hvad havde jeg at miste? Jeg skulle ikke se dem igen efter denne uge.

”Ved du, hvordan det er, når ens kæreste forlader en? Fordi han ikke kan holde ud at tænke på ’ at jeg kunne være død?’ Er det ikke der han skal vise sig som den rigtige kæreste, og hjælpe mig? Jeg ved det jeg gjorde, ikke var fair – langt fra. Men hvad kan jeg gøre andet end at fortryde det Niall? Nogen gange ønsker jeg det rent faktisk skete.” Hans ansigt blev mørkere. Jeg vidste det gjorde ondt på ham at høre om. Han kunne jo huske alt.

”Men kun fordi tingene blev som de blev. Ved I hvordan det er, når ens far forbyder en at se dem der holdt en oppe? Hvorfor skulle jeg leve når jeg ikke måtte se jer? Det var sådan jeg tænkte. Ikke ’jeg skal have hævn over min far’ men fordi jeg ikke havde andet at leve for, okay? Og at Zayn så vælger at forlade mig af sådan en latterlig grund, sårede mig mere end du ville kunne forstå.” Min stemme knækkede. Jeg blev nød til at fastholde blikket mod jorden. Niall skulle ikke se mig i øjnene.

”Jeg er ked af, at I skal være vidne til alt det lort jeg går i gennem Niall. Det er jeg. Jeg er flov over mig selv. Jeg er flov over I skal se mig sådan her. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. At tage stoffer er blevet som et plaster på såret. Det var I også, indtil i valgte at invitere Zayn. Jeg troede I forstod, hvad han gjorde ved mig. Jeg troede…-”

”Valerie, vi vidste alle sammen, at du var såret over det med Zayn…-” ”Jamen hvorfor så invitere ham?” vrissede jeg irriteret, selvom jeg mest var såret.

Der blev stille et øjeblik. ”Fordi Zayn inviterede sig selv Valerie. Vi ville aldrig invitere ham, når vi ved, hvordan du har det. Det må du forstå. Vi har taget dig med, for at hjælpe dig – ikke at såre dig, og køre dig længere ned.” Hans ord fik alt til at stoppe indeni, inden alt blev sat i gang og tårerne pressede sig på igen.

”Hv.. hvorfor inviterede han sig selv?” min stemme var en hvisken, hvilket fik Niall til at ligge en hånd på mit lår. ”Jeg ved det ikke Valerie. Jeg tror han savner dig.” En trang til at grine kom frem. Savnede mig? Han droppede mig, og han ødelagde mig. Kom han for at få mig tilbage – hvilket jeg tvivlede på – så skulle han holde sig væk.

”Valerie, hvorfor tager du det lort?” han gav mit lår et klem. Jeg sukkede. Hørte han ikke et ord af, hvad jeg sagde? ”Det er et plaster på såret Niall. Det får mig til at glemme, hvad jeg har mistet.” Jeg bed mig hårdt i læben og knyttede igen næven, så neglene borede sig ind i huden igen.

”Jeg er afhængig Niall. Jeg kan ikke klare den smerte jeg bærer rundt med hver dag, okay?” sagde jeg hurtigt, da han sikkert skulle til at fortælle, hvor latterlig jeg var.

”Så du vil gerne stoppe med dem, hvis du kunne?” Hans hånd tog om min, og strakte mine hænder ud, så en smerte gik igennem mig.

”Selvfølgelig ville jeg det Niall. Jeg er flov over mig selv. Jeg er flov over den jeg er blevet til. Men at skulle gå med en far, som har ødelagt dit liv, så skal der altså mere end at skære i sig selv til.”

”Har du skåret i dig selv?” han lød pludselig helt urolig. Utroligt han blev urolig over om jeg skar i mig selv. Stoffer var meget værre.

”Det er ligegyldigt Niall,” vrissede jeg og ville trække min hånd til mig, men det lod han mig ikke gøre.

”Undskyld Valerie. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal reagere på alle de ting her. Jeg havde slet ikke regnet med, at du ville fortælle mig noget.” Han kiggede ned i sengen.

”Det havde jeg heller ikke,” mumlede jeg svagt. Det havde jeg ærligtalt ikke selv regnet med. Jeg plejede ikke at plapre ud med mine problemer til fremmede, men nu var Niall jo også min gamle bedsteven… som jeg havde skubbet væk.

”Så hvis vi hjælper dig med at stoppe, er du så selv med på det?” Håbet i hans stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg ville gerne love det, men jeg kunne ikke, så det blev kun et lille nik.

”Jeg vidste, at du stadig var derinde et sted,” mumlede han så lavt, som om han ikke ville have jeg skulle høre det. Men det gjorde jeg.

To fingre lagde sig under min hals, og selvom jeg ville protestere mod det, drejede han mit ansigt. Jeg kiggede hurtigt ned, hvilket fik Niall til at sukke kort.

”Kig på mig Valerie,” hviskede han mod mit ansigt, og varmen fra hans ånde fik tårerne til at trille.. Denne gang kunne jeg ikke holde dem inde længere. Det gjorde ondt at snakke om det her, og angsten for at han ville sige det til andre, kom hurtigt.

”Lov mig, at du ikke fortæller det til nogen.” hviskede jeg, og lod endelig mine øjne møde hans. Et lille smil gled over hans ansigt, inden han lagde armene om mig.

”Det lover jeg Valerie.”

Nialls synsvinkel: 

At vide, at den gamle Valerie stadig kunne reddes, lagde en dæmper på de mange følelser i min krop. Alt hun fortalte mig, gjorde ondt at bære rundt på alene, og at hun stolede nok på mig til at sige det, var befriende. Det beviste, at hun stadig var der. Og at hun direkte var flov over sig selv, fortalte, at hun godt vidste, at hun havde lavet rod i det her, og at det hun gjorde var dumt.

Der var dog en ting jeg ikke kunne finde ud af, og det var hendes følelser med hensyn til Zayn. Det havde lykkedes hende, at fortælle mig, at han ødelagde hende – og læg mærke til datidsformen. Ikke at hun stadig sørgede over ham, hvilket hun inderst inde måtte gøre, siden hun stadig var så ked af det. Men om hun stadig kunne lide ham, det vidste jeg ikke, og det måtte jeg finde ud af.

Valeries synsvinkel:

Mens jeg sad der i favnen på Niall, fik jeg pludselig trangen til at være mig selv igen – den gamle Valerie. Hende der var venner med dem alle fem, ikke var på stoffer, og hende der havde det godt. At hun dukkede frem nu og fik mig til at føle mig lille og elsket, var vel et fremskridt. Måske skulle jeg kæmpe for hende – kæmpe for at få hende tilbage.

Jeg måtte vise drengene, at jeg var mere værd end de stoffer. Jeg måtte vise dem, at jeg godt kunne komme videre. Og jeg vidste allerede, at det blev uden Zayn. Men tre måneder uden ham havde sat en masse i gang indeni, og det skulle jeg fortsætte. Jeg blev nød til at fortsætte med min mission: ’kom over Zayn’ for jeg ville vise ham, og mig selv, at han ikke havde en stor påvirkning på mig. Han vidste allerede, at han havde en påvirkning, men det skulle laves om. Mit had til ham var stort – måske så stort, at jeg rent faktisk ønskede, at knuse ham, som han havde knust mig.

------------------------------------------

Jeg ved godt, at hendes beslutninger bliver taget hurtigt. Men I skal forstå det sådan, at hun er virkelig forvirret, og har en masse ting i hovedet. Så at hun det ene øjeblik er sur på drengene er én ting, og at hun i næste øjeblik snakker med Niall er en anden ting. Jeg håber I forstod kapitlet, eller skriver I bare! Og her fik I så en forklaring på hendes indre følelser, Zayns følelser og hans grund osv.

- Hvad synes I om Valeries 'knus' Zayn tanker? Og tror I overhovedet det vil lykkedes hende?

UNDSKYLD FOR STAVEFEJL/TASTEFEJL - ER SUPER TRÆT. :-) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...