2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
723Kommentarer
86912Visninger
AA

12. Leave me alone!

Jeg kunne ikke rigtig beskrive den følelse, jeg fik indeni, når jeg tænkte på, at Niall ville komme og hente mig om få minutter, og at jeg officielt var færdig med afvænning. Niall havde lydt som det mest stolte teenagevæsen på jorden nogensinde, da han ringede til mig og snakkede med mig om, hvornår han skulle hente mig.

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg i starten af de to uger, var overbevist om, at det ikke ville gå. Allerede få dage efter havde jeg siddet med armene slået omkring mig selv, med kroppen presset hårdt op af væggen, fordi det var så forfærdeligt. Det var for alvor gået op for mig, hvor langt ude jeg havde været – hvor tæt jeg var på at lade mit liv gå til spilde, men de sidste to uger havde igen givet mig en tro på, at jeg ville kunne vende tilbage. Vende tilbage til den gamle, glade Valerie, der smilede til alle, hun mødte på sin vej. Og jeg ville gerne, jeg brændte virkelig for at vende det om igen, og jeg havde allerede taget stort, vigtigt skridt i retningen af det rigtige.

Et højt dyt ved siden af mig fik revet mine tanker væk og tilbage til virkeligheden. Jeg kiggede til venstre lige hen på en sort bil, der var standset på siden af mig, og jeg rynkede kort på panden. Et kort øjeblik var jeg lidt nervøs for, hvem det kunne være, men da det tonede vindue blev rullet ned, og Nialls smilende ansigt kom til syne. Hvem skulle det ellers være?

”Valerie!” udbrød han, før han åbnede bildøren op og steg ud. Min krop reagerede underligt, selvom det bare var Niall, der stod foran mig. Eller ikke ’bare’ Niall, men det kunne have været så mange andre personer – for eksempel Zayn. I så fald var det som om, at min krop gik helt i stå, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Bare det at se ham foran mig gjorde mig så ufatteligt taknemmelig, at jeg blev helt tom for ord, og det var som om, at min hjerne ikke umiddelbart sendte signaler rundt til resten af min krop. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne takke ham?

Det var først, da Nialls arme lukkede sig omkring mig, at jeg reagerede igen og lod mine hænder ligge sig om hans nakke, imens jeg begravede mit hoved ved has skulder. ”Tak Niall,” mumlede jeg mod hans t-shirt. Han trak sig lidt væk og kiggede lidt på mig. Det føltes underligt, men jeg fik en trang til at græde, når jeg stod med ham, så meget betød han for mig.

”Tak for hvad?” spurgte han overrasket, ”Val, du skal ikke takke for noget som helst, det eneste jeg har gjort er at hjælpe en af mine bedste veninder, fordi jeg ønsker det bedste for dig. Og du ser allerede meget bedre ud,” Niall lyste op i et smil igen, før han trak mig med rundt om bilen, så han kunne åbne bildøren for mig. Jeg smilede til ham, før jeg lod mig dumpe ind på sædet, og jeg fik det straks dejligt af bilens varme, der omsluttede mig.

”Nå, hvorhen, prinsesse?” Niall satte sig ind og kiggede på mig med en formel stemme. Jeg fnes en anelse over hans skøre opførsel.

”Jeg tror faktisk gerne, at jeg vil hjem. Jeg skal hente noget tøj..” svarede jeg tøvende. Nialls blik var først skeptisk, men så var det som om, at det gik op for ham, at han viste det, for han ændrede hurtigt sit blik og startede bilen. Han lavede en U-vending, så han kunne vende om og køre den samme vej tilbage, som han lige var kommet af.

Allerede før Niall havde hentet mig, havde jeg besluttet mig for, at jeg ville tage hen til Jessica, når jeg havde hentet nogle praktiske ting. Jeg var næsten hundrede procent sikker på, at han ville prøve på at overtale mig til at tage med ham, men tanken om, at Zayn kunne være der, fik mig på forhånd til at nægte. Bare tanken om at skulle se ham igen og mærke hans falske bekymring, fik det til at vende sig i mig, så jeg fokuserede hurtigt på sidespejlet, selvom det ikke var yderligere spændende.

”Hvordan har du det så?” spurgte Niall forsigtigt efter nogle minutters stilhed. Det lød lidt som om, at han var bange for at sige noget forkert, som forventede han, at jeg ville få en eller anden syg reaktion. Jeg smilede svagt til ham, selvom han koncentrerede sig om at køre.

”Jeg har det bedre. Meget,” svarede jeg så. Det var ikke at lyve, for jeg havde fået det meget bedre, men alligevel var det stadig som om, at der var en lille del af mig, der ikke havde rokket det mindste på sig. Jeg følte mig stadig tom på en sær måde; som havde jeg en tom plads i mit hjerte, og det irriterede mig.

Men med hensyn til stofferne og selvskaden gik det meget bedre. Selvfølgelig var jeg ikke helt sluppet af med trangen til stoffer, men det havde hjulpet, jeg var blevet bedre til at kontrollere det, så jeg kunne stå i mod. Men hvis jeg havde en af de dage, hvor jeg følte, at alt var imod mig, blev det sværere for mig, og jeg fik lyst til at gøre noget dumt, som jeg absolut ikke skulle.

Vi kørte i stilhed resten af vejen, og jeg opdagede ikke, at vi holdt foran mit hus, før Niall klappede mig på låret. Jeg løsrev mit blik fra luften, som jeg havde stirret direkte ud i og kiggede på Niall.

”Tak.. Både for turen og.. for alting,” tilføjede jeg stille. Han rystede bare lidt på hovedet af mig, før der vidst nok gik en tanke igennem hans hoved, ”hvor skal du egentlig sove i nat? Du må gerne komme hen til..” – ”jeg skal over til Jessica,” afbrød jeg, nok en anelse hårdt.

”Oh.. Er du sikker på, at det er en god idé?” spurgte han så usikkert, imens han prøvede at fange mit blik, som jeg ihærdigt prøvede at undgå.

”Det er okay, Niall. Vi ses, ikke?” min stemme lød ikke helt så sikker, som den egentlig skulle, men jeg dækkede over det ved at dreje mig let i sædet, så jeg kunne læne mig frem og give ham et kram.

Han sagde ikke noget, og jeg var ret sikker på, at det var fordi, han vidste, at han ikke havde særlig meget at sige. Han var jo klar over, at han ikke kunne vælge, hvad jeg skulle og ikke skulle. Det var mit eget valg. Før han kunne nå at protestere yderligere, hoppede jeg ud af bilen og skyndte mig at lukke døren i efter mig.

En del af mig skreg, at jeg skulle tage med Niall hjem til de andre drenge, mens en anden del fortalte mig, at jeg skulle lade være. Som sagt gav tanken om at se Zayn, mig kvalme, og jeg fik en ubehagelig, trykkende fornemmelse indeni af det.

Jeg kunne nærmest mærke Nialls blik bore sig ind i min ryg fra bilen af, så jeg stak hænderne i mine lommer for at rode efter mine nøgler, imens jeg gik hen mod huset, der tårnede sig op foran mig – sådan føltes det i hvert fald. Jeg var ikke sikker på, om min far var på arbejde, men det var det, jeg gik ud fra, for han plejede tit at være ude omkring det her tidspunkt, så det ville undre mig, hvis han ikke også var det i dag. Egentlig var jeg røvligeglad, selvom det ville være rart at kunne undgå ham.

Jeg låste døren op med let rystende hænder, som jeg ikke havde nogen anelse om, hvorfor de gjorde. Døren gav sig en anelse og en underlig fornemmelse sneg sig igennem mig, da jeg trådte indenfor i entréen. Et øjeblik stod jeg stivnet uden at have lukket døren, men så tog jeg mig sammen.

Uden at tage yderlige hensyn til, at der rent faktisk var mulighed for, at min far kunne være hjemme, smækkede jeg døren i efter mig, så det gav genlyd gennem huset, og så Niall ikke kunne se mig fra hans bil mere. Jeg gik i et nogenlunde normalt tempo ind på det, jeg kaldte mit værelse.

Det hele stod rimelig uberørt bortset fra, at der ikke var noget sengetøj på min dyne og pude, og der var heller intet lagen på min seng, hvilket faktisk irriterede mig på en eller anden måde. Selvom jeg i princippet ikke havde nogen ret til at blive irriteret over det, når det var mig selv, der havde frosset mig lidt ude, blev jeg det alligevel. Så vidste man da først, hvor meget, man på trods af alt, betød for sin far.

Jeg tog fat i den taske, der lå nærmest og gik så hen til skabet, som jeg hurtigt åbnede op. Tilfældigt hev jeg noget tøj ud fra hylderne, som jeg smed ned i den store sportstaske. Endnu engang fik jeg lyst til at sætte mig ned og græde. Det virkede allerede som om, at virkeligheden havde ramt mig som et slag i ansigtet, og det gjorde ondt. Jeg følte mig slet ikke tilpas eller havde det rart.

Med relativt voldsomme bevægelser fik jeg pakket tøjet færdigt og vendte mig så om for at smide noget tilfældigt makeup ned i for til sidst at afslutte det med at tage nogle stiletter og en læderjakke ned i. Jeg var 99 % sikker på, at vi nok skulle i byen, hvis Jessica altså stadig opførte sig på samme måde – og det gik jeg da ud fra. Hun kunne ikke ændre sig så drastisk på de to uger, hvor jeg ikke havde set hende.

Lige i det øjeblik jeg skulle til at ånde lettet ud, hørte jeg lyden af nøgle, der blev drejet i en lås, efterfulgt af den lyd en dør sagde, når den blev åbnet. Et kort øjeblik var det som om, at mit blod frøs til is, før jeg kom til mig selv. Jeg var stoppet midt i åbningen af min dør, så jeg genoptog handlingen.

Med stive skridt og tasken over skulderen gik jeg igennem huset, og jeg gjorde ikke det mindste for at være lydløs. Han skulle ikke tro, at jeg, bare fordi jeg havde været på afvænning, ville mene, at han var okay. Det var han langt fra.

”Val.. Valerie?!” den mørke stemme nåede mine øre, da jeg gik igennem stuen. Jeg vidste, at han højst sandsynligt stod i køkkenet og kunne kigge direkte ind på mig, da jeg gik forbi, men det forhindrede mig ikke i at fortsætte målrettet mod entréen, så jeg kunne komme væk her fra. Jo hurtigere, jo bedre!

Da jeg skulle til at bukke mig ned efter mine sko, var der en hånd, der greb fat om min overarm, men jeg trak straks hårdt armen til mig, imens jeg tog skoene på med sammenbidte tænder. Da han igen greb fat om min arm, rettede jeg mig op og skubbede hård til hans bryst, egentlig før det egentlig gik op for mig, hvad jeg gjorde.

”Lad være med at røre mig!” hvæsede jeg af ham og lod mit blik møde hans. Sjovt nok kunne jeg ikke rigtig sætte ord på, hvad hans blik viste, da jeg skubbede ham væk, men han slap ikke sit greb. Jeg havde det som om, at en vrede byggede sig op indeni mig og truede med at eksplodere, hvis han gik for langt over stregen. Og jo længere tid jeg stirrede ham ind i øjnene, jo tættere på var min indre bombe på at eksplodere.

”Men Valerie, lyt nu..” forsøgte han, men jeg skar ham af. ”Nej, far. Jeg gider ikke høre på noget af det pis, du lukker ud. Der kommer den ene falske ting ud efter den anden! Hvad er jeg overhovedet for dig mere? Ser du mig overhovedet som din datter?” min stemme var dæmpet, men der kom overraskende nok styrke ud af den. Mere end jeg selv havde regnet med var muligt.

Min far skulle endnu engang til at åbne munden op og forsvare sig selv – fylde mig med løgne, som han håbede på, at jeg ville hoppe på, så jeg kom ham i forkøbet: ”og bare som en lille reminder, så fylder jeg 18 om to uger. Så vil du ikke længere have noget som helst ret til at bestemme over mig,”

Han lignede en, der lige havde fået stød, og han gjorde heller ikke mine til at ville sige mere, så med en veltilfreds følelse gik jeg ud af døren, som jeg elegant lukkede i med foden. Så satte jeg kurs med Jessicas hus.

***

Som jeg havde gættet på, havde Jessica allerede planlagt, at vi skulle i byen for at fejre, at jeg ikke var på afvænning mere. Faktisk var jeg ikke så sikker på, om det var en særlig god idé, men alligevel var jeg gået med til det, fordi jeg ikke helt havde viljestyrke til at sige nej, oveni at jeg også skulle have styrke til at sige nej til for meget alkohol.

”Skatter, er du sikker på, at du ikke skal have lidt til at få humøret op, når vi kommer ind? Du har virket så deprimeret hele dagen. Og nu når du har været på afvænning, kan det vel ikke skade, hvis du fejrer det?” hun kiggede på mig med så meget overbevisning i sit blik, at det var svært at sige nej til, men jeg mærkede mig selv ryste på hovedet.

”Nej, Jessica, det er slut med det. Jeg har ikke været to uger på afvænning for at dumme mig og tage stoffer endnu engang,” mumlede jeg mellem sammenbidte tænder. Jeg fjernede mit blik fra hendes og sørgede omhyggeligt for, at jeg ikke mødte det igen, da jeg godt vidste, hvor meget hun var i stand til at overbevise med sit blik.

”Som du vil..” Jessica lød mest af alt som en, der lige var blevet brændt af og var muggen over det, men jeg måtte se bort fra det, så jeg ikke lod det gå mig på. Jeg ville blande mig uden om, hvad Jessica gjorde af dumme ting, men når jeg selv havde taget skridtet videre i den rigtige retning, ville jeg gerne holde fast i det. Og når jeg vidste hvor stolt, det gjorde Niall, og højst sandsynligt også de andre drenge – med undtagelse af Zayn – ville jeg ikke gøre noget dumt..

Luften var kold mod mine bare ben, og jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde taget nogle nylonstrømper på til den sorte, lårkorte kjole, jeg havde valgt at tage på, men det var for sent at ændre på.

Jessica trak mig hen i retningen af diskoteket, da mine ben åbenbart ikke lystrede helt så begejstret, som de måske nok burde. Vi kom uden problemer forbi dørmanden, der bare smilede venligt til os og gav et lille nik fra sig, som ingen af os havde tænkt sig at gengælde.

”Kom,” mumlede Jessica, før hun endnu engang tog fat i mig og hev mig afsted. Der var ikke den mindste smule tvivl i mit hoved om, at vi skulle ud på toiletterne, så hun kunne tage sine stoffer, som hun havde medbragt. En underlig følelse lagde sig i min mave, da jeg fulgte efter hende, for det virkede på en måde bare for.. velkendt det her. Vi var ofte gået ud på diskotekernes toiletter med samme formål.

Hun gik ind på et af de små toiletter – selvom det dog var det store af dem - og jeg vidste præcist, hvordan hun garanteret var i gang med at gøre en bane eller to klar til sig selv, som hun kunne sniffe. Ubevidst trådte jeg et skridt tilbage, så jeg stod presset helt op et stort spejl, der hang ved siden af de få håndvaske, der var placeret derude. Følelsen i min mave blev værre, en underlig trang til at kaste op meldte sig med lynhast, så jeg søgte væk fra toilettet. Jeg skulle lige til at åbne døren ud til musikken, der kørte på fuld skrue, da Jessicas stemme hev mig tilbage.

”Valerie, har du tænkt dig lige at vente, eller hvad?” vrissede hun irriteret, og det var først der, det gik op for mig, at hun stadig stod helt inde på badeværelset. Jeg stoppede hurtigt op. ”Skynd dig lidt. Jeg vil gerne ud og få en drink,” sagde jeg så, og jeg nåede dårlig nok at fuldføre sætningen, før døren blev låst op, og Jessica kom ud.

Med meget viljestyrke undgik jeg at kigge på hende, men ventede i stedet på, at hun var bag mig, før jeg åbnede døren. Musikken blev straks meget højere, da vi kom ud til menneskemængden, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv. På en måde var det lettende at være tilbage og være mig selv, selvom jeg ikke var sikker på, hvilken mig det her var. Jeg kunne sagtens sige, at jeg var mig selv, men der fandtes utroligt nok to slags personer, og det her lå vel egentlig mest til den mørke side af mig – og alligevel føltes det betryggende, fordi det var her, jeg var blevet vant til at færdes.

Jeg styrede direkte op mod baren, hvor vi slog os ned. Jessica kiggede flirtende på bartenderen, der ikke prøvede at ligge den mindste smule skjul på, at han fandt hende attraktiv – specielt hendes bryster. På den måde fik hun ham snoet om sin lillefinger og dermed to gratis drinks til os hver. Altså, på husets regning.

En giftig blåfarvet drink blev stillet foran os, sammen med en anden gennemsigtig en, der så lidt mindre faretruende ind, så jeg startede med at tage fat i det glas. Jeg duftede først en smule til det, og da det ikke lod til at virke særlig slemt eller stærkt, satte jeg læberne mod glassets kant og lænede hovedet lidt bagover, så jeg kunne lade noget af indholdet glide ind.

Mine tanker var af en eller anden syg grund henledt på Niall, og jeg fik derfor lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke skulle drikke for meget. Derfor blev jeg også ene og alene enig om, at jeg godt kunne holde til at hælde de to drinks ind lige efter hinanden, for det ingenting i forhold til, hvad jeg normalt havde drukket over den sidste tid.

”Jess..” jeg nåede ikke engang at sige hendes navn færdigt, før det gik op for mig, at hun ikke længere var ved min side, så jeg faktisk sad ene og alene oppe ved baren. Mest af alt havde jeg lyst til at tage hjem, men samtidig var der noget der trak i mig indvendigt og fortalte mig, at jeg skulle blive her. Få lidt mere at drikke og hygge mig. Og det kunne der vel ikke ske noget ved, kunne der?

Min hjerne sagde jo, men min egen intuition sagde nej, og desværre valgte jeg at hælde mest til det sidste – hvilket så også hurtigt blev afgjort, da nogle hænder lagde sig på mine skuldre, så jeg ikke kunne undgå at lave et lille sæt.

”Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig,” lød en stemme tæt på mit øre, så det sendte kuldegysninger hele vejen ned langs min ryg, og det var ikke på den positive måde. Jeg drejede anspændt mit hoved, så mine øjne blev mødt af et alt for flirtende blik. Jeg skulle lige til at spørge fyren, der stod tæt på mig, hvem fanden han var, da det var som om, det hele gav mening for mig.

Jeg kunne genkende det blik, jeg kunne genkende den stemme, selvom jeg kun havde oplevet den en gang, da jeg var i byen. Taylor, ham fyren jeg havde haft sex med en enkelt gang. Det havde været for at glemme Zayn, få den smerte væk, der havde været i mit bryst og styret mit liv, men det havde ikke hjulpet, som jeg have håbet på.

”Det.. der er okay,” jeg smilede falskt til ham og kunne ikke undgå at blive lettet, da han fjernede sig lidt fra mig og satte sig ned på stolen ved siden af. Uden at spørge ind til mig bestilte han to af de stærkeste drinks, som diskoteket lå inde med.

”Hvordan går det så, smukke Valerie?” han prøvede at lyde forførende, og jeg var sikker på, at det ville have virket på enhver anden pige, men ikke mig. Det gav mig, for tredje gang den dag, en lyst til at græde, fordi det hele mindede mig for meget om sidste gang, hvor jeg sad her for at glemme Zayn. En klump dannede sig i min hals og gjorde det svært for mig at snakke.

”Det går fint, tak. Og, øh.. hvad med dig?” fik jeg så endelig sagt. Han lod ikke til at bide mærke i min manglende optimisme, for han smilede skævt til mig og lagde en hånd ’tilfældig’ på mit bare lår. Det føltes ikke engang behageligt, selvom jeg desperat prøvede at fortælle mig selv, at det var fint. At det ikke ville gøre noget.

”Jo tak. Jeg synes ikke helt, at vi fik sagt ordentligt farvel sidst. Jeg mener.. det kunne have været en gentagelse, ikke sandt?” han lod sin hånd krybe længere op af, og selvom det gav mig kuldegysninger, stoppede det ham ikke. Egentlig gik jeg også ud fra, at han troede, jeg synes, det var behageligt – men det var ikke tilfældet overhovedet.

Jeg svarede ham ikke og stirrede stift frem for mig, efter jeg i en tår havde bundet glasset og stillet det fra mig. Da han så lod hånden glide helt om og prøve at skille mine ben let ad, blev det for meget for mig, og jeg rejste mig med en voldsom bevægelse. Uden så meget som et ord gik jeg fra Taylor, der gloede dumt efter mig; jeg kunne næsten mærke hans blik brænde sig ind i min ryg, og det var ikke en behagelig følelse, der kom frem i mig.

Desperat lod jeg mit blik undersøge hele rummet, indtil jeg fik øje på Jessica, der stod ude på dansegulvet. Jeg havde en underlig følelse af at være overvåget, men jeg skubbede den fluks fra mig, imens jeg direkte styrtede hen til Jessica.

”Jessica. Ingen forklaring, giv mig stofferne,” mumlede jeg. Det gav et stik dybt indeni mig, da jeg lod det slippe over mine læber, og min hånd rystede let, da jeg rakte hånden frem. Jeg vidste godt, hvor forbandet forkert det var af mig, men jeg kunne ikke lade være. Det hele mindede mig for meget om sidst. For meget om ham. Jessica spærrede kort sine øjne op, før hun så mere tilfreds ud og nikkede lidt. Så stak hun sin hånd ned i hendes BH og fiskede diskret en pose frem, som hun fik overført til mig, uden nogen så det.

Før jeg overhovedet kunne nå at sige noget eller fortryde, så jeg kunne give dem tilbage igen, vendte hun om og forsvandt efter en fyr, der gik hen mod toilettet. Man skulle være direkte dum, hvis ikke man kunne regne ud, hvad de to skulle sammen på et toilet.

Selv satte jeg kursen mod døren, de r førte ud i den kølige nat. Da jeg rent faktisk kom jeg udenfor, blev jeg overrasket over, hvor koldt det var, og mine tænder begyndte straks at klapre ubehageligt. Lidt ligesom mit hjerte ville have gjort, hvis det ellers var muligt, at det kunne det.

Jeg drejede om det nærmeste hjørne, hvor jeg kiggede efter noget fladt, hvor jeg kunne forberede stofferne. Og det var først der det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad det var for noget, men jeg var ligeglad. Det var som om, at det hele tog over. Jeg følte mig som et lille barn, en hjælpeløs baby, der ikke kunne klare noget selv. Mit hjerte pumpede hårdt mod mit bryst, som truede det med at springe ud.

En smerte gnavede i mig, da jeg med rystende hænder åbnede posen en anelse. Jeg nåede kun at være igangværende med at vendte posen lidt på skrå, så det giftige pulver kunne komme ud, da der pludselig var en, der greb om mit håndled og rev mig væk med en uhyggelig kraft.

Jeg var sur, ked af det, jeg gav op. Jeg havde brug for det, så jeg kiggede vredt hen mod personen, der havde hevet fat i mig. Dog mistede jeg totalt fatningen, da jeg mødte nogle alt for velkendte øjne. De var brune, skuffede og sidst, men ikke mindst, vrede. Hvad lavede han her?

”Slip mig. Du har ikke den mindste smule ret til det her,” hvæsede jeg. Min dårlige samvittighed kom i den grad til tops, da jeg fik kigget bag Zayn og så Niall stå med det mest skuffede blik, jeg nogensinde havde set. En tåre sneg sig ned over min kind, som nærmest forvandlede sig til vrede, da jeg igen fokuserede på Zayn. Hans læber bevægede sig, men ordende trængte ikke ind til mig. I stedet fik jeg en lyst til at flippe ud. Komme ud med alt, så det gjorde jeg.

”Hvad bilder du dig ind? Hvad er det, du vil have fra mig, Zayn? Hvad forventer du, at jeg vil fucking give, efter din behandling?!” skreg jeg ind i hans ansigt, før jeg hårdt sprang tilbage, så han mistede sit greb om mig. Til gengæld sprang han hurtigt frem og lagde armene om mig, så jeg ikke kunne slippe fri, lige meget hvor meget, jeg prøvede på det.

”Lyt til mig, Valerie! Lyt nu for helved til mig!” vrissede han, ”du ødelægger dig se..” – ”hold kæft, hold kæft, hold kæft! Jeg gider ikke høre på dig din idiot, fatter du det? Fatter du overhovedet, at alt det her, er på grund af dig? Ved du overhovedet, hvor meget skade du egentlig har bragt mig? Det er fucking din skyld, at jeg er endt her, som en fucking junkie, eller hvad man nu ellers kalder mig! Det er din skyld!” min råbende stemme blev hæs i takt med, at gråden overtog.

”Det var sku da for helved ikke det, jeg forventede, da jeg gik fra dig! Jeg gjorde det, fordi jeg elsker dig!” udbrød han hårdt. Det første jeg bed mærke i var, at han sagde elsker som nutid og ikke elskede som i datid. Men jeg var stadig vred, og jeg havde brug for at komme ud med det. Jeg skubbede ham hårdt på brystet, så han overrasket røg lidt bagud. En tåre der udelukkende var da af vrede kom frem, og jeg tørrede den irriteret væk.

”Du fatter ikke en skid. Hold kæft med dig og din klamme falske måde at forsvare dig på. Du skal ikke komme i nærheden af mig. Fuck dig. Ja, fuck dig så FUCKING meget!” jeg hævede stemmen endnu mere og kunne desværre ikke holde tårerne inde længere.

”Nu stopper i fandme begge to! Slut, og jeg mener det. Hold jeres kæft!” jeg havde aldrig hørt Niall så vred, så jeg veg nærmest tilbage fra hans stemme, ”Valerie, du skal ikke ses med Jessica igen, forstår du det? Nu tager vi hjem. Det her er nok, og der er ikke nogen af jer, der skal sige mig i mod. Jeg gider ikke høre noget brok,” Niall skar tydeligt igennem, og jeg kunne mærke, hvordan det påvirkede Zayn, for han løsnede grebet en smule om mig for til sidst at slippe mig.

Min vejrtrækning var ukontrolleret, men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne tillade mig at sige Niall i mod. Han værdigede hverken mig eller Zayn et blik, da han vendte om. Efter jeg havde stirret lidt på ham, satte jeg mine ben i gang og kiggede efter ham. Så var det, at det slog mig. Hvad lavede de egentlig her?

 

---------------------------------------

& det er så her jeg siger - holy fucking crap. Undskyld, men jeg er virkelig overrasket over, hvor god hun er til at sætte sig ind i Valerie. Jeg vil gerne sige tusind gange til til Mirah for at hjælpe med at komme på rette vej med denne movella igen! 

-Til jer der ikke ved det, så er Mirah med forfatter her på, da jeg næsten ikke kan skrive mere. Så jeg håber I vil tage godt imod hende! :-)

' - Og til jer andre, jeg har udgivet et 'one shot' der hedder Afskeden - det ville betyde meget, hvis I ville læse det. Tak. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...