2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
723Kommentarer
86920Visninger
AA

8. Just a mask, or what?

 

Jeg gned mig i øjnene en sidste gang, inden jeg lod kluden glide hen over mit ansigt. En kold fornemmeles gik igennem mig, men hvis jeg ville have noget ud af dagen i dag måtte jeg virkelig til at stå op. Men mit humør var så smadret, og jeg følte mig svag, fordi jeg havde fortalt Niall alt, men på den anden side, var det en helt lettelse i sig selv. Jeg vidste jeg kunne stole på ham. Det havde jeg altid kunne, og jeg vidste, at hvis jeg gik udenfor til de andre – som spillede fodbold i haven, eller hvad de nu gjorde – så ville de kigge underligt på mig, men ikke pga. Niall havde sladret, men fordi jeg opførte mig så urimeligt i går. Jeg var flov over mig selv, men jeg havde en plan, og den skulle sættes i gang i dag – nu, lige nu.

Jeg var Valerie. Jeg kunne godt opføre mig normalt. Jeg skulle vise drengene, at jeg præcis var som jeg plejede. Eller, jeg skulle hvert fald få deres mening om mig ændret igen. De så mig som helt ude at skide og langt væk på stoffer, men Niall havde lovet at hjælpe mig – og sjovt nok, ønskede jeg hans hjælp mere end noget andet. Jeg var jo ikke på stoffer, fordi det var sejt, men fordi jeg havde brug for dem. Og hvis han kunne finde noget der kunne lægge sig som et plaster over sårene, som stofferne kunne, ja så stod jeg i evig gæld til ham.

Og nu vi snakker om min plan, ja så skulle vi ikke glemme, at Zayn stadig var her. Det fik hele min krop til at synke sammen, men så svag måtte jeg ikke synke. Denne gang måtte jeg være stærk. Ikke som allerførste gang jeg så ham, for der endte jeg med at dyrke sex med ham og ende som hans kæreste. Men det var slut nu. Han havde såret mig for meget til at jeg kunne tilgive ham. Han skulle knuses som jeg skulle. Han skulle se, hvor godt jeg havde det uden ham. Og denne gang ville jeg sikkert ikke blive distraheret af hans perfekte udseende, for at se på ham, startede en indre vrede, så i mine egne, var han ingenting – ikke andet end en dreng der formodede at tage de eneste store stykker af mit hjerte med sig. Hvis han troede, at han kunne komme her og ødelægge mere for mig, end han allerede havde gjort, ja så tog han fejl. Jeg havde savnet drengene, og det skulle ikke engang Zayn lave om på.

Langsomt fik jeg trukket nogle højtaljede bukser over mig. Vejret var for en gangs skyld godt, men arene på mine arme, forhindrede mig i, at have top på. Ikke at det gjorde mig det mindste. Jeg følte mig altid sårbar, og at gemme min krop væk, var nærmest som at gemme mig selv væk – sådan kunne jeg lide det, eller ikke lide det. Men jeg brød mig ikke om min krop længere. Jeg var blevet tyndere, og min ene arm så ikke speciel pæn ud. Jeg havde snakket med Niall om at skære, men sandheden var, at jeg havde kradset – kradset dybe huller i huden, som nu lignede ar fra brandsår. Det var dumt, og jeg skammede mig. Derfor gik jeg i det tøj som jeg gjorde, for at gemme mig for hvad jeg var blevet til. Men jeg kunne jo kun starte et sted, ikke?

Jeg var ikke den slags type, som klagede over at være for tynd eller tyk og så bare… lade det være en klage. Jeg gjorde noget ved det, og indtil jeg blev tilfreds med mig selv, ja så betød det en tætsiddende top, men en cardigan udenover, og nogle lange bukser – selvom solen skinnede.

Jeg tog fat i håndtaget ud til gangen, og inden jeg trådte ud, satte jeg et smil op. Jeg behøvede ikke at overdrive, men det matte blik der havde været i mine øjne hele morgenen, ja det skulle altså byttes ud nu. Det var nu planen startede.

Med små faste skridt gik jeg ned langs gangen. Jeg kunne straks høre råb udenfor, og automatisk fulgte jeg stemmerne.

”Den var så meget ikke inde!” råbte Louis med sin skingre stemme. Jeg gik hen til glasdøren, og så, hvordan Louis og Harry lå oven på hinanden, mens Niall løb med bolden. Et lille smil gled over mit ansigt, inden jeg lænede mig op af døren og krydsede mine ben.

Lugten af røg overtog min lunger. Jeg viftede med hånden for at få røgen væk, men der kom bare mere, hvilket resulterede i et host. Liam og Zayn som sad på to stole ved et stort aflangt bord, drejede ansigterne med et sæt og kiggede på den hostende mig.

”Godmorgen Valerie,” lød det glad for Liam.

”Valerie?” lød det fra Louis, og glæden i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg ville have kigget på ham, sendt ham et smil, et eller andet, men et par brune øjne gled op og ned af min krop, og gjorde mig usikker. Til sidst drejede han langsomt sit ansigt op mod mit, og da hans øjne mødte mine og røgen blev pustet ud gennem hans mund, vågnede jeg nærmest op fra min ’anden verden’.

Jeg gik et skridt væk fra dørkarmen, og kiggede hen på Louis som hjalp Harry op. Et lille smil poppede op, da Harry endte med, at trække Louis ned for at rejse sig op og løbe hen imod mig – eller Liam og Zayn.

”Har du sovet godt?” Mit blik gled hurtigt hen til Niall, som kastede bolden hen på Louis, som gav et hyl fra sig, da bolden ramte den nederste følsomme del af ham. Smilet på mit ansigt blev større, og uden tilladelse gled et lille grin ud, inden jeg svang mit hår til den ene side.

”Jeg har sovet helt fint, tak.” Et underligt blik gled hen over Harrys ansigt, og jeg bebrejdede ham ikke. I går havde jeg råbt og skreget af dem, bedt dem tage mig hjem og opført mig som en idiot, og nu stod jeg med et smil på læben og svarede høfligt – en gammel vane, som denne gang prikkede til mig, og fik mig til at længtes efter de morgener igennem London med et smil på læben og højt humør, selv da jeg ingen venner havde. Det var Valerie, the real one.

”Jeg håber da ikke du har sovet indtil nu,” lød det fra Liam som trak en stol hen til sig, og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned. Jeg kunne ud af øjenkrogen se Niall kiggede fra Zayn til mig, hvilket fik tankerne om planen til at gå i gang. Han skulle ikke ødelægge noget for ham. Jeg skulle vise ham, at jeg var bedre tjent uden ham.

”Dog ikke,” sagde jeg og gik hen til stolen, og lige inden jeg skulle til at sætte mig, havde Harry sat sig. Et flabet smil spillede om hans læber. ”Det var så ikke til dig,” lød det fra Liam, som rullede med øjnene. Uden Harrys øjne fjernede sig fra mine, svarede han: ”Det ved jeg,” og klappede på sine lår, som tegn på, at jeg skulle sætte mig.

En underlig følelse gled igennem mig. Hvad skulle det til for? Hvordan kunne de spille så normale overfor mig, når jeg var en idiot i går? Jeg undlod dog at spørge. Det var fortid nu. Lev i nutiden.

En hånd om mit håndled, fik mig til at kigge ned på Harry, og før jeg vidste af det, sad jeg på hans lår.

”Godt du er i bedre humør,” sagde han og lod en hånd glide op og ned langs min ryg.

”Harry,” sagde Niall irriteret og kiggede på Louis, som gik forbi os for at hente to andre stole. Jeg kiggede hurtigt hen på ham, og sendte ham et smil, for at vise, at det var okay. Valerie var ikke følsom, ikke på den måde. Og Valerie var mig, og jeg tog det ikke personligt. Jeg kunne godt lide at tænke sådan. Jeg kunne allerede på kort tid se, hvordan drengene også straks ændrede humør efter mit, og det gjorde mig glad. Udover den mørke skabning som sad på min venstre side og røg. Og bogstaveligtalt mørk skabning. Han havde kun sort tøj på, og måden hans hår strålede på pga. solen, fik ham til at se glødende ud.

Og nu vi snakker om solen, var den utrolig skarp. Jeg havde ikke været i Sverige særlig mange gange, men hvis det var sådan her vejret var, så ville jeg med glæde flytte herhen. Det var som om det gode vejr gjorde mit humør bedre.

”Vil du ikke have noget morgenmad?” lød det fra Niall, og hans spørgsmål gav mig lyst til at grine. Hver gang jeg havde overnattet hos ham og Zayn, så var hans første spørgsmål lige meget hvornår på dagen eller aftenen jeg vågnede, om jeg var sulten og ikke skulle have noget at spise. Og nu han spurgte, så var jeg sulten.

”Jo, gerne!” Jeg lagde en hånd på maven inden jeg rejste mig op, hvilket fik Harry til at sukke. ”Nu trækker det jo på mine ben,” sagde han og lavede store øjne.

”Det fikser jeg Hazza! Selvom jeg burde være sur på dig, men du er tilgivet.” Han snakkede så hurtigt, og før jeg kunne vende mig om, kunne jeg se Louis’ hånd begrave sig i Harrys hår. Jeg rystede kort på hovedet og snurrede rundt. Jeg måtte bruge alle mine kræfter for at hoppe et skridt tilbage, for ikke at gå ind i Zayn, som åbenbart også havde valgt, at rejse sig. Måden han smed sin cigaret på jorden på, for at træde på den og gå ind mod køkkenet, fik lysten til at sulte i dag, frem. Jeg brød mig ikke om at være i samme rum som ham. Måden han kiggede på mig på, fik en usikkerhed frem i mig, og ikke nok med allerede dårlig selvværd, ja så gjorde han det kun værre. Men mad skulle til for, at styrke mit selvværd, så jeg havde egentlig ikke et valg.

***

Efter jeg havde fået spist morgenmad, eller nærmere middagsmad, nærmede klokken sig fire. Solen stod stadig højt på himlen, og havde jeg været sammen med Jessica lige nu, havde vi sikkert lagt og taget sol, men i et selskab med fem drenge, ja så var lysten der ikke lige. Dog havde vi det også meget sjovt. Harry og Zayn sad foran computeren og fandt af og til nogle virkelig latterlige videoer som vi skulle se. Kald mig latterlig, men de videoer Zayn viste, gav mig bare en trang til at smutte. Jeg behøvede ikke virke glad for Zayn på nogen måder. Han måtte skam gerne vide, at jeg var sur på ham og ikke ville have noget med ham at gøre. Faktisk ønskede jeg at han vidste det, og nu hurtigere det gik op for ham, ja nu hurtigere gik det for mig. Jeg var allerede træt af ham, og at han langsomt i løbet af dagen begyndte at snakke mere og mere, gjorde mig irriteret.

At han havde inviteret sig selv, kunne jeg ikke få ud af hovedet. Han lovede at holde sig væk, og at jeg ikke skulle se ham. Det var det jeg var sur over. Det og at han forlod mig. Ja ikke nok med det, tog han også mit hjerte og brød løfter. Faktisk, så var jeg sur over bare at se ham. Det hele lyder forvirrende, men det er også svært at forklare. Jeg var selv forvirret over det, men alt i alt, var jeg sur og såret indeni, men han skulle kun forstå den sure side. Alt andet var ligegyldigt – hvert fald for ham og drengene.

Liam og Louis var lige taget ud for at handle ind, så det gav mig og Niall en masse tid til at snakke, og det gjorde vi også. Jeg ved ikke hvad der havde fået mig til at være så glad i dag, men det hele kørte godt. Jeg følte mig bedre tilpas. Jeg havde aldrig, lige meget hvad Zayn og min far havde gjort, været en person som ikke snakkede. Jeg fandt det ikke underligt at snakke med nogen, heller ikke Niall. Det var som om samtalen i går var glemt, men alligevel kunne jeg godt se hans blikke mellem Zayn og jeg af og til, så jeg vidste han huskede den, og det var jeg glad for. Men jeg kunne også se, hvordan hans øjne lyste op, og det gjorde mig glad. At se Niall glad, gjorde mig glad.

”Så, hvad skal vi have til aftensmad?” spurgte Niall og rettede på sig og nåede lige at tage fat om mine ben, inden de røg ned på jorden. Han smilede stolt af sine reflekser, hvilket fik mig til at smile.

”Noget godt, for jeg er sulten.” Jeg lagde hovedet bagud og nød solens strålinger.

”Har du ikke lige spist morgenmad?” En hæs og lidt usikker stemme blandede sig, og for første gang siden i går, snakkede han til mig. Havde han ikke forstået mine humørsvingninger når det omhandlede ham? Han burde da forstå, at han ikke var velkommen her – ifølge mig.

Jeg holdt mine øjne lukket, men kunne nemt føle, hvordan en akavet stemning lagde sig over os. Jeg havde en trang til bare at ignorere ham, men så ville jeg da først være latterlig. Jeg skulle huske på, at jeg skulle være som jeg var i starten – flabet, og ligeglad med ham. For denne gang faldt jeg ikke i hans fælde.

”Jo, og nu er jeg sulten igen,” svarede jeg uden at kigge på ham.

”Jamen hvad skal vi så have?” Niall brød hurtigt ind, og jeg takkede ham, for den akavet stemning var ikke speciel rar.

”En ordentlig burger med bacon,” mumlede jeg og blev helt sulten ved tanken.

”Eller en ordentlig bøf,” sagde jeg efter, hvilket fik Niall til at grine.  Jeg kunne mærke det, da mine ben lå på hans ben.

”Det må jeg ikke spise.” Lød det fra Zayn. En irriteret følelse gik igennem mig. Jeg var da ligeglad med hvad han måtte spise, og ikke spise. Det kom ikke mig ved. Så måtte han spise noget andet.

”Så tag en rugbrød,” mumlede jeg flabet, hvilket fik Niall til at grine endnu mere.

”Eller vi kunne spise noget normalt,” Lød det denne gang irriteret fra Zayn, så et smil straks bredte sig over mit ansigt. Jeg havde samme virkning som han havde på mig, hvilket betød, at hvis det fortsatte, så ville han forlade os og gøre det hele lettere for os begge.

”Bare fordi du ikke må spise det, betyder det ikke, at det ikke er normalt mad. Det er faktisk ganske normalt mad som utrolig mange mennesker spiser.” Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede over på Zayn. Hans læber var blevet en smal streg.

”Påstår du, at min tro er unormal?”

”Zayn,” sagde Niall hurtigt og blev helt anspændt i kroppen.

Et grin slap mine læber, hvilket fik Zayn til at skubbe stolen bagud. Harry kiggede forvirret frem og tilbage.

”Det gjorde hun ikke Zayn, sæt dig nu bare ned.” Sagde han hurtigt og tog fat i hans arm, men han bevægede sig ikke en smule. Hans blik lå bare på mig, og mit lå på ham. Jeg nød pludselig at se ham sådan. Efter han knuste mig fuldstændig, så gjorde det mig glad, at jeg kunne gøre ham sur – spørg mig ikke hvorfor.

”Det gjorde hun da, jeg…-” ”Det gjorde jeg faktisk ikke.” afbrød jeg ham hurtigt. ”Jeg sagde bare maden var normal, og bare fordi man er muslim betyder det ikke det er unormalt.” Jeg viftede med hånden. Enhver hørte da, at jeg ikke gjorde grin med hans religion?

Zayns øjne borede sig ind i mine, og en underlig usikkerhed bredte sig over mig og gjorde mig irriteret. Han var problemet her, så han kunne bare skride. Han startede med at snakke til mig.

Jeg fjernede langsomt mit blik, lænede hovedet bagover og smilede op i luften. Der gik nogle få sekunder, før jeg hørte døren blev smækket.

”Flot Valerie,” lød det fra Harry, men det lød ikke som om han var sur. Jeg sukkede bare kort. ”Jeg har ikke bedt ham om at være her. Kan han ikke lide det, så kan han skride.” Mumlede jeg og fjernede mine ben, da Niall rejste sig for at gå med Zayn.

Zayns synsvinkel:

Jeg smækkede irriteret døren efter mig og gik ind mod mit værelse. Det hele mindede mig om første gang jeg mødte hende. Hun var præcis sådan der – flabet og pisse tiltrækkende. Men denne gang fik hun mig op i et felt jeg ikke burde komme op i. Vi havde prøvet det før, men denne gang virkede det til, at Valerie var fast besluttet på at hade mig, så en tanke poppede langsomt op. Selvom jeg godt vidste, hvor langt væk hun efterhånden var, kunne jeg ikke lade være med at smile over tanken. Hun opførte sig som hun gjorde i starten, så hvorfor kunne jeg ikke også det? Jeg vidste godt, at jeg havde sagt, at jeg skulle lade hende komme videre, men det virkede også stærkt til, at hun var videre og denne gang fast besluttet på, at køre ned på mig, så hvorfor ikke bare få noget sjovt ud af dette ophold?

Jeg viste godt, at det ikke ville komme derud, hvor det havde ført os hen sidste gang. Jeg havde droppet hende, så at komme tilbage ville hun ikke engang tillade. Men grunden til jeg forlod hende var jo netop fordi hun sårede mig. Jeg var bange, bange for hun gjorde det igen. Det var dumt og egoistisk af mig, og jeg fortrød det også sommetider, men jeg kunne ikke lave det om nu. Det var som det var.

Hele dagen i dag havde jeg set den gamle side af Valerie, og det var dét som fik mig til at snakke til hende. Jeg savnede hende. Jeg vidste hun var derinde, og jeg vidste hun havde en facade på lige nu. Måske var hun over mig og fast besluttet på at hade mig, men jeg kunne i det mindste se, hvor langt jeg kunne køre den. Det ville blive sjovt.

Valeries synsvinkel:

Jeg stod i køkkenet sammen med Louis og lavede mad. Jeg havde fået min vilje med at få burgere, så jeg var i gang med at stege bacon og bøf, mens Louis lavede noget kylling til Zayn. Tænk han orkede. Hvis det var mig, havde jeg overladt det til Zayn. Jeg havde ikke noget imod han ikke måtte spise det, men i mine øjne var han besværlig og irriterende lige meget hvad.

”Valerie, husk der også skal være bacon til de andre,” sagde Louis og klappede mig på skulderen.

”Jeg aner ikke, hvad du snakker om Louis,” mumlede jeg og proppede et stykke bacon i munden. Der var ikke noget bedre end bacon.

”Selvfølgelig ikke. Husk at vend dem!” sagde han hurtigt og greb ud efter en ting til at vende bøfferne. Så god var jeg ikke til at lave mad. Jeg havde normalt altid en til at gøre det for mig, hos min far.

”Det klarer du fint! Så kalder jeg på de andre.” Jeg gjorde som ham, klappede ham på skulderen og smuttede udenfor, hvor de igen var i gang med at spille fodbold – denne gang dem alle sammen.

Jeg kiggede på bordet, og så det ikke var dækket. Jeg sukkede kort og drejede mig rundt. ”Louis, hvorfor har du ikke dækket bordet?” Et grin lød fra ham. ”Det gør du bare Valerie.” Jeg fnes kort og tog seks tallerkner i hånden og smuttede udenfor.

”Oooooooooooooooooooowh!” råbte Zayn og Liam højt og gav hinanden high five. Jeg begyndte langsomt at fordele tallerknerne ud over det hele, mens mit blik stadig lå på drengene. De havde spillet fodbold den sidste halve time. Jeg kunne ikke engang finde ud af fodbold, så jeg forstod dem ærligtalt ikke.

Jeg lænede mig op af bordet. Når de løb rundt der på banen, lignede det slet ikke et par verdenskendte drenge, men derimod et par helt almindelige lidt barnlige drenge, og det fik mig til at smile. Det var sådan jeg så dem. Ikke som kendte, men som små drenge.

”What’s up?” Niall kom hurtigt hen til mig og kiggede på bordet. ”Er der mad?” Hans øjne lyste et kort øjeblik, hvilket fik mig til at grine. ”Jep, kald på de andre drenge.” Og det gjorde han, og lidt efter sad de alle klar til at spise.

--------------------------------------------

UNDSKYLD ventetiden! Har simpelthen ikke haft nogen ide om, hvordan jeg skulle skrive. Har slet ikke haft lyst til at skrive på denne movella, da jeg slet ikke kan sætte mig ind i hende, men efter dette kapitel, fandt jeg da vidst liiiige ud af det! Så der kommer flere kapitler nu, og hurtigere, det lover jeg. Woop woop!

Nå, hvad synes I så? Hvad tror I Zayn har i tankerne sådan helt præcist? Og tror I det vil lykkedes ham, så de bliver flabet og irriterende overfor hinanden igen? Og hvad håber I? 

Og tror I bare Valerie spiller den gamle Valerie foran drengene? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...