2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
723Kommentarer
86956Visninger
AA

4. It must be the drugs.

 

”Ved du, hvor mange penge jeg har brugt på at få paparazzierne til at slette de billeder fra sidste uge?” Min far smed et blad på bordet, og forsiden var endnu et billede af mig – og Taylor. Man skulle være dum for ikke at se, at jeg var væk på et eller andet.

”Og nu kommer der værre billeder op? Valerie, er du ude på at ødelægge det for dig selv?” Råbte min far vredt, men jeg vidste udmærket, at han spurgte om jeg var ude på at ødelægge det for ham.

”Ah, ligesom du var ude på at ødelægge det for mig? Jeg tror det er en win win det her.” sagde jeg koldt og drak noget af min mælk, uden at kigge på ham.

”Valerie, hvor er hende den søde pige blevet af? Jeg kan slet ikke kende dig længere. Vil du virkelig leve med at tage stoffer hver dag?” spurgte han forsigtigt om, men jeg vidste det var skuespil. Han var bare ude på at få mig væk fra stofferne, så han ikke fik et dårligt ry.

”Hun forsvandt sammen med hendes venner, som hendes far forbød hende at se.” Sagde jeg og lod mine øjne fange hans.

Sandheden var nu mere, at det var mig, som forlod dem. Jeg var flov. Flov over mig selv. Flov over de skulle kende mig, eller det jeg var blevet til. Det var ikke deres skyld, men derimod Zayns skyld. Jeg ønskede ikke, at de skulle se mig sådan her. Det var slemt nok, at de skulle mig på forsiderne hver uge, men at opleve mig direkte, det kunne jeg ikke.

Jeg savnede dem utrolig meget, og at skulle ignorere deres opkald hver anden dag, gjorde ondt. Derfor havde jeg fået nyt nummer, og nu kontaktede de mig kun over twitter, som jeg ikke brugte længere. Jeg fik alt for mange beskeder som: Hvor bliver den gamle Valerie af? Og tro mig, jeg savner hende også selv.

For at svare på det rigtige spørgsmål som min far stillede mig, så forsvandt hun sammen med sit hjerte, som Zayn havde, hvilket betød, at det One Night Stand jeg havde i går, ikke havde virket – overhovedet. Det var bare endnu en negativ ting at tilføje til samlingen. Endnu en negativ ting, som jeg kunne tude over, og bebrejde mig selv for, og endnu en negativ ting at komme væk fra med stoffer og druk.

Det var efterhånden gået op for mig, at jeg havde brug for et mirakel for at få den gamle Valerie tilbage, og jeg troede ikke længere på mirakler.

***

En uge var gået siden den fest. En uge siden jeg havde haft et One Night Stand, og en uge siden, at jeg skændes med min far. Han havde gang i noget, det vidste jeg. Men hvad, vidste jeg ikke. Og jeg var ligeglad, så længe jeg ikke behøvede at snakke med ham.

Min 18 års fødselsdag nærmede sig, og aldrig havde jeg set så meget frem til en fødselsdag. 18 år betød, at jeg kunne tage hjemmefra. Væk fra min far, væk fra det hele, og måske starte en ny start, selvom jeg godt vidste, at det ikke kunne ske. Jeg troede ikke på mirakler, og det var det eneste, som kunne redde mig her.

Hvis i skulle være i tvivl, var det sommerferie, og derfor havde jeg ingen skole at tænke på lige nu, og ingen mobning at gå igennem, selvom det ikke skete længere. Jessica og jeg havde fundet ud af det hele, og hvor latterligt det end lød, var hun blevet min bedsteveninde. Hende der havde mobbet mig, startet rygter og værre ting, var blevet min bedsteveninde. Og jeg elskede hende. Hun havde fået forklaret sig, og grunden der lå bag alt, var, at hun savnede mig. Hun var blevet såret, da jeg skred fra hende, og derfor opførte hun sig som en bitch.

Og jeg var i min mest følsomme tid, hvor alt det med Zayn var sket, og hun tilbød mig, at forlade verden og komme ind i en sjovere en, og siden, var vi begge blevet én igen. Og selv Jessica havde ændret sig, og alle fortjente en chance til. Men jeg var vidst den eneste der så sådan på det. I hvert fald den eneste af Zayn og jeg.

Skyen der nærmest levede over mig, var begyndt at blive sortere og sortere. Mit humør blev dårligere og dårligere.

”Valerie!” min far kom brasende ind af døren, og kiggede rundt på mit rodet værelse. Han rullede med øjnene, og fokuserede så på mig igen.

”Pak dine ting.” Han stemme var bestemt, og hvis jeg havde en smule af den gamle Valerie i mig selv, så ville jeg gøre som han sagde, uden at stille spørgsmål, men nej.

”Hvorfor?” Jeg tog min fjernbetjening og skruede en tak højere op, for at vise, at jeg var ligeglad med ham.

”Vi skal til Sverige.” Han skulle til at vende sig om, jeg hurtigt fløj jeg op. Til Sverige? Med ham? Hvad regnede han med? Jeg skulle ingen steder med ham! Og da slet ikke et sted, som lå så langt væk!

”Tag af sted selv, jeg skal ingen steder.” Vrissede jeg surt af ham. Hans øjne borede sig ind i mine.

”Så længe du er under 18 år, så bestemmer jeg. Om jeg så skal tvinge dig med. Pak så. Jeg har ikke tid til det her.” Og uden at vente på svar, forsvandt han ud af døren, og efterlod den med et brag.

Hvordan kunne han forvente, at jeg ville med ham til Sverige? Og hvad fanden skulle vi i Sverige?

I frustration tog jeg fat i en pude, og slog den hårdt ind i væggen, men da det ikke tog min smerte, hamrede jeg min hånd ind i væggen, og gav et hyl fra mig, inden jeg rejste mig, hev min skuffe ud og fandt den lille pose frem. Jeg hadede ham. Om en måned, så var det slut. Så var jeg 18 år, og så skulle jeg aldrig se ham igen. Jeg hadede ham!

Jeg hev posen op og gjorde som jeg plejede, inden jeg langsomt begyndte at smide noget tøj i kufferten. Jeg anede ikke, hvad det var, og da stofferne begyndte at virke, blev jeg egentlig også ligeglad. Ingen skulle se mig i Sverige, og hvis de skulle, så var det bare synd. Måske kunne det også få min far til at lade mig være. Jeg hadede ham! Han ødelagde alt, og hævnen var sød, det skulle jeg nok bevise.

***

Flyveturen til Sverige gik hurtigt. Måske fordi, at jeg ingen tidsfornemmelse havde, fordi jeg var i en helt anden verden. En verden, som gjorde, at min far havde utrolig svært ved at få mig igennem lufthavnen. Jeg ville have skammet mig over mig selv, hvis det ikke var fordi, at min far, var så flov over mig. Jeg fredede mig over det. Og lige meget, hvor mange gange, han skældt mig ud, så betød det lige så lidt, som han gjorde. Han havde ødelagt nok for mig, og han var også grunden til min sky blev sortere og sortere. At omgås med ham hele tiden, fik det værste frem i mig.

”Og hvor er jeg glad for, at de tog dine stoffer i lufthavnen. Du ved ligeså godt som mig, hvor latterligt det er, at du giver mig skylden og bliver skæv. Det kan aldrig blive..” Jeg lukkede ham ude og kiggede ned, hvor flyet lige var landet. Måske havde de taget det i lufthavnen, men jeg var ikke dum. Selvfølgelig havde jeg gemt noget ekstra et sted, hvor ingen ville finde det. Jeg var måske dum, men ikke så dum.

Vejret i Sverige var lort, præcis som i London, så det blev til en inddøres tur. Jeg havde nægtet at snakke med min far, så jeg anede ikke engang, hvor længe vi skulle være her. Og jeg var nysgerrig, men at lukke mig op og lade min far tro, at jeg gad ham, det ville jeg for ingenting i verden.

Vores kufferter stod klar da vi kom ud. Det var ikke så svært at få totalt særbehandling, når ens far var virkelig berømt. Det var også derfor, at der gik en masse vagter omkring os. De var ikke direkte til at se, men de var her, og selvom det burde gøre mig tryg, følte jeg mig mere indespærret. Jeg hadede den følelse. Jeg ville bare være normal. En normal pige, som ikke havde en verdensberømt far, eller havde datet en verdensberømt dreng, som endte med at knuse mit hjerte – for det havde han gjort, og ikke nok med det, havde han kun taget de hele rester med, og efterladt de ødelagte.

Jeg fik slæbt mig frem ad, selvom alt føltes en smule sløret. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at komme tilbage til det ’rigtige’ liv, hvilket ville få mig i panik, når det egentlig gik op for mig, hvor jeg befandt mig. Så det første jeg gjorde, var at lede efter et toilet, og jeg fandt et.

”Jeg skrider på toilet,” sagde jeg og gik uden svar. Jeg skulle ud herfra. Jeg skulle væk fra min far. Han gav mig stress og ødelagde mit ellers så høje humør. Alt i alt, fik jeg kvalme ved at se ham, når jeg ikke var helt væk på et eller andet.

Jeg kiggede mig over skulderen, og så min far give odre til to af vagterne, som kiggede rundt og fik øje på mig. Jeg slap hurtigt min kuffert. Jeg var ikke ligefrem fattig, så at forlade den der, kunne jeg lige så godt. Jeg kunne købe noget nyt. Jeg måtte hvert fald bare væk herfra nu. Jeg havde ingen ’luft’ for dem. De rendte mig i røven, og jeg kunne ikke klare det. Jeg måtte væk fra dem, og jeg måtte væk fra min far. Bare for at være det endnu mere besværlige barn han havde fået. Han skulle ærgre sig over at have født mig. Det fortjente han. For han havde ødelagt alt for mig.

Jeg skubbede forsigtig til nogle mennesker, gled hen over gulvet, gemte mig bag nogle pæle og løb så videre. Hvis jeg blev fanget, så var det bare synd. Lige nu føltes alt skønt, hvilket gjorde, at et grin gled ud af min mund, mens jeg løb hen mod udgangen. Jeg drejede hoveder rundt, og så de to vagter kigge forvirret rundt, hvilket fik mig til at grine endnu højere.

Idét jeg vendte mig rundt, lagde et par hænder sig om mine arme, og drejede mig rundt. Busted.

Et skrig fandt ud igennem mine læber, da personen havde givet mig et chok. Et par mennesker omkring os, havde vendt sig rundt og kiggede forvirret på os, men det var jeg ligeglad med. For personen der stod foran mig, var ikke en fremmede person. Personen havde lyst hår, og nogle blå øjne, som jeg før havde kigget i, alt for mange gange.

Personen foran mig, havde et smil på læben, hvilket han var kendt for. Han var kendt for at være den glade lille irske dreng, som skilte sig ud for de andre fire britiske bandmedlemmere.

Personen der stod foran mig, var en person jeg havde knyttet mig utrolig meget til, og han var gået hen og blevet min bedsteven, indtil jeg valgte at ignorere ham – fuldstændig.

Personen foran mig, var Niall Horan, personen der ændrede mit liv for alvor.

Endnu et skrig fandt ud igennem mine læber, og denne gang ikke af overraskelse, men af rædsel og frygt.

Da det ikke stoppede, blev en hånd lagt over min mund, og med mine lukkede øjne, vidste jeg, at det var Niall. Selvfølgelig var det Niall, for hans berøringer var bløde – noget jeg ikke var vant til længere.

”Valerie, rolig!” sagde Niall uroligt, da min krop begyndte at ryste. Det hele snurrede rundt. Hvad lavede han her? Hvorfor var han ikke overrasket over at se mig? Vidste han at jeg var her? Og hvorfor? Jeg havde givet klar besked om, at jeg ikke ville se dem igen!

Min mave trak sig langsomt sammen, og en trang til at kaste op kom frem, men kun pga. savnet, som kom flyvende igennem min krop. Jeg kunne ikke se ham, ikke nu. Tre måneder var gået med at respektere tanken, om at jeg ikke skulle se dem igen. Hvorfor ødelagde de det?

”Er alt her i orden?” en hæs stemme lød, inden en hånd blev lagt på min skulder, som rystede helt utrolig meget.

”Valerie?” Nialls bedende stemme lød i mit øre, og fik det til at prikke bag mine øjenlåg.

”Er hun okay?” lød det igen fra vagten, men inden han nåede at gøre mere, blev endnu en hånd lagt sig på min skulder.

”Jeg tager over her.” Stemmen tilhørte min far. Ham jeg var stukket af fra. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, inden jeg langsomt åbnede mine øjne. Jeg fornemmede straks Nialls øjne søge efter mine, men jeg kunne ikke lade ham se dem. Han skulle slet ikke være her. Han skulle ikke se mig sådan her! Han ville ikke forstå.

Jeg blev skubbet en smule hårdt i ryggen, og da vinden fik mit hår til at flyve rundt, og den første regndråbe landede på min næse, vidste jeg, at vi var udenfor. Men det hele var ligegyldigt. Det eneste jeg skulle sørge for, var at svare på spørgsmålene som de stillede, så jeg kunne komme væk.

Jeg vendte mig panisk om mod min far. Han måtte hade, at Niall var her. Det måtte han! Han forbød mig at se dem, så hvad ville han gøre nu?

”Valerie je..” Niall blev afbrudt af min far, som stillede min kuffert foran mig.

”Du kan forklare hende det senere Niall. Kom væk herfra, inden folk får mistanke,” sagde min far hårdt, hvilket gav mig lyst til at slå ham. Lige meget hvor lang tid siden det var, at jeg havde set Niall,  så var min holdning den samme som altid. Ingen skulle snakke sådan til Niall. Han fortjente det ikke. Jeg havde ikke set ham i tre måneder, men bare ved synet af hans øjne første gang, sagde mig, at Niall præcis var, som han plejede.

Det gik langsomt op for mig, da Niall tog min kuffert, at vi var på vej væk. Jeg var ikke i stand til at tænke klart. Spørgsmålene stod som rulletekster der havde en ultra hurtig speed. Det var så forvirrende, og det var som om, at det stadig ikke var gået op for mig, hvad jeg lavede her, og hvorfor Niall var her. Her i Sverige, hvor min far og jeg var.

”Hey,” Niall stoppede op, og lagde igen hænderne om mine arme, og rystede blidt i mig, for at få mig til at se ham i øjnene. Men jeg kunne ikke – jeg ville og måtte ikke. Mine øjne var røde, og selvom det næsten var blevet brændt af, kunne man stadig se, at jeg var påvirket. Og ingen havde jo direkte bekræftet, at jeg var på stoffer. Der havde været utrolig mange forsider, men aldrig var det blevet bevist. Og det skulle ikke bevises nu. Niall skulle ikke se mig sådan her. Lige meget, hvor ondt det gjorde at sige, så holdt jeg stadig af ham. Tre måneder var ikke nok til at få mig på afvænning og anti-holde af Niall.

Desuden kunne man heller ikke bare glemme Niall på den måde. Og fordi jeg holdt af ham, ville jeg ikke skuffe ham.

”Valerie,” sagde han stille, og lagde en hånd på min kind, hvilket fik mig til at reagere. Han skulle ikke se mig sådan her!

Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage, vendte mig mod Niall og gik med korte skridt fremad. Jeg anede ikke, hvor hans bil var, men hvis vi gik, afholdt jeg mig selv fra lysten til at se hans opmuntrende blå øjne, som sikkert ikke var så glade længere.

Spørgsmålet kørte som et replay i hovedet.

Hvad lavede han her?

Min far hadede ham, og nu var jeg på vej væk med ham?

Det gav ikke mening, og ingenting ville give mening, så længe jeg var påvirket af stofferne, så spørgsmålene måtte jeg vente med. Indtil da, måtte jeg bare få mig selv overbevist om, at Niall virkelig var her. Jeg havde det med at se i tåger og forestille mig ting, når jeg var på stoffer, men personen foran mig kunne umuligt være en faker. Umuligt.

------------------------------------

Hvad synes I så? Kan I genkende en smule af den gamle Valerie? Jeg ved godt, at den er lidt kedelig og ligner alle andre i starten, men den bliver anderledes, og kapitlerne bliver længere! Bare vent. :-)  

-Hvis I kan lide den, må I meget gerne like den! :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...