2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
723Kommentarer
86914Visninger
AA

14. I stay here.

 

Der var tallerkener, der klirrede ude i køkkenet. Jeg havde længe ligget i Louis’ seng og bare gloet lige op i det intetsigende hvide loft, men jeg havde ikke lyst til andet. Jeg følte ikke for at skulle rejse mig og gå ud til ham, for jeg var bange for, at det ville blive for underligt.

Oveni det hele var der også en mærke følelse, der blev ved med at komme op i mig, når jeg tænkte på Zayn. Den var både behagelig og samtidig også ubehagelig – ikke som det plejede at være. Normalt fik jeg nærmest en trang til at gå ud og kaste op, når jeg tænkte på ham, men ikke i dag. Det var som om, at der var noget, der var ændret i mig siden i går, noget der ikke skulle være blevet ændret. Jeg ville have, at det hele skulle være, som det plejede at være, men det var det ikke. Det havde været den største fejl nogensinde, at jeg havde sex med ham.

Da klokken rundede tolv, og jeg ikke følte, at jeg kunne tillade mig at blive liggende længere, rejste jeg mig fra sengen, og gik som det første hen til et spejl. Jeg så rent faktisk fuldstændig forfærdelig ud. Jeg havde en stor hættetrøje på, der helt sikkert tilhørte Louis, for jeg havde taget den på i går – dermed ville alt andet være underligt. Men det var ikke så meget det, der fangede min opmærksomhed. Det var mere mit ansigt, hvor mine kinder var helt mørke af mascaraen, der havde løbet med tårerne dagen før. Derudover havde jeg også en svag smerte i mit underlig, og jeg vidste godt, hvad det skyldtes. Jeg var slet ikke vant til Zayn mere, og det var faktisk endnu en gang kommet bag på mig, hvor stor han var.

Jeg rystede tankerne fra mig og prøvede at tørre resterne af min makeup væk med ærmerne, og det lykkedes mig halvt om halvt. I det mindste lignede jeg ikke et lig længere, kun en, der var tæt på at dø. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv over mine ufatteligt høje tanker om mig selv, før jeg åbnede døren op og gik hen til køkkenet, hvor man stadig kunne høre Louis.

”Godmorgen,” hørte jeg mig selv sige med en hæs stemme. Louis fik sådan et chok, at han kom til smadre en pande ned i vasken, og det chok blev så overført til mig, så et skrig slap ud af mine læber. Han vendte sig om med et stort smil om munden. ”Godmorgen til dig også. Sikke en entré,” jokede han, og jeg himlede med øjnene.  

Jeg satte mig ned på en stol, og der gik kun to sekunder, før Louis sad foran mig med et lidt alvorligt og usikkert udtryk i ansigtet. Jeg kiggede forvirret på ham, da han satte albuerne i bordet, foldede sine hænder og støttede sit hoved ovenpå dem.

”Hvordan har du det i dag? Bedre? Værre? Lige som i går?” spurgte han så. Jeg bed mig lidt i læben, da jeg rent faktisk ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Havde jeg det værre eller bedre? Det var umuligt at svare på, men jeg ville ikke læsse mine følelser over på Louis, så derfor endte jeg med at trække på skuldrene.

”Jeg har det fint nok, tror jeg. Det er bare underligt, men det er fint,” sukkede jeg og kiggede ned i bordpladen. Louis skulle lige til at sige noget, så jeg rejste mig hurtigt. Han skulle ikke bekymre sig om noget lort, jeg havde rodet mig ud i, for det var ikke hans skyld. ”Jeg tager et bad, okay?” mumlede jeg så, og han nikkede langsomt.

Jeg var ikke lang tid om at få mit sparsomme nattøj af, og kort efter stodjeg under bruseren, så det brandvarme vand strømmede ned over min krop. Det kom ikke som nogen overraskelse, at mine tanker med det samme gled hen på Zayn. Jeg kunne stadig ikke forstå, hvordan jeg havde tilladt det at ske, når han havde al magt til at knuse mig fuldstændig endnu engang.

Men det var som om, at jeg blev ved med at tænke på den ting, han havde sagt. At han var ked af det. Han fortalte mig, at han var ked af det – ked af det over al det, der var sket? Eller ked af det, fordi han vidste, at han ville skuffe mig igen? Jeg vidste det ikke, og jeg var ikke sikker på, jeg ville vide det.

Jeg vaskede med rolige bevægelser mit hår med shampoo og balsam, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan vandet gik ind og fik mig til at slappe af i hele kroppen, blot ved at det strømmede ned over mig i tynde stråler. Men den effekt havde vand altid haft på mig.

Da jeg var blevet færdig og havde fået nogenlunde rimeligt tøj på, gik jeg ind i stuen, hvor jeg fandt Louis siddende i sofaen, imens han kiggede ned i sin mobil. Fjernsynet kørte på fuld skrue, men han havde i hvert fald ikke særlig travlt med at følge med i det åndssvage reality program, der var i gang.

”Tak for lån af badet,” sagde jeg, før jeg nærmest overfaldt sofaen og smækkede mine ben over ham. Han kiggede overrasket på mig. ”Jeg hørte dig slet ikke komme,” sagde han så med et smil, men det var ikke et smil, der nåede hans øjne. Jeg kunne fornemme, at han havde noget på hjerte, jeg vidste bare ikke hvad.

”Hey, er der noget galt?” rettede mig besværet op igen og lagde en hånd på hans underarm. Han kiggede lidt på mig, før han drejede sig, så han sad lige foran mig.

”Det.. det drejer sig om Zayn og dig, og lad mig snakke ud, før du afbryder okay?” han sendte mig et afventende blik, og selvom jeg mest af alt havde lyst til at afslå med det samme, bed jeg mig i læben og nikkede.

”Jeg ved virkelig ikke helt, hvordan jeg skal starte det, men jeg ved godt, at du er bange. Bange efter i går, bange for, at han skubber dig væk igen, det kan jeg se på dig, at du er. Og lige meget hvor åndssvagt det her end kommer til at lyde, så skal du bare vide, at alt det han siger – det han gør – det mener han. Og du behøver ikke tro mig, men jeg ved det. Jeg kan se det på ham, og det er ikke svært at se ærligheden i hans øjne og høre den i hans stemme. Jeg tror bare, at du har svært ved at fokusere på det, når du desperat prøver at holde fat i, at han ikke vil dig noget godt og kun er ude på at såre dig..” han tav igen, og selvom der kun var gået meget kort tid, var mine øjne slørede af tårerne.

”Han gjorde det en gang, og det beviste, hvor meget jeg betød for ham. Hvordan skulle det dog ændre sig? Især efter alt det her? Hans opførsel forvirrer mig, og jeg kan snart slet ikke finde rundt i, hvad der er op og ned på hele situationen, altså. Han gør mig så.... rundt på gulvet, og jeg føler mig slet ikke som mig selv, når han er i nærheden. Jeg mangler følelsen af at blive frastødt, og den forsvinder fra mig..” mumlede jeg. Det gik egentlig ikke op for mig, hvor ærlig jeg var, før ordene var ude af min mund og umulige at hive tilbage.

”Det er lige præcis det, jeg snakker om, Valerie! Han mener det, han holder af dig, og han vil dig virkelig ikke noget dårligt, hvorfor er det så svært at tro? Ja, han sårede dig, og jeg ved godt, at tillid er svært at bygge op igen, men på en måde synes jeg bare, at han viser det gang på gang!” udbrød han så en anelse højere, så det gav et lille sæt i mig.

Meget imod min vilje måtte jeg indrømme, at det faktisk gav mening, når jeg fik det at vide på den måde, men alligevel kiggede jeg skeptisk på ham.

”Hvad så, hvis han gør det igen? Så ved du vidst nogenlunde godt, hvad der bliver af mig, gør du ikke?” min stemme knækkede en anelse, og det irriterede mig grænseløst. Jeg var træt af at være så pisse følsom og skide svag hele tiden. Det var ikke mig – det var ikke sådan, jeg plejede at være. Men plejer var tydeligvis død, og jeg fik det nok ikke tilbage.

”Det gør han ikke. Tro nu på mig, Val, jeg mener det virkelig inderligt! Jeg har aldrig ment noget så meget, som jeg mener det. I hvert fald ikke når det har omhandlet Zayn på den her måde!” han kiggede mig lige ind i øjnene for at få mig til at tro ham – og det hjalp. Ikke helt, men det hjalp, for pludselig rejste jeg mig.

”Jeg har lige noget, jeg skal ordne,” jeg sendte ham et skævt smil, før jeg rejste mig og gik ud i entréen, hvor mit overtøj var. Louis kom ud og studerede mig, imens jeg tog mine sko på. ”Vi ses,” sagde han bare varmt, og jeg svarede ham ikke engang, før jeg forsvandt ud af døren.

Trafikken generede mig vildt meget, imens jeg gik igennem byen, fordi jeg dermed skulle stoppe op adskillige gange for, at jeg kunne gå over vejen. Bilerne forhindrede mig nemlig i bare at gå lige over, og da jeg en enkelt gang var ved at blive kørt ned af en bus, vrissede jeg irriteret af den, selvom chaufføren ikke kunne høre mig.

Jeg begyndte lidt at fortryde, jeg ikke kiggede mig i spejlet, inden jeg tog afsted, for nu da jeg var på vej mod Zayn, fik jeg en underlig trang til at se bare en smule godt ud. Selvfølgelig havde jeg lige været i bad, men det forhindrede mig ikke i stadig at se dum ud – men siden hvornår tænkte jeg på, at jeg skulle se godt ud foran Zayn? Jeg skulle bare snakke med ham, om det Louis lige havde fortalt mig, og det var det.

Mit hjerte bankede drastisk hurtigere mod mit bryst, da jeg fik øje på bygningen, som han boede i. Underligt nok fik jeg helt ondt i maven, fordi jeg var så nervøs, og jeg havde endda intet at være nervøs over. Virkelig intet overhovedet.

Med et sæt blev jeg revet tilbage til virkeligheden, da jeg var tæt på at gå ud foran en bil, der dyttede af mig, som tegn til, at jeg skulle gå væk. Hvis der var noget, jeg ikke orkede lige nu, så var det, hvis jeg skulle vente ti minutter på, at Londons trafik lod mig komme hen til Zayn.

Det var også den eneste grund til, at jeg uopmærksomt trådte ud på vejbanen efter at have kigget den ene vej og konstateret, at der ikke kom nogen biler. Jeg var sikker på, at jeg let kunne nå over, men da et højt dyt lød få meter væk fra mig, blev jeg lammet i chok, og jeg stirrede bare dumt, på den bil, der kom kørende i mod mig. Jeg kunne ikke nå at reagere, før den kom alt for tæt på, og jeg følte, at jeg blev skubbet til med sådan en kraft, at al luft røg ud af mig. Langsomt flød alt sammen for mine øjne; farver, bevægelser og dertil kom der også lydene, der lød underligt fjerne lige pludselig.

Zayns synsvinkel:

Jeg sad derhjemme og kunne ikke lade være med at tænke på Valerie. Eller måske mere det faktum, at hun var gået, imens jeg havde været til interview. Det irriterede mig lidt, at hun ikke engang havde lagt en seddel eller bare noget, der mindede om. Heldigvis var det Louis, hun var taget hen til, og det havde beroliget mig en smule, da jeg egentlig var bange for, at hun var taget et eller andet dumt sted hen.

Jeg var så langt væk i mine tanker, at jeg var tæt på at tabe den kop, jeg sad med i hånden, da jeg hørte et underligt skrig. Den eneste grund til, at jeg kunne høre det, var, at vinduet var åbent, fordi jeg havde brug for lidt udluftning.

Selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at virke nederen, kunne jeg ikke lade være med at gå hen til vinduet, da lyden af sirener kunne høres i det fjerne. Desuden havde der været et eller andet bekendt ved det der skrig – ikke fordi, jeg gik ud fra, at det en jeg kendte, men jeg blev alligevel nysgerrig.

Jeg satte mig halvt i vindueskammen og kiggede diskret ud på gaden, hvor et par ambulancer netop var ankommet, og redderne var i gang med at stige ud af dem. Selvom jeg ikke havde lyst, kunne jeg ikke lade være at kigge rundt, indtil jeg fik øje på en person, der lå i en stilling, der ikke ligefrem så sund ud.

Jeg burde fjerne mit blik fra personen, men da jeg blev ved med at kigge intenst på personen, banede et skrig sig op igennem min hals. Det lyse hår, figuren på personen, ja selv skoene, kunne jeg genkende. Jeg kendte hende for godt, og jeg var ikke i tvivl om, at det var hende. Valerie.

Jeg havde knapt fået sko på, og jeg nåede ikke at låse døren efter mig, før jeg sprang ned af trapperne og ud på gaden. Lige glad med paparazzier eller andre løb jeg hen over vejen, hvor op til flere biler dyttede af mig i protest, men de kunne ærlig talt rende mig i røven.

Da jeg kom hen til ambulancen, der stod nærmest, blev der grebet fat i mig, og jeg opdagede hurtigt, at det var en politibetjent. ”Du kan desværre ikke komme herind, så hvis du vil være så venlig..” – ”Slip mig! Jeg kender hende! Jeg ved, hvem det er!” råbte jeg skingert, og han kiggede tøvende på mig, før han hev en blog frem fra sine bukser. Egentlig ville jeg slet ikke til at svare på alle mulige ting, jeg kunne ikke overskue det, men alligevel vidste jeg, at de havde brug for oplysninger.

”Hvad hedder hun?” spurgte han så. Jeg havde travlt med at kigge ham over skulderen, imens jeg svarede: ”Valerie McQueen, og hun er 17 år gammel. 18 lige om lidt. Hendes far er..” – ”Ja, tak. Nu ved jeg godt, hvem hun er. Og du er Zayn.. Zayn, jeg tror virkelig ikke, at det er den bedste idé, hvis du går derhen nu, der har jo været et biluheld, hvor Valerie har været involveret, og jeg..” jeg afbrød ham ved at skubbe til ham. Måske var det ikke det bedste at gøre, da jeg næsten var sikker på, at dette ville være over alt på forsiderne inden for meget kort tid, men jeg var egentlig lidt ligeglad. Jeg skulle vide, hvor slemt det stod til med Valerie. Hvorfor var hun egentlig her? Hun plejede ikke at færdes så tæt omkring, hvor jeg boede.

Da jeg endelig fik mast mig forbi betjenten, fløj jeg hen og blev stoppet af en ambulancemand, som jeg irriteret rev mig væk fra. Jeg var blevet stoppet en gang, og det skulle ikke ske to. Okay, det skulle det åbenbart, for da jeg næsten var henne ved Valerie, hvor der sad nogle uniformerede mænd rundt omkring, var der en, der hev mig tilbage bagfra.

”Zayn, du kan køre med til hospitalet i patruljebilen, men vi kan ikke have dig i nærheden af Valerie, eller det arbejde, som der er i gang med at blive udført. Det er jeg ked af,” det var den samme betjent som før, og selvom jeg vidste, at han havde ret, rystede jeg på hovedet – dog uden at gøre noget andet. I stedet opgav jeg min modstand, da jeg så, at Valerie, var kommet op på en båre og var på vej ind i ambulancen. Så fik jeg travlt med at småløbe hen til politibilen, og jeg smed mig nærmest ind på bagsædet og beordrede betjentene om, at de skulle køre.

Imens vi kørte, fiskede jeg min mobil frem fra lommen og med en kort tøven, gik jeg ind under mine kontakter, fandt Louis’ nummer og trykkede på ’ring op’. Så havde han også bare at tage den.

Louis synsvinkel:

Jeg blev helt forvirret, da Zayn ringede op til mig. Hvis ikke jeg tog meget fejl, så var det ham, Valerie var taget hen til, efter jeg havde snakket med hende, så hun burde være hos ham nu. Det kunne ikke passe, hvis hun allerede var gået igen, og han ville give mig en skideballe, vel?

”Ja?” lagde jeg forvirret ud, men jeg blev hurtigt afbrudt, og da jeg kunne høre sirener, kunne jeg ikke lade være med at blive en smule utryg.

”Louis, få fat i de andre og kom ud på hospitalet,” han lød helt panisk, men det havde jeg ikke så meget tid til at tænke over. Allerede før jeg spurgte ind til, hvad der var sket, sprang jeg op fra sofaen og hastede ud efter min jakke. ”Er du okay? Er der sket noget? Hvorfor er der sirener?” spurgte jeg, imens jeg låste min dør af.

”Det er Valerie. Kan du ikke godt bare komme med de andre også?” han lød bedende. ”Jo, jeg skal nok få fat i dem. Vi ses,” jeg lagde på, før han kunne nå at sige noget, og så sendte jeg ellers en alarmerende fællesbesked til dem om, at de skulle lette sig og komme ud på hospitalet uden yderligere spørgsmål.

Så halvløb jeg hen til min bil og smækkede nærmest døren op, så jeg kunne komme afsted. Zayn havde sagt, at det var Valerie, der var sket noget med, og siden jeg holdt meget af Valerie, og hun var en af mine bedste veninder, sad mit hjerte helt op i halsen på mig, da jeg trykkede på speederen. Og selvfølgelig var det en af de dage, hvor Londons trafik var på sit højeste, og man hellere ville skyde sig selv.

***

Zayns synsvinkel:

Jeg blev helt lettet, da døren ind til venteværelset gik op, og drengene kom til syne med Louis i spidsen. Det var ikke specielt rart at sidde her – da slet ikke alene – og vente på at få noget at vide om Valeries tilstand. Jeg havde intet fået at vide, så jeg følte mig på bar bund.

”Hej Zayn. Hva så?” jeg vidste, at Niall hentydede til det hele, da han satte sig på hug foran mig med en hånd på hver af mine knæ. Jeg trak lidt på skuldrene. ”Jeg har ikke fået noget at vide, så jeg ved det ikke. Men hun har været ude for en bilulykke. Lige ved vejen foran mig, så jeg så det ud af vinduet og opdagede faktisk, at det var hende..” jeg sukkede lidt og kiggede ærgerligt på de andre. Louis kiggede forpint på mig.

”Det er min skyld,” sagde han så pludselig, og jeg kunne ikke lade være med at slå en ironisk latter op, for jeg forstod virkelig ikke, hvorfor han sagde noget så dumt.

”Nej, jeg mener det faktisk! Hvis det ikke havde været for mig, så var hun aldrig taget derhen, og så ville det her ikke være sket,” sagde han bestemt, og det var ikke til at tage fejl af selvbebrejdelsen i hans stemme. ”Hvorfor tog hun da afsted?” spurgte jeg forvirret om.

”Fordi.. jeg snakkede med hende om noget med dig, og så.. ville hun vel snakke med dig. Og hvis ikke jeg havde snakket med hende, så ville det være blevet undgået, vi ville ikke være her, hun ville ikke være her, og det ville slet ikke være sket. Kan I se, hvad jeg mener med, at det er min skyld?” han satte sig ned på stolen ved siden af mig.

”Louis, det er jo ikke din skyld,” Liam kom mig i forkøbet med de ord, som jeg ville have udtalt, men det var fint nok. Jeg havde travlt med at være frustreret over, at jeg ikke vidste, hvad der var med Valerie, og det kunne jeg også se, at Harry og Niall var. Selvfølgelig også Louis og Liam, men Liam prøvede at overbevise Louis om, at det ikke var hans skyld. Hvordan kunne det overhovedet på nogen jordisk måde være hans skyld?

Harry satte sig ved siden af mig med et bedrøvet udtryk. ”Så det slemt ud? Det du så?” spurgte han så. Jeg kunne nærmest mærke, hvor nervøs han var for, at der var sket noget virkelig slemt, og det smittede af på mig.

”Det kunne være værre, men der er vel grænser for, hvor godt man har det, når man er blevet kørt ned af en bil, tror du ikke?” jeg prøvede at joke lidt for at lette stemningen, men problemet var bare, at det ikke rigtig lykkedes mig. Harry lyste ikke op i noget skævt smil eller noget andet.

Ikke lang tid efter kom der en læge hen til os. ”Hun er ikke vågen endnu, men I kan godt gå ind på hendes stue og være der, hvis det gør jer mere trygge. Hun er ikke i livsfare, det har bare været et voldsomt slag,” af en eller anden grund holdt hun mest sine øjne på mig, men jeg gik ud fra, at det var fordi, det var mig, der havde været der helt fra starten af. Hun havde knap nok fuldført sin sætning, før jeg havde rejst mig fra stolen.

Valeries synsvinkel:

Jeg var øm i hele kroppen, da jeg vågnede, som var jeg blevet gennemtæsket af en professionel bokser, der i hvert fald ikke havde sparet på kræfterne. Mit hoved dunkede voldsomt, og jeg kunne ikke lade være med at skære en grimasse af smerte. Forsigtigt åbnede jeg mine øjne op, og opdagede hurtigt, at jeg var i et helt hvidt rum. Og så kom det ligesom strømmende tilbage til mig; bilen der kom nærmere, og rædslen der steg op i mig, kort inden jeg blev ramt.

Opgivende sukkede jeg lavmælt for mig selv. Det var næsten utroligt så meget modgang, jeg hele tiden skulle igennem, hvis jeg skulle være ærlig. Hvor mange ville blive kørt ned af en bil, når de lige skulle over en vej på samme måde, som så mange andre gør? Det var lige før, at det ikke kom bag på mig, at jeg skulle komme ud for sådan et uheld.

Jeg havde en minimal smerte i nakken, men det forhindrede mig ikke i at dreje mit hoved til højre og kigge hen mod en stol, hvor han sad sovende. Hvorfor var han her? Jeg forstod det ikke rigtigt, men det var ikke rart. Eller jo, selvfølgelig var det rart, at der var nogen her, men det hele føltes for meget som sidste gang, jeg lå på et hospital.

Hårdt kneb jeg øjnene sammen, da kvalmen steg op i mig sammen med en følelse, jeg kun kunne kende som Deja-vu. Og det var virkelig det, der spillede sig for det. Hele scenen fra sidste gang spillede sig for mig, og jeg måtte virkelig kæmpe for at holde tårerne inde. Jeg kunne næsten allerede fornemme, hvordan han ville vågne op og fortælle mig, at han ville gå igen. Endnu engang fortælle mig at det ville være sidste gang, jeg ville se ham. Selvom jeg ihærdigt prøvede på at holde min gråd inde, undslap et hulk mig, og jeg kiggede panisk hen mod Zayn.

Da han ikkevågnede, slappede jeg af igen, i takt med at mine kinder blev våde af tårerne. Kender I det, hvor man prøver at græde lydløst, men det er som om, at du bare ikke kan holde det inde, så du har det som om, at du ikke kan trække vejret? Det var sådan, jeg havde det, og jeg vendte hurtigt mit ansigt væk fra Zayn.

Jeg kunne nærmest mærke, hvordan jeg igen gik itu, for det hele var, som sagt, det samme som før. Jeg kunne mærke smerten, der gnavede i mig, og lige meget hvor meget energi jeg havde brugt de sidste mange måneder, på at hade ham, var det ødelagt nu. Det blev ødelagt, da jeg lod ham komme tæt på mig, så han igen havde magten.

Efter lidt tid slappede jeg en smule af, og jeg begyndte at kunne trække vejret nogenlunde normalt igen, det eneste tegn på, at jeg var ked af det, var tårerne, der trillede ned af mine kinder. Det var lige før, at jeg ønskede, at jeg bare kunne være blevet dræbt i uheldet, for det ville være bedre end at skulle gå igennem smerten en gang til.

”Valerie?” mine tanker blev afbrudt af hans stemme, og hans hånd, der tog fat i min. Jeg rystede lidt på hovedet og prøvede at trække min hånd til mig, men han gav ikke slip. ”Jeg gider ikke høre det, Zayn,” sagde jeg med rystende stemme. Zayn så forvirret ud, men kort efter så det ud som om, at han forstod, hvad jeg mente.

Det gjorde endnu mere ondt, da han bed sig i læben, for jeg var næsten sikker på, hvad det betød. ”Valerie, lyt på mig, okay? Jeg.. Kig på mig,” han lænede sig lidt hen mod mig og tog mit ansigt imellem hans hænder, så mine øjne mødte hans, selvom jeg ikke havde lyst til.

”Sidst det var sådan her, forlod jeg dig. Jeg har forladt dig en gang, det er ikke det, jeg er her for. Jeg er her ikke for at gå igen. Jeg er her for at blive, Valerie. Jeg vil ikke begå så stor en fejltagelse igen. Jeg bliver her ved dig. Forstår du det?” hans øjne lyste fuldstændig af oprigtighed og kærlighed, og det var der, det gik op for mig, at han mente det, han sagde.

Jeg kunne ikke undgå et smil i at bryde frem på mine læber, da jeg forstod det. Der ville ikke gå to minutter, og så ville han forsvinde ud af døren og efterlade en hæslig, gennemborende smerte. Han ville blive her, sammen med mig. Han elskede mig, og jeg troede på det. Jeg var overbevist om, at det var rigtigt denne gang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...